Besøg i FN-bygningen

Nordhavnen FN Byen
Som Unicef-donor kan man blive inviteret til omvisning i den ellers temmelig utilgængelige FN-bygning i Københavns Nordhavn, så det benyttede jeg mig selvfølgelig af. Der er offentlig rundvisning hver fredag kl. 14, dog er forudgående tilmelding nødvendig.

Bygningen er fra arkitekten 3xn‘s hånd tænkt som et “klart og ikonisk udtryk for FN’s værdier”. Og det er da også tydeligt – hvis man ellers er fugl eller dronepilot. For står man foran den, eller kommer man sejlende forbi, eller er man en af de efterhånden ret talrige naboer, så ser man bare det samme, som du ser herover. Ikke særlig ikonisk, hvis du spørger mig. Klik her og se, hvad arkitekterne mener.

2016-02-11 16.33.46Indvendig er huset imødekommende – så imødekommende det næsten er muligt at være, når 1000 mennesker skal arbejde der. De forskellige FN-organisationer arbejder så i stjernens forskellige fingre (har stjerner fingre?). Det er den danske stat, der ejer bygningen, som de generøst lader FN bruge uden at betale husleje. Det betyder så igen, at vores donationer ikke går til at betale for dyre huslejekvadratmeter. Bygningen lever op til skrappe miljøkrav – det kan man altsammen læse mere om på FN’s egen hjemmeside og hos 3xn. Møbler er doneret af IKEA. Andre store donorer er LEGO, der giver alt det LEGO, som udfases og som ellers ville skulle destrueres (det er ganske meget, forstår man) til Unicef, og Bestseller, der har en årlig Unicef-dag, hvor hele omsætningen doneres til Unicef. Den slags partnerskaber ønsker de sig mange flere af. Aftenen var også en præsentation af et nyt partnerskab – dog et af de mindre. Cykelfirmaet Herskind + Herskind har designet en særlig Unicef-cykel. Køber man den, doneres 2.500 kr. til Unicef. Mogens Lykketoft kører allerede rundt på en.

Der er meget lidt kunst på væggene, men det der er, er flot præsenteret. En diskret QR-kode ved siden af billederne viser hen til siden vores.kunst.dk, som jeg overhovedet ikke kendte. Men hvor er det smart – selvom funktionaliteten ikke er helt i top. Her er et værk af Peter Bonde, skabt specielt til stedet.

Det er værd at tænke på, at Unicef har 75.000 faste donorer og at vi danskere havde overskud til at donere 200 mio kr. til Unicef sidste år. Det er rart at tænke på, for man kan ellers godt få det indtryk, at det efterhånden er forsvindende få, der ønsker at give noget til andre end “vores egne” – hvem det så end er.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.