Spring til indhold

Danmark dejligst

Du tror sikkert, det er løgn, men min veninde og jeg besluttede allerede sidste år, at vi skulle tage en Danmarks-tur denne sommer. Vi havde netop været 4 dage i Jylland og besøgt adskillige museer og gået tur i forskellige landskaber og var blevet meget inspireret.

I år brugte vi en dag mere og nåede 2-3 destinationer om dagen rundt omkring på Sjælland og øerne – se evt. en lille billedreportage. Herunder omtales nogle af dem + de øvrige kulturoplevelser af varieret art, jeg har nået indtil nu i ferien. Alt det andet, der plejer at være i #serendipiteten, kommer tilbage igen, når hverdagen indtræffer.

Fuglsang Kunstmuseum

På Lolland ligger et fint lille museum med en mindre samling af ældre kunst og en lidt større af nyere (ny og ny, men altså ikke guldaldermalerier). Da vi var der, havde de en særudstilling om grafikeren Palle Nielsen. I en af de interview-videoer, man kunne se rundt om i udstillingen, siger John Kørner: “Kunne han dog ikke have arbejdet i lidt større formater?” (efter hukommelsen). De mange linoleumstryk er da også bittesmå, men jeg forlod museet med langt større respekt for Nielsen, end da jeg kom. Museets arkitektur er meget smukt tilpasset det åbne landskab, og man sidder lidt åndeløs og kigger så langt øjet rækker fra væg-til-væg-vinduet i “bunden” af museet.

Romantiske haver

Dem besøgte vi to af – Gisselfeld ved Næstved og Liselund på Møn. Gisselfeld er kæmpestor og meget imponerende, Liselund lidt mindre, men der bliver man virkelig slået af, hvor meget viden, arbejde og penge, der skal til for at tilrettelægge og vedligeholde sådan en “have”. For det er jo ikke nogen have, men en kæmpe park. Et kuriosum er den meget lidt poetiske, men til gengæld ufrivilligt komiske historie om striden mellem arvingerne til Gisselfeld. Historien om Liselund er til gengæld ægte romantisk!

To museer i nabolaget

Jeg fik ENDELIG besøgt det nye Københavns Museum, selvom det ligger et stenkast fra mit hjem. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg er ret vild med udstillingsdesignet, som får virkelig meget ud af den relativt beskedne plads. Og så var jeg nærmest lykkelig over at se Agnes Slott-Møllers store glasmosaik, som jeg indtil da kun havde set billeder af og læst om.

Agnes Slott-Møller

og Louisiana

Det er godt at læse det med småt – i mange af livets forhold. Det havde jeg glemt, da jeg kørte på Louisiana med en veninde i sidste uge – for udstillingen med de Fantastiske Kvinder var jo slet ikke åbnet endnu… Nå men, vi fik gået en tur, spist vores dejlige picnic og set udstillingen med Per Kirkeby. Hans bronzeskulpturer gør simpelthen bare ikke noget for mig, må jeg nok indrømme. Til gengæld er jeg vild med hans malerier – farverne!!!!

Per Kirkeby

Biografen

Jeg så Lone Scherfigs The Kindness of Strangers, som desværre var en skuffelse. Jeg er ellers ret glad for Scherfig, men jeg synes ikke, hun ramte den her. Til gengæld er den franske Forført med vidunderlige Juliette Binoche en effektiv thriller med noget på hjertet. Det er noget, de kan, franskmændene. De kan også have instruktører med mellemøstligt klingende navne, der instruerer film, som ikke handler om mørklødede gangstertyper eller flygtninge. Og de kan have brune og sorte skuespillere i roller, som “helt almindelige” franskmænd. Det ku’ vi ærligt talt godt lære noget af herhjemme.

Og så har jeg set den særdeles glimrende road movie Queen & Slim. Mon den får regulær premiere i danske biografer? Road movies kan bare noget!

Proxima er en film om en kvindelig astronaut og hendes datter. Jeg syntes ærligt talt ikke, det lød særligt besnærende, men jeg tog fejl. Eva Green og pigen, der spiller hendes datter, er helt suveræne, og historien er langsomt og tålmodigt fortalt og overrasker til stadighed på en meget afdæmpet måde. Instruktøren, Alice Winocour, er fransk, men ellers er det ikke rigtigt til at lure, hvilken nationalitet den skal forestille at have. Den foregår i Tyskland og i Rusland, hovedpersonerne taler mest fransk, men også tysk og russisk. Og engelsk med Matt Dillon. Det er faktisk lidt skønt!

En bog eller to

Jeg har fået læst fire bøger (snart fem faktisk, for er 3/4 igennem Buddenbrooks) i ferien. Det kunne jo godt være blevet til lidt mere, men helt tosset er det da ikke. De bedste var VIDT forskellige. Sommerglæder af Herman Bang og en helt ny sci-fi-roman kaldet Burn-In. Alle, der interesserer sig for AI, bør virkelig læse Burn-In. Første kapitel kan læses gratis her. De to andre var On Earth We’re Briefly Gorgeous af Ocean Vuong og F af Daniel Kehlmann. Links er til mine omtaler på Goodreads.

Kom og besøg mig!

Jeg er nu 60 år og enlig (NU skal du få ondt af mig…), og efter at have oplevet mine bedsteforældre og forældre og venners forældres alderdom og død, må jeg tilstå, at det fylder mig med rædsel at blive gammel. Altså, det er fint nok, indtil afhængigheden af andre indtræffer. Bliver jeg dement, får jeg en hjerneblødning eller bliver jeg bare en irriterende sur gammel dame med smerter, der gentager mig selv hele tiden og er fyldt med brok?

Alt det fik jeg lejlighed til at tænke endnu mere over, da jeg hørte en Zetland-historie ud over det sædvanlige. Det mest usædvanlige ved den var, at det var en personlig fortælling. Zetlands skribenter inddrager ikke ret tit sig selv i deres historier, og skriver da endnu sjældnere OM sig selv. Men det gjorde Mads Olrik i sin beretning om, hvad der skete, efter at hans far fik en hjerneblødning. Du kan lytte eller læse ganske gratis her. Hvis du lytter, kan du høre Mads og hans far tale sammen om farens ændrede personlighed. Det er ret stærkt.

Jeg har aftalt med Zetland, at jeg holder en lille “seance” hjemme hos mig, hvor vi kan være otte personer i alt og tale om, hvad det vil sige at personligheden forandres, som det sker for flere og flere af os, fordi vi dels overlever hjerneblødninger i højere grad end før, dels bliver ældre og dermed ofte demente.

Det bliver tirsdag den 18. august kl. 19:30, og jeg skal nok sørge for et glas vin eller en kop te/kaffe (og håndsprit). Du melder dig til ved at skrive til mig på mail (nene@labeet.dk) eller på Twitter (@labeet). Først til mølle, etc. Mads Olrik har lovet at introducere (via video).

2 tanker om “Danmark dejligst”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share