Spring til indhold

En ukendt og en kendt forfatter

Under en (alt for) lang serie af voldsomme hovedpiner har jeg ligget lidt for meget bag nedrullede gardiner og følgelig hørt mere lydbog, end jeg normalt finder tid til. Derfor skriver jeg i dag om to på én gang.

Krimi

I det store og hele er jeg gået væk fra krimier, men ind imellem skal der alligevel være plads til det – det var i mange år min absolutte favoritgenre. Jeg stødte så på den singaporeanske Shamini Flint, der skriver både børnebøger og krimier. Det passer fint med, at jeg gerne vil læse andet end bøger fra England/USA/Danmark, så jeg købte den første i en serie om den singaporeanske politimand Inspector Singh. Og han er da et skønt bekendtskab! Sproget er let og ubesværet, plottet er godt og troværdigt, og der dør ikke stribevis af mennesker under ufattelige pinsler – noget jeg generelt har svært ved at snuppe. Desuden er der mange interessante overvejelser om racegnidninger i en helt anden kontekst, end vi er vant til, nemlig mellem malayer og singaporeanere. Who knew?

Ian McEwan

Jeg havde begejstret set frem til Ian McEwans nyeste, Nutshell, da jeg har været ret vild med de fleste af hans bøger, senest The Children Act, som jeg syntes virkelig godt om. Derfor kan jeg næsten ikke beskrive, hvor skuffet jeg var over denne. Jeg synes simpelthen slet ikke den fungerer – og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil acceptere, at man kan skrive en roman fra et fosters synspunkt. Men det her foster, ikk? Han kan både se og ikke se, høre og ikke høre, hvilket på det meget jordnære plan selvfølgelig irriterer sådan en logik-tosse som mig. Men heller ikke på et mere overordnet plan, synes jeg det fungerer, for jeg fatter ikke romanens pointe? Hans mor og hans onkel har onde planer med hans far, tingene udvikler sig og en vis form for retfærdighed sker fyldest.

Forklar mig lige moralen

Men jeg kan ikke fange moralen ud over den alt for banale, at onde handlinger bør have konsekvenser? Og en mærkelig detalje, som jeg virkelig har haft panderynker over: Det hus, fosteret og hans mor bor i,  henligger som en svinesti. Men der er intet i beskrivelsen af personerne, deres baggrund, deres liv før romanen, der godtgør, at de ville leve et sted, der var så ulækkert!? Og lige som med Chekhovs pistol, så ventede jeg på, at svineriet skulle give mening på et tidspunkt. Det skete bare aldrig.

Altså, skal det være McEwan, så lad det ikke være denne. Og, skal det være krimi, så er A Most Peculiar Malaysian Murder værd at bruge nogle timer på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share