Rigtig dannelse

Nu skrev jeg sidst om “digital dannelse”. Det fik mig til at tænke lidt over det, man i De Gode Gamle Dage bare kaldte for dannelse. Ifølge min mormor var det noget med at kunne spise kylling med kniv og gaffel, spille klaver, have gået til dans, kende teksten og melodien til diverse sange og salmer, vide nok om klassisk musik til ikke at falde helt igennem, have styr på de “rigtige” butikker at handle i (min mormor ville helst købe alle møbler og stoffer hos Lysberg, Hansen & Therp), og sidst men ikke mindst skulle man kende de litterære klassikere og have læst de bøger, “man” til enhver tid taler om.

Jeg kom igen til at tænke over det, da jeg i dag hørte lidt af debatten i P1-programmet Ordet er Dit. Dagens tema var “Bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur?” Temaet var igen udløst af kulturminister Marianne Jelveds seneste tiltag, Danmark Læser. Der gives 20 millioner kr. over fire år til diverse læseprojekter – vi taler virkelig peanuts her. En af de medvirkende i radioprogrammet var journalist og forfatter Erik Skyum-Nielsen. Han sagde meget klogt, at hvis han var bibliotekar, ville han have opfattet det som en våd klud i ansigtet. Jeg er helt enig med ham – pengene skulle have været givet til bibliotekerne. Det er jo dem, der er sat i verden for at formidle litteraturen til borgerne, er det ikke?

Nå men, bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur? Nej, det gør man selvfølgelig ikke. Mega-dumt spørgsmål. Men det kan bidrage til en lettere gang på jord, sådan at være dannet. Først hvis man ikke er vokset op med det, ved man nok, hvor mange litterære henvisninger, der hele tiden findes overalt. Det sniger sig ind på én, sådan med årene. Først siger folk hele tiden noget, man ikke helt forstår. Man lader som ingenting. Dernæst går det så småt op for én, at de henviser til noget, man ikke ved, hvad er. Efterhånden får man det kredset ind: det er en person eller en hændelse i en bog, eller måske bare bogen som sådan (fx 1984). Til sidst får man så læst bogen, og hundredevis af bemærkninger, henvisninger og citater giver pludselig mening.

Man Reading Book and Sitting on Bookshelf in Library

Jeg har tilbragt meget tid med at læse alle de bøger, de “rigtigt dannede” havde fået ind med modermælken. Og det har så sandelig gjort min færd i livet lettere.

Måske tænker du: Men sagde hun ikke lige, at hendes mormor havde instrueret hende i at læse klassikerne? Jo, det sagde jeg. Men gjorde du måske, hvad din mormor sagde?

Har du selv problemet? Så kan jeg anbefale, at du går i gang fra en ende af med en af de utallige lister over De Vigtigste Bøger, som hele internettet flyder over med. Denne her fra Goodreads er fx god. En god ting ved disse klassikere er, at rigtig mange af dem faktisk virkelig ER gode bøger og fortjener deres status – ydermere fås de ældste gratis som e-bøger. Din sommerferie er reddet…

Share

Sikker Internet Dag

Tirsdag den 5. februar er det Sikker Internet Dag i 90 lande verden over. Det er tiende gang, denne dag afholdes. I Danmark er det Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik, der står bag.

Husk at spørge dit barn efter skoletid, hvad de har lavet i skolen i den anledning. Hvis de ikke har lavet noget, kan du jo passende spørge skolen, om det er, fordi alt er under kontrol eller hvad?

Du må jo selv træde til, hvis dit barns skole ikke finder det nødvendigt (ja, det må du faktisk også, selvom skolen er sin opgave voksen). Det kan fx være ved at se videoen herunder med dit barn eller ved at like kampagnen Drop Mobning nu på Facebook. På den måde vil du hele tiden blive mindet om, at der er noget, du skal huske at forholde dig til!

Hvis dit barns skole er åbne over for at gøre noget, men alligevel rådvilde, eller hvis I i forældregruppen kan blive enige om det, så kan I jo altid hyre mig til at komme og ruske lidt op i det hele med nogle tørre tal og fakta iblandet lidt provokationer.

Share

Video for voksne om netmobning

Hvorfor er det værre/anderledes end IRL mobning? Lektor Jette Kofoed fra Aarhus Universitet forklarer på forbilledlig vis:

Digital Mobning from Aarhus Universitet on Vimeo.

Videoen fandt jeg på net-mobning.dk’s Facebook-side.

Der er netop udkommet en bog, som hun er medforfatter på. Den hedder Mobning Gentænkt og er en antologi med tekster af mange forskellige forskere på området. Jeg har bestilt den og glæder mig til at læse den og anmelde den her.

Share

Rockwool fondens rapport “Bruger skolebørn tiden hensigtsmæssigt?”

Rockwool fonden udgav forleden en diger rapport – ja, de kalder den selv “en bog” – med ovenstående titel. Nu har jeg læst den, og den har en del interessante konklusioner og delkonklusioner, men også nogle ret store problemer.

For nu at tage de gode ting først:

  • om et barn vokser op hos en enlig mor eller hos to forældre har ikke nogen væsentlig indflydelse på barnets trivsel
  • der er ingen korrelation mellem morens arbejdstidslængde og hvordan barnet klarer sig i skolen
  • den væsentligste indikator på, om det går børn godt eller dårligt i skolen er deres egne forventninger!
  • børn der bruger meget tid på tv og/eller computerspil er i mindre grad urolige og angste end deres jævnaldrende, der bruger mindre tid
  • socioøkonomisk status har betydning for børns læsefærdighed, men IKKE FOR DERES MATEMATIK FÆRDIGHEDER!
  • danske børn har det i det hele taget ret godt!

Mindre godt er det selvsagt, at:

  • overvægt har socioøkonomisk slagside (og det vidste vi så godt)
  • manglende morgenmad er den klareste indikation af alle på, at et barn mistrives. Forskerne giver selvsagt ingen bud på, om det er den manglende morgenmad, der fører til dårlig trivsel eller den anden vej rundt.
  • socioøkonomisk status har betydning for børns læsefærdighed, men IKKE FOR DERES MATEMATIK FÆRDIGHEDER!
  • Børn tilbringer rigtig meget tid foran TV og computer og ikke ret meget tid med motion.

Den kvikke læser har bemærket, at den med socioøkonomisk status og læsning og matematik står der to gange. Det er jo, fordi jeg synes, det er ærgerligt, at den socioøkonomiske status har betydning for læsningen, men at det da er fantastisk, at den ingen betydning har for matematikken! Der var da nok nogle politikere og nogle undervisere, der burde skrive sig det bag øret!

Noget, der hverken er godt eller skidt, er, at der er en klar korrelation mellem forældrenes tv-kigning og børns tv-kigning. Altså, jo mere forældrene sidder foran kassen, jo mere sidder børnene der også. Det er måske ikke så overraskende, men det er jo interessant, at forældrenes forbillede på dette felt betyder mere, end familien socioøkonomiske status.

Det ville have været rigtigt interessant at se, om forældre kan påvirke deres børn lige så positivt/negativt, når det gælder brugen af computeren. Men det kræver nok, at Rockwoolfondens forskere vågner lidt op. Rapporten er skrevet af Jens Bonke og Jane Greve – hverken de eller Rockwoolfonden er overhovedet til stede på de sociale medier, så vi kan ikke diskutere med dem.

Men altså, undersøgelsen ligger også under for nogle ret grundliggende mangler, desværre. Den væsentligste mangel er, at oplysningerne, som den bygger på, er fra 2008-09! Hvilket vil sige, at hele den nye generation af aktivitetsspil (wii, Kinect) ikke er med, smartphones var kun lige kommet, børn var ikke på Facebook. Og undersøgelsen slår da også konsekvent tv-sening sammen med computerbrug (som de konsekvent kalder “computer-spil”).

En par andre mangler, som jeg blot vil nævne, men ikke gå dybere ind i, fordi det ikke er mit felt, er, at der, mht. overvægt udelukkende ses på motion som en “kur” mod dette, mens kvaliteten af fødevarer ikke tages i betragtning. Måske er det også derfor, at undersøgelsen har svært ved at drage nogen konklusioner på dette felt. Så er der noget, de kalder “transport” – både mellem skole og hjem og mellem hjem og fritidsaktivitet. Men det registreres ikke om børn går, cykler, tager bussen eller bliver kørt i bil derhen. Det finder jeg, er en ret grov undladelsessynd, når der lægges så meget vægt på at finde korrelation mellem vægt og motion.

 

Min helt store ærgrelse er altså, at undersøgelsen faktisk ikke siger noget om moderne børn og deres computerbrug. Både fordi tallene er så gamle, og fordi der ikke skelnes mellem tv-sening og computerbrug. Alligevel holder man sig ikke tilbage fra at påstå, at “det er påvist”, at der er fundet en sammenhæng mellem meget tv og voldelig og aggressiv adfærd hos børn (s. 49), skønt deres egen undersøgelse viser det modsatte (s. 111). Til dokumentation for ovenstående bruger de en amerikansk undersøgelse fra 2001 (!), der igen henviser til litteratur fra 90’erne. Det er simpelthen ikke i orden, når der senere, i Europa, er lavet undersøgelser, der på ingen måde underbygger den påstand.

Hvis man virkelig vil vide noget om moderne børns medieforbrug, så bliver man nødt til at gå til projektet (der huses af London School of Economics), som jeg henviser til ovenfor: EU Kids Online.

 

 

Share

Hvordan researcher moderne børn?

De spørger Google. Eller Youtube. Men det’ jo nogenlunde det samme.

Hvert år udarbejder Google lister over de mest søgte ord og termer. Selvom det semantiske web* ikke for alvor har set dagens lys endnu, så agerer børn og unge, som om det har. De spørger nemlig: Hvorfor…? og Hvad….? i stedet for bare at google et eller flere søgeord. Som det ses herunder, må Google tydeligvis ofte træde i stedet for forældre og andre voksne, der altså enten ikke er på pletten i spørgeøjeblikket eller ikke ulejliger sig med at svare, så barnet er tilfreds.

Mest Søgte “Hvordan…?”
1      Hvordan kysser man?    
2      Hvordan dividerer man?
5      Hvordan ganger man?    
8      Hvordan pifter man?    
9      Hvordan strikker man?    
10   Hvordan hækler man?
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvordan…?”
2      Hvordan laver man QR koder?     
4      Hvordan pifter man?    
6      Hvordan spiller man minecraft?
Mest søgte “Hvad er…?”
1      Hvad er klokken?    
4      Hvad er kærlighed?
6      Hvad er demokrati?
7      Hvad er ADHD?      
8      Hvad er twitter?      
9      Hvad er pi?       
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvad er…?”
1      Hvad er lydmuren? 
9      Hvad er udsagnsord?       
(Ovenstående fra Googles danske Zeitgeist-undersøgelse)
boyatcomputer

 

Lærere (i USA) er åbenbart ikke så kede af elevernes søgemønstre, som man måske kunne tro. Se her:

PEWresearch

Noget af det mere interessante ved ovennævnte er, at lærerne vurderer, at det er de yngste børn og børnene fra de dårligst stillede familier, der har størst glæde af at kunne researche på nettet. Det overraskede mig noget, hvad med jer? (Klik på billedet for at komme til resten af undersøgelsen.)

Hvem skal lære vores børn at søge ordentligt? Skal vi selv det, eller skal skolen? Hvor jeg er meget uenig med mange forældre, der gerne så, at skolen overtager opdragelsen af deres børn, så synes jeg faktisk, at skolen skal spille en hovedrolle i at lære børn at søge information på nettet. Simpelthen fordi det er en forlængelse af, hvad de allerede lærer børnene – eller i hvert fald burde lære dem.
I de små klasser har læreren sin laptop med og smider Google op på white-boardet. Spørger ungerne: Hvad ville I skrive i søgefeltet, hvis I skulle finde ud af xxxx? Og prøve de forskellige forslag af, kigge på resultaterne, diskutere. Og sluttelig konkludere noget om, hvordan man skal tænke, når man skal søge, og igen hvad man skal kigge efter i de resultater, man så får.
I de større klasser har de unge formentlig hver deres laptop eller tablet og kan selv søge. Blandt de både rigtige og forkerte resultater, spørger læreren, hvordan de er nået frem til det, og bruger dette til at hjælpe de unge til at få bedre resultater næste gang, smider nogle af søgningerne op på white-boardet og viser de unge, hvorfor det ene websted er troværdigt, mens det andet ikke er.
Google har en lang række redskaber til raffineret søgning. Dem skal de unge da lære om på samme måde som de lærer funktionerne i en regnemaskine. Kender du dem? Ellers se her.

 

*Semantisk web. Den “kloge” søgemaskine. Den kloge Trine-Maria Kristensen forklarer her, hvad det betyder.
Share

Den falske melodi

Udtrykket “den falske melodi” er faldet mig i hu en del gange på det sidste. Det stammer fra tamil-sagen tilbage i 80’erne.

Det, der så ofte får mig til at tænke på udtrykket, er måske snarere en falsk tone end en falsk melodi. Den falske tone er den, der sniger sig ind, når organisationer, personer, virksomheder er på de sociale medier på en måde, der klinger falsk eller hult.

Det gamle udtryk, at man kan narre nogle folk noget af tiden, men ikke alle folk hele tiden, passer stadig. En falsk tone kan få folk til at stå af – uden at de nødvendigvis ved, hvorfor de står af.

Den falske tone opstår på flere måder. Den opstår, når nogen udgiver sig for noget, de ikke er. Det kan både være i stort format med egentlig løgn og i det mindre format, hvor man blæser sig op til noget, man ikke helt har rygdækning for. Det er det sidste, der interesserer mig. Det første laves der film om.

Den falske tone opstår også, når “tals-m/k’en” ikke er i sync med virksomheden/afsenderen. Ofte bliver Facebook-posteringer, tweets og andre “udsagn” alt for grå og generiske, fordi de ikke har fuldt mandat fra den egentlige afsender, og derfor ikke rigtigt tør vove pelsen. Uanset om det så er en billig-i-drift studentermedhjælper, der er tals-m/k, så er det en dyr løsning, for den ønskede effekt opnås aldrig. Der kommer aldrig en ægte samtale i stand med læsere/brugere/kunder. I den anden ende af spektret er virksomheden, der hyrer et bureau med såkaldte “community managers” til at foretage Facebook-opdateringer og tweets for sig. Hvis organisationens ledelse i virkeligheden er stiv og pappet og dødsensangst for interaktion med brugere/kunder, så nytter det altså ikke at have en glad ung cand.comm.’er i den modsatte ende af byen til at sidde og tweete for sig. Det kan kun gå galt!

Der er variationer over disse temaer. Fx firmaer der er vildt upbeat i tonen og nok selv synes, de er “nede med brugerne”. Men brugerne spotter den slags falsk tone med det samme. Især da i de mange tilfælde, hvor kommunikationen viser sig at være ensidig. Brugerne prøver at svare eller spørge denne friske, upbeat virksomhed, og så sker der intet. INTET. Så ved man jo straks som bruger/kunde, at facaden er falsk og slet intet har med virksomheden omme bagved at gøre.

Så “kampen” er altså ikke forbi, når organisationen er kommet på de sociale medier. Den er først lige begyndt. For tonen i opdateringer og tweets skal nøje matche tonen i organisationen og den tone, brugere/kunder møder, når de ringer til en hotline eller kundeservice. I større organisationer må der nødvendigvis være flere om at stå for opdateringerne/svarene, da én person umuligt kan svare på alt fra produktforespørgsler til forespørgsler om virksomhedens engagement i et tredjeverdensland.

Så forskellige personer/organisationer som den norske kronprinsesse, den internationale forfatter-superstar Neil Gaiman, danske  skat.dk og Maersk mestrer det.

Organisationer og virksomheder bør lade medarbejderne komme til fadet og cheferne må opgive deres “jeg har for travlt til den slags pjat”-attitude. Men først skal der læres og afstemmes. Organisationens melodi skal findes, og man må godt øve sig lidt, så den ikke bliver falsk, når den spilles offentlig.

Share

Værre end tegneserier og rockmusik

Annegrethe Rasmussen, der skriver fra Washington til bl.a. Information, har i dag en god og eftertænksom artikel i avisen. Hun har skrevet den i anledning af, at det i USA er AntiMobbeMåned her i oktober, og de amerikanske medier svømmer over med grufulde historier om børn, der er blevet mobbet til selvmord via Facebook eller tekstbeskeder.

Det leder naturligvis (igen) til diskussionen om, hvorvidt internettet er “værre” end alle de bølger af grufuldheder, der tidligere er skyllet ind over vores børn. Og om det derfor skal reguleres. Siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten har man haft travlt med at udmale, hvilke skrækkelige konsekvenser en ny teknologi vil have for verden og da især for vores letpåvirkelige børn! I nyere tid har både TV, tegneserier, rockmusik, computerspil og nu Internettet stået klar til at korrumpere og ødelægge vores børn.

Og ja, det ER selvfølgelig et stort problem, når dårligt opdragede børn får frit spil til at mobbe andre børn via den bekvemme afstand, man kan opnå ved at bruge sociale medier frem for direkte tale i skolegården. Men, og det er et stort men, faktisk har der ofte været lagt afstand mellem mobber og mobbeoffer, også langt før Internettets tid. Fra min egen skoletid husker jeg bl.a.: anonyme sedler i skoletasken med meget ubehagelig ordlyd, rygtedannelse, udelukkelse (fra fx børnefødselsdage), ødelæggelse af tøj og ting. Alt dette skete for mig og mindst én af mine klassekammerater i en helt almindelig dansk folkeskole i 60’erne og 70’erne. Og vi var næppe ene om at blive mobbet!

Når børn og unge dengang begik selvmord, blev der dækket over det, og årsagen blev sjældent eller aldrig diskuteret i offentligheden. Jeg tror gerne, at flere begår selvmord i dag end tidligere, men jeg tror ikke, det har noget med internettet at gøre, snarere det at vores netværk er blevet svagere, og at selvmord som udvej er blevet mere synligt. Jeg hører gerne om statistik, der underbygger eller undergraver dette synspunkt.

Foto fra kidsandmedia.dk

Som jeg ser det, ryger bolden altid tilbage til os forældre. Og sekundært til skolen, lærerne og pædagogerne på fritidshjemmet. Vi skal opdrage vores børn, så de fatter, hvad mobning er, og hvordan det føles at være på offerholdet. Og vi skal lære dem, hvordan man opfører sig. Både i al almindelighed og på internettet i særdeleshed. Problemet opstår så selvfølgelig i de hjem, hvor forældrene skriver anonyme og hadefulde indlæg i kommentarfelter overalt på internettet. Det er forældre, der ikke kan være deres opgave som opdrager voksen, fordi de selv har anonym mobning som hobby. Det er så dér skolen og fritidshjemmet kommer ind – for det er på dette område, som på så mange andre – at skolen må træde til, når forældrene fejler.

På de anti-mobbe-dage, som også danske skoler har, kunne man passende bede klassen selv om at opstille regler for, hvad man må og ikke må på Facebook, Messenger og SMS. Og indføre en form for kollektivt udmålt straf over for den/de i klassen, som bryder reglerne.

Jeg har tidligere (i Politiken) skrevet om mobning på nettet, så hvis du vil læse flere konkrete forslag til, hvad du selv kan gøre, så læs her.

Hvorfor så ikke bare regulere internettet, spørger du? Fordi det er skruen uden ende – alle vil have reguleret et eller andet hjørne, og tilsidst er alle hjørner filet af, og internettet er blevet trist og ufarligt, og alt det spændende flyttet et andet sted hen. Både det gode og det onde.

Share

Køb en regnemaskine

På min søns skole (6. klasse) har de fået besked på at købe en regnemaskine, en ordbog (engelsk-engelsk) og et kompas. Jeg har protesteret og sagt, at det er penge lige ud af vinduet, fordi min søn og majoriteten af hans klassekammerater allerede har alle disse ting i deres smartphones og/eller på deres laptops.

Meeen, børnene må jo ikke bruge deres smartphones i skolen, vel. Og laptops er endnu ikke et krav i timerne, selvom nogle af lærerne (uden tidligere at have nævnt det ved forældremøder eller i orienteringsskrivelser) er begyndt at bede børnene om at tage laptops med.

Mit argument for at nægte at foretage disse indkøb er, at det ville være passende, hvis børnene lærte, at deres telefoner kan bruges til andet end spil, tekstbeskeder og Facebook, men også har en masse fornuftige applikationer. Fx kan man have Lectio som en “app”, hvilket både Junior og jeg selv har. Det er vældig praktisk! Mange børn ved heller ikke, at en computer duer til andet end spil, Youtube, Facebook og så lektierne.

Det ville være dejligt, hvis der kunne foregå en integration mellem børnenes egen, skolens og forældrenes brug af digitale remedier. Nogle lærere trænger til en ordentlig brush-up, men det gør mange forældre (og dermed deres børn) så sandelig også.

Hvad synes du, skal jeg kravle ned fra min høje hest og gå hen i Bog & Idé og købe en regnemaskine (til)?

 

 

Share

Mit hjerte bløder for den her knægt

 

Min yngste kom og viste mig denne kommentar fra hans Facebook strøm og jeg fik straks en stor klump i halsen og en masse modstridende følelser på én gang. Jeg kender ikke drengen, men ved, at han er 11-13 år gammel og at posten er autentisk. De mange kommentarer fra hans venner er SÅ søde, så blandt vennerne er der tydeligvis ingen fordømmelse.

Hans forældre er nok ikke så glade, særligt moderen, men…

Jeg har ikke postet dette for at dele hverken forbløffelse eller forargelse, for jeg tror ikke, jeg er nogen af delene. Men jeg kan altså ikke hitte ud af, hvad jeg skal mene om, at vores inderste følelser nu – som det mest naturlige i verden – deles med alle og enhver. Umiddelbart hælder jeg mod at synes, at det skal man ikke gøre. Men bare fordi jeg ikke selv ville gøre det, betyder det vel ikke, at jeg skal bestemme, hvad andre skal gøre. Og egentlig, hvordan kan det nogensinde skade drengen her, at han har vist sine yderst menneskelige følelser og følt trang til at fortælle sine venner, at de skal nyde deres familie, mens de har den?

Jeg hører meget gerne jeres kommentarer.

Og apropos yngre børn og deres færden på Facebook, så er Medierådet for Børn og Unge kommet med en vejledning til forældre. Læs den før din nabo.

Share

Børn skal (også) have hjælp til at tackle mobning

Politiken valgte selvfølgelig at offentliggøre et indlæg, jeg havde sendt dem om mobning på Internettet, mens jeg var langt langt væk på ferie. De valgte også at udelukkende offentliggøre den i papirudgaven af avisen, så mit eget udbytte af artiklen mildest talt har været begrænset. Nu har et sødt menneske givet mig artiklen, og jeg ser til min glæde at den ligefrem er illustreret. Den ses her i mikroformat. Hele teksten kan dog læses nedenunder i almindeligt format – det er trods alt mig, der har skrevet den.

 

Mobning på Internettet (og via SMS) bliver mere og mere udbredt, efterhånden som børn og unge “flytter ind” på nettet. Ikke mindst fordi teknologierne nu er blevet mobile.

Kan vi undgå det? Nej, selvfølgelig ikke. Mobning har altid fundet sted, og det vil det desværre nok blive ved med. Men vi kan godt hjælpe vores børn til at håndtere mobningen bedst muligt og undgå de værste faldgruber.

Mobning finder fx sted på:

  • Facebook
  • SMS og IMS
  • I online-spillenes chatrooms
  • I pigeuniverserne, som fx Gosupermodel.tv2.dk og Moviestarplanet.dk
  • – og mange andre steder, men principperne er de samme

Uanset om mobningen er med kendt eller ukendt afsender, er der altid noget, vi selv kan gøre:

  • Vi skal bruge tid på nettet med børnene. Vi skal udforske Facebook, Youtube og deres foretrukne spil/hjemmesider sammen. Som voksne bør vi udvise en naturlig interesse for, hvad de laver, når de er på nettet, så vi ikke stiller os inkvisitorisk an, men derimod er nysgerrige, ligesom når vi spørger til en udflugt med fritidsklubben.
  • Vi skal have børnenes brugernavne og passwords til alle de sider, de besøger. Det skal vi ikke for at snage, men for at kunne beskytte dem, hvis noget går galt.
  • Vi skal forbyde dem at blokere deres eget navn på deres telefon, så de altid står til ansvar for deres handlinger.
  • Vi skal være venner med børnene på Facebook, indtil vi er overbeviste om, at de kan “klare sig selv”. På samme måde, som vi følger dem til sport, indtil vi ved, de selv kan håndtere trafikken, bussen, etc.
  • Vi skal instruere børnene godt og grundigt i, hvorfor man har passwords og hvorfor man skal beholde dem for sig selv. Men også give dem en udvej og lære dem, hvordan de skal skifte det, hvis de alligevel har udleveret det til bedsteveninden, som pludselig ikke er bedsteveninde mere.
  • Vi skal lære børnene, at regel nummer 1 er, at man selv opfører sig ordentligt. Tager man sin unge i at skrive noget mindre pænt til en af kammeraterne på Facebook, skal han/hun konfronteres med det øjeblikkeligt, og tvinges til at fjerne kommentaren eller undskylde. Det kan være en svær øvelse for alle parter, men er nødvendig, hvis man vil undgå noget tilsvarende i fremtiden.
  • Nogle gange vil man høre, at “Jamen, hun har ikke noget imod, at vi skriver sådan; det siger hun selv.” Men vi ved jo godt, at offeret nok skal lade være med at indrømme, at hun bliver ked af det. Så her må vi også gribe ind, selvom det er lettere at tro på, hvad vores egen pode siger om offerets mentalitet.
  • Vi skal forklare dem om Internettets trolde eller trolls. De optræder ofte, men ikke altid, anonymt. På nettets debatfora taler vi om, at man ikke skal fodre trolden. Det skal forstås sådan, at hvis man overhovedet kan dy sig, skal man ikke svare på ondskabsfulde og provokerende kommentarer. Meget ofte vil barnets andre venner eller andre tilstedeværende i et forum komme barnet til hjælp. Er der tale om kommentarer med direkte trusler eller meget ubehageligt sprog, skal de selvfølgelig slettes og ophavspersonen konfronteres, hvis det er muligt. Det er en god idé at sætte sig ind i, hvordan man sletter kommentarer på Facebook, inden det bliver nødvendigt.
  • I de såkaldt anonyme universer (som fx World of Warcraft eller gosupermodel), må vi gøre os umage med at forklare børnene, hvad det kan betyde, hvis de afslører deres identitet for fx klassekammeraterne og gøre dem klart, at det kan ende med, at de må oprette en ny profil og dermed miste al den “credit”, som profilen/avataren har oparbejdet. Sidstnævnte kan være det allerbedste argument!
  • Vi skal selv lære og også lære børnene, hvordan man hurtigt tager et billede af skærmen, så mobningen dokumenteres. Det gælder også på smartphones. På den måde står vi langt stærkere over for mobberen, andre forældre, lærere og hvem der ellers måtte blive indblandet.

Først og sidst skal vi være informerede. Vi skal vide, hvad man kan på det dersens Internet, og det går ikke at skyde det fra sig og sige, at det har man ikke forstand på. Hvem af os havde måske forstand på babyer, da vi fik dem? Og hvem kunne sangene fra Byggemand Bob eller Bamse og Kylling, inden de fik børn? Og hvad med offside regler i fodbold eller titlerne på Beyoncés sange? Nej vel? Derfor er det bare at komme i gang med at lære Facebooks privatlivsindstillinger at kende og få gang i nogle forældre-børn aktiviteter, der har med nettet at gøre.

En god kilde på nettet til mere viden om mobning er fx. Red Barnets side sikkerchat.dk

.

Share

Gaming as a source for good!

Skønt jeg ikke selv spiller, har jeg overordnet et positivt syn på gaming, som jeg i mange tilfælde finder både socialt og intellektuelt udviklende.

Denne video tager udgangspunkt i spil, men bevæger sig så videre til fantastiske højder.

Hvis du er

  • ramt af modgang
  • kronisk syg
  • kronisk smerteplaget
  • eller bare ønsker dig et længere/bedre liv, så er denne video et godt sted at starte.

Den kan også med fordel ses af alle dem, der mistænker spil for at være roden til alt ondt.

Bemærk, at hun har ganske solid evidens for mange af sine påstande.

Share

Skærmen som barnepige

Vi har i mange år diskuteret, hvor meget vi kan “tillade os” at bruge fjernsynet som barnepige for vores børn, mens vi selv laver mad/gør rent/arbejder/har “voksentid”. Og konklusionen er nok, at der ingen konklusion er, fordi det afhænger af, hvor gamle børnene er, deres personlighed, hvad de ser, hvor længe de ser på det, og i hvor høj grad de indvier deres forældre i de spørgsmål, der altid opstår. Og om forældrene overhovedet ved, hvad børnene ser, selvom de ikke selv sidder og kigger med.

Nu har en ny skærm meldt sig som barnepige. Eller flere skærme, faktisk. Computerskærmen, tabletskærmen og smartphone-skærmen. Diskussionen er den samme, selvom der er (endnu) flere udfordringer for os forældre med de nye skærme. Udfordringer der dels består i, at vi ikke har nogen mulighed for at styre, hvad børnene foretager sig, med mindre vi sidder på nakken af dem hele tiden. Og så er ideen om barnepigen ligesom forsvundet. Og disse skærme kommer jo ikke kun med output, som ungerne passivt kan sidde og konsumere. De er også åbne over for input, som vores børn altså skal lære at styre. Og interaktion – med hvem som helst.

Så der er nu åbnet for en helt ny grusgrav af faldgruber som vi som forældre skal forholde os til. Jeg møder forældre, der simpelthen forbyder computerbrug, der ikke foregår i stuen sammen med forældrene, og som ikke giver deres børn smartphones eller tablets (vi lader lige de økonomiske aspekter ude af betragtning et øjeblik). Personligt mener jeg, at det er en helt forfejlet strategi, og i al beskedenhed bakkes jeg op af en del sagkundskab på området. Forbud betyder, at man i realiteten ikke ved, om ungerne fx har en Facebook-konto eller ej, man kender ikke deres kundskabsniveau og er generelt out-of-touch. Viser det sig, at de er super-artige og har gjort, som man siger, står man med et andet problem. Når de endelig får lov, har de nået en alder, hvor de dels har krav på et vist privatliv, dels er uheldigt stillede, fordi deres kendskab til net-universet er ringe. De er så samtidig ofte udstyret med forældre, der heller ikke selv har noget videre kendskab og som derfor ikke kan være deres guides.

Mit mantra er, at vi som forældre simpelthen har pligt til at sætte os ind i den måde, vores børn bruger nettet på. Og alle børn bruger det ikke på samme måde. Nogle børn bruger det næsten udelukkende til at spille spil og chatter så med spil-partnere fra nær og fjern. Andre børn (piger) tilbringer timevis på Facebook eller på et af de såkaldte pigeuniverser, hvor de ofte konkurrerer om, hvor godt enten de selv eller deres avatarer ser ud. Ofte begge dele på én gang. For andre igen er nettet næsten synonymt med Youtube, hvor de (tror de) finder svar på alt. Og tag ikke fejl, der ER virkelig svar på mange ting. Hvis du ikke tror mig, så klik lige her, her og her (svar på tre meget forskellige spørgsmål). Atter andre børn er omnivorer, der bruger nettet som voksne, nemlig til alt muligt. Vi skal dog bare hele tiden være opmærksomme på, at de ikke har de samme filtre som os.

Det bedste, vi derfor kan gøre for vores børn, er at lære dem naturlig skepsis. Vi skal vise dem eksempler på snyd, bedrag og humbug og lære dem, hvordan man checker, hvad der er hvad. Vi skal vise dem, når deres Facebook-venner gør noget dumt, hvadenten de “liker” alt muligt for at vinde dette eller hint, eller de taler grimt til deres kammerater. Vi skal forklare dem, at man kan støde på mærkelige og ubehagelige ting på nettet, og hvad vi synes, de skal gøre, når/hvis det sker. Rigtige eksempler ude fra virkeligheden virker bedst!

Når vi således har udstyret vores børn med nogle filtre og noget naturlig modstandskraft, så går det nok an at bruge en skærm som barnepige fra tid til anden!

Inspiration til denne blogpost fik jeg ved at læse denne artikel, som jeg fandt frem til ved at lytte til denne udgave af Agenda på P1.

Share

Mobning på nettet

 

Bliver mobning nu værre, fordi den er flyttet over på nettet? Vi hører om mobning på SMS, Facebook og i spillenes chat. Jeg tror, mobningen må deles op i den anonyme mobning, der fx kan finde sted i online-universer som spil og pigesider som fx moviestarplanet.dk og gosupermodel.dk og så SMS- og Facebook-mobning, der ikke er anonym.

Jeg er fortaler for, at forældre er tilstede på nettet sammen med deres børn. At det lige fra starten er en naturlig ting, at mor og far følger lidt med i, hvad der foregår på Facebook og i spiluniverserne. Er man med fra starten og er udgangspunktet positivt – nemlig at vi lærer dem, hvordan de skal gebærde sig, ser virale videoer sammen og kommenterer over skulderen på Junior, at “Hold da op, tre nye venner, hvem er de?” på en måde, der ikke er snagende, men positivt nysgerrig – har vi positioneret os selv til også at kunne træde til, hvis der opstår uheldige situationer.

Fx har man som forældre lejlighed til at påpege uheldig optræden fra kammeraterne og på den måde lære egne poder, hvad der er hot og not derude. Det kan fx være, at en af FB-vennerne “liker” noget, fordi han tror, han så vil modtage penge eller gaver. Så kan man sætte sig ned med sine egne børn og forklare dem, hvordan den slags stort set aldrig passer og at man ikke skal forurene sin Facebook-strøm med den slags slam. Og vise dem, hvordan de slipper af med det igen, hvis de allerede har haft næsen for langt fremme.

I pigeuniverserne fx, optræder de anonymt (i hvert fald i princippet), hvilket har både fordele og ulemper. Fordelene er selvfølgelig, at man selv er anonym og derfor ikke risikerer at evt. mobning af ens “karakter” følger efter over i virkeligheden og at man kan “sadle om” ved at skifte avatar og dermed slippe af med evt. plageånder. MEN – og der er et stort men. Pigerne, der er aktive i disse universer, kører jo ofte den dér typiske pige-ting, hvor alle pigerne i klassen er på og alle kender hinandens avatarer (og, gys! passwords). Og så er man jo lige vidt! Ulempen ved anonymiteten er, at man som forældre ikke kan finde ud af, hvem der står bag mobningen og ofte ikke har andet valg end at lægge hele profilen ned, hvis det går galt.

Der kan også ske det, at bedste-vennerne pludselig ikke er så bedste-venner mere, hvorefter det kan være en rigtig god idé at skifte password. En venindes søn oplevede at få hi-jacket sin Facebook-profil, hvor der så pludselig stod en masse meget grimme ting. Vi skal altså lære ungerne, at de ikke må dele deres password med nogen (andre end os, selvfølgelig!).

Er mobning så værre og mere farlig på nettet end den var før, da den kun fandt sted ude i virkeligheden? For nogen, sikkert. Som mange har bemærket, kan man slippe væk fra skolegården, men ikke fra mobilen og Facebook. For andre kan det være en fordel, at forældre og andre børn bliver vidne til mobningen, så der hurtigt kan blive grebet ind. En anden fordel er, at mobningen nu kan dokumenteres – web-kompetente forældre er hurtige til at tage screen-shots af, hvad der foregår, inden det slettes. Også det kan man med fordel lære ungerne.

Man kan altså håbe, at episoder, som mange nok husker fra egen skolegang, hvor misdæderen sværger over for sine godtroende forældre, at “det har han i hvert fald ALDRIG gjort”, i hvert fald ikke vil finde sted, fordi man kan stikke dokumentationen i hovedet på dem.

Derfor, forældre, engagér jer i børnenes aktiviteter på nettet, både Youtube-kigning, Facebooking, World-of-Warcraft spilning og modelpåklædning! Og det skal være, inden det er uigenkaldeligt for sent og de på ingen måde vil have jer som venner på Facebook og for længst har fået computer på værelset.

Medierådet har samlet gode råd og vejledning til forældre her.

Share

På Internettet er der svar på alt

Det hører man tit, og lige bortset fra Livets Store Spørgsmål, som jeg nok tror, man skal have hjælp fra andre end Google til at besvare, så er det nok mere eller mindre rigtigt. Og det er jo skønt.

Problemet er bare at finde svarene. Man hører ofte, at “nu om dage kan enhver klare sig fint til eksamen, når de må have computere med Internet med ind til forberedelse“. Men det er jo ikke sandt, for også her vender den tunge ende nedad, og de svage elever klarer sig dårligst. Hvorfor? Fordi de ikke har lært, hvordan man stiller et spørgsmål. De svageste er stadig langt  bedre stillet ved at gå på biblioteket og spørge en bibliotekar, for rigtige levende mennesker forstår at spørge tilbage og få klargjort, hvad det egentlig er, spørgeren ønsker at vide. Og det argument bider sig selv i halen, for det har jo aldrig været de svage elever, der gik på biblioteket, vel? Nå men, den diskussion tager vi en anden dag.

Tilbage til, hvordan man får et ordentligt svar fra Google. Det gør man ved dels at have en betydelig baggrundsviden om det, man spørger om (have læst pensum, fx.). Hvorfor? Jo, for ellers kan man jo ikke vurdere, om svaret er rigtigt eller hvilket svar, der er det rigtigste. Og dels ved at stille computeren et intelligent spørgsmål, som den rent faktisk kan svare på.

Her er det vigtigt, at man tænker på, hvad Google egentlig er. Google er ikke en masse små panderynkende nisser, der styrter rundt nede i maskinrummet og slår ting op i store bøger. Google er nogle algoritmer (sorteringsmekanismer), som nogle begavede mennesker har programmeret.

Billede lånt fra Vejle bibliotekernes hjemmeside

Regel nr. ét, når man vil søge begavet, er først at tænke nøje over spørgsmålet. Overveje, om det kan deles op i underspørgsmål, eller om man måske først skal stille nogle andre spørgsmål, inden man – fx. ved hjælp af mere effektive søgeord, som man søger sig frem til – når frem til at stille sit egentlige spørgsmål.

Og, som nævnt oven for, hvis man ikke har nogen ANELSE om, hvad man leder efter, så er sandsynligheden for at man finder det, forsvindende lille.

Det svarer lidt til den diskussion, alle med skolesøgende børn vist har haft på ét eller andet tidspunkt: Jamen, mor, hvorfor skal jeg lære at gange, dividere og rode med brøker, når jeg har en regnemaskine i min telefon?

Og de kloge forældre svarer: Det er fordi, når du har forstået de grundlæggende regler om matematik, ved du, at resultatet når man ganger, er større end de tal, man ganger, og at det modsatte er tilfældet, når man dividerer. Og du ved, hvornår en brøk er større eller mindre end én. Etc. etc. Du har derfor altid en fornemmelse for, om du er på rette vej, når du jonglerer med regnemaskinen. Og kan lure, om du får rigtigt tilbage på din hundredkroneseddel i baren. Osv. osv.

Hvert år offentliggør Google dét, de kalder Zeitgeist (tidsånd). Det er lister over de mest anvendte søgeord, både i det hele taget og inden for specifikke felter. Egentlig finder jeg disse lister dybt deprimerende, fordi de afslører, hvor elendige mange mennesker er til at søge på nettet og hvor lidt forståelse de har for, hvordan man bruger en computer/en browser. Jeg bliver også deprimeret over, at så mange søger på celebrities og underholdningsprogrammer i stedet for efter al den dejlige viden derude, men det er en anden sag.

Se nu fx listen over de ti mest brugte søgeord på Google.dk.

  1. Facebook
  2. YouTube
  3. Google
  4. Hotmail
  5. Krak
  6. DBA
  7. TV2
  8. BT
  9. Gul og Gratis
  10. Ekstra Bladet

Altså, der søges i Google efter Google… Man kan selvfølgelig vælge at sige, at ovenstående blot er et udtryk for folks dovenskab, altså, at de ikke gider skrive dba.dk eller youtube.com, og at de ikke gider have bogmærker eller faste faneblade for de sider, de bruger mest (Facebook fx.). Så det siger vi bare.

Her er et lille udvalg af søgeord/sætninger, der har ført søgere til min blog. Jeg kan blot sige, at jeg må skuffe rigtig mange mennesker! Bumper Sticker, Dad, Sommersko 12, facebook retigheder postede billeder (bemærk stavefejlen), it my business.

Google er selv meget generøse med gode råd til søgning. Men det må være forsvindende få, der nogensinde læser dem. Her er Googles råd til simple søgninger og her tips til mere avanceret søgning. Læs dem og (for manges vedkommende) få dig nogle AHA-oplevelser. De danske biblioteker har også lavet en hjemmeside med hjælp til opgaveskrivning og materialefinding.

Du kan også gå til yderligheder og simpelthen rejse dig fra stolen og gå hen på biblioteket eller sende dine børn derhen og få hjælp til at blive en bedre søger. Bibliotekarer er Danmarksmestre i søgning.

Share

Virus advarsler og skræmmehistorier

I går fik min søn en advarsel mod en SMS-virus fra to af sine kammerater. Der stod sådan her:

Hej… Advar alle du kender imod at svare på en sms fra 20(…) og 51(…) det kan koste dig 2500 kr. Det er lige sagt i P3 (Send videre).

Denne “advarsel” har jeg sporet tilbage til 2006, måske er den endnu ældre. Den er opfundet af nogle ondskabsfulde mennesker, som et mobningsredskab over for folk de ikke bryder sig om. Telefonnumrene er skiftet ud nogle gange i løbet af SMS’ens levetid. Heldigvis kom min søn til mig, inden han sendte den nogen steder hen, men hans to kammerater er enten ikke gået til deres forældre, eller forældrene har glemt at tænke sig om og er hoppet på limpinden. Prøv engang at tænke over, hvor mange der er hoppet på den limpind, når den har cirkuleret siden 2006 (mindst)?

Jeg vil gerne slå fast, at det stadig er sandt, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører (eller læser). Det er dog blevet meget nemmere for den enkelte borger at checke, om den slags rundsendte beskeder har noget på sig. Det nemmeste er at smide hele teksten ind i Google. Prøv fx at gøre det med ovenstående. Et af de nedslående resultater er fra denne landbrugsskoles hjemmeside, hvor redaktøren har indsat teksten som en advarsel til skolens elever og dermed sanktioneret dette ondsindede vrøvl.

Får man advarsler/sygdomshistorier/politiske opråb etc., der er rundsendt via mail uden datering og troværdig kildegengivelse og uden egentlig afsender, er der god grund til at tro, at der er ugler i mosen.

Læg mærke til

  • hvem er den oprindelige afsender? Fremgår det?
  • er der en form for datering?
  • er det helbredsråd, som du aldrig før har hørt om?
  • hænger mailen en bestemt befolkningsgruppe ud med tal og “statistik”?
  • er teksten på engelsk eller på ubehjælpsomt dansk?
  • hvis det er en virusadvarsel, kommer den så fra din bank, din internetudbyder, en troværdig nyhedskilde eller en IT-prof, du stoler på?

Udover at smide teksten ind i Google og se, hvad der dukker frem, er der også specialiserede hjemmesider, man kan “spørge”. Er teksten på dansk, skal den måske lige en tur gennem Google Translate til engelsk, inden du tester den, men prøv endelig at Google den på dansk først. Rigtig mange af de “advarsler”, der florerer, er gamle som Metusalem.

Der er en side, der hedder Hoax-slayer – man skal ikke lade sig narre af sidens amatøragtige layout – det er ikke udseendet, der ligger ophavsmanden på sinde. Der fandt jeg oprindelsen til en e-mail, rundtsendt af min svigerfar (fra England). Han havde selv fået den fra sin svigerinde og de havde begge sendt den til alle på deres mailing-liste. Med den fart har denne ondsindede misinformation nok ramt samtlige postkasser hos hvide pensionister i England.

Der står bl.a. sådan her:

Her kan du læse Hoax-Slayers redegørelse for, hvor e-mailen kommer fra (Australien, 2004) og hvem der gladeligt puster til ilden (BNP (British National Party) og ligesindede). Det er sørgeligt, at der overhovedet er nogen, der falder for, at flygtninge skulle modtage 4 1/2 gang så meget i offentlige ydelser, som en britisk pensionist, men hvis det er det nemmeste at tro på?

For nogle år siden fik jeg et link til en Powerpoint, der angiveligt forklarede, hvad man skulle gøre, hvis man fik et hjerteanfald, mens man var alene – fx. i bilen. Mailen var videresendt af en veluddannet bekendt. Vejledningen gik ud på, at man skulle hoste… Ja ja, du griner, men denne Powerpoint har cirkuleret på nettet siden 1999! Alle læger, der hører om den eller ser den, tager sig til hovedet, og man ser for sig, hvordan en person alene hjemme oplever smerter i armen og hjertet og giver  sig til at hoste i stedet for at ringe efter en ambulance! Læs her på Snopes.com – et andet godt sted at checke sludder og vrøvl – om denne e-mail-scam.

Mit budskab er, at det godt kan være, du ikke selv falder for historier som “hvis du “liker” den her side, får du 20$ af Microsoft”, men har du husket at tale med dine børn om den slags, der florerer som SMS, på Facebook, på mail, men skam også stadig som almindelige vandrehistorier fra mund til øre?

I dag er det let at sætte sig sammen med barnet og spore oprindelsen til den slags historier og få sig et godt grin eller sammen undre sig over, hvad det er for nogle ubehagelige typer, der opfinder den slags. Og dit barn vil have lært en lektie for livet.

Share