Den ellers hensygnende danske debat om litteratur fik et højst tiltrængt spark bagi, da Mette Høeg (indtil da vist nok ganske ukendt) fik et debatindlæg på forsiden af alle litteraters yndlingslekture, Weekendavisens bogtillæg. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg forestiller mig redaktørens smørrede grin ved tanken om al den opstandelse, indlægget ville vække.
Et par citater for de uindviede:
“Josefine Klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til uskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab.”
“de kvindelige [litterater] får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger”
For vi ved jo alle, at kærlighed, sorg og tab er emner, som kun moderne, unge forfatterskolepiger nogensinde har skrevet om…
Alt gik som ventet, der er virkelig opstandelse i den danske andedam. Og med god grund, synes jeg, da Høegs udpegning af det feminine som årsag til misèren (jeg er enig i, at der er en misère) er helt i skoven. Johanne Mygind siger det, der skal siges om, hvor langt ude kvindevinklen er.
Jeg mener, at misèren er, at det meste danske litteratur er en skygge af sit tidligere selv, indadvendt og kedeligt. Forfatterne får ikke modspil nok, redaktørerne udfylder ikke deres jobs godt nok. Den gennemsnitlige danske roman er simpelthen ikke god nok – ikke redigeret stramt nok. Fx. Erik Valeurs Det Syvende Barn. Come on! Den er mindst 200 sider for lang – hvordan i himlens navn kunne den blive så stor en succes? Det må da være fordi, vi simpelthen ikke kræver nok af litteraturen, når bare den er dansk? Og 25 sider inde i Lone Aburas’ Politisk Roman har jeg allerede fundet tre tekstfejl (ikke stave-), som en redaktør da burde have opfanget!
Jeg læser ikke meget dansk litteratur mere, og det skyldes ikke snobbethed for det engelsksprogede, men at jeg er blevet skuffet så mange gange! Igen og igen får en roman eller en forfatter så meget medvind, så fine anmeldelser, så mange priser, at jeg tænker, at denne gang må der da være noget om snakken. Men oftest er der det ikke, og jeg keder mig. For at sætte dig lidt på sporet og fastholde mit sædvanlige fokus på det positive, så kommer her de to bedste danske bøger, jeg har læst de seneste år: Mikael af Dy Plambeck og Yahya Hassan af, well, you know. Lidt længere tilbage er der, på mandesiden, den uafrystelige Den som Blinker er Bange for Døden af Knud Romer. Disse tre bøger har virkelig ikke noget som helst til fælles andet end, at de er gode og gennemarbejdede. To af dem handler om forfatteren, den tredje vist kun delvist. Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?
Hvis jeg skal kaste et kritisk blik indad (det skal man jo), så er jeg nok generelt for rastløs til at læse bøger, der foregår i det lille, nære univers. Og ja, mange danske kvindelige forfattere skriver derfra. Men jeg orker heller ikke deres mandlige pendanter! Jeg må være den eneste, der ikke har læst Min Kamp af Knausgaard. Jeg læste de første 3-400 sider af forgængeren og fandt den dræbende kedelig. Jeg læser heller ikke Morten Sabroe eller Jørgen Leth, jeg kan ganske enkelt ikke udholde deres selvsmagende stil, selvom jeg medgiver, at de begge har en letflydende pen.
I går var der en kronik i Politiken af en ung kvindelig forfatterskole-forfatter, som jeg aldrig har hørt om. Hun hedder Cecilie Lind, og hun kan skrive. Selvom hendes kronik er en gang navlepilleri, så gør hun det med stil og overbevisning, og det, hun skriver, rækker ud over hende selv. Hun er kun 23 år, så hun kan udvikle sig til en stjerne, især måske hvis hun finder noget, der er endnu mere uden for hende selv at skrive om. Altså, jeg’et bliver jo udtømt på et tidspunkt, selvom man ikke skulle tro det at dømme efter Knausgaards og Leths succes og den endeløse række af julegaveselvbiografier.
Som ung læste jeg masser af dansk litteratur, både den fra samtiden og den lidt ældre. Jeg elskede Det Lykkelige Arabien og Tage Skou-Hansens bøger om Holger Mikkelsen. Panduro, Kampmann, Bodelsen og Rifbjerg slugte jeg fra ende til anden, og fandt, at Rifbjergs Anna (jeg) Anna bragte mig bedre på sporet af min mors midtlivskrise end alt, hvad hun selv havde at sige om den. Jeg læste også alle kvinderne, men kunne bedre lide de fabulerende end de socialrealistiske, selvom de sidste var nemmere at læse end de første. Suzanne Brøgger var stjernen, der lyste over dem alle.
Tilbage til nutiden, var jeg ret begejstret for Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, så trykkede på KØB-knappen for hans nye Afgrunden, så snart den udkom. Den er jeg netop færdig med, og – igen – er jeg skuffet over en dansk roman. Øv!
Jeg synes ellers, at jeg kan lide de samme romaner, som de fleste andre læsende – jeg elskede Stillidsen, Americanah, Stoner, etc., men det samme gør sig kun sjældent gældende for danske romaner. Hvis nogen har bud på fantastiske danske romaner, som jeg har overset, så hit med dem!
Hvad med Lars Frosts ‘Ubevidst Roedgang’ eller Kristian Bang Foss’ ‘Doeden koerer Audi’? De er virkelig gode boeger.
Tak. Den dér Lars Frost havde jeg liggende på mit natbord et halvt år uden at få den læst – så røg den til andelsforeningens fællesbibliotek. Jeg må se, om den står der endnu! Og hvorfor fik jeg den ikke læst? To ting, tror jeg, at jeg ikke følte mig tiltrukket af en titel, jeg ikke forstod, og at jeg ikke kunne lide omslaget. Dælme ikke særligt valide årsager, hva’? Jeg kunne jo have læst 10 sider i den… Den anden har jeg hørt godt om – og nu læst lidt af inde på Saxo. Jeg ved ikke rigtigt – den minder overraskende om Aburas’ Politisk Roman i sit temavalg og tone… (med forbehold for, at jeg kun har læst lidt af begge).
Problemet er, at det faktisk ikke er en “litteratur”-debat, men en debat om forfatterne som personer, kønnede væsner, forfatterskolelever osv. Det handler slet ikke om bøgerne. Og i den sammenhæng er det bekymrende og underligt, at man ALTID er kvinde før man er forfatter.
Jeg kan godt lide, at du med dit indlæg fokuserer på bøgerne.
Det står jo enhver frit for at lade være med at læse bøger, man ikke føler sig tiltrukket af.
Derfor er det også meget irriterende, at de danske medier ikke ser sig lidt mere om og fokuserer på nogle af de andre rigtig gode ting, der sker i dansk litteratur.
Det mest eklatante eksempel er, at der ikke nogen som helst fest og skriveri om det, at Dorthe Nors, der skriver fremragende noveller, har fået endnu en novelle udgivet i The New Yorker, noget som ikke engang Blixen opnåede. Og dansk litteratur er ikke gået i stå ved Blixen.
Det er bare de danske medier, som kun beskæftiger sig med bestemte ting – det fnidrede og skandaløse – fremfor at udvide perspektivet. Og det kommer der aldrig nogen ordentlig litteraturdebat ud af.
Du har så ret, så ret, så ret. Jeg havde læst det om Nors, men det ER underligt, at det ikke har skabt flere kulturtillægsforsider og kollektiv “hun er dansk” jubel, som når det er noget med foldbold…
man skal jo heller ikke få for megen succes… 😏