Er din Iphone blevet vandtæt?

IOS7waterproof

 

Nej. Og du skal nok have fat i noget NeverWet for at opnå det. Personligt tror jeg dog, jeg vil nøjes med at bruge NeverWet på mine sko…

Annoncen herover er ikke nogen annonce, men fup og fidus og fremstillet med det ene formål at få folk til at ødelægge deres Iphones. Der er ikke nogen gevinst i det for afsenderne, så vidt jeg kan se. Andet end at genere Apple og Apple-brugere, hvilket åbenbart er et væsentligt motiv i sig selv. (Kilde: The Independent)

Desværre viser den også, at det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der er sandt og hvad der er løgn.

Så, pas på derude!

(Har du eksempler på fup, svindel og vildledning, især af børn, så send dem meget gerne til mig)

En sand – og lykkelig – historie

artsteachers

Forleden faldt jeg over dette opslag på Facebook. Jeg skulle lige til at dele det, fordi det passer durk ned i mine egne forestillinger om, hvad der virker i en skole. Men så tænkte jeg mig heldigvis lige om – for det er jo præcis det, jeg forsøger at opdrage alle andre til ikke at gøre, altså at dele før vi tænker/checker. Når vi er lynhurtige på tasterne med likes og delinger, er det jo ofte for at sprede et budskab, som vi er enige i. Vores skepsis slår ofte først til, når der er tale om et budskab, vi IKKE er enige i.

Heldigvis viste det sig, at denne historie faktisk er ægte. Du kan læse mere om denne skønne og livsbekræftende historie hos MSN, Huffington Post, NBC og et longread i Boston Magazine. Men min pointe er, at det vidste jeg ikke, da min finger svævede over *del*-knappen!

Jeg efterlyser stadig historier, du falder over på Facebook eller andre steder, i din egen strøm eller i dit barns, som trænger til et kig i sømmene.

Vanvittig video hitter på Facebook

eller – det påstår BT i hvert fald i denne artikel.

Jeg var til Wikipedia-dag for nylig, hvor jeg i et oplæg udbredte mig om fup og svindel på nettet og bl.a. viste den video, jeg også har omtalt her på bloggen. En af deltagerne fortalte om videoen, der hentydes til i overskriften, og spurgte om jeg vidste, om den var ægte. Det gjorde jeg ikke, for jeg havde ikke hørt om den. Men angiveligt har den været vist på både DR og TV2.

Jeg lovede at gå hjem og grave. Det har jeg imidlertid ikke fået meget ud af – dvs. jeg ved stadig ikke, om videoen er ægte. Den ser endog meget overbevisende ud, men alligevel er der nogle ting ved den, der pirrer min mistro.

  • Den findes KUN på BT. BT siger, at den “hitter” på Facebook, men jeg har ikke kunnet søge mig frem til den, og ingen af mine sønner eller andre, jeg har spurgt, har set den i deres Facebook-strøm. Dermed ikke sagt, at den ikke er der – det er bare mærkeligt, at den ikke dukker op i mine ret omfattende søgninger.
  • Den er ikke på YouTube og ikke på Vimeo. Mao den skulle være lagt direkte ud på Facebook. Det forekommer som mærkværdig adfærd for unge af Jackass-generationen (man får over 2 millioner hits, hvis man søger på Jackass på Youtube).
  • Hvis videoen er lavet med greenscreen (Chroma Key) teknologi, giver ovenstående nogenlunde mening. Det gør det ikke, hvis den er ægte.

Har du oplysninger, der kan føre til en opklaring af dette “mysterium”, så skriv endelig en kommentar eller ping mig på Twitter. Det gælder også, hvis du selv er stødt på noget, der har vakt din undren.

NB: Læs lige hele BTs artikel om videoen, inden du farer i tasterne.

Social på mobilen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Som nævnt i et tidligere afsnit, er også de sociale medier for alvor flyttet til de mobile platforme. Det gælder naturligvis Facebook, Twitter, Google+, Pinterest, m.fl. Herunder gentager jeg lige mig selv fra tidligere med en lille gennemgang af de sociale medier, der er baseret på at være mobile.

Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne/videoerne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er, som det ses af statistikken, mest piger, der bruger Instagram.

instagram

Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer… Vine er i høj grad blev det medie, der bruges til sjov og ballade. Trænger man til en opmuntring, kan man altid finde hylesjove “vines“, som de allerede hedder, lavet af både børn og voksne.

Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.
Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Dog – det bruges mest som et én-til-alle medie, hvor man fx sender et fjollet billede af sig selv til alle sine Snapchat-venner.

4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere, for at anbefale/advare mod et sted, eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie.

Endelig er stort set alle mobilspil, som børn og unge gider bruge tid på, også sociale – i større eller mindre udstrækning.

***

Dette var sidste afsnit i den serie om børn på nettet, som jeg mere eller mindre havde skrevet i forvejen. Men jeg fortsætter med at skrive om dette krydsfelt, nok i høj grad med fokus på dissekering af kædemails, fup, phishing, spam, løgn og latin – for både børn og voksne. Jeg vil derfor sætte pris på alle links I kan sende mig til historier af tvivlsom karakter, mærkelige mails og forunderlige videoer, som I får i trawlet på jeres vej gennem nettet.

Apps til børn

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Mange børn i den vestlige verden vokser nu op med en smartphone og/eller en tablet inden for rækkevidde. Af samme grund produceres der endeløse mængder af apps til børn – fra baby til teen. Hvis man interesserer sig for det, kan man finde steder rundt om på nettet, der tager området seriøst og forsøger at anmelde nye apps til børn – men det er en jungle! Mit råd i forhold til, hvad man skal downloade/købe er at dele opgaven med andre forældre til børn i samme aldersgruppe, så I deler erfaringer med de apps, jeres børn leger med. Men derudover? Ja, så må man ud og lede. Aviserne anmelder kun apps sporadisk – jeg tror fx Politiken anmelder tre apps om ugen – de burde jo anmelde tre apps om dagen!

Som jeg tidligere har nævnt i mine poster om computerspil, så er biblioteket normalt en god ressource. På Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside findes en folder (pdf) om bl.a. apps. Her er en del gode anbefalinger. Møg ærgerligt er det dog, at den findes i pdf-format på deres side i stedet for et mere fleksibelt format, så det ikke blev forældet på et halvt år! Hvis bibliotek.dk har en underside, der handler om apps, så har jeg ikke kunnet finde den. Og hvor nemt er det så for andre?

Bedre ser det ud hos en anden public service institution, nemlig DR. I denne artikel fortælles om apps til børn, og der henvises til forskellige hjemmesider, der anmelder børneapps. Tak DR!

in-app

I ovennævnte artikel nævnes kort et problem, som mange forældre øjensynligt døjer med – nemlig in-app køb og i det hele taget børnenes køb på Itunes eller i Google Play. Søde forældre, hør nu lige her, mindre børn skal IKKE have adgangskoden til Itunes, og I skal spærre for muligheden for in-app køb i deres spil. Så er det heller ikke sværere! Større børn kan man vælge at vise den tillid, at de har koden til Itunes/Google Play. Så skal der foreligge en krystalklar aftale om, hvad de må downloade og for hvor meget. Og I sørger naturligvis for, at der kommer en mail fra Itunes/Google Play, hver eneste gang, der er købt noget. Ja, ok, det fylder måske lidt op i indbakken, fordi der så også kommer mails hver gang I selv køber noget, men det er et beskedent problem i forhold til ekstraregninger i 10.000 kroners klassen.

Næste afsnit er lidt repetition om sociale medier på telefonen.

 

Det mobile net

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Hvis det er forbigået din opmærksomhed, at nettet lige så stille er på vej væk fra den støvede computer i hjørnet og på vej ind alle mulige andre steder, så lever du muligvis i en boble.

Næsten hver dag kommer der nye statistikker, der viser, at indhold i stigende grad bliver forbrugt på mobilen. Og det er ikke kun nyhedslæsning, men simpelthen alt. Bare for få år siden, var der ingen der redigerede dokumenter eller blogs fra mobile enheder, men tablets har ændret det fuldstændig. Man kan lave præsentationer i PowerPoint, Keynote eller Prezi direkte på sin tablet og med hjælp af et lille omformerkabel præsentere på storskærm, helt uden at en computer har været involveret. Smartphonen kan bruges som fjernbetjening.

Og børnene – ja, de, der er små i dag, når nok aldrig at få en computer i gammeldags forstand mellem hænderne! Efterhånden som vores lidt sløve politikere fatter vigtigheden af effektiv digital infrastruktur overalt i Danmark, vil vi i højere og højere grad se internettet blive fuldstændig integreret i alle afkroge af tilværelsen. Det kan man så vælge at begræde, men jeg synes ikke, der er nogen grund til det.

Ligesom vi i vores familie ikke har TV på hverken badeværelset eller i køkken og soveværelse, så kan vi også individuelt sætte grænser for, hvornår vi får nok af, at alle sidder med næsen i telefonen/tablet’en. Reglerne for almindelig god opførsel og høflighed behøver jo ikke blive sat ud af spillet, blot fordi der indføres nye genstande og tilstande i hverdagslivet. Men også her er det vigtigt, at vi ikke reagerer på rygmarven. Det er fx ikke holdbart at forbyde børnenes smartphone-brug ved morgenbordet, hvis man selv sidder begravet i en papiravis!

På min yngste søns gamle skole hadede de simpelthen mobiltelefoner, og brugen af dem var forbudt forbudt forbudt – i enhver sammenhæng, hvilket selvfølgelig ledte til gentagne sammenstød mellem børn og lærere. På hans nye skole beder klasselæreren dem lægge telefonen (som er på lydløs) ned i tasken i timerne, så de ikke bliver forstyrret af vibrationer i lommen. Men hvis de pludselig får brug for at google noget, så tager de dem bare op af tasken. I frikvartererne er der frit slag. Og vi hører ikke noget brok fra børnene over den regel – for de forstår jo fuldstændig, at sådan må det være!

Næste afsnit bl.a. om apps til børn og in-app køb.

Helbredsråd og skjult mobning på sms

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Der verserer til stadighed en lang række falske historier, advarsler, m.m., som kolporteres via e-mail, sms, Facebook, Twitter og andre medier. Et pinligt højt antal af dem er blevet gengivet i “de rigtige” medier – ofte uden efterfølgende berigtigelse – i hvert fald ikke en berigtigelse, der nåede ud til lige så mange.

Her kommer nogle eksempler:

Helbredsråd:

Dem er der uhyggeligt mange af. Fx så jeg for nylig et, der anbefaler, at man strøer mel på et brandsår. Det kunne godt være noget, unge læste og forsøgte sig med i en nødsituation. At det er et FARLIGT og forkert råd, behøver jeg forhåbentlig ikke at understrege.

Der er også hele tiden historier, der fortæller om et eller andet naturprodukt, som kan helbrede kræft, men som holdes ude af markedet af de grådige medicinalselskaber. Der er to væsentlige grunde til, at sådanne historier får så meget medvind. Den ene er selvfølgelig ønsketænkning – alle der selv har kæmpet med kræften eller som har haft nærtstående der har, ønsker sig så brændende en vej ud. Den anden er, at medicinalselskaberne selv så sørgeligt har dokumenteret, at penge ofte sættes højere end patienternes ve og vel, så det bliver nemt at hoppe på disse historier. Ikke desto mindre er der tale om falske håb eller – i bedste fald – om spæde positive forskningsresultater, der har et stykke vej at gå, før virkningen er solidt dokumenteret.killcancer

Virusadvarsler:

Som nævnt tidligere, så stol ikke på virusadvarsler fra dine venner på Facebook. Prøv at smide ordlyden ind i Google – du vil oftest se, at denne advarsel har cirkuleret på nettet i årevis. Det bliver den jo ikke mere sand af.

Fastfood-løgne:

Fordi der allerede findes mange sande historier om de ækle ting, producenterne putter i fastfood produkter, er vi – og børnene – særligt nemme ofre for historier om ækelt indhold i fastfood produkter. Jeg er ikke ude på at forsvare hverken McDonalds eller Coca Cola, men også disse historier er ofte løgn. Igen – smid historien ind i Google, og se, hvad der kommer frem.

Spektakulære historier der hænger en minoritet ud:

Når den slags historier er uden kildeangivelse, er det ofte grupperinger på de politiske yderfløje, der cirkulerer dem for at påvirke folkestemningen. Børn kan også her være lette ofre. I England cirkulerer fx på 10ende år en mail blandt pensionister om, at indvandrere får ti gange så meget i velfærdsydelser, som britiske pensionister. En løgn, der er så nem at tro på for økonomisk trængte ældre, at de uden skrupler sender den videre til alle i deres adressebog. Den sande afsender er BNP.

Indsamlinger – af penge, likes og underskrifter:

Mange af dem er selvfølgelig helt legitime. Men giv hverken et like eller penge til en internet-indsamling, før du har checket baggrunden, og lær dit barn det samme. Man kan sige, “hvad betyder et like”, men en falsk historie om fx et barn, der ligger for døden og skal inviteres i Disneyland, der spredes med lynets hast på internettet, blokerer altså for mindre spektakulære men sande historier om sultende flygtningebørn i Syrien. Det i sig selv er grund nok til at spare lidt på sine likes.

SMS-besked:

Hej… Advar alle du kender imod at svare på en sms fra 20(…) og 51(…) det kan koste dig 2500 kr. Det er lige sagt i P3 (Send videre).

Denne form for mobning – for det er det, det er – har fundet sted over det meste af kloden i en lang årrække, det ældste eksempel på denne besked, jeg fandt i Danmark, var fra 2006. Det eneste, der ændrer sig, er telefonnumrene. Det er nemlig numre på børn, der er mobbeofre. Får dit barn sådan en tekst, bør du se, om du kan finde ud af, hvem numrene tilhører, og hvis det er børn, der er kendt af jer, så sørg for, at deres forældre får besked, og at de børn, der har videresendt beskeden, får at vide, hvad de har gjort.

Når der står, “det er lige sagt i P3”, så er det jo noget, der kan tjekkes. Desværre er der næsten ingen, der gør det.

Næste afsnit bliver om det mobile net – smartphones og tablets.

 

Selvransagelse

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Vi gør nok bedst i at begynde med at ransage os selv. Checker vi egentlig “faktuelle” oplysninger, inden vi sender dem videre? Spørger vi ofte nok os selv, “kan det virkelig være rigtigt”? På et tidspunkt florerede nedenstående video med en ørn, der strøg ned og slog kløerne i et lille barn, som den fløj et par meter med, inden den lod barnet falde. Det, der fik mig til at tvivle på sandfærdigheden i det klip, var faktisk ikke selve filmen, der ser overordentlig autentisk ud, men rammerne omkring den. Der var ikke nogen egentlig afsender, og der var hverken angivet tid eller sted for optagelsen. Hvis du tilfældigvis havde fanget noget ekstraordinært på video og besluttede at lægge det op på Youtube, så ville du måske nok ønske at bevare din anonymitet, men du ville da fortælle om omstændighederne omkring optagelsen og hvor – i det mindste hvilket land – optagelsen havde fundet sted, ville du ikke?

Videoen var lavet af nogle canadiske filmstuderende som eksamensopgave. Læg lige mærke til, hvor mange gange den er blevet delt.

***

Det er den form for undren, vi skal lære vores børn. At sammenstille mange forskellige faktorer, når man ser på en historie, video, hjemmeside.

  • Passer tingene sammen?
  • Er sproget konsistent med afsenderen?
  • Er afsenders navn (og logo) rigtigt og passer det med budskaber, vi plejer at se derfra?
  • Hvem har fordel af, at budskabet spredes?
  • Datering – er historien/videoen dateret? Passer datoen med den måde, du har fået historien på? Er der ingen dato på, er det ofte et advarselstegn.
  • Hvis kilden er angivet men ikke direkte citeret eller linket til, kan der være god grund til lige at besøge kilden for at se, om historien faktisk findes dér.
  • Er det en virus-advarsel? Så stol kun på den, hvis den er fra din bank, Skat, din internetudbyder eller et toneangivende medie.

Facebookphishing

Advarselslamper: Blå: det er helt ukendte (ikke danske), der har set profilen. Rød: afsenderhjemmesiden har et højst mystisk navn. Grøn: Delt via “Fun Tube”. Dette er et eksempel på Facebook Phishing – når man har delt, sendes linket til alle i adressebogen. Hvad der ellers sker, ved jeg ikke. Jeg har heldigvis opdraget min søn så godt, at han ikke klikkede, men i stedet viste det til mig. *god dreng*

Løgn og sludder

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Lige så vidunderligt fyldt med viden og fakta og spændende information nettet er, lige så fyldt er det desværre med løgn, vrøvl og sludder. Vi er nødt til at gøre en reel indsats for at lære vores børn at skelne!

Hvor de seneste dages indlæg mest har været møntet på lærere, er dette møntet på forældre. Hver eneste dag dukker der ting op i dit barns Facebook-strøm, som er løgn, forenklinger eller overdrivelser. Man kan godt lære sine børn at gøre det til en sport at gennemskue den slags. Hvad med en lille leg efter middagsmaden: Hvem i familien kan først finde en vandrehistorie i sin Facebookstrøm?facebookshuttingdown

Det værste er selvfølgelig dér, hvor der er tale om bevidst vildledning. Et glimrende eksempel på det er de mange sider, der blev oprettet i forbindelse med “jordens undergang” den 21. december 2012. Flere børn i min søns omgangskreds lod sig vildlede, fordi der blev lagt mange kræfter i at overbevise folk om, at der var belæg for alt vrøvlet om “en komet bagved solen” og “afslutningen på Mayaernes kalender”. Man skulle være en relativt trænet web-bruger for at skelne alle disse sider og videoer fra hinanden. Historielærere kan fortælle om uhyggeligt autentisk udseende sider om Holocaust, der er udført af nazistiske organisationer, og som altså benægter Holocaust. Det kan være meget vanskeligt for den utrænede at se, at de “videnskabelige” beviser, alle disse sider henviser til, faktisk ikke eksisterer eller bygger på forskning, der ikke er anerkendt.

Der er flere (engelsksprogede) hjemmesider, som er dedikerede til at afsløre svindel og humbug på nettet. De har det tilfælles, at de er utroligt grimme og amatøragtige at se på. Men det skyldes, at de drives af ildsjæle, der sætter indhold over form og som brændende ønsker at bidrage til at gøre Internettet til et bedre sted. Alle historier/konkurrencer/etc., der ikke er specifikt danske, kan man med fordel checke på Snopes.com eller UrbanLegends.about.com (der er også flere andre). Eller brug det simple trick, som jeg tidligere har nævnt, at smide hele teksten ind i Google, og så se, hvad der dukker op.

Der er mange andre former for vildledning. Der er tvivlsomme firmaers annoncer, der lover guld og grønne skove, hvis blot man klikker eller – værre – afleverer sit password eller kontonummer, eller hvad de nu prøver at fralokke os. Og der er vildledning viderebragt af godtroende mennesker, som ikke tænker på at checke deres kilder.

TÆNK FØR DU KLIKKER

 

Samarbejdsværktøj i skolen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Der er meget snak om at bruge Facebook som arbejdsværktøj i skolen for at “være der, hvor børnene er”. Det er jeg ikke enig i. Forskerne er stort set enige om, at den såkaldte “røv-til-bænk” undervisning ikke er optimal; at børnene har brug for jævnlige afbræk i lærerens talestrøm for at kunne bevare koncentrationen. Der er også en stigende konsensus om, at den optimale indlæring af skriftligt materiale finder sted, når den kommer i mindre bidder – ligesom på de sociale medier. Det kender vi voksne jo fra os selv, så det kommer næppe som den helt store overraskelse. Der er mange gode bud på, hvordan undervisningen kan gøres mere interessant for vores medievante børn – det blander jeg mig ikke i.

Men bare fordi børn og unge er glade for og vante til Facebook, og selvom vi ved, at visdom fordøjes bedst i små bidder, betyder det ikke, at undervisningen skal rykke til Facebook. Google Drive (Docs) kombineret med Google+ og Google Hangouts, der (indtil videre) er reklamefri og særdeles enkle at bruge, er meget bedre egnet. Her kan man udnytte alt det sociale fra Facebook, men stadig (sam)arbejde professionelt og uforstyrret i dokumenter, præsentationer og regneark. Jeg ville ønske, jeg kunne anbefale at arbejde i Wiki’er, men synes selv, det er teknisk op ad bakke, så hvad vil en gennemsnitlig lærer/elev så ikke synes? Desuden bør det aldrig nogensinde blive et krav fra skolen, at børn skal være på Facebook. Til gengæld er det svært at forestille sig forældre, der indædt modsætter sig brugen af Google…

children_collaborating_computers

Nu siger du måske, at det ikke er bedre at bruge Google’s software end Facebooks, men det er det – i denne sammenhæng. For arbejder man i Google, bliver man ikke hele tiden forstyrret af alt muligt andet. Og ellers arbejder de fleste skoler jo med Microsoft, som bare ikke har formået at skabe kollaborative værktøjer på trods af deres stærke placering overalt i samfundet.

For nylig lanceredes Wikispaces Classroom – det ser lovende ud, men er nok for svært for folkeskolebørn. Gymnasiet måske? Og en dansk start-up virksomhed er faktisk på vej med en webbaseret løsning til skoler, gymnasier og universiteter, der ser yderst lovende ud.

Stil krav til skolen og lærerne, men ikke om isenkram. Bed dem lære børnene kildekritik på den moderne måde.

De næste par dage handler det stadig om at lære børnene kritisk sans – nu over for vrøvl, sludder og rygter på nettet.

Research checkliste

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Er du lærer og skal undervise børnene i grundreglerne for research, så kan du fx benytte denne checkliste:

Typografi, opsætning, ordvalg, stavning.

Jo mere officiel en side ønsker at fremstå, jo større krav skal man som læser stille til stavning, grammatik, osv. Hvilket faktisk kræver, at vi selv er nogenlunde gode til stavning og grammatik (det kan man godt tænke lidt over).

Man kan lave sådan lidt anskuelighedsundervisning og tage børnene med ind i en kiosk, og så bede dem udpege de aviser og blade, de ville stole mest og mindst på. Derefter skal de tvinges til at forklare hvorfor. Hvis det er muligt, så køb nogle fra hver kategori, og tag dem med hjem og kig i dem. Eller nøjes med at skrive titlerne ned, og gå så hjem og kig på online-versionerne og fortsæt diskussionen. Giv børnene opgaver, hvor de skal demonstrere, at de kan gennemskue en løgnagtig hjemmeside.

Referencer:

Er kilderne til oplysningerne på siden klart angivet? Kan man besøge dem og sikre sig, at de er ok?

Datering:

Er artikler dateret på en måde, der viser, hvornår de er lagt online og evt. hvornår, der er blevet rettet i dem?

Ophavsperson(er):

Er det tydeligt, hvem der er ophavs-m/k på artiklen? Hvis de ikke er kendte, skal de evt. googles, før man kan gå videre. Sider/artikler/videoer uden kendt ophavsm/k skal omgås med stor varsomhed. Igen – anskuelighedsundervisning holder max! Vis dem fx denne dommedagsvideo (den er på engelsk).

Ophavsret

Mange mennesker, både voksne og børn, støder på problemer med ophavsretten, når de prøver at skabe noget på nettet. Megen tekst, mange billeder, meget musik og masser af film er belagt med (strenge) restriktioner for, hvem der må bruge det og til hvad. Børn ved det ikke – hvis altså ikke nogen fortæller dem det.

Hvis du selv downloader film og software uden at betale for det, så skal du ikke blive alt for forundret, hvis dine børn også gør det – og de er ikke dumme, de kan godt se forskel på indkøbt software og det, du har napset på arbejde. Uanset hvad vores holdning er til de meget restriktive copyrightlove, så er de netop det, love. Og sådan nogen er det meningen, vi skal overholde.

Internettet gør det ikke nemt, for ofte fremgår det slet ikke, at man ikke må bruge et billede, et stykke musik, eller lignende. Dette gør sig især gældende med fotos og tekst. De mere checkede ophavsretshavere sørger for, at man får klar besked, så snart man højreklikker, eller de har lagt “vandmærke” i billederne, men de fleste gør ikke.

Lær dine børn om det her! Og lærere: forklar børnene, at de ikke bare kan bruge et hvilket som helst foto fra nettet til illustration til deres opgaver. Det er muligt at søge efter billeder, der er lagt ud til fri afbenyttelse, fx i Wikimedia – lær dem det (og husk det selv)!

Wikimedia

Og ja, hvis du er *den type*, så kan du sikkert finde et billede eller to her på min blog, som jeg ikke har clearet ordentligt. Lad det blot illustrere, hvor svært det er!

Den svære kunst at søge på nettet

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig på fremtiden.

Man kan godt lære børn, også små børn, hvordan man søger fornuftigt, det er ikke raketvidenskab. Man kan lære dem, at de øverste søgeresultater i det farvede felt er betalte annoncer, at de øverste resultater ikke nødvendigvis er de bedste, men måske kan bruges til at raffinere søgningen ved f.x. at finde frem til mere præcise søgeord. Og man kan lære dem, at “avanceret søgning” slet ikke er så avanceret endda og kan gøre enhver søgning meget lettere. Man kan forklare dem, hvad en synonym-ordbog er for noget, og forære dem (abonnement på) en.

Google

De lidt større børn kan man lære om principperne bag Wikipedia og de fordele og problemer, der er ved at bruge det. De kan nemlig sagtens overføres til ens generelle måde at tilnærme sig information på nettet. Wikipedia er en helt fantastisk kilde til information om nærmest hvad som helst (dog stadig mest den engelsksprogede Wikipedia), men på grund af dets åbenhed, må man altid tage dets oplysninger med et gran salt. Jo mere kontroversielt et emne, en Wikipedia-artikel omhandler, jo større er risikoen for, at artiklen har tendentiøst indhold. Når en Wikipedia-artikel er opbygget efter de klassiske principper for en leksikon-artikel, når der er mange henvisninger og mange uafhængige kilder, er det gerne et tegn på, at artiklen er af høj kvalitet.

Og det er faktisk præcis det samme uden for Wikipedia. På journalisthøjskolen lærer de unge mennesker, at der altid skal være mindst to kilder til en historie. Til en typisk leksikon-artikel skal der naturligvis være mange flere. Det princip kan børn sagtens forstå, når man blot forklarer dem det med rigelig brug af eksempler fra deres egen verden. Og har de først lært det, er de allerede blevet bedre til at søge end mange voksne!

Eksempel:

MGP – melodi grandprix for børn (søgning på MGP junior)

Det er afhængigt af tidspunktet på året, hvor højt DR’s MGP-side kommer i søgningen. Og naturligvis afhængigt af, om vores computer godt ved, at vi er i Danmark, og om vi altså søger på google.dk eller på google.com.

Hvis man skal lave en skoleopgave om MGP, har man brug for flere kilder end DRs egne sider, da en evt. kritik kun vil kunne findes der i meget begrænset omfang. Den skal man måske søge hos dagbladene? Går man ind i avanceret søgning, kan man søge udelukkende på danske avisers hjemmesider. Man kan også søge direkte i danske blogs, hvis man bruger avanceret søgning. På den måde kan der hurtigt og effektivt fremskaffes en lang række kilder, som man derefter kan se nærmere på.

MGPsøgning

Alt efter børnenes alder og fritidsinteresser kan der findes interessante ting at søge efter – jo bedre børnene selv kender til et emne, jo bedre fungerer en søgning som øjenåbner for dem, fordi de ved selvsyn kan se al den fejlinformation, der findes derude. Derefter er det meget lettere at forstå, at der findes ligeså meget fejlinformation – eller mere – om emner, som de ikke ved noget om.

 

Internet i skolen – SÅ svært er det heller ikke

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Mange skoler og mange lærere har stadigvæk et besynderligt forhold til Internettet, taget i betragtning at både børnene og de selv tilbringer så meget tid der. Det virker, som om skolerne enten bliver forblændet af hardware eller modsat helt lukker øjnene for, hvordan internettet kan integreres uden indkøb af enorme mængder dyrt og forgængeligt hardware.

At skolen må og skal blandes ind i børns digitale uddannelse skyldes ikke mindst, at det også på den digitale front er sådan, at den tunge ende vender nedad. Det er børn fra svage hjem, der ikke får lært at skelne mellem skidt og kanel af deres forældre, ligesom det er dokumenteret, at de piger, som lader sig lokke til at møde mænd, de kun kender fra Internettet, næsten udelukkende kommer fra svage familier.

For at en skole kan være digital frontløber, er store investeringer ikke nødvendigt. En fremsynet ledelse og vidende, engagerede lærere er alt, der skal til.

Det er ikke min holdning, at skolen skal gå foran og have IPads eller laptops til alle elever. Men jeg mener nok, at man kan forvente, at hver lærer har en laptop, som de har med i timerne og hvis skærm kan smides op på væggen eller på et whiteboard, så der spontant kan foretages søgninger, ses videoer, etc. Inddragelse af IT i timerne skal ikke være noget særligt, som man skal hen i et andet lokale for at gøre. At skoler har wi-fi over det hele, må simpelthen være et krav.

Når man nu ved, hvor godt det er for indlæringen, at der indlægges talepauser for læreren, så var det da oplagt at indlægge billeder, videoer, søgesekvenser, etc. i timerne, så børnenes opmærksomhed fastholdes, samtidig med at de lærer noget nyt.

Når børn og unge i “gamle dage” skulle skrive en opgave, måtte det store flertal, hvis forældre ikke havde et fagbogsbibliotek derhjemme, smutte på biblioteket, hvis de ville skrive andet og mere end det, de vidste i forvejen.

Allerede når man træder ind på biblioteket, ved man, at der er truffet nogle bevidste og velbegrundede valg for en. Uanset emne, så er decideret propaganda og reklame samt uvidenskabeligt vrøvl allerede sorteret fra, inden materialet overhovedet er kommet indenfor døren.

Spørger man så tillige en bibliotekar, bliver den information, man ender med, endnu engang sorteret, da bibliotekaren kan se ens alder og typisk spørger, hvilken type opgave det er, man skal til at skrive.

De materialer vi derfor plejede at komme hjem med fra biblioteket, kunne vi have meget stor tillid til. Ikke ubegrænset nej, det er altid godt at være kritisk, men stor tillid. Det samme gælder naturligvis skolebøger.

Men – hånden på hjertet, hvornår har dine unger sidst været på biblioteket for at lave research til en skoleopgave? Nej vel.

De googler. Vi googler. Og selv normalt velinformerede voksne ved forsvindende lidt om, hvordan søgeresultaterne i Google kommer frem, hvordan man søger bedst muligt, og hvordan man evaluerer de resultater, man så får. Hvor skal børnene så vide det fra?

Ja, hvis vi ikke kan lære dem det, er der kun ét sted tilbage – skolen. Derfor skal vi simpelthen kræve af vores børns skole, at “googling” indgår i undervisningen i alle fag. På mange skoler har eleverne stadig bibliotekstimer, men jeg har ikke hørt om, at de bruges til at lære at søge, hvilket ellers er enhver bibliotekars spidskompetence.

Mere om IT i skolen på mandag.

Passwords

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede her.

Og så er der det med passwords. Hvis vi ikke lærer børn om passwords – både hvorfor man har dem, og hvordan man laver gode passwords – så risikerer vi dels, at alle deres passwords er “password”, 123456 eller navnet på deres undulat, dels at de deler passwords med vennerne i klassen.

At alt for nemme passwords er en dårlig idé burde være indlysende for enhver. Kan du gætte din datters password, hvad er sandsynligheden så for, at andre også kan? Og folk misbruger ikke kun andres identitet til at prøve at franarre dem penge, det kan også handle om at logge på som dem og så skrive/gøre noget mindre heldigt (se her) eller måske direkte ulovligt. Problemet er det samme med passwords, som man deler ud af til veninderne.

Pludselig en dag er de ikke veninder længere, og passwordet misbruges fx til at genere en tredje veninde for at skabe splid.

KeepCalmLongPasswords-476x636

Passwords er desværre en uafvendelig del af vores tilværelse i disse år. Forhåbentlig kommer der på et tidspunkt en afløser i form af irisgenkendelse eller fingeraftryk eller hvad ved jeg, men indtil da er det en byrde, vi må bære. Og vi må lære børnene, at der ikke er nogen vej udenom. Passwords er personlige og skal kun deles med mor og far, der til gengæld lover kun at benytte dem i egentlige nødsituationer. Dette bør faktisk ikke være til diskussion, før børnene grundigt har demonstreret, at de kan tage ansvar for sig selv.

Passwords skal være personlige som tandbørster.

Lån dem ikke ud og skift tit.

Hjælp dit barn med at skabe gode passwords. Prøv fx et trick, jeg har lært af webprogrammør Lisa Risager: Vælg en linje eller to fra en sang du enten elsker eller hader. Det kunne fx være “Du kan gøre mig lyk’lig, du kan gøre mig splittergal” (Rasmus Seebach). Det forkortes ned til fx Dkgm2l ,Dkgmsg  (2-tallet fordi, der er to l’er) – fidusen er at få mixet et par tal og tegn og store bogstaver ind også. Passwordet her er helt umuligt at gennemskue og ligner et, der er genereret i en password-generator. Og det er netop meningen. Men for den unge fan af Seebach er det ikke spor svært at huske. I en kortere udgave kan det ligeledes genbruges på tværs af mange forskellige hjemmesider:

Dkgm2lFacebook

Dkgm2lMoviestar

Dkgm2lGoSuper

Nemt at huske, svært at gennemskue.

Pigeuniverser – 2

Her på siden ses screenshots fra en venindes datters Moviestar Planet. Pigen har selv lavet dem til mig. Det er nok vigtigt, at vi som forældre ikke er for hårde ved ungerne og ikke mobber dem for at bruge timer på at poste tilsyneladende nonsens. Det er ikke nonsens for dem! Her ser det ud til, at en dreng også leger med og har mulighed for at sole sig i pigernes beundring. Jeg gætter på at forkortelsen NK betyder netkærester. Ikke at jeg er på det rene med, hvad de lægger i det…

 

Fra virkeligheden:

En pige, der havde det lidt svært i skolen, fandt stor glæde ved den anonyme deltagelse i dette pigeunivers, som hun i vid udstrækning blev holdt udenfor i skolen. Men pludselig krakelerede harmonien, fordi hendes identitet blev kendt i klassen, hvorefter mobningen blev bragt med ind i online-universet, og den stakkels pige blev lagt for had og isoleret. Heldigvis havde hun et godt og nært forhold til en klog mor, der fik taget affære. Datterens konto blev lukket ned, de andre piger og deres forældre blev kontaktet, og der blev samlet penge ind blandt forældrene, så det ikke ville koste pigen og hendes mor en mindre formue, når kontoen skulle åbnes igen. Pigen havde nu lært – på en hård og ubarmhjertig måde – at holde navnet på sin avatar for sig selv. Man gyser ved at forestille sig, hvordan dette var endt, hvis pigen ikke havde haft tillid til sin mor, der i tilgift var handlekraftig men alligevel kunne vinde de andre forældre over. Det sidste er ikke altid en selvfølge, desværre.

Jeg skrev og spurgte GoSuperModel, hvordan de griber det an med “dårlig tone” og mobning på deres site. De svarede lynhurtigt:

Hej Néné
Vi har udviklet vores egne filtre som gør det muligt for os at blokere uhensigsmæssige ord/links, men som også gør os i stand til at monitorere specielle form for opførsel (f.eks mobning og trolling). Udovre vores filtre har vi to måder at holde øje med uhensigsmæssig opførsel på goSupermodel:
1) Vores brugere kan anmelde dårlig opførsel på sitet. Disse anmeldelser bliver kontrolleret af vores moderatorer eller os – alt efter årsag til anmeldelse.
2) Vi har konstant moderatorer på sitet som holder øje med fora og chat for at sikre, at der ikke sker mobning eller andet dårlig opførsel.
Når vi oplever en bruger som ikke overholder vores regler har vi fire forskellige straf:
1) Advarsel
2) Skammekrogen (3 dage, hvor man ikke kan skrive noget på sitet)
3) Vi sletter modellen
4) Vi udelukker brugeren fra sitet (Ip, cookie og e-mail block)
Vi holder øje med filtrene hver dag – og kan derfor reagere meget hurtigt.
Vi svarer mails fra vores brugere hver dag (har deadline inden for 48 timer) og hvis en forældre kontakter os med uhensigtsmæssig opførsel kan vi derfor reagere hurtigt.
Håber det svarer på dine spørgsmål – ellers er du meget velkommen til at kontakte mig igen.
Mvh

I morgen giver jeg tips og råd til, hvordan vi lærer børnene gode passwords og forklarer dem, hvorfor det er så vigtigt, at de holder dem for sig selv.