Sikker Internet Dag – Tag Internettet Tilbage

taginternettettilbageI dag er det Sikker Internet Dag kloden over. Det havde jeg nær overset, fordi det også er Tag Internettet Tilbage-dag, en begivenhed, der forhåbentlig sætter sig større aftryk end Sikker Internet Dag plejer at gøre.

Mange, fx den britiske premier-minister  David Cameron, har fuldstændig misforstået, hvad et Sikkert Internet vil sige og har indført filtre i England, som skal forhindre fx børneporno. Det gør de naturligvis ikke, for kriminelle elementer er drøngode til at komme uden om de altid forældede metoder, det offentlige bruger til den slags. Til gengæld forhindrer de adgang til en lang række sider, der er sat i verden for at rådgive børn og unge om sex, prævention og seksuelt overførte sygdomme. Sk*de smart, David!

Jeg har sagt det ca. 100 gange før, men siger det gerne igen: Et sikkert Internet for børn er det samme internet, som resten af os bruger. Det er BØRNENE, der skal uddannes til sikre brugere, det er ikke internettet, der skal være indhegnet og have blød asfalt.

Et indhegnet internet med blød asfalt er det, som mange politikere over hele verden ønsker sig. De dækker sig bag snak om terrorister, kriminelle og porno, men i virkeligheden vil de gerne overvåge os 24/7 og kontrollere, hvad vi må se og ikke se. Ikke alle politikere er lige drakoniske i de tiltag, de ønsker at sætte i værk, men de vil alle gerne gøre noget. Prøv at lægge mærke til, hvor utroligt lidt ivrige politikere i hele Europa har været for at bakke op om Edward Snowden!

I eftermiddag kl. 16 går vi ud i regn og slud og protesterer inderligt mod politikernes planer om at lægge begrænsninger på Internettet. Det burde du også gøre.

En af talerne ved dagens demonstration er i øvrigt Karen Melchior, EU-parlamentskandidat for De Radikale. Og hun mener det faktisk, når hun siger, at hun vil kæmpe for Internettets frihed i EU-parlamentet. Prøv at spørge din egen EU-parlamentskandidat, hvad de synes. Deres svar er oftest forblommede og dækker enten over uvidenhed eller over støtte til mere overvågning (kombinationen er heller ikke ukendt). Har du ikke tænkt dig at stemme, fordi EU ikke rager dig, så tænk igen. Det rager dig rigtig meget – ikke mindst hvis du er optaget af overnationale emner som fx nettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *