Lærde mænd (og en kvinde) diskuterer De Elendige

Det var kedeligt. Kedeligt i forhold til at se et afsnit af House of Cards eller Game of Thrones, men (hvad værre er) meget kedeligere end debatten for nogle uger siden om Joyce, Ibsen og Brandes. I efteråret kom der en ny dansk udgave af Victor Hugo’s Les Misérables, oversat af Hans Peter Lund. Oversættelsen fik seks hjerter i Politiken af Hans Hertel. De fremmødte var de førnævnte samt forlægger fra Forlaget Vandkunsten Søren Møller Christensen og den grafiske tilrettelægger Anne Rohweder. Desuden var Karsten Pharao der for at læse højt af bogen. Det var klart eftermiddagens mest opløftende indslag.

Jeg har ikke læst den – kun i en forkortet Det Bedste udgave som barn. Jeg kommer nok heller ikke til det – den er godt nok tung i optrækket sine steder, nærmest sådan lidt som en opera. < jeg dør, jeg dør, jeg dør >. Og jeg gætter endda på, at Pharao ikke læste de allerkedeligste passager for os.

Når jeg overhovedet vælger at omtale arrangementet, er det på grund af debatten om papirbogens og dermed det dannede menneskes snarlige endeligt der fulgte. Alle var enige om, højlydt og i kor, at begræde papirbogens tunge skæbne, de triste e-bøger, de onde, onde netboghandlere (altså dem der sender papirbøger til os med posten), de frie bogpriser og det almindelige dannelsestab. Som om de hang uløseligt sammen. Og til konstant nikken fra hele forsamlingen af gråhætter. Jeg er selv en gråhætte, men jeg nikkede sgu ikke, for jeg synes, det er noget SLUDDER.

Forlaget Vandkunsten udgiver vanvittigt flotte bøger. Jeg står altid og savler ved deres stand på bogmessen. Men hvor en bog som fx Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien for mig er utænkelig som e-bog, pga de fantastiske illustrationer, der bare skal opleves i flot udstyr og på papir, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor en basse på 1874 sider ikke skal udkomme som e-bog til os med svage arme? Lige nu læser, nej, lytter, jeg til Middlemarch (kun små 800 sider) af George Eliot og jeg har også hentet den som e-bog, så jeg kan genfinde de særligt fornøjelige steder. Hvorfor skulle jeg dog sidde og få ømme arme af at læse den, når jeg alligevel ikke er den lykkelige ejer af en eksklusiv, illustreret udgave?

For mig eksisterer papirbøger, lydbøger og e-bøger ved siden af hinanden, og det ene udelukker ikke det andet. Det er litteratur, jeg elsker. Formatet afhænger af situationen.
Otto Scholderer Lesendes Mädchen

Så i stedet for al den ynk, man altid skal høre på fra forlagsfolk, så kunne de komme ud af starthullerne.

  • Bruge de sociale medier meget mere, fx Twitters #fredagsbog
  • lave nogle ordentlige e-bøger, som ikke er fyldt med horeunger og springende typografi
  • tilbyde pakkeløsninger, så man fx fik e-bogen med gratis, når man købte en papirbog
  • lade være med at droppe redigering og korrektur af deres bøger
  • eller 117 andre tiltag, som enkelte forlæggere og forfattere er dygtige til at udnytte, men som flertallet næsten ikke bruger.

Fx er der flere danske forlag, der ikke opretter deres nye bøger på Goodreads, som mange danske super-læsere ellers bruger med stor flid, og som er et sted hvorfra mange får deres læseanbefalinger. Når man er bekendt med de forsvindende små oplag bøger på dansk i reglen udkommer i, så er det simpelthen for storsnudet at se bort fra fx Twitter og Goodreads. Man kunne få den tanke, at nogle af de andre forlag ikke bruger #fredagsbog, fordi det var Gyldendal, der gjorde det først. Men det er jo ren idioti – alle læseglade Twitter-mennesker bruger det flittigt og er fuldstændig ligeglade med, hvilket forlag der har udgivet den bog, de læser en given fredag.

Grafiker Malene Hald sendte forleden på Twitter en bøn afsted om, at bogfolket ville lære af musikfolket, nu hvor vinylen får sin genkomst. Med det mente hun – og jeg fortolker frit – at hvis man laver lækre, gennemarbejdede papirbøger, som man bliver glad af at få i hånden, så går de aldrig helt af mode. Og da slet ikke den slags, som man vender tilbage til, såsom bøger om kunst, arkitektur, historie og design, der er afhængige af god grafik og flotte illustrationer.

Min egen bøn til forlagene: Udgiv lidt færre bøger, og gør jer lidt mere umage!

 

Share

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.

Sigrid Undset at Bjerkebæk
Sigrid Undset i sit hjem, hvor hun bl.a. skrev Kristin Lavransdatter. Foto: Avilde Torp, Wikipedia Commons

Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.

Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…

Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!

Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!

Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.

Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…

Share

Ian McEwan: The Children Act

Hørt som lydbog, glimrende indlæst, på Audible.

Jeg er ret vild med Ian McEwan og hans kringlede moralske dilemmaer. Jeg var begejstret for Atonement og Saturday, ikke så vild med Solar, men jeg regner med at komme igennem hele hans forfatterskab uden at have spildt min tid.

Denne handler om en dommer og nogle af de svære familieretssager, hun skal dømme. Det lyder måske tørt og kedeligt, men det er det på ingen måde. Selvfølgelig har hun også dilemmaer i sit private liv og sågar et dilemma, der breder sig fra arbejdslivet og over i det private. McEwans lette og elegante prosa drager læseren (eller i dette tilfælde lytteren) ind, til man er så grebet som af en krimi. Jeg holdt en længere pause i denne pga en anden bog, som skulle læses færdig, men den ophørte på intet tidspunkt med at spøge i min bevidsthed.

Herhjemme lyder der ofte kritik af Etisk Råd, udvælgelsen af dets medlemmer, dets beslutninger, etc. Det kan der være god grund til. Men at der er et evigt stigende behov for at tale HØJT om disse ting, kan der til gengæld ikke være tvivl om. Læsning af denne bog bringer mange etiske dilemmaer op, hvilket aldrig kan være til skade. Gid det var noget, vi turde tale mere og højere om.

Anbefales varmt.

Share

Alaa Al Aswany: Den Kongelige Egyptiske Automobilklub

Hvor forfriskende at læse en bog fyldt med muslimer og alle deres fordomme over for kristne… Denne charmerende og sjove roman foregår i Cairo i 50’erne under Englands besættelse af Egypten. Det ulmende oprør mod englænderne udgør bagtæppet for fortællingen om en familie, der flytter fra et luksusliv i “Øvre Egypten” til Cairo og en noget mere ydmyg tilværelse.

De fire meget forskellige børn beskrives med stor indlevelse, og vi følger dem i deres frigørelsesproces fra familien. De er i et eller andet omfang tilknyttet den britiske overklasseklub, som bogen er opkaldt efter, og vi får en nøje indføring i den racistiske og dybt klasseinddelte måde, som briterne kørte den slags institutioner på. Pyha, man ønsker ikke for sin værste fjende at være ansat dér!

Al Aswany har et ærligt og kærligt blik på sine landsmænd. Det er godt at blive klog af for sådan en bleg, kulturkristen speltgnasker som mig.

Share

Volker Kutscher: Sagen Vaterland

Jeg var et stykke tid om at blive grebet af denne mellemkrigskrimi, men så skete det også. Plottet er udmærket, men det er ikke det, der gør denne bog så læseværdig. Det er derimod det miljø, den foregår i. Nemlig blandt almindelige tyskere i Berlin (og andre steder, hvortil sagen fører vor helt, Gereon Rath) i 30’ernes betændte politiske klima. Det er et fantastisk greb at bruge en krimi til at tegne et billede af levevilkårene på den tid. Vi hører om, hvordan grebet hele tiden strammes, og hvordan de gode kriminalbetjente, jurister, skolelærere og andet godtfolk hele tiden regner med at lige om lidt, så holder mareridtet op, og hverdagen vender tilbage. Men det er som “backdrop” til fortællingen, ikke fortællingen i sig selv.

For alle, der kan lide historiske romaner og krimier er denne nærmest et must – der er oven i købet flere af dem, læser jeg mig til. Bogen er okay oversat, selvom jeg ind imellem tænkte, at den nok er skrevet på et mere interessant tysk end det lidt flade danske, den er oversat til. Oversætteren er NAVNLØS, hvilket jeg nærmest finder skandaløst – for selvom jeg er uimponeret, så synes jeg alligevel, at det er bedre end de par bøger, jeg har læst på det seneste, der var oversat fra engelsk. Korrektur var der åbenbart ikke tid til.

Share