“Fremtiden” har allerede indfundet sig

Dette er det første i en serie blogposts om børn på nettet. Jeg kommer rundt om det hele, Facebook, mobning, spil, fact-finding, etc. med et nyt overskueligt afsnit hver dag. Indledningsvis prøver jeg at tegne et billede af den verden, vores børn vokser op i:

Det, der er svimlende fremtid for de fleste af os, er allerede en realitet på mange virksomheder i Silicon Valley og lignende steder rundt om på kloden. Du har måske hørt om Siri, den (engelsk)talende assistent, der er integreret i nyere IPhones. Siri er en del af en revolution, der hastigt udrulles over hele nettet og ikke vil begrænse sig til smarte telefoner.

Siri er nemlig (en primitiv form for) Kunstig Intelligens (AI = Artificial Intelligence). Det er der skrevet utallige artikler, afhandlinger og bøger om af folk, der ved hundrede gange mere om det, end jeg gør. Jeg kan kun anbefale, at man sætter sig lidt ind i det. Men groft sagt, så er forskellen på Siri og Google, at Googles algoritmer* giver dig mange svarforslag baseret på det eller de ord, du har indtastet i søgefeltet. Hvor Siri giver dig ét svar – som forhåbentlig er det rigtige. At Googles algoritmer efterhånden vil nærme sig kunstig intelligens og dermed i højere og højere grad vil være i stand til egentlig at besvare spørgsmål, er en anden sag. Man taler om “det semantiske web”, hvilket egentlig bare betyder, at computeren begynder at kunne “forstå”, hvad der egentlig menes med ord og sætninger, når de udtrykkes i en bestemt sammenhæng.

Også på vej er IOT – the Internet of Things – når der er mini-transmittere i alting. Vi kender allerede intelligente biler (der kan mærke, når vi er for tæt på bilen foran, eller det er glat på vejen), men næste generation er allerede på markedet. Det biler med wi-fi i kabinen og direkte rapportering til producenten om bilens “performance”. Googles intelligente bil har allerede været ude at køre uden chauffør mange gange – senest på Manhattan. Det intelligente køleskab er allerede ved at være fortid (man har kunnet købe det, men ingen gad), til gengæld er der ingen ende på lamper, der tænder sig selv, når du er på vej hjem, gafler, der vibrerer, når du spiser for hurtigt og armbånd, der bipper, når du ikke har rørt dig nok i løbet af en dag.

En yderst positiv applikation af kunstig intelligens står en ung forsker på MIT (Massachusetts Institute of Technology, nok verdens førende IT-universitet) for. Han arbejder på at udvikle en hel serie algoritmer, der skal opdage mobning på sociale netværk og aktivere en eller flere handlinger. Det kan fx være, at når mobberen trykker “send”, så har algoritmen opsnappet de grimme ord, og der popper en talebobbel op, hvor der fx kunne stå: “Hovsa, synes du ikke den besked er lige lovlig grov? Har du tænkt på, hvordan modtageren af sådan en besked vil have det? – du har 60 sekunder til at fortryde. Din besked vil ellers blive indberettet til xxx.” Det kunne også føre til en direkte indberetning til fx Facebook uden mobberens viden.

Firmaet Pebble har lanceret “ure”, der tager over fra telefonen, så vi nu slet ikke kan lægge den digitale side af vores liv fra os og Google har lanceret Google Glass, et par briller, der fungerer som filmkamera og fotografiapparat og som samtidig er intelligente, så du kan sende tweets, e-mails og Facebook-opdateringer direkte fra brillen med stemmekommandoer.

Noget, der næsten allerede er blevet hverdag, men dog stadig er i rivende udvikling, er 3D printing. Selvom jeg faktisk har set en 3D printer i aktion og læst utallige artikler om hvad og hvordan, så må jeg stadig knibe mig selv lidt i armen. Det er bare så vildt, at man kan designe en dims til et høreapparat på computeren og så printe den bagefter!

Hvad vi for længst har fået adgang til her i Danmark er On Demand fjernsyn, der streames via nettet og kun kommer ind i fjernsynet, hvis vi sender det derind via en boks, vores telefon eller tablet – eller hvis vi har et Smart-TV. Danske forbrugere kan allerede streame tv-serier og film via danske Yousee samt Netflix og HBO og selvfølgelig via TV2 og DR. Jo hurtigere internet vi får overalt i landet, jo hurtigere vil denne form for TV-kigning vinde indpas. Vi kan derfor hurtigt regne med, at kun ganske få TV-programmer i fremtiden vil være fælles begivenheder, som de fleste stadig er i dag. Mit bud er, at store sportsbegivenheder og lignende, der kan trækker millioner af seere, vil blive sådan en slags events, som man køber sig adgang til enkeltvis, og som inkluderer Facebook-sider, Twitter-hashtags osv. Alt andet kommer kommer vi og vores børn til at se, når det passer ind i vores travle program – hvilket formentlig kommer til at betyde, at enorme forandringer er på vej i den måde TV-programmer tænkes og udføres på.

På vej er også services, der gør forældre i stand til at fjernovervåge børnenes brug af nettet derhjemme. Personligt er jeg ikke tilhænger af at bringe overvågningssamfundet helt ind i familien, men om kort tid er muligheden der altså. De overvågningsprogrammer, der allerede findes på markedet, er både dyre og dårlige og i øvrigt kun til computeren.

Når vores børn bliver store nok til at få et job og starte på videregående uddannelser, foregår al kommunikation med det offentlige via nettet. Det er derfor smart, hvis vi sørger for, at de vokser op til at blive kompetente web-brugere, der let kan se, når en e-mail fra banken nok alligevel ikke er fra banken, og som kan lægge budget i en app på telefonen, så de ikke skal låne penge af mor og far ved slutningen af hver måned.   – Nå, jeg fortaber mig – det skal de nok alligevel!

* Algoritme: Veldefinerede instruktioner (i programmeret form) til at udregne en funktion.

Share

En tanke om ““Fremtiden” har allerede indfundet sig”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.