Køb en regnemaskine
På min søns skole (6. klasse) har de fået besked på at købe en regnemaskine, en ordbog (engelsk-engelsk) og et kompas. Jeg har protesteret og sagt, at det er penge lige ud af vinduet, fordi min søn og majoriteten af hans klassekammerater allerede har alle disse ting i deres smartphones og/eller på deres laptops.
Meeen, børnene må jo ikke bruge deres smartphones i skolen, vel. Og laptops er endnu ikke et krav i timerne, selvom nogle af lærerne (uden tidligere at have nævnt det ved forældremøder eller i orienteringsskrivelser) er begyndt at bede børnene om at tage laptops med.
Mit argument for at nægte at foretage disse indkøb er, at det ville være passende, hvis børnene lærte, at deres telefoner kan bruges til andet end spil, tekstbeskeder og Facebook, men også har en masse fornuftige applikationer. Fx kan man have Lectio som en “app”, hvilket både Junior og jeg selv har. Det er vældig praktisk! Mange børn ved heller ikke, at en computer duer til andet end spil, Youtube, Facebook og så lektierne.
Det ville være dejligt, hvis der kunne foregå en integration mellem børnenes egen, skolens og forældrenes brug af digitale remedier. Nogle lærere trænger til en ordentlig brush-up, men det gør mange forældre (og dermed deres børn) så sandelig også.
Hvad synes du, skal jeg kravle ned fra min høje hest og gå hen i Bog & Idé og købe en regnemaskine (til)?







1Jesper
wrote on 26 September 2012 at 14:26
Sådan noget kan gøre en så træt… men med skolens udviklingstempo taget i betragtning kan du sikkert lige så godt købe en før som senere – for til hans eksamen er den sikkert (stadig) lige så obligatorisk som smartphonen er forbudt :/
2Kim Bach
wrote on 26 September 2012 at 16:48
Må de have telefonen eller computeren med til eksamen? Nu viser du jo også en provokerende billede af en “regnemaskine”, nemlig en der er ca. 30 år gammel, de moderne “regnemaskiner” er avancerede computere, men det der er brug for er standard lommeregneren fra smartphonen.
Bliv på din høje hest, og sørg for at lærene, som det første i timen sikrer sig at børnene sætter deres telefoner i fly-tilstand :-)
3Jan Follmann
wrote on 27 September 2012 at 9:55
Syntes bestemt ikke du har grund til at skamme dig over din protest. Vi er nød til at se fremad. Vi kan ikke blive ved at køre “old school” skole. Teknologien er der og lærerne må se og forholde sig til den.
4Bettina Sandfær-Andersen
wrote on 27 September 2012 at 12:50
Nej, er svaret. Jeg ville handle ligesådan.
5Kasper
wrote on 27 September 2012 at 13:26
Mine elever må gerne bruge deres mobiler og jeg giver også gerne gode råd til lommeregner apps.
Men jeg anbefaler dem at købe en lommeregner, præcis på grund af prøven i 9.kl.
Der må de som det ser ud nu, IKKE medbringe mobil og vil derfor være meget dårligere stillet med en låne-lommeregner, end med en de er vandt til at bruge.
6labeet
wrote on 27 September 2012 at 13:29
Se, det var et godt argument, Kasper. Tak for det – så lavpraktisk, men så vigtigt. Har dog ikke hørt det som argument fra lærerne, men det kan jo være, at det er så indlysende for dem, at de bare ikke siger noget om det!
7Mikkel
wrote on 12 October 2012 at 22:12
Hehe… det ville ellers være lærerigt for de små at bruge den viste regnemaskine. Den benytter nemlig OPN (Omvendt Polsk Notation), så vidt jeg kan se http://bit.ly/OfW68
8labeet
wrote on 14 October 2012 at 10:44
Ha, Mikkel, der kan man se. Jeg valgte med vilje den “bruneste” af de regnemaskiner, der dukkede op i min billedsøgning.