Vaccinens velsignelser

En kvinde, der var så uheldig at blive født, før børn rutinemæssigt blev vaccineret mod tuberkulose, fortæller her sin historie og om, hvor lykkelig hun er, for at hun fik muligheden for at få sine børn vaccineret. Den historie står i POV.

Samfund/miljø/politik

Kronisk syge stigmatiseres

Apropos Søren Pinds helt utroligt hjernedøde tweet (som er slettet, men som han selv henviser til herover), er her journalist Mette Nexmands fine essay om at få en hjerneblødning og pludselig være en del af den tabergruppe, Pind taler om: De kronisk syge.

Tab af eksekutive funktioner

Der tales ofte om folk, der modtager offentlige ydelser, de ikke er berettigede til. Det er noget sjældnere, der tales om folk, der har krav på offentlige ydelser, de ikke modtager. Når menneskers eksekutive funktioner hæmmes, fx ved psykisk sygdom, kroniske smerter eller vedvarende fattigdom, så bliver de dårligere og dårligere i stand til at navigere i offentlige systemer. Jeg læser det blad, som Kirkens Korshær udgiver. I det kan man i hver eneste udgave læse om folk, der ryger ud af systemet, fordi de er kommet så langt ud, at de ikke længere kan forholde sig til det eller aflæse det. Man kan mene, hvad man vil, om organisationer som Kirkens Korshær, men vi har dælme brug for dem, så længe folk falder ud af systemet og ikke samles op igen. Der er huller i det der velfærdssikkerhedsnet!

“Hvis Trump havde fået sin vilje, ville jeg være død”

Du har måske set Netflixserien When They See Us? Huskede du at tænke på, at der var rigtige ægte mennesker bag den spændende serie? Her fortæller en af dem sin historie i anledning af, at der er en bog på vej. En ret usædvanlig bog, lyder det som om.

Viden

En kvinde der har ret…

Hun var programmør, så blev hun sociolog. Den kombination må være en vinder, for hun har haft skræmmende meget ret i de forudsigelser, hun er kommet med over årene. Læs med i New York Times om Zeynep Tufekci.

En kolibri flyver igennem et vandfald…

Læs artiklen i videnskab.dk eller nøjes med at se videoen.

Teknologi

Hvorfor gider du ikke høre om kunstig intelligens?

Da jeg havde læst Zetland-journalist Frederik Kulagers artikel om den seneste udgave af AI, kunstig intelligens, der er målrettet til at kunne skrive (gøre dig og mig arbejdsløse), delte jeg den straks på Twitter. Jeg tror, der var én, der likede den. Ærligt talt, jeg fatter det ikke – kunstig intelligens er noget af det allervigtigste, der sker i samfundet (når vi ikke taler klima), og den er allerede i fuld sving med at producere fake news, som forurener din Facebookstrøm og de medier, du læser

Jeg har skrevet og linket en del her i serendipiteten om AI, og det er ALDRIG det, folk kommenterer eller er optagede af. Hvorfor gider I ikke læse eller høre om det?

Anyway, I får en chance til – og det er på dansk.

Kunst og kultur

De surreelle damer

Jeg var på Louisiana og se den flotte udstilling med alle de kvindelige surrealister. Desværre havde jeg valgt en dag og et tidspunkt, hvor der var alt for mange mennesker. Udstillingen er flot, og vel det man på engelsk ville kalde “sweeping”, men åh, jeg har det bare svært med surrealisme! Det er en meget krævende kunstform, og jeg kan ikke rigtigt leve op til den? Jeg forstår ikke al den raffinerede symbolik, og jeg har vist heller ikke tålmodighed til at sætte mig ind i den.

La Belle Epoque

Jeg kan se, at mange af anmelderne ikke bryder sig om denne film – min biografpartner var heller ikke ovenud begejstret. Men jeg morede mig – og det gør jeg i reglen overhovedet ikke til “sjove” film. Daniel Auteil spiller en moden mand, der sgu ærligt talt er røget lidt bagom dansen. Det synes hans kone og hans søn i hvert fald. Sønnen forærer sin far en ret speciel gave – en form for teater-tidsrejse – og så udvikler det sig derfra. Auteuils karakter er lidt ældre end jeg er, så han vælger 70’erne, hvor han var 25. Jeg havde jo nok valgt 80’erne. Jeg havde en fest med at forestille mig, at jeg blev teleporteret tilbage til Café Dan Turèll en torsdag aften med mine venner omkring pinball-maskinen.

Ugens bog

Jeg har fået De Ustraffede anbefalet mange gange, så den har stået på min huskeseddel i flere år, tror jeg. Så fik jeg den bestilt på biblo, og nu har jeg læst den. Sorry, men jeg har ikke læst en rigtigt god dansk krimi i adskillige år, og det var heller ikke den her.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.