Prosit!

Der findes virkelig videoer om ALT. Den her handler om nysets rolle i smittespredning. Og hvordan man bruger matematik til at beskrive hændelser i den fysiske verden.

Corona

Prisen på et menneskeliv

Det er blevet det, vi diskuterer nu. CEPOS-typer – og Trump – er nu ude med den ikke særligt veldokumenterede påstand, at kuren hurtigt bliver værre end sygdommen.

Her er en artikel fra NYT, der forklarer, hvorfor der faktisk ikke rigtigt er dokumentation for den påstand – at det faktisk kan forholde sig lige omvendt. Og en artikel fra samme avis, der har fat i flere forskellige økonomer, som har afprøvet forskellige metoder til at foretage denne afvejning. Det er spændende læsning.

Carsten Jensen har skrevet på Facebook om prisen på et menneskeliv.

Og endnu en vinkel på samme spørgsmål – her handler det om, hvordan hospitalerne bedst kan foretage den såkaldte “triage”, når der kommer så mange patienter, at der ikke længere er akutpladser og respiratorer nok. Ordet triage har samme oprindelse som try. Altså, at prøve.

Sammenhængen mellem religion og katastrofer

Lektor i religionsvidenskab Jørn Borup fortæller med stor sproglig klarhed og en masse forskellige eksempler om sammenhængen mellem religion og katastrofer. Det er meget interessant læsning.

Hvad vi kan lære af Dekameron

Boccaccios Dekameron er et ca. 700 år gammelt værk, der fremstår overraskende moderne. Det foregår under pesten i Italien og handler meget om, hvad man dog skal lave, mens pesten raser udenfor (hint: sex). Men den er mere end saftige sexscener. En meget vidende ung mand fortæller her i K-Forum, hvad man kan bruge Dekameron til i en tid med sygdomsangst og karantæne. Det er et værk, jeg godt kunne overveje at genlæse netop i denne tid.

Overvågning i Coronaens navn

Det har selveste Edward Snowden noget at sige om i dette interview med den danske teknologi-journalist Henrik Moltke.

Den video fandt jeg via nyhedsbrevet Technorama. Det fandt i øvrigt sted ifm Cph:dox, der i år finder sted online. Filmene fra en af verdens bedste dokumentarfilmfestivaler kan streames til 6€ per styk. Efter sigende fungerer det rigtigt godt – med skam at melde har jeg ikke fået set nogen endnu. Men da festivalen er udvidet med en uge ind i april, skulle det stadig kunne nås.

NatMus om karantæne

Seniormedarbejdere på Nationalmuseet har i det stille lagt en række videoer på Youtube og Facebook, hvor de forklarer den historiske baggrund for de fænomener, vi allesammen oplever helt tæt på nu. Her er det Ulla Kjær om karantæne:

Tjek museets Facebook og YouTube (ikke helt de samme videoer begge steder).

Viden

Vi vidste det jo godt

Britisk professor i sundhedsvidenskab forklarer, hvorfor vi GODT vidste, at der ville komme en pandemi, men ALLIGEVEL ikke rigtigt vidste det. Den første i en serie videoer fra Queen Mary University of London, hvor meget kloge folk forklarer os årsagssammenhænge.

Koreansk epidemi-professor svarer på ALT

Han er formentlig verdens førende ekspert i virus og smitte og har stået helt forrest i Koreas kamp mod Corona. Han er en meget nøgtern og meget bestemt herre. Og journalisten stiller gode spørgsmål og holder så i øvrigt sin kæft. Tak til Ronnie og signal.dk for at pege på den.

Tidshorisont?

The Atlantic har interviewet en epidemiolog og en professor i folkesundhed om, hvad tidshorisonten er. De opstiller fire forskellige scenarier. De gælder selvfølgelig for USA, så kan ikke helt overføres til danske forhold.

Mere Thomas Pueyo

For to uger siden bragte jeg hans første virale artikel fyldt med statistik og fremskrivninger. Her er den næste. Det er langt, og der er mange tal og grafer, men han kommer langt med at forklare forskellene mellem landene, og hvordan det er vigtigt, om lockdown sker onsdag eller fredag.

Corona og køn

The Lancet har kigget nærmere på Corona og køn. Hvem får det og hvorfor?

The art of the deal

Forskning understøtter de generøse. Når du skal indgå i en forhandling, så prøv allerførst, om ikke du kan gøre kagen større, så alle vinder.

Om os

Sorg

Måske er det, du føler for tiden og ikke rigtigt forstår, simpelthen sorg. Sorg over at den verden, du kendte, måske aldrig vender tilbage igen. “You can also think about how to let go of what you can’t control. What your neighbor is doing is out of your control. What is in your control is staying six feet away from them and washing your hands. Focus on that.” Det kan være beroligende at få at vide, at man ikke er alene med en følelse. Artikel fra Gabz.

Virtuel dating

GQ har gjort sig den ulejlighed at interviewe en håndfuld yngre mennesker, der allerede har prøvet det. Det lyder sikkert og trygt oooops, mit wifi forsvandt/min telefon gik ud/min søn kom hjem. Masser af sikre udveje.

Fordomsfrie børn

Børn fødes fordomsfrie. Desværre begynder vi og det omgivende samfund straks at påvirke dem. Hvordan opdrager man et barn til ikke at have fordomme om mennesker med andre farver?

Ananas i egen juice (sorry)

I skal lige se den fine anbefaling, Serendipiteten får i Kim Elmoses nye nyhedsbrev. Samtidig kan I betragte dette som en anbefaling af hans!

Kunst og kultur

Musikalsk kærlighed fra Berkeley

Dokuer om arkitektur

Dezeen (arkitekturtidskrift) har en liste af film om design og arkitektur til det tidspunkt, hvor din hjerne tørster efter andet end spændingsserier.

Apropos dokumentarfilm

(som tydeligvis er blevet et tema i dette nyhedsbrev), så blev SXSW i Austin jo også aflyst. De plejer at vise en række kortfilm produceret til lejligheden. Nu kan du se dem ganske gratis hjemme hos dig selv, præsenteret af Mailchimp. Det var nyhedsbrevet Morgenpost fra Kristoffer Dahy Ernst, der havde den interessante oplysning.

Krigsfilm

Det var ikke, fordi jeg er i specielt krigerisk humør, men tilfældet ville, at jeg har set to krigsfilm på to dage. En god og en dårlig, viste det sig. Jeg så den vanvittige Jojo Rabbit af den ret fantastiske (og hotte) New Zealandske instruktør/skuespiller Taika Waititi. Den kan ikke rigtigt beskrives, men det er en slags komedie, hvor hovedpersonen er en lille lidt kikset dreng, der har taget nazismen til sig og har selveste Hitler som sin temmelig fjollede usynlige ven. Det lyder vanvittigt, og det er det jo også. På en god måde.

Og så så jeg 1917 af Sam Mendes. Han har både lavet den ret fremragende Road to Perdition og den faktisk temmeligt gode James Bond film Skyfall. Men 1917 var en kæmpe skuffelse for mig – jeg kan faktisk ikke rigtigt finde på noget godt at sige om den, så vi lader det være ved det.

Half of a Yellow Sun

Minsandten om den bog, jeg blev færdig med i ugen, også handlede om krig – jeg sværger, det er helt tilfældigt! Den var af en forfatter, jeg er meget begejstret for, nemlig Chimamanda Ngozi Adichie, og krigen var Biafras befrielseskrig mod Nigeria i 1960’erne. En sørgelig ramme om en meget fin fortælling om en familie.

Share

2 tanker om “Prosit!”

  1. Kære Nene😘har fulgt dig i nogle måneder og endnu ikke takket dig for utallige gode input til artikler og informationer jeg ellers ikke kunne ha fundet selv-så altså tusind tak i disse mærkelige tider,hvor jeg har meget mere tid til at læse❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.