Værre end tegneserier og rockmusik

Annegrethe Rasmussen, der skriver fra Washington til bl.a. Information, har i dag en god og eftertænksom artikel i avisen. Hun har skrevet den i anledning af, at det i USA er AntiMobbeMåned her i oktober, og de amerikanske medier svømmer over med grufulde historier om børn, der er blevet mobbet til selvmord via Facebook eller tekstbeskeder.

Det leder naturligvis (igen) til diskussionen om, hvorvidt internettet er “værre” end alle de bølger af grufuldheder, der tidligere er skyllet ind over vores børn. Og om det derfor skal reguleres. Siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten har man haft travlt med at udmale, hvilke skrækkelige konsekvenser en ny teknologi vil have for verden og da især for vores letpåvirkelige børn! I nyere tid har både TV, tegneserier, rockmusik, computerspil og nu Internettet stået klar til at korrumpere og ødelægge vores børn.

Og ja, det ER selvfølgelig et stort problem, når dårligt opdragede børn får frit spil til at mobbe andre børn via den bekvemme afstand, man kan opnå ved at bruge sociale medier frem for direkte tale i skolegården. Men, og det er et stort men, faktisk har der ofte været lagt afstand mellem mobber og mobbeoffer, også langt før Internettets tid. Fra min egen skoletid husker jeg bl.a.: anonyme sedler i skoletasken med meget ubehagelig ordlyd, rygtedannelse, udelukkelse (fra fx børnefødselsdage), ødelæggelse af tøj og ting. Alt dette skete for mig og mindst én af mine klassekammerater i en helt almindelig dansk folkeskole i 60’erne og 70’erne. Og vi var næppe ene om at blive mobbet!

Når børn og unge dengang begik selvmord, blev der dækket over det, og årsagen blev sjældent eller aldrig diskuteret i offentligheden. Jeg tror gerne, at flere begår selvmord i dag end tidligere, men jeg tror ikke, det har noget med internettet at gøre, snarere det at vores netværk er blevet svagere, og at selvmord som udvej er blevet mere synligt. Jeg hører gerne om statistik, der underbygger eller undergraver dette synspunkt.

Foto fra kidsandmedia.dk

Som jeg ser det, ryger bolden altid tilbage til os forældre. Og sekundært til skolen, lærerne og pædagogerne på fritidshjemmet. Vi skal opdrage vores børn, så de fatter, hvad mobning er, og hvordan det føles at være på offerholdet. Og vi skal lære dem, hvordan man opfører sig. Både i al almindelighed og på internettet i særdeleshed. Problemet opstår så selvfølgelig i de hjem, hvor forældrene skriver anonyme og hadefulde indlæg i kommentarfelter overalt på internettet. Det er forældre, der ikke kan være deres opgave som opdrager voksen, fordi de selv har anonym mobning som hobby. Det er så dér skolen og fritidshjemmet kommer ind – for det er på dette område, som på så mange andre – at skolen må træde til, når forældrene fejler.

På de anti-mobbe-dage, som også danske skoler har, kunne man passende bede klassen selv om at opstille regler for, hvad man må og ikke må på Facebook, Messenger og SMS. Og indføre en form for kollektivt udmålt straf over for den/de i klassen, som bryder reglerne.

Jeg har tidligere (i Politiken) skrevet om mobning på nettet, så hvis du vil læse flere konkrete forslag til, hvad du selv kan gøre, så læs her.

Hvorfor så ikke bare regulere internettet, spørger du? Fordi det er skruen uden ende – alle vil have reguleret et eller andet hjørne, og tilsidst er alle hjørner filet af, og internettet er blevet trist og ufarligt, og alt det spændende flyttet et andet sted hen. Både det gode og det onde.

Share

En tanke om “Værre end tegneserier og rockmusik”

  1. Jeg prøvede lige Statistikbanken for at se de absolutte tal for selvmord i Danmark 1981-2011. Der er tale om fald – i nogle tilfælde endog kraftige fald – hvilket jeg mistænker skyldes bedre medicinsk behandling. Muligvis opdages mange selvmordere også tidligere – ligesom jeg ikke har antallet af selvmordsforsøg.

    https://dl.dropbox.com/u/2181063/selvmord81-11.gif

    Der skal mange flere data til, men internettet har næppe ført til flere selvmord eller selvmordsforsøg.

    Og mobning? Jo, det voksne og ikke mindst skolen må tage sit ansvar. Jo ældre jeg bliver, jo mere heldig synes jeg på alle måde jeg var med mine lærere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.