Børns liv og leg med medier

En anmeldelse og anbefaling af Stine Liv Johansens lille bog om børn og digitale medier. Den kom i maj, men jeg har desværre været lidt en sinke til at få læst den og skrevet om den.

Børns liv og leg med medier

Bogen handler mest om førskole- og indskolingsbørn og deres liv og leg med iPads og en advarsel er på sin plads – det er en akademisk bog rettet mod forskere og interesserede pædagoger og lærere. Men vi andre – fx os der “bare” er forældre – kan også tage noget med hjem, hvis vi kan mande os op til at læse sådan en bog. Det ser ikke ud til, at der nogensinde kommer en bog om dette emne beregnet på almindelige læsere. Det synes jeg er ærgerligt – og ikke kun fordi jeg gerne selv ville have skrevet den.

Stine har observeret en børnehave, der fik udleveret et “sæt” i form af en fin kuffert indeholdende en iPad med et par film-apps og lidt andet materiale, samt en flok børn på et fritidshjem, der alle havde fået en iPad. Hun taler meget med børnene og lidt mindre med de voksne, og der kommer en del interessante observationer ud af det. Jeg vil gå let hen over børnehaveobservationerne, da mindre børn  ikke er min kernekompetence, men den vigtigste lære af eksperimentet med kufferten er, at man kan så meget mere med en iPad og en flok rollinger end de fleste pædagoger nogensinde havde forestillet sig.

Et af bogens helt centrale budskaber formulerer forfatteren selv således:

Jeg mener, det er uhensigtsmæssigt, når brugen af teknologi og digitale medier skal “forsvares” ved at sætte et lærings- og udviklingsperspektiv op i forhold hertil.

Hvad er det for en mærkelig idé vi har fået i forhold til digitale medier, at børn med vold og magt skal “lære noget”, hver gang de tager en iPad i hånden? Hvorfor må de ikke bare lege? Vi forlanger jo heller ikke af en pakke LEGO, at den skal have læringspotentiale? Vi ved, at børn lærer af at lege – men det er som om den viden er glemt, så snart legemediet er digitalt.

En af de markante ting, Stine bemærkede i sit studie af børnene i SFO’en var, at intet barn nogensinde sad alene med sin iPad. Børnene sad ofte i par, ofte flere, men aldrig alene. Det har altså ikke noget på sig, når det påstås, at digitale medier har en isolerende virkning på børn.

Bogen kommer med en del gode argumenter for, hvorfor vi voksne skal sætte os ind i, hvad børnene laver og sætte os ind i, hvad de kunne lave, hvis de vidste det. Hun beskriver en episode med en dreng, der flipper fuldstændig ud, da et andet barn i bygningen smadrer hele hans bygningsværk i Minecraft. En pædagog forsøger at hjælpe ham med at finde ud af, hvem det er, men da det ikke lykkes, hjælper pædagogen ham lidt på vej med at bygge nyt og udviser i det hele taget forståelse for, hvorfor drengen bliver så ulykkelig. Forældre og pædagoger der intet aner om, hvad børnene laver på computeren eller iPad’en, kan ikke udvise samme forståelse og vil afvise drengens ulykkelighed som skaberi.

En anden ting, vi voksne går glip af, når vi afviser at interessere os for, hvad børnene laver, er indsigt i vores børns digitale kompetencer og mangel på samme. Vi får ikke rost dem for det, de er dygtige til, og får ikke hjulpet dem videre, når de støder mod forhindringer. Kan vi ikke selv hjælpe, så kender vi nok nogen, der kan! Et andet argument er, at børnene typisk griber det nærmeste – de orienterer sig næsten udelukkende i Top 50 af gratis apps. Det vil sige, at der kan være fantastiske – fx dansk udviklede – apps, der aldrig kommer til børnenes kendskab, fordi de ikke kan læse eller læser dårligt og ikke ved, hvordan de skal søge efter nye apps. Vi som forældre og pædagoger og lærere må holde os orienterede, så vi kan foreslå nye apps/spil til børnene, som de ikke finder af sig selv.

Stine Liv Johansen slutter af på følgende måde:

Det er nødvendigt, at vi som voksne bliver i stand til at følge med børnene ind i medierne, og at vi lader os inspirere af deres måde at anvende dem på, men også at vi er klar til at gå foran dem og vejlede dem, når det er nødvendigt.

Jeg kunne ikke være mere enig!

 

Du kan følge Stine på Twitter.

 

Share

Sikker Internet Dag – Tag Internettet Tilbage

taginternettettilbageI dag er det Sikker Internet Dag kloden over. Det havde jeg nær overset, fordi det også er Tag Internettet Tilbage-dag, en begivenhed, der forhåbentlig sætter sig større aftryk end Sikker Internet Dag plejer at gøre.

Mange, fx den britiske premier-minister  David Cameron, har fuldstændig misforstået, hvad et Sikkert Internet vil sige og har indført filtre i England, som skal forhindre fx børneporno. Det gør de naturligvis ikke, for kriminelle elementer er drøngode til at komme uden om de altid forældede metoder, det offentlige bruger til den slags. Til gengæld forhindrer de adgang til en lang række sider, der er sat i verden for at rådgive børn og unge om sex, prævention og seksuelt overførte sygdomme. Sk*de smart, David!

Jeg har sagt det ca. 100 gange før, men siger det gerne igen: Et sikkert Internet for børn er det samme internet, som resten af os bruger. Det er BØRNENE, der skal uddannes til sikre brugere, det er ikke internettet, der skal være indhegnet og have blød asfalt.

Et indhegnet internet med blød asfalt er det, som mange politikere over hele verden ønsker sig. De dækker sig bag snak om terrorister, kriminelle og porno, men i virkeligheden vil de gerne overvåge os 24/7 og kontrollere, hvad vi må se og ikke se. Ikke alle politikere er lige drakoniske i de tiltag, de ønsker at sætte i værk, men de vil alle gerne gøre noget. Prøv at lægge mærke til, hvor utroligt lidt ivrige politikere i hele Europa har været for at bakke op om Edward Snowden!

I eftermiddag kl. 16 går vi ud i regn og slud og protesterer inderligt mod politikernes planer om at lægge begrænsninger på Internettet. Det burde du også gøre.

En af talerne ved dagens demonstration er i øvrigt Karen Melchior, EU-parlamentskandidat for De Radikale. Og hun mener det faktisk, når hun siger, at hun vil kæmpe for Internettets frihed i EU-parlamentet. Prøv at spørge din egen EU-parlamentskandidat, hvad de synes. Deres svar er oftest forblommede og dækker enten over uvidenhed eller over støtte til mere overvågning (kombinationen er heller ikke ukendt). Har du ikke tænkt dig at stemme, fordi EU ikke rager dig, så tænk igen. Det rager dig rigtig meget – ikke mindst hvis du er optaget af overnationale emner som fx nettet.

Share

Kan teknologi transformere undervisningen i skolen?

 

Why learn?

It is curious why we continue to take this question for granted, or to respond to it with “adultisms”—well-intentioned (and often accurate) notions of citizenship and “knowledge is power” that can fail to resonate with learners in an era of “like.”

Artiklen, hvorfra dette citat stammer, ramte mig lige i hjertekulen, fordi jeg ustandselig har den diskussion med min 12-årige. Hvorfor skal man lære, hvad skal man lære, hvordan skal man lære det? Knægten er skam meget lærenem og lærer sig selv den ene færdighed efter den anden ved at se og gense og gense YouTube videoer. Det dér med at *læse* noget, det bruger han til gengæld (næsten) ikke.

Jeg “diskuterer” konstant med mig selv, hvor på aksen mellem gammeldags læring og moderne intuitiv IT-baseret læring jeg skal anbringe mig selv. Det, der trækker i den ene retning, er, at jo større “paratviden” man har, jo bedre er man til at udnytte de digitale muligheder. Mao. har man modtaget en god portion gammeldags læring, bliver det nemmere at selvlære via nettet. Omvendt – måske kan man godt selvlære gammeldags viden? Mit afkom ser fx kilometervis af dokumentarer om historiske emner, som han lige bliver optaget af. I en periode WWII, i en anden periode Nordkorea. Men har jeg været dygtig nok til at lære ham at skelne mellem et godt, kildenært program om WWII og ét baseret på fantasterier? Ser jeg på visse af mine jævnaldrende på Facebook, så er evnen til effektiv kildekritik ikke noget, vi alle fik lært i vores skoletid…

Jo mere jeg borer mig ned i det her, jo mere tænker jeg, at der egentlig ikke er sket så sindssygt meget?! En dygtig lærer med dårligt materiale kan stadig meget mere end en dårlig med godt materiale. Og børn med stærke, veluddannede forældre har stadig langt større forudsætninger for at klare sig godt end børn med lavtuddannede forældre. En tablet er ikke bare en tablet. Den ændrer fuldstændig karakter alt efter, hvem der har den i hånden. Én lærer kan fuldstændig transformere læringen ved hjælp af IPads, en anden står hjælpeløst og bræger, at han jo ikke har lært at bruge den.

Share

Din personlige sikkerhed

I denne uge kom det frem, at flere millioner passwords til Google, Facebook, Twitter m.fl. er blevet kompromitteret. Jeg var egentlig mest chokeret over denne triste statistik: passwords

Den er fra en artikel, som beskriver ovennævnte password-læk. Artiklen er god at blive klog af – på flere niveauer.

Det diskuteres meget, hvordan og i hvilket omfang, vi skal beskytte vores privatliv på nettet. Selv har jeg foretaget det bevidste valg at lægge en stor del af *mig* offentligt frem. Da jeg har et meget specielt navn, var det en beslutning, jeg måtte træffe tidligt (jeg begyndte at blogge i 2004). Jeg har en tendens til at abonnere på den dér med, “jeg har jo ikke noget at skjule”, som jeg dog er helt bevidst om kun holder, så længe vores samfund er nogenlunde demokratisk og gennemsigtigt. Det satser jeg så optimistisk på, at det vedbliver med at være min levetid ud, selvom det går den forkerte vej.

Dermed ikke sagt, at jeg forærer mine oplysninger til højre og venstre. Jeg har en password-app, som jeg har betalt relativt dyrt for, men som er hver en krone værd. Udover at den tilbyder at skabe krypterede passwords til mig, når jeg tilmelder mig en ny side eller tjeneste, så passer den godt på dem, jeg allerede har, og gør det tillige nemt at handle på nettet, fordi man kan gemme sine kreditkortoplysninger og c/p’e dem ind på siderne. Og så sync’er den mellem mine devices. Jeg har tidligere skrevet om passwords – hvis du savner inspiration til at ændre dine, så læs her.

Jeg bruger heller ikke Facebook til at logge på noget som helst og må derfor undvære forskellige tjenester, der udelukkende tilbyder den løsning. Facebook har i forvejen snablen så dybt nede i mine affærer, at jeg ikke ligefrem synes, der er grund til også at give dem adgang til at se ting, jeg fx køber.

Her er Guardians liste over otte ting, du kan gøre for at beskytte dit privatliv på nettet. Jeg har kun selv gjort nogle af dem og agter ikke at gøre dem alle, jvfr. ovenstående. Men jeg har læst dem og tænkt over dem – det kunne du også gøre.

PS: Husk at tale med dine børn om det her. Og pak lige pegefingeren væk først. Læg det åbent frem for dem – spørg dem, hvor meget de synes andre mennesker, butikker de handler med eller staten skal vide om dem.

Share

Unge bruger Facebook virkelig meget…

Digitale Unge er en tænketank, der tænker dybe tanker om unge og sociale medier. De har netop offentliggjort en ny rapport med særlig fokus på de unges forhold til privatliv. Den udkom i sidste uge og jeg havde glædet mig til at læse den. Det har jeg så gjort nu, og jeg er måske nok lidt, øh, skuffet? Rapporten er udfærdiget af Gry Hasselbalck, Rikke Frank Jørgensen og Verner Leth. Disse tre udmærker sig ved at være næsten usynlige på nettet – enten er det en demonstration af, hvor dygtige de er til at opretholde et privatliv på trods af sociale medier eller også er det et udtryk for, at de forsker intenst i noget, de ikke har nogen reel berøring med. Eller måske begge dele?

In this photo illustration, a Facebook logo on a computer screen is seen through a magnifying glass held by a woman in Bern

Rapporten er baseret på fokusgruppe-interviews og konklusionerne er de følgende:

  • Facebook er en integreret del af de unges liv
  • De tilgår primært Facebook fra mobilen
  • Facebook er det primære sociale medie – der er øjensynlig ikke talt meget om andre medier i disse fokusgrupper
  • Der er en lang række uskrevne regler for, hvordan man agerer på Facebook
  • De unge bruger meget Facebook-grupper – fx. klassen, holdet, pigegruppen, sportsteamet
  • De unge ved godt, hvordan de fx skal “untagge” sig selv på fotos og også, hvordan de skal agere over for uønsket materiale
  • Ingen har læst Terms & Conditions (næh, virkelig?)
  • Mange af dem kom på Facebook, før de blev 13 år (Facebooks aldersgrænse)
  • De er klar over, at Facebook ejer retten til deres billeder – men de er ligeglade
  • De er ret afslappede over for, at myndighederne kan belure dem på sociale medier
  • – og i afdelingen for sjov og spas: Man er først rigtige kærester, når man har ændret sin status på Facebook. Og årsdagen er den på Facebook – ikke den dag, man først mødte hinanden.

Jeg ved godt, jeg interesserer mig mere for krydsfeltet mellem sociale medier og børn/unge end de  fleste. Men alligevel – kommer ovenstående bag på nogen?

Personligt ville jeg hellere have hørt, hvilke af de nyere sociale medier de bruger, hvad de synes om dem, hvorfor? Hvad de tror, der vil ske med sociale medier i de kommende år, etc. Og i forhold til privatliv ville jeg gerne have hørt om de unges holdninger til NSA m.fl.’s snabel nede i vores data og deres begrundelser for at være så relativt ubekymrede. Det kunne have været interessant at have konfronteret dem med nogle dilemmaer og bedt dem forholde sig til konkrete scenarier.

Jeg har henvendt mig til digitaleunge.dk, fordi de har en blog og ønsker sig gæstebloggere. Men jeg fik det svar, at jeg ikke arbejder akademisk med børn og unge, så mine evt. bidrag kunne ikke bruges.

 

Share

Anonym sladderside på Facebook – findes der mange af dem?

En bekendt fra Twitter har gjort mig opmærksom på en – åben – sladderside fra en efterskole et sted i Danmark. I mine øjne er den aldeles grænseoverskridende og udtryk for mobning af grov karakter. Ofrene kan jo ikke gøre andet end at spille med, hvis de ikke vil fremstå som tøse m/k’er.
foto 2foto 2

Herunder kommenterer den anonyme på, at lærerstaben har opfordret til, at siden bliver lukket. I kommentarfeltet er der mest stemning for at lukke siden. Men folk er meget forsigtige med at udtale sig.foto 1

Hvad synes I? Jeg vil oprigtigt gerne høre kommentarer for og imod. Helst her på siden og ikke på Facebook/Twitter. Kommer der en god diskussion, skal jeg nok linke til den.

Share

Argh, jeg har installeret en juletræsapp på Facebook

Christmas tree app

Nej, jeg har da ej. Men hvis jeg nu havde, kunne jeg tage den med ro, for den indeholder ikke en virus, hverken trojansk eller nogen anden slags. Så hvis du har hang til at dekorere andet end dit hjem med julehalløjsa, så er det i hvert fald ikke den falske virusadvarsel, der pt florerer på Facebook, der skal afholde dig. Geeksquad, der skam findes i virkeligheden, afviser, at de nogensinde har mødt sådan en virus. Det har de gjort siden 2010.Christmasappvirus

Jul jul jul.

Share

IT-kriminelle tager dine filer og fotos som gidsler

logo-nca

En usædvanlig kraftig advarsel fra det britiske National Crime Agency fortæller om en meget ubehagelig scam, som angiveligt breder sig som en løbeild på britiske computere. Man modtager en mail, angiveligt fra sin bank, og downloader man den vedhæftede fil, installerer man noget malware på computeren, der låser adgangen til alle filer og fotos, mv. Der kommer et ur op på skærmen, som tæller ned, og man har så et antal timer til at betale en løsesum, typisk 100-300£, hvorefter filerne så bliver låst op igen.

Så vidt jeg kan se på danske IT-hjemmesider, har denne trussel ikke nået danske kyster endnu, men det ville da være mærkeligt, hvis vi ikke snart ser den – især hvis de kriminelle har held med deres forehavende i England. Så pas godt på med mails fra din bank – husk at de aldrig sender vedhæftede filer og aldrig beder om dine personlige oplysninger i mails og på den “udvendige side” af NemID – som vi altså i denne sammenhæng må sætte pris på.

paypal

En anden scam, der forsøger at lokke penge ud af dig, er målrettet brugere af PayPal. Den hedder noget med “confirmation required” i overskriften, men det er altså fup. Den er ikke helt så farlig som den nævnt ovenfor, for der skal flere klik til, før malwaren havner på computeren. Klikker man linket i mailen, der altså ikke er fra PayPal, kommer man til en side, der IKKE er PayPals, og dér skal man så yderligere klikke på links, før malwaren downloades til computeren. Denne scam kan genkendes ved, at hvis man kigger nærmere på afsenderen, så står der PayPall, og ikke PayPal.

Share

Intet er så galt, etc. etc.

På denne blog tordner jeg imod delinger/videreformidling af forvrøvlede advarsler, fup-sider, phishing forsøg, osv. osv. Det har jeg ikke tænkt mig at holde op med. Alligevel blev jeg glad over at læse denne artikel fra Salon om, hvordan der kom noget godt ud af at klikke på et link, der viste sig at føre til et tilfælde af phishing.

Artiklen fik mig også til at tænke lidt ekstra over, hvor svært det er at finde den rette balance mellem at håne folk, fordi de er godtroende nok til at klikke på de her links, etc., og være forstående og tolerant over for det faktum, at ikke alle har sat sig ind i, hvad fx phishing er for noget. Jeg er jo klar over, at hån og spot sjældent fører til noget positivt, men samtidig vil jeg altså gerne fastholde, at det ikke kræver nogen som helst IT indsigt at skelne den store broderpart af al denne fup og svindel fra ordentlig hjemmesider og sande historier. Det, det kræver, er almindelig kritisk sans. Og sådan en er vi vel alle i besiddelse af (det meste af tiden)?

Jeg er selv faldet for fup og svindel flere gange. Fx klikkede jeg engang på et link i en Twitter DM (privatbesked) og genindtastede mit password, fordi jeg

  1. var meget søvnig
  2. for nylig havde kommunikeret med den person, linket kom fra
  3. teksten var plausibel

og jeg har delt en video på Facebook i den tro, der var tale om rigtige klip fra CCTV, skønt den viste sig at være en reklame. I øvrigt har Twitter nu fjernet muligheden for at indsætte links i DM’er. Så nu kan jeg igen ligge og tjekke min Twitterstrøm i halvsøvne uden risiko for andet end at skrive noget vrøvl.

Når det er sket for mig, har venlige folk gjort mig opmærksom på fadæsen, så jeg  hurtigt kunne rette op på skaden. Jeg bliver GLAD (og selvfølgelig flov) over at blive gjort opmærksom på mine faux pas, men jeg bemærker, at mange i stedet bliver fornærmede, også selvom man siger det virkelig pænt. Hvorfor?

Share

Kinesisk skilsmisse

Du har sikkert også hørt eller læst historien om den kinesiske mand, der konfronterede sin smukke kone med det mystiske i, at de fik så grimme børn. Og så erfarede, at hun havde gennemgået omfattende plastikkirurgi for at blive så yndig, som hun var. Og at han derefter anmodede om skilsmisse.

En ganske forskrækkelig historie på mange planer. Men er den sand?

plasticsurgery

Muligvis. Men det billede, der har illustreret historien i mange medier, hører ikke til – det er fra en (fotoshoppet) reklame. Hvilket jo sår tvivl om sandheden i resten af historien. Læs mere på Hoax-Slayer.

 

Share

Fjollet Facebook fup

Giraffes_wallpapers_142Altså, man skulle tro, at fup-kampagner på Facebook ville blive mere og mere raffinerede, efterhånden som folk finder ud af, at de ikke skal klikke på hvad som helst. Men det gør folk åbenbart ikke, for der er næsten ikke nogen snydekampagne, der er for dum til at folk klikker på den.

Se nu denne her, der kan opsummeres således: Først keder du dig nok til at deltage i noget gådehalløjsa, hvor du skal skifte dit profilbillede til en giraf (eller en zebra), hvis du ikke kan besvare gåden. Dernæst skifter du faktisk dit profilbillede, fordi du ikke kan svare på den tåbelige gåde. Hvorefter du så tror på, at nogen har inficeret alle giraf-billeder i Google Images med en virus. Jamen altså!

Tag jer nu sammen, folks, og tænk før i klikker og før I deltager i/deler konkurrencer m.m. på Facebook (og andre steder). Og lær lige jeres børn det ved samme lejlighed. Tak.

NB: Jeg ved godt, at sådan noget som det her er harmløst. Men det øger ikke ligefrem forståelsen af, hvad der rent faktisk ER farligt og KAN give virus/føre til phishing, etc.

Share

Like hunting

knækcancer

Denne side, med næsten 160.000 likes er fake. Den er på overfladen harmløs, fordi selvom der ikke gives 50 øre per klik til Kræftens Bekæmpelse, så er de links, hvor man kan støtte Knæk Cancer kampagnen ægte nok ligesom de SMS-numre, der angives, tilhører kampagnen.

Siden er angiveligt startet den 22/10 (dvs. i går) – men det kan vel ikke passe med så mange likes? Og hvorfor starter man sådan en side? Jeg har søgt højt og lavt på fænomenet like hunting, men finder ikke svar, der tilfredsstiller mig. Der findes et fænomen, der hedder like-jacking, men det virker ikke, som om det er det, der er tilfældet her. Og normal like hunting går jo ud på at skaffe en masse likes til sit firma eller kampagne, som man så drømmer om at kapitalisere på en eller anden måde. Men det er jo ikke tilfældet her.

Læs her, hvad Kræftens Bekæmpelse selv siger om siden.

Mange har indrapporteret den til Facebook, men den er altså ikke taget ned endnu.

Følgende spørgsmål melder sig:

  1. Hvordan kan siden være startet 22/10 2013 og have 159.000 likes?
  2. Hvad er pointen med at samle likes på sådan en side her?
  3. Kan man, efter at have høstet likes på denne måde, gå ind og ændre siden, så man pludselig har adgang til alle disse Facebookbrugere med et andet budskab?

Hvis nogen kan hjælpe med svar, så skriv endelig. Jeg vil publicere det her og reklamere for det på Facebook og Twitter.

Tak til Tobias Egmose for at pege på siden.

Tilføjet 23/10 kl. 15:50: Der er kommet en form for forklaring på nedenstående i form af en kommentar. Se herunder.

Share

Noget er FARLIGT for svage sjæle

Men hvad dette noget er, ændrer sig hele tiden. I dag er det computerspil og Facebook, der står for skud – der er faktisk næsten ingen ende på al den elendighed, vi angiveligt geråder ud i, når vi spiller og roder med smartphones.

Vi diskuterer det jævnligt på Twitter og en dag var der nogen, der fandt dette fantastiske klip fra 1987 frem. Bemærk, hvad der var farligt dengang – og bemærk så retorikken, der ligner en retorik vi kender…

I øvrigt er der ingen som helst dokumentation for, at computerspil eller Facebook er farligt. Det er dog heller ikke bevist, at det IKKE er farligt, men hvorfor automatisk antage, at noget er farligt? Voldeligheden blandt unge i den vestlige verden er dog bevisligt faldet drastisk i de seneste 20-25 år, og det diskuteres intenst, hvad årsagen (årsagerne) kan være.

Nogle mener, at det skyldes fremkomsten af computerspil, der har fået unge væk fra alkohol og væk fra gaderne, andre at aborten blev fri/mere legal og atter andre at det skyldes, at vi er ophørt med at bruge bly i benzinen

videogameviolencechart

Der er også de lidt mere spøjse forklaringer:

explorer

(mon ikke denne mest er lavet for at henlede opmærksomheden på forskellen mellem korrelation og årsagssammenhæng?)

Og apropos den megen snak om, at vi er blevet ligegyldige over for hinanden og vores børn, fordi vi hele tiden sidder begravede i vores smartphones:

TwomasCtweet

Tak til @matthiaspoulsen, @boab og @vullebalut for links.

 

 

 

Share

ADVARSEL!

Dette er en advarsel imod advarsler. Ret meta…

hackernekommer

Den ovenstående om hackerne er første gang spottet (på engelsk) i 2011. Jeg fik den i dag fra en Twitter-ven, der netop havde set den i sit Facebook-feed fra et ældre familiemedlem. Den har altså tumlet rundt fra Facebook-væg til Facebook-væg i mindst to år. Det bliver den ikke mere sand af. Læs på Snopes, der også beskriver, hvori de VIRKELIGE farer består.

Facebook privacy

Denne fandt jeg forleden i mit eget Facebook-feed. Den er også usand og faktisk enormt forvrøvlet, men spiller på nyheden om ændringer i Facebooks graph search. En grund til at disse historier spredes så nemt er nok, at der næsten altid er et gran af sandhed i dem og at det er “besværligt” at finde ud af, hvad der er op og ned i alle farerne, der lurer derude.

Tak til @amarorama for hacker-advarslen – jeg vil SÅ gerne have eksempler på al den slags fra jeres og jeres børns Facebook-strømme, så send meget gerne!

Share

Farlig småbørns app?

TalkingAngelapicMange steder på nettet advares mod småbørns-app’en Talking Angela, og forældre spreder advarslen via e-mail og Facebook uden et øjeblik at overveje, om historien mon er sand.

Det er den ikke, hvilket man kan sikre sig ved simpelthen at google *talking angela*. Så nemt er det. Det, den beskyldes for at gøre, nemlig at indsamle private fotos, film og data om de børn, der benytter den, er slet ikke lovligt. Og man kan jo mene meget om Apples ekstremt rigide politik for app-godkendelse, men den var næppe sluppet igennem, hvis den havde overtrådt så mange regler og bestemmelser så groft. Det er jo ikke NSA

Sådan her ser den advarsel ud, der florerer:

TalkingAngelaApp’en er angiveligt meget populær hos de små brugere, så mit gæt er, at en konkurrent har sendt denne her rundt i håb om at begrænse succes’en. Hvorfor ellers?

 

Share