Swing time

Det kan skyldes, at jeg ikke tidligere har læst Zadie Smith – hvorfor jeg aldrig fik læst White Teeth, ved jeg virkelig ikke – men jeg kom aldrig rigtigt op i omdrejninger over denne her.

En bog der vil for meget

Jeg tror, at min konklusion er, at den vil for meget. Den vil tale om celebrities, der vil være godgørende i Afrika. Det har den nogle både nuancerede og beske ting at sige om, og det gør den godt. Men så vil den også fortælle om to små brune pigers opvækst i England og kontrasten mellem den ene, hvis mor er aktivist og meget selvbevidst, og den anden, hvis mor er traditionel britisk underklassemor, der understøtter sin datter i alle de forkerte ting. Det gør den også udmærket, i og for sig, men jeg synes, historierne står i vejen for hinanden.

Så jeg tror nok – helt enkelt – at Zadie skulle have skrevet to bøger i stedet for en.

Lydbogsindlæsning

Indlæsningen af denne lydbog – af Pippa Bennett-Warner – er udmærket, men ikke fantastisk.

Share

Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share

At være en slave

Jeg har fået hørt The Underground Railroad, og det var vist godt. For jeg tror måske, jeg lidt havde glemt eller måske snarere fortrængt, hvor ganske forfærdeligt vores ikke-så-fjerne forfædre behandlede mennesker, de havde kidnappet i Afrika.

Cora

Det er en utrolig fortælling om den unge kvinde Cora, der fødes ind i slaveriet på en plantage i Georgia. Hendes mor er flygtet, og ingen ved, hvad der blev af hende – noget der rider slaveejeren som en mare, hvilket går hårdt ud over Cora. En dag beslutter Cora også at flygte – via The Underground Railroad – der mere er et system af mennesker – ofte, men ikke kun, hvide – der er modstandere af slaveri, end det er en jernbane under jorden.

En slaves flugt er ikke for sarte sjæle

Vi følger hendes dramatiske flugt og møder både gode og virkeligt onde mennesker, både sorte og hvide. Cora er ikke nogen blid heltinde, hun er tværtimod agressiv, mistroisk og vred helt ind i sjælen – noget man virkelig ikke kan fortænke hende i, men ret usædvanligt for en romanhovedperson i historisk tid.

Colson Whitehead

Med skam at melde tror jeg ikke, jeg har læst en bog om slavetiden, siden jeg som barn læste Onkel Toms Hytte. Så det var på høje tid. Udover at være en slags pligtlæsning, er bogen også meget velskrevet. Beskrivelserne af plantageejernes og slavejægernes brutalitet er både nøgtern og vanvittig effektiv. Colson Whitehead var i Danmark til Louisiana Literature, men jeg nåede det desværre ikke.

På dansk

Bogen findes i dansk oversættelse af Vibeke Houstrup Christensen, som jeg ikke kender til. På dansk hedder den Den Underjordiske Jernbane, og den er udkommet på Politikens forlag.

 

 

Share

Forstå den israelsk/palæstinensiske konflikt med både hjerte og hjerne

Jeg har læst, nej hørt, en helt fantastisk bog. Den er fra 2008, så ikke just ny. Jeg fik den varmt anbefalet af en person, der faktisk ikke læser særlig meget, så jeg blev straks nysgerrig.

Ny eller ej, så er den israelsk/arabiske konflikt jo heller ikke ny, og desværre er der kun sket optrapning, siden bogen blev skrevet.

Forfatteren Sandy Tolan, der er journalist og dokumentarist og skriver for flere meget veletablerede medier, satte sig for at finde frem til de rigtige levende mennesker bag konflikten. Efter lang tids søgen fandt han et hus med et citrontræ i baghaven, som en arabisk familie blev tvunget til at forlade, og en jødisk derefter flyttede ind i – i god tro.

The Lemon Tree

Vi starter hen imod 2. verdenskrigs slutning og følger to familier, en bulgarsk/jødisk og en palæstinensisk, både hver for sig, og når deres veje krydses. Derudover følger vi det politiske spil, som fremstilles både grundigt, men samtidig lettilgængeligt.

Man forstår både den jødiske grundangst og den arabiske vrede, når man har læst den – og det både med hjernen og med hjertet, hvilket virkelig ikke er nogen ringe bedrift. Bogen er utroligt velskrevet, sådan som kun virkeligt dygtige journalister kan – helt igennem en fornøjelse at læse/lytte. Det er Sandy Tolan selv, der læser lydbogen højt, og det fungerer nogenlunde. Generelt går det skidt, når forfattere læser deres egne værker højt – jeg ved faktisk ikke hvorfor!

Har du huller i historien om, hvordan Palæstina blev til Israel, men orker ikke rigtigt historiebøgerne, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Med varme og indlevelse får vi hele fortællingen lige fra briternes pinagtige rolle i tilblivelsen af Israel, det beskidte spil i FN, over krigene og konflikterne og USA’s ensidige indblanding og til nu – hvor palæstinensiske familier har levet i flygtningelejre i Libanon i 3-4 generationer!!!

 

 

Share

Livsstilsfeminisme Nej Tak

Jeg har læst en rasende bog. Der kan siges meget godt (og skidt) om tekster, der er skrevet på en ren følelse, men inciterende og måske endda inspirerende er de næsten altid. Jessa Crispin er simpelthen sk***sur på det, hun kalder livsstilsfeminisme. Det gælder både 4.-bølge feminister og det faktum, at man nu ser t-shirts med feminist-motiver på catwalken og i butikkerne. Dvs. at det nu er blevet så mainstream at være feminist, at alle og enhver kan kalde sig det uden at frygte “patriarkatets hævn”.

Hvorfor jeg ikke er feminist

Bogen hedder “Hvorfor jeg ikke er feminist“, mens undertitlen er: “Et feministisk manifest“. Det viser klart, hvor Crispin vil hen. Hvis vi bare er feminister på “alle skal da bare have lige meget lov til at vise deres (pæne) krop frem og sidde i bestyrelser“-måden uden at sætte handling bag ordene, så skal vi tie stille! Uden at falde i intersektionalitetens talrige faldgruber, minder hun os om, at hvis vi ikke også kæmper for de knap så fotogene minoriteters lige rettigheder, så har vi ingen ret til at kalde os feminister.

Vigtige spørgsmål

Et sted i bogen stiller hun nogle vigtige og temmelig penible spørgsmål: Har feminismen gjort verden til et bedre sted? Ikke bare for mig mig mig, men for både mænd og kvinder på alle niveauer i samfundet? Og dernæst: har feminisme skabt et rum, hvor mænd kan udleve traditionelt feminine værdier på samme måde, som kvinder kan udleve traditionelt maskuline?

Når stigen trækkes op

Dette er ofte diskuteret, når vi taler om feminisme med et hvidt, vestligt perspektiv. Rækker vores feminisme kun, til vi selv har opnået vores egne mål? Trækker vi så stigen op efter os og hjælper ikke andre end os selv? Er det derfor, så mange succesrige kvinder fornægter feminismen? Når vi selv har nået et niveau, hvor det giver mening at bruge en evt. skattelettelse til at købe hjælp i hjemmet, lukker vi så øjnene for, at en sådan skattelettelse aldrig vil komme det store flertal af kvinder, der fx kæmper med at nå at hente børn, fordi de arbejder i detailhandlen, til gode?

Outrage-kulturen skader feminismen

Som eksempel bruger hun sagen om Nobelprismodtageren Tim Hunt, som hun kalder en decideret heksejagt. Jo jo, hans kommentar var måske uovervejet, men at få ham fyret? Mange mennesker har brugt mange timer på en sag om en mand, der fik formuleret sig kluntet, men som ifølge alle omkring ham er et ordentligt menneske. Spild af tid mens der går folk rundt, som virkelig er giftige for samfundet, men som er kloge nok til ikke at fremsige offhand kommentarer i offentligheden. Når folk får sagt noget dumt på Twitter, kan vi så ikke bare starte med at spørge, om det virkelig var det, de mente? Og dernæst have en samtale med dem, hvor vi måske oplyser dem? Fremturer de så, ja så er outrage måske berettiget. Eller måske skal vi bare passere gaden…

Hævn er noget l***

At få en tilfældig mand fyret for sexistiske synspunkter, fører faktisk ikke rigtigt til noget – andet end måske til, at sexistiske mænd bliver bedre til at lægge bånd på sig selv i offentligheden. Det ændrer ikke deres tankesæt eller deres adfærd, når der ikke er nogen, der kigger. Som feminister skal vi ikke gå efter hævn. Den enkelte mand skal ikke stilles til ansvar for århundreders kvindeundertrykkelse. Vi skal gå til kamp mod systemisk undertrykkelse. Ikke bare undertrykkelse af kvinder, men alle former for undertrykkelse.

Livsstil

“Alt for længe har feminisme bevæget sig væk fra kollektiv handling og kollektiv fantasi over imod at være en livsstil. Livsstil forandrer ikke verden.”

Det var  – næsten – afslutningen på Crispins opråb. Desværre savner jeg lidt nogle forslag til, hvad vi så skal gøre. Men jeg var glad for at læse bogen og har især taget hendes betragtninger om outrage og hævn til mig.

Og grundbudskabet: at kvinders kamp mod mænd og mænds kamp mod kvinder er ødelæggende for vores fælles kamp for en bedre verden – det er sgu svært at være uenig i!

Jessa Crispin

Bookslut

Jessa Crispin har tidligere haft online-magasinet Bookslut, der eksisterede i krydsfeltet mellem feminisme og litteraturkritik og altså var meget bredere end blot anmeldelser af feministisk litteratur. Ærgerligt, at hun stoppede sidste år. Nu har hun en Tumblr, der – som Tumblr’er flest – er meget billedbåren. Eller du kan følge hende på Twitter.

Share

Fantastiske Ferrante

Det er længe siden, jeg sidst har anmeldt en bog, men det skyldes, at jeg har læst (hørt) en kvadrologi (det hedder det ikke, snarere tetralogi, men hvem Sørensen ved, hvad det er?), hvilket tager lidt længere tid end at læse/lytte bare én roman. Jeg har også andre undskyldninger, men du gider ikke høre om dem.

De fire bøger af pseudonymet Elena Ferrante tegner et fantastisk og nuanceret billede af to kvinders livshistorie og deres ujævnbyrdige venskab, af Italiens nyere historie og af, hvad det vil sige at være født som kvinde i arbejderklassen i Sydeuropa.

Lydbogsudgaver

Jeg har hørt, at de skulle være glimrende oversat til dansk, og efter at have lyttet til dem på engelsk – fordi jeg vidste, jeg ikke ville få læst fire romaner – er jeg lidt ked af, at jeg ikke i stedet købte dem i en dansk lydbogsudgave – selvom lydbogsanmelderne synes, oplæseren er lidt “træls”. De danske lydbogsudbydere tilbyder ikke en prøvelytning, så vidt jeg kan se (ret mig, hvis jeg tager fejl, forlag), og jeg køber aldrig en lydbog uden først at have tjekket, om jeg kan holde oplæseren ud.

Oversættelse

Oplæseren af de engelske bøger er udmærket – ikke fantastisk – men oversættelsen føles ikke i top. Jeg kan jo ikke læse italiensk, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men fx er “mi casa” konsekvent oversat til “my house”, selvom kvinderne igennem alle fire romaner bor i (små) lejligheder. Jeg kan italiensk nok til at vide, at casa både betyder hus og hjem. Det burde en oversætter nok også vide. Intet galt i at skrive “my flat”. Det fik mig naturligvis til at undres over, hvor meget andet, jeg er gået glip af!

Læs dem eller lyt dem eller vent på filmatiseringen

Men – romanserien er fantastisk og jeg kan kun anbefale den varmt. Persontegningerne, både de centrale og de mere perifere, er forrygende, og man ser alle de mange karakterer for sig, ligesom man ser et nedtrådt Napolitansk arbejderkvarter tydeligt og næsten kan mærke den bagende sol, smage støvet og føle jordskælvet.

Jeg læser, at en dramatisering er på vej. Det glæder jeg mig meget til!

Share

12-talpigernes hævn

Præstationsprinsesser

På svensk kaldes 12-talspigerne for “præstationsprinsesser”, men ordet er præcist ligeså negativt ladet, som det er på dansk.

Den prominente svenske borgerlige politiker Birgitta Ohlsson, der bl.a. har været Sveriges EU-minister, har skrevet Duktiga Flickors Revansch, et glødende kampskrift for feminismen og for de dygtige piger, hun selv var én af.

Som ung liberal startede hun et feministisk netværk (Felira: feminist, liberal, radikal). Deres motto var:

“Er du træt af venstrefløjens statsmonopol på feminisme? Får du det dårligt over højrefløjens kvinde-hjem-til-kødgryderne politik? Er du træt af borgerliges manglende evne til at se kønsrollestrukturer? Feminist, liberal og radikal? Så er Felira noget for dig.

Bogen er både en selvbiografi og et glødende kampskrift til forsvar for 12-talspigerne – de dygtige piger. Hun afviser fuldstændigt, at de dygtige piger/kvinder på nogen måde skulle være et problem for samfundet – tværtimod, de er en resurse, som vi bør skamme os over ikke at udnytte til fulde.

Udvalgte myter om dygtige piger

  • De får anoreksi af at studere så intensivt. En forskergruppe på Lunds universitet har lavet et omfattende studie, der fuldstændigt tilbageviser teorier om, at højtpræsterende – piger eller drenge – skulle være mere psykisk skrøbelige end andre.
  • Deres fremgang skyldes den feminiserede skole. Deres fremgang skyldes helt enkelt, at de bruger mere tid end drenge på skolearbejdet.
  • Deres karriere går skævt, når de bliver mødre. Både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi kvinder i høj grad er socialiseret til at tage hovedansvaret for børnene, men forkert, fordi det drejer sig mindre om børnene, end om strukturen i den familie og omgangskreds, de er en del af.
  • Deres dygtighed bekræftes af mænd. Nix bix. Det er kendt fra mange studier, at mandlige studerende  gennemsnitligt overvurderer egne og andre mænds evner og undervurderer kvinders, mens kvinder overvurderer mænds evner og undervurderer deres egne og andre kvinders. Sørgeligt men sandt.
  • De er hvide middelklassekvinder. Nej, dygtige og flittige piger findes i alle samfundsklasser – noget der er blevet meget tydeligt de senere år, hvor piger fra indvandrer- og flygtningefamilier stormer frem på gymnasierne og universiteterne. Det, der holder nogle af dem tilbage, er forældede normer i det miljø, de kommer fra.

Stå sammen på arbejdspladsen!

Pas på de strukturer, der forsøger at sætte jer op imod hinanden, advarer Ohlsson. Det er ikke kun mænd, der gør det. Husk, at intet kan stoppe dygtige kvinder, der er loyale over for hinanden, så hav hinandens ryg – det lønner sig til sidst.

Hun træder også i en rigtig myretue – det hun kalder deltidsfælden. Med de gode og billige muligheder vi har her i Skandinavien (i modsætning til fx England og USA) for at få vores børn passet på betryggende vis, er der ingen som helst grund til at gå på deltid, hvis man ønsker sig en form for karriere og gerne vil have samme muligheder senere hen, som mænd har. Det gælder selvfølgelig også for pensionen, som bliver stærkt decimeret efter et antal barsler og nogle år på deltid. Så med mindre man er uambitiøs rent arbejdsmæssigt eller har en mand, der tjener nok til at supplere ens pension, mens man passer de fælles børn, så er der kun ét råd, og det er: afsted! Der er ingen dokumentation for, at børn der passes hjemme af mama, bliver lykkeligere eller bedre mennesker.

Meritokrati

Det er forfatterens yndlingsord. Og hun henviser til Harvard-forskeren Iris Bohnets banebrydende forskning om, hvordan man kan undgå bias i rekruttering, forfremmelser og præstationsevalueringer. Her er en kort video, der opsummere Bohnets råd til virksomhederne:

Et af Ohlssons gode råd er at sørge for at få en præcis jobbeskrivelse og præcise mål for, hvad man skal opnå, så det kan dokumenteres, hvad man har præsteret, og det altså ikke er op til chefens “fornemmelser”. Sørg også for selv at notere status på de projekter, du har ansvar for, når du starter, så du selv ved præcist, hvor du står. Dokumentér det hele. (Disse råd gælder i øvrigt også for mænd med dårlige chefer.)

Vælg den rette mand

Et ret godt tip, faktisk! Det burde ikke være så svært hurtigt at finde ud af, om den nye kæreste har det okay med kvinder med magt, indflydelse og økonomien i orden, om han har den stamina, der skal til, for at holde sin del af barslen (også selvom han er på en arbejdsplads, hvor det ikke er velset) og om han kan finde på at starte vaskemaskinen helt af sig selv. Hun citerer en ældre liberal feminist for de ret vise ord: “Manden er bedre end mandssamfundet”. For vi feminister kan godt lide mænd, og det er ikke den individuelle mand, der opretholder en status quo, der holder de dygtige piger nede – det er samfundsstrukturer, som vi sammen kan nedbryde.

Er det en god bog?

Ja, men med forbehold. Grundlæggende er jeg vild med en liberal kvinde, der er så glødende feminist – efterhånden som jeg læste bogen, blev jeg tiltagende misundelig på et Sverige, hvor feminisme er et bredt samfundsprojekt og ikke en af samfundets prügelknaber. I den store Stockholmske boghandel Akademibokhandeln er der en stor sektion med bøger om køn og feminisme – de er ikke gemt væk og står side om side med historie og madlavning. Men den selvbiografiske del af Duktiga Flickors Revansch synes jeg faktisk ikke er så spændende, bortset fra den sidste del, hvor hun lukker lidt op for posen om, hvordan det er at være kvinde på de meget bonede gulve. Men måske er det bare fordi, jeg ikke kender særlig meget til svensk politik. Eller fordi jeg generelt ikke er vild med selvbiografier.

Jeg glæder mig virkelig meget til Margrethe Vestager skriver sin selvbiografi! Jeg håber og beder til, at den også bliver et feministisk manifest, og at hun har fortrudt, at hun var med til IKKE at gennemføre øremærket barsel til mænd, da muligheden bød sig – hun som ellers er sådan en fortaler for faktabaseret politik.

Share

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Share

Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Share

Byen Brænder

Der er lidt delte meninger om denne kæmpe roman af en debutant (!), læser jeg mig til rundt omkring hos pressen og på bogblogs.

Jeg kan godt følge, at man kan blive en smule træt af de mange elegante metaforer, ordspil, formuleringer, fordi der let kommer noget “se hvad jeg kan” over det. Men altså, hvis jeg var så god til det, ville jeg da også gøre det… Og i modsætning til visse andre – ingen nævnt, ingen glemt – dækker formen ikke over tomhed.

Et New York på randen af sammenbrud

Handlingen, der finder sted i slut-70’erne i et New York, der nærmest var i opløsning, er både grundlæggende spændende, men også et flot, flot tidsbillede – eller er det bare, fordi jeg i den grad kan identificere mig med perioden? Det hele kulminerer under det store blackout i sommeren 1977, som også står centralt i den fremragende tv-serie af Baz Luhrmann, The Get Down. Jeg besøgte selv New York året efter, helt alene og med 8$ om dagen. Jeg havde snydt mine forældre, så de troede, jeg boede hos bekendte (voksne), men i virkeligheden boede jeg på et megaulækkert men overmåde centralt og billigt youth-hostel og kendte ikke en sjæl. Det var dog en fantastisk uge, som satte sig permanent i mig af mange – flest gode – grunde.

Nå, romanen

Vi følger lidt mere end en håndfuld personer, og perspektivet skifter hele tiden. Det betyder også, at vi ser byen fra alle tænkelige vinkler, fra de allerrigeste til folk helt ude på den yderste kant af samfundet. Efterhånden væves alle disse skæbner sammen, nogle gange på overraskende vis. De unge punkere, der spiller en central rolle i bogen, går på klub hele tiden og hører bands, jeg også hørte engang, hvilket nok er medvirkende til den identifikation, jeg nævner ovenfor.

Romanen er meget elegant i kompositionen, og jeg var virkelig godt underholdt, samtidig med at der var godt med tankekrudt i også. På sin vis er den vel en millenium-udgave af Tom Wolfes The Bonfire of the Vanities (1987), som jeg SLUGTE, da den kom. (Se IKKE filmen, den er forfærdelig).

Stoffer

En ting undrer jeg mig dog over: Mængden af stoffer og misbrug! Synes efterhånden, der er stoffer og misbrug i hver anden af de romaner, jeg læser, og film jeg ser! Tager folk virkelig så mange stoffer, eller er misbrugere bare mere spændende at lave fiktion om?

Jeg hørte den som amerikansk lydbog i en glimrende indlæsning. Godt jeg ikke skulle ligge med papirbogen i sengen, 944 sider!

Share

En skuffelse 😢

Forrige år læste jeg med stor begejstring Thomas Rydahls debut-krimi, Eremitten, om en af verdens mærkeligste detektiver, den 70-årige Erhard Jørgensen. Jeg havde derfor set frem til efterfølgeren med stor utålmodighed og købte den næsten på udgivelsesdatoen.

Øv

Desværre må jeg indrømme, at jeg er svært skuffet. Det indtryk, man får af Erhard i den første bog, er, at der er tale om en meget intelligent mand med stor retfærdighedssans, der pga traumatiske begivenheder tidligere i livet har søgt tilflugt i en ydmyg tilværelse på den spanske ø Fuerte Ventura. I denne bog rulles noget af denne fortid så op på en måde, der er lige en anelse for kryptisk for min smag. Men pyt med det. Det, jeg virkelig har et problem med, er, at Erhard er blevet så dårlig til at regne den ud siden sidste bog? Det er som om han ikke mere kan læse folk omkring sig. Der sker også adskillige ting, der er så usandsynlige, at de kunne have hørt hjemme i Bedrag.

Vold

Samtidig sker der noget andet, som jeg blev rigtigt ked af. Noget af det, jeg holdt mest af ved debuten var, at der var så lidt vold i den. Det handlede om at opklare en forbrydelse, simpelthen. Men denne her har udpenslet, klam vold som var den skrevet af Jussi Adler-Olsen, og det er generelt noget, jeg forsøger at undgå, når jeg udvælger de få krimier, jeg gider læse.

Dystopi

Romanen har et overvejende negativt livssyn, hvilket man sådan set ikke kan fortænke den i, og den indeholder en god del civilisationskritik. Det kan jeg godt lide, ved mine læsere. Men desværre bliver det lidt all-over-the-place og med skurke, der simpelthen bare er alt for skurkagtige.

Jeg synes også, at skildringen af romanens anden hovedperson, popstjernen Le, er ovre i det karikerede, men måske er det mig, der ser for lidt reality TV. Et andet vigtigt tema i romanen er illegal indvandring og Europas modtagelse af og holdning til disse. Thomas Rydahl skal have ros for at tage emnet op, men jeg synes, han forsøger at gabe over for meget.

De Savnede

Der er mange savnede i bogen, og de er savnet på forskellig vis og over forskellige afstande, hvis man kan formulere det sådan. Bogens “slogan” er, at “ikke alle der flygter, skal findes”, hvilket jo givetvis er sandt og selvfølgelig sandt for nogle af bogens medvirkende. Desværre synes jeg ikke, at temaet forløses ordentligt – buen er simpelthen spændt for hårdt.

Oplæsning

Jeg købte den som lydbog, meget begejstret for at den forelå samtidig med de andre udgaver, men desværre er det sket på bekostning af kvaliteten. Oplæsningen er noget af det mest sjuskede, jeg har været ude for, hvilket er særdeles forstyrrende for oplevelsen. Det er faktisk ikke umuligt, at jeg havde været gladere for bogen, hvis jeg havde læst den frem for at lytte til den. Det er simpelthen en ommer, Politikens forlag!

Share

7 år for PET

eller en fortælling om, hvordan magthavere ofte væltes – eller ikke væltes – af de helt forkerte grunde.2016-11-21-14-15-31

Velskrevet og spændende

Måske er det, fordi jeg ret sjældent læser denne type bøger, eller også har jeg bare været heldig. I hvert fald er den meget velskrevet, har en gennemtænkt struktur, den er behagelig at læse (på trods af avisformatet…). Og så er den næsten lige så spændende som en spionroman, hvilket ærligt talt overraskede mig. Jeg har ikke fulgt diverse terrorsager særlig tæt, så der var en del, der var nyt for mig – nyt på “interessant”-måden, ikke på “snage”-måden.

Afsked i utide

Det sidste lange kapitel er betitlet “Pia Kjærsgaard”, og det handler ikke kun om Pia på Christiania, men om den række af begivenheder, der førte til Jacob Scharfs afgang. På den ikke thriller-agtige måde var det bogens mest spændende kapitel -fordi den lægger alen til den allerede ret triste fortælling om, hvordan topembedsmænd og ministre nogle gange må tage en uforholdsmæssig stor straf for en ret beskeden – eller ingen – forseelse. (Det omvendte sker måske endnu oftere, men er ikke aktuelt her).

En tur på Christiania – or not

Sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania er et præmie-eksempel. Efterretningstjenesten og justitsministeriet havde valget mellem at lyve på én måde eller på en anden måde for at sikre, at fru Kjærsgaard ikke kom ud på Christiania på det pågældende tidspunkt, da man havde – hemmelig, men troværdig – information om, at det var behæftet med uforholdsmæssig stor fare, ikke kun for fru Kjærsgaard, der jo var mandsopdækket, men i særdeleshed for medlemmerne af Retsudvalget, som hun havde hægtet sig på.

Nødløgnen

Her kan man – med rette – indvende, at regeringer, ministerier og efterretningstjenester ofte har løjet om vigtige ting (Irak-krigen fx). Men man må spørge sig selv, hvilken fordel nogen kunne have at netop denne løgn? Jeg kan simpelthen ikke få øje på den. Og derfor vælger jeg at tro, at justitsministeriet og Scharf gjorde det, de måtte gøre. Hvilket væltede en justitsminister og sendte to topembedsmænd ud i kulden. Det var Enhedslisten, der førte sablen, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det var en hævn mod Bødskov for noget, vi ikke ved noget om. Hævnen kan meget vel have været velfortjent, men selve sagens substans var latterlig.

Ekstra Bladet i folkets tjeneste – or not

screen-shot-2016-11-21-at-14-24-59Så fulgte måneders afsløringer af dette og hint om PET i Ekstra Bladet. Det startede med noget, som nu igen fylder medierne, nemlig OVERFORBRUG i det offentlige. <rant>I sidste uge “afslørede” Radio24Syv, at DR har brugt et ret beskedent antal millioner på at køre i taxa de seneste fem år. Og ja selvfølgelig bliver folk sk*** forargede, for “JEG har da ikke råd til at køre i taxa”. Ingen får jo læst helt ned til det afsnit, hvor forbruget forklares. I denne uge er vi så forargede over, at LA skal til at køre i ministerbiler. Ahr, men, helt ærligt, tag nu lige at vende blikket derhen, hvor der virkelig er noget, der batter, i stedet for at støtte de magthavere, I påstår at ville hænge ud på forsiden/i æteren. Hvad med afgiftslettelser til biler, som vi allerede har alt for mange af? Eller kampfly, der ikke kan flyve? Eller besparelser på uddannelser, der skal sikre vores land i fremtiden? Kig dog lidt på det!</rant>

Nå men, her drejede det sig altså bl.a. om en middag for PETs ledelse, hvor der var brugt 200 kr. mere per snude, end det tilladte. Uha da, landet var nær blevet ruineret. Rigsrevisionen har siden gennemgået alle de bilag, som Ekstra Bladet brugte uger på at “afsløre”, og de havde INTET at bemærke.

Det virkeligt bekymrende – en læk i PET

Ja, det var der øjensynligt ingen hos pressen, der syntes var et problem. Jeg tror nok, at jeg synes, at det netop i den organisation er temmelig problematisk at have en læk – eller flere!

Til sidst det, som vel egentlig fældede Jakob Scharf, selvom han allerede sad yderligt efter nødløgnen, nemlig intern splid i organisationen. Personaleorganisationerne var utilfredse med ledelsen og talte om frygtledelse, etc. Det skal jeg ikke stille mig til dommer over, selvom jeg faktisk synes, at Scharfs argumentation er ret overbevisende. De stod over for enorme organisationsændringer og en fordobling af arbejdsstyrken, der så endvidere skulle ændres betydeligt – fra en overvægt af politifolk, til nu flest analytikere. At det har skabt betydelige spændinger, undrer i hvert fald ikke denne læser. Desuden begyndte man at tage privilegier fra visse grupper af ansatte i tjenesten. Den slags er jo sjældent populært.

Alle arbejdspladser, jeg har været på, har reageret negativt på organisationsændringer. Uanset om de var gode, gennemtænkte og nødvendige, eller om de var eufemismer for besparelser. Det sidste er der naturligvis god grund til at reagere imod. Enhver ledelse skylder medarbejderne at kalde en spade for en spade.

Konklusion

En meget bedre bog, end jeg havde ventet, og jeg føler mig oplyst efter læsningen. Og mere træt af Ekstra Bladet og de andre medier, der bruger billig forargelsesjournalistik til at forvrænge den politiske debat, end nogensinde før, hvilket ikke siger så lidt.

Mht. fogedforbuddet og udgivelsen som avistillæg, så tror jeg nok, jeg synes, at Politiken fik pustet sig lige lovlig meget op. Omvendt læste jeg et interview med People’s Press’ litteratære direktør Jakob Kvist, der helt bestemt mener, at PET ville have stoppet bogen, havde de fået chancen. Hvis det virkelig er tilfældet (oh, but why?), var der jo god grund til at trykke den…

Share

Her er jeg

Altså, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke købte og læste Extremely Loud and Incredibly Close, da den udkom. Jeg husker det simpelthen ikke. Og i tilbageblik forstår jeg det overhovedet ikke… Og hvis du vil have en forklaring på, hvorfor jeg så købte Here I Am og nu har hørt den til ende, så kan jeg heller ikke forklare det. Der er simpelthen ting i en boglæsers liv, der ikke lader sig forklare!

Hovedpinen får skylden

Som tidligere nævnt har jeg været plaget af gentagne hovedpiner, så jeg får næsten ikke læst andet på papir/tryk/kindle end lidt avis og artikler her og der. Min aften/natlige boglæsning er blevet til aften/natlig boglytning i stedet. Det betyder desværre, at jeg får læst færre bøger, end jeg ellers ville, men det er der indtil videre ikke noget at gøre ved.

Og nu har jeg så hørt det, der svarer til knap 700 sider. I starten tænkte jeg, OMG, skal jeg virkelig lytte til en midaldrende jødisk New Yorkers jeremiader om sin jødiskhed og sit kuldsejlede ægteskab? Hvordan kan det interessere mig?

Åh, at blive overrasket

Men det kunne det. Jonathan Safran Foer formåede at suge mig ind i universet, så jeg til sidst lyttede ved enhver given lejlighed. Dialogerne (og dem er der mange af) er både meget “virkelighedstro” og larger than life. Alle personerne er også let karrikerede, men det virker helt fabelagtigt i helheden, synes jeg.

Det helt centrale, overvejelserne om at være et ordentligt menneske og have et godt liv, finde sig til rette i sin identitet, være en god far/mor, har umådeligt lidt med jødiskhed eller New Yorker-middelklasse at gøre. De er almenmenneskelige, og jeg har efterfølgende gået og tygget ganske meget på nogle af de emner, der tages op. Det ringer for mine ører, hver gang jeg ser den latterlige danskhedsdebat i medierne.

Skønne børn

Familien har tre sønner, der er opdraget til at tage kritisk stilling på basis af indsigt og viden. Og det gør de alle tre på hver deres (aldersbetingede) måde. Jeg er vild med de børn og forstår bogens forældrepars (og forfatterens) helt grænseløse kærlighed til dem. Ægteskabet kuldsejler, men de efterlader nogle fantastiske børn til at overtage verden.

Vigtigt!

Det kan vi andre så tænke over, når/hvis vi bliver skilt. Det er børnene det gælder, ikke vores (selv)retfærdighedsfølelse.

Share

En ukendt og en kendt forfatter

Under en (alt for) lang serie af voldsomme hovedpiner har jeg ligget lidt for meget bag nedrullede gardiner og følgelig hørt mere lydbog, end jeg normalt finder tid til. Derfor skriver jeg i dag om to på én gang.

Krimi

I det store og hele er jeg gået væk fra krimier, men ind imellem skal der alligevel være plads til det – det var i mange år min absolutte favoritgenre. Jeg stødte så på den singaporeanske Shamini Flint, der skriver både børnebøger og krimier. Det passer fint med, at jeg gerne vil læse andet end bøger fra England/USA/Danmark, så jeg købte den første i en serie om den singaporeanske politimand Inspector Singh. Og han er da et skønt bekendtskab! Sproget er let og ubesværet, plottet er godt og troværdigt, og der dør ikke stribevis af mennesker under ufattelige pinsler – noget jeg generelt har svært ved at snuppe. Desuden er der mange interessante overvejelser om racegnidninger i en helt anden kontekst, end vi er vant til, nemlig mellem malayer og singaporeanere. Who knew?

Ian McEwan

Jeg havde begejstret set frem til Ian McEwans nyeste, Nutshell, da jeg har været ret vild med de fleste af hans bøger, senest The Children Act, som jeg syntes virkelig godt om. Derfor kan jeg næsten ikke beskrive, hvor skuffet jeg var over denne. Jeg synes simpelthen slet ikke den fungerer – og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil acceptere, at man kan skrive en roman fra et fosters synspunkt. Men det her foster, ikk? Han kan både se og ikke se, høre og ikke høre, hvilket på det meget jordnære plan selvfølgelig irriterer sådan en logik-tosse som mig. Men heller ikke på et mere overordnet plan, synes jeg det fungerer, for jeg fatter ikke romanens pointe? Hans mor og hans onkel har onde planer med hans far, tingene udvikler sig og en vis form for retfærdighed sker fyldest.

Forklar mig lige moralen

Men jeg kan ikke fange moralen ud over den alt for banale, at onde handlinger bør have konsekvenser? Og en mærkelig detalje, som jeg virkelig har haft panderynker over: Det hus, fosteret og hans mor bor i,  henligger som en svinesti. Men der er intet i beskrivelsen af personerne, deres baggrund, deres liv før romanen, der godtgør, at de ville leve et sted, der var så ulækkert!? Og lige som med Chekhovs pistol, så ventede jeg på, at svineriet skulle give mening på et tidspunkt. Det skete bare aldrig.

Altså, skal det være McEwan, så lad det ikke være denne. Og, skal det være krimi, så er A Most Peculiar Malaysian Murder værd at bruge nogle timer på.

Share