Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Afgrunden

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *