Man kunne jo forestille sig

at Adam Price ikke helt har den dagsorden, som mange beskylder ham for at have med den seneste udvikling i TV-serien Borgen. Der har været en del debat på Facebook og rundt omkring på nettet – ikke mindst efter BTs charmerende forside herunder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så lovede statsministerens mand, Philip, højhelligt og på æresord sin kone, at han ville bakke hende op 100%, hvis hun blev statsminister. Og for en familie med økonomisk overskud, en skøn bolig tæt på København og to børn, der begge var over børnehavestadiet, skulle det være en smal sag for en mand med ben i næsen og de dér, I ved nok.

Men, ak og ve, aldrig så snart havde fruen overtaget Statsministeriet, før han blev opfyldt af selvmedlidenhed og mindreværdsfølelse. Først prøvede han små tricks med jobbet, og derefter bollede han ved siden af og forlangte skilsmisse, som et lille forurettet barn. Mage til fej kujon skal man da lede længe efter! Og hvem er det så, der må tage orlov fra jobbet, når datteren bryder sammen? Det er selvfølgelig selveste Statsministeren – der ikke engang overvejer at bede sin slatne nu ex-mand om at gøre det, enhver ordentlig mand i den situation selvfølgelig ville have gjort – helt af sig selv.

Og man kan endvidere spørge, om datteren ville være brudt sammen overhovedet, hvis Philip havde overholdt den aftale, han havde indgået med sin hustru og levet op til sin rolle som far.

Fordi Philip netop fremstilles som en lille klynkende mandsperson, og ikke mindst fordi Birgitte fremstilles som et varmt og favnende menneske, der blot samtidig er ambitiøs, og ikke som den ellers stereotype iskolde karrierekælling (er jeg selv blevet kaldt engang, ha!) synes jeg derfor ikke, at Adam Price kan klandres for at have båret ved til det bål, BT her antænder. Tværtimod, synes jeg faktisk.

Apropos den debat, som artiklen affødte, så synes jeg, at Stine Carsten Kendal får sagt det allermest præcist og kortfattet på sin Facebook-væg: “Det er heldigvis kun de kvindelige politikeres børn, der betaler prisen”.

Share

3 tanker om “Man kunne jo forestille sig”

  1. Jeg opfattede i hvert fald ikke emnet som et dunk til ministre om, at deres børn lider under deres karrierer. Der er endnu flere , der kører karrierer uden for borgen. BT er egentlig ikke ret meget bedre end “Expres”, med sådan en overskrift . De familier kan nu bruge år på at tilbagevise , at det mindste trin er prisen for mors eller fars karriere.
    Jeg glædede mig over , at han tog tabuet om angst op . Det rammer mange flere , end man aner , og nej det skyldes ikke udelukkende en fraværende mor, eller fraskilt far, men nogle helt andre mekanismer .
    Og så morer jeg mig over , hvor perfid og kynisk , Peter Mygind kan spille , men det er så en helt anden ting.

  2. Jeg var ret fornærmet over at Philip blev fremstillet som klynkende og latterlig. Endelig var der en familie, med ligeværdige personer, som samarbejdede som et team. Noget vi (som par/familie) kunne identificere med.

    Og så skifter han pludselig karakter, uden forklaring og bliver totalt røvhul. Det virkede ærligtalt som et billigt plot trick, for at skabe en masse spænding.

    Hvorfor kan der ikke for lov til at stå en grundpille midt i historien, som er at den – lige den – familie altid virker. Ville det ikke være rart med en varm kerne?

    Så: Fuck dig Adam. Du skabte *en* smuk ting, og tabte den. Med vilje.

  3. Vi snakkede en del om bruddet imellem de to hjemme hos os, og helt så simpelt som den feje kujon, som giver op uden kamp, mener jeg ikke det var. Når det så er sagt, så er jeg også rigtigt skuffet over Philip. Dér hvor jeg synes det er decideret utroværdigt, er i seneste afsnit, hvor han skal følges ned til sin bil af Kasper, og “ikke skal møde pressen alene” – come on – var det ikke manden som skulle være virksomhedsleder? Hvorfor har vi intet hørt om det psykiske sammenbrud som han nødvendigvis må have været igennem siden sidst, siden han pludselig har mistet al karakter, og f.eks. ikke bliver vred og gør noget for at forsvare sin datter?
    Jeg synes at det er for let at give Philip og hans initiering af skilsmissen skylden for Lauras sammenbrud. Birgitte ikke været der for børnene de sidste par måneder.

    Det er dybt urimeligt overfor Katrine at Kasper har skabt sin konklusion på forhånd, om at få børn, men hans argument har en vis substans i netop *det* afsnit: Der er ingen af de to, der vil have tid til børn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *