DK krimi

Danske krimier fungerer bedre som tv-serier end som film, gør de ikke? Eller er det mig, der ikke har set mange nok? Jeg har nu fået set ‘Journal 64’, den angiveligt sidste filmatisering af Jussi Adler-Olsens romaner om Afdeling Q. Jeg har ikke set de tidligere og har kun læst én af Adler-Olsens romaner, som jeg overhovedet ikke kunne lide. Det er også grunden til, at jeg ikke har set de tidligere film. Jeg kan vældig godt lide Nikolaj Lie Kaas og nu, hvor jeg har “mødt” ham, kan jeg også vældigt godt lide Fares Fares.

De to har et dejligt samspil, og man kan da håbe, at de vender tilbage sammen i en anden konstellation. Måske endda en, hvor de ikke behøver at spille folkekomedie? Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er med mange danske film, men der er en tendens til at bevæge sig et eller andet ubehageligt sted på grænsen mellem overspil og folkekomedie. Det sker også i TV-serier, men ikke lige så ofte? Eller måske er min tolerancetærskel højere, når det er TV?

Godt plot

Her har vi et ganske godt plot, oven i købet med en indlagt fortælling om et vigtigt, omend pinagtigt kapitel i Danmarkshistorien, nemlig pigehjemmet på Sprogø. Vi har nogle enormt gode skuespillere og en erfaren manuskriptforfatter (Nikolaj Arcel) og så har vi en “ung, vild” instruktør, Christoffer Boe, der bare ukritisk fortsætter den uheldige danske tradition med at lade skuespillerne overspille til kanten af folkekomedie? Hvorfor dog? Det skal dog siges, at ikke alle skuespillerne overspiller (eller hvad man nu skal kalde det). Både Johanne Louise Schmidt, der spiller politibetjenten Rose, Fanny Bornedal, der spiller en ung pige på Sprogø og Amanda Radeljak, der spiller en ung kvinde af anden etnisk herkomst, spiller fint og naturligt.

Og jeg har da set adskillige film og tv-serier, hvor fx Nikolaj Lie Kaas spiller fremragende, og hvor jeg aldrig fik tanken om folkekomedie.

Fint underholdt

Når alt det er sagt, så er det ikke ligefrem tåkrummende, som danske fim nogle gange kan være, og som nævnt er plottet godt skruet sammen med en gammel og en ny forbrydelse, der hænger fint sammen. Man er godt underholdt hele vejen igennem, og historien om pigerne på Sprogø fortælles, så jeg gyser over, at den slags er forekommet så sent, at min mor kunne være endt der!

Anmeldelser

Jeg forstår, at de fleste anmeldere har været velvillige, og jeg derfor skiller mig ud. Og jeg der ellers plejer at være så positiv!

Share

“Lady Bird”

Åh, teenagere!

De er både kilde til de største frustrationer, men sjovt nok også til de morsomste og mest rørende guldkorn. Således også i ‘Lady Bird’ der foregår i Sacramento, en ikke-så-ophidsende by i Californien, lidt nordøst for San Francisco. Som Lady Bird udtrykker det, bor hun så oven i købet “on the wrong side of the tracks”, så det er ikke det Californien, vi ellers kender fra fx. den i øvrigt fantastiske tv-serie Big Little Lies.

Christine

Lady Bird er 17, da vi møder hende. Egentlig hedder hun Christine, men det er bare et dødssygt borgerligt navn, hendes kedelige forældre har givet hende, så hun kalder sig selv Lady Bird. Vi følger hende gennem de første nærkontakter med drenge og det –  i USA – svære spring fra highschool til college – fordi alle de gode colleges koster mange penge, og hendes forældre har ikke rigtigt nogen.

20th Century Women

Greta Gerwig, selv skuespiller, har instrueret denne. Jeg var ret begejstret for hendes forrige ‘20th Century Women’, der faktisk også handler om en mor og en teen, men den følger moderens blik på sønnen, hvor denne er datterens blik på moderen. Lady Bird tror, hendes mor hader hende, og det er ikke helt grundløst, for hendes stressede og udasede mor er virkelig dårlig til at vise datteren sin kærlighed.

Familierelationer

Jeg har selv sønner, så mor-datter-relationen kender jeg kun bagud, så at sige. Den relation skal jeg ikke trætte læseren med, men balancen mellem omklamring, forkælelse, nødvendig strenghed og almindelig selvopretholdelse ER svær at holde, uanset køn – og Gerwig viser det meget fint i begge film. Saoirse Ronan spiller Lady Bird, og hun er simpelthen perfekt. I øvrigt har jeg spurgt Forvo, og Saoirse udtales (ca.): ‘Sirsche. I 20th Century Women er der ikke rigtigt nogen faderfigur, men i denne film er der en dejlig far. Han holder lav profil det meste af tiden, men han er der i den grad for både sin hustru og sin datter. Også selvom han selv har det svært. Dejligt at se et portræt af et kærligt og omsorgsfuldt ægteskab!

Ved siden af mig i Grandbiografen sad en far og hans datter. De var meget glade for filmen og hviskede sammen hele tiden. Rart at opleve!

***

Forfilm

C’est la Vie

At det er instruktør-makkerparret bag De Urørlige, der står bag denne, overrasker ikke. Franskmændene er ret gode til moderne slapstick, og jeg vil gerne se denne opdaterede udgave af en folkekomedie. Bryllupper holder nok ikke op med at være et perfekt setting for spillefilm lige foreløbig – uanset som de er sjove eller ej. Forfilmen lykkes meget fint med at formidle, hvad vi kan vente, tror jeg.

Racer and the Jailbird

Franskmændene er OGSÅ gode til thrillere, og denne her ligner en særligt hæsblæsende en af slagsen. Den kvindelige hovedperson er på ingen måde en biperson eller “damsel in distress”, men racerkører – så er plottet ligesom skudt igang! Flot og meget lokkende forfilm, hvis man godt kan lide lidt tju-bang. Det kan jeg, når det er gjort med en vis finesse.

Isle of Dogs

Denne her er dog den, jeg glæder mig mest til. Jeg var fuldstændig pjattet med Wes Andersons ‘The Grand Budapest Hotel’, som jeg har set tre gange. Forfilmen er skøn og helt i tråd med stemningen i ovennævnte film. På filmens hjemmeside er der “skuespiller-interviews“. Det er intet mindre end fantastisk.

***

Reklamer

Jeg blev spurgt på Twitter, om jeg vil anmelde reklamer, nu hvor jeg anmelder forfilm, men det vil jeg ikke – ikke mindst fordi jeg sjældent kan huske dem. En hang dog fast i går – en ny film fra SOS Børnebyerne:

Jeg synes altid, det er mærkeligt, når far er udfaset af en familierelation, selvom jeg jo godt ved, at det jævnligt forekommer. Når det er sagt, så er det her en effektiv massage af tårekanalerne – og dermed en god reklame for et godt formål.

 

Share

Hjerter Dame

Den her film følger simpelthen fagforeningsboss Lizette Risgaard alle vegne (undtagen inden for havelågen i hendes ydmyge bolig) i tre år. Vi er med fra lige før formandsvalget i 2015, hvor hun slog sin forgænger Harald Børsting med MANGE stemmer, igennem det første års triumf og videre til de hårde overenskomstforhandlinger i Forligsen og den efterfølgende tid, der var præget af visse faggruppers meget højlydte utilfredshed med overenskomsten. Det er spændende og særdeles tankevækkende at se, hvordan hun er den samme, præcis den samme, når det går op, og når det går ned.

Hun er høflig og venlig over for alle, og færdes ubesværet på de bonede gulve, samtidig med at hun sandelig får sagt sin mening, når der er brug for det – ganske uden omsvøb og med herligt mange eftertrykkelige bandeord.

Magt, ikke kun for magtens egen skyld

Måske tror du ikke, at sådan en film er noget særligt, men det er den – for den viser, at man kan ønske og ville magten og kæmpe for den – simpelthen for sagens skyld. For Lizette Risgaard har ikke meget personlig gevinst af sin position. Man siger, at det altid er køligt på toppen. For en kvinde i en så mandsdomineret verden, er det vist fair at sige, at der er decideret koldt.

Storartet håndværk

De to instruktører, Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsen, fortjener stor ros for deres vedholdenhed og for deres modige og supereffektive klipning af de mange, mange timers film. Det er sågar lykkedes dem at klippe fagbevægelsens historie sammen til få minutters meningsfuld baggrund, ligesom det lykkes at få tilpas meget ud af den ellers meget private Risgaard til, at vi forstår, hvad hun er rundet af.

Du kan godt nå at se den (i Grand selvfølgelig)!

Share

17 år, da John Mogensen døde

og det betyder, at jeg slet ikke tænkte over, at han ikke var særlig gammel, da han døde. Når man er 17, er folk på 48 jo ældgamle!

Den plagede kunstner

Da jeg så filmen, blev jeg slået af, hvor mange film jeg efterhånden har set om den plagede kunstner, der suges ned i et selvdestruktivt hul af misbrug og angst. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, at der ikke er så godt stof i kunstnere, der har en lidt lettere gang på jord.

Rasmus Bjergs levendegørelse af John Mogensen er intet mindre end suveræn. Jeg har aldrig rigtigt været så vild med Bjerg, så mine forventninger var beskedne, men han ER John Mogensen i den film. Et par andre præstationer er også pænt over middel; Helle Fagralid som Mogensens ufatteligt trofaste hustru Ruth, Harald Kaiser Hermann som drengen John og Peter Mygind som Meisner.

Filmen vil for meget

Filmen veksler på mærkværdig vis mellem ret mesterlige scener og noget, der nærmer sig dilettantkomedie. Jeg forstår ikke helt, hvordan begge dele kan være til stede i samme film? Noget andet, der også er både-og i filmen er, at Bornedal vil levere det klassiske portræt af den plagede kunstner, men samtidig vil demonstrere, at han har alle mulige kunstneriske tricks oppe i ærmet. Nogle tricks fungerer rimeligt, som fx tilstedeværelsen af Mogensen som dreng, selvom det kammer lidt over. Andre virker påklistrede – som fx solopgangen i starten af filmen og de melodramatiske gentagelser af Mogensens hjertestop på stamværtshuset. Og der er en alenlang scene med en barnedåb, som forekom mig overflødig fra start til slut. Til gengæld kunne man godt have gjort det yngre publikum den tjeneste at vise, hvem Cornelis Vreesvijk var, og hvor vigtig han var i tiden, når nu han rent faktisk introduceres.

For sådan en som mig, der både har alderen til at kunne huske Mogensen og en del af de andre figurer, og selv har været i musikmiljøet og hørt om og endda truffet nogle af de originale typer, vi støder på undervejs, er filmen bestemt værd at se. Men yngre generationer, især måske folk med musik i blodet, vil også kunne sætte pris på den. Igen, Bjergs præstation er helt fantastisk.

 

Sangene

Og sangene, jamen, jeg havde da helt glemt, hvor fast en ingrediens de var i radioen og mange andre steder! Selv tror jeg nok, jeg foretrak Bowie, Genesis, Eno og sådan noget rædsomt noget som Weather Report dengang. Men jeg gik i 2. G i 1977, så det hele står en smule uskarpt!

Share

I kærlighedens navn

Jeg var så heldig at være til premieren på Christina Rosendahls smukke, rørende og klump-i-halsen-fremkaldende dokumentarfilm Vold i Kærlighedens Navn. Salen var fyldt til randen, og det var sgu ret fantastisk at se, at de fleste medvirkende var til stede. Christina Rosendahl modtog efter filmen Danners ærespris – og ved I hvad, det ER virkelig en ære at få den pris, og Christina Rosendahl har gjort mere for voldsramte kvinder med den her film end politikerne har i mange, mange år.

Dannerhuset

Filmen lukker os ind i det hus, vi alle har betragtet på et eller andet tidspunkt og tænkt, hvad foregår der dog derinde? I huset arbejder en mindre horde af både frivillige og lønnede medarbejdere – der er sågar en mandlig pædagog (#notallmen you know). Jeg lægger mig fladt ned overfor de mennesker, der påtager sig den type arbejde, som udover at være følelsesmæssigt benhårdt også er elendigt lønnet.

En lys tone

Et af Christina Rosendahls allerfineste greb er, at det her faktisk er en positiv og optimistisk fortælling. Vi møder nogle kvinder, der får de redskaber, de har brug for, så de kan komme videre i livet. Nogle af dem har fuldstændig mistet troen på sig selv på det tidspunkt, hvor de lander hos Danner (ja, oftest længe inden), og har brug for at blive genopbygget fra bunden.

Åh, mit hjerte

En af de scener i filmen, der virkelig rørte mit hjerte, var, hvor en af filmens gennemgående rådgivere har en ung kvinde hos sig. Den mand, hun er flygtet fra, har undermineret hendes selvværd, så hun oprigtigt tror, at hun intet kan selv. Han ordnede jo alt! Langsomt gennemgår rådgiveren de ting, man har brug for at kunne for at kunne leve et normalt liv. Og lige så langsomt går det op for den unge kvinde, at hun faktisk godt kan gøre de her ting selv! Forud for det vi ser, har der været andre sessions, men lige i denne session kan man høre smilet i den unge kvindes stemme, da hun pludselig opdager, at mange af de ting, dem kan hun faktisk godt – ja, hun gør dem allerede!

Et genoprettet menneske

Man går fra filmen med troen på, at der stadig er mere godt end skidt i verden – bl.a. fordi vi sidst i filmen ser en kvinde forlade huset, genoprettet som menneske – med job, bolig og tro på livet. Så helt enestående smukt!

En tak

En stor tak til DoxBio for jeres arbejde med at bringe film som denne ud til et større publikum. I gør et stort og vigtigt stykke arbejde.

Share

Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Share

Kongens Nej


Mens jeg sad og så filmen, tænkte jeg hele tiden på dette tweet fra Søren Espersen (DF).

Når man ved, man har ret

Vi ved jo, hvordan DF’eres og fx Anders Fogh Rasmussens hjerter svulmer, når talen falder på Besættelsen og den danske (eller norske) modstand. Jeg så hele tiden for mig, hvordan Espersen sad og blinkede en tåre bort, da den norske kongefamilie må skilles, for ikke at blive taget til fange af tyskerne. Og hans medfølelse med de norske soldater, der kæmpede for deres lands frihed.

Hvilket jo står i en slående kontrast til graden af hans medfølelse, når det gælder andres frihedskamp. Aktuelt, fx syrernes. Det gør mig simpelthen så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop!

Valg eller Nej?

Filmen hedder Kongens Nei på norsk, men har af årsager, jeg bare ikke kan begribe, fået den danske titel Kongens Valg. Enten kender vi de historiske fakta, inden vi går i biografen, eller vi har læst foromtaler og anmeldelser og dér fået at vide, at den norske konge og regering sagde Nej til tyskernes “tilbud om beskyttelse”. Se i øvrigt den norske TV-serie Den Russiske Ambassadør (igen en mærkelig dansk titel – norsk titel Okkupert) på Netflix. Den handler om et tilsvarende valg lidt ud i fremtiden.

Kongens Nej er en fin film, der angiveligt holder sig ret nøje til sandheden – eller den sandhed, som historikere er nogenlunde overens om. Når vi ved, at mange får hele deres historiske viden fra film og tv-serier, så er det godt, at der laves så gode film som denne.

Den fremstiller på fornem vis det forfærdelige dilemma, som alt for mange sættes i – ikke bare konger og regeringsledere, men også mange almindelige mennesker – tænk bare på regeringsembedsmænd og politifolk i USA for tiden. Skal jeg gøre *det rigtige* og risikere mit og andres liv og skæbne, eller skal jeg gøre *det nemme*, der tilsyneladende bevarer en form for status quo? Skal jeg tilslutte mig de hutuer, der lige nu har overtaget, eller skal jeg forsvare min nabo, der er tutsi, og risikere mit og mine børns liv? Fortsæt selv ad nauseam.

Bagklog

Det er nemt at være bagklog og sige, at det var den norske konge og regering, der traf det rigtige valg – i forhold til den danske, der kapitulerede med det samme. Men hvem er vi, der dømmer deres valg dengang? Og hvem er vi, der dømmer folks valg i dag, når de står ved den slags skilleveje?

Hvad skal vi med kultur?

Det her er en af de ting, kultur kan: Vise os et moralsk dilemma og tydeliggøre, hvor mange forskellige faktorer, der har indflydelse på de svære valg, mange mennesker udsættes for i løbet af tilværelsen.

Men som nævnt i indledningen, er det desværre ikke alle, der føler sig kaldet til eftertænksomhed. Det må være skønt at være så sikker i sin sag!

Share

Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

Share

Ukendte genier

En film om tre ukendte genier i 60’ernes rumkapløb er blevet en succes over there. De færreste har nogensinde hørt om de tre eller om de skuespillere, der lægger krop til dem. Kevin Costner spiller en stor birolle og Pharrell Williams har lavet musikken. Filmen har form og handlingskurve præcis som alle andre heltefilm fra Hollywood.

Og hvorfor er de så ukendte, spørger du. Det er de, fordi de var både sorte OG kvinder. Og når du har set filmen, ved du, at det virkelig ikke var et smart mix i 50’ernes og 60’ernes USA. Hvis det nogensinde har været det, noget sted. Her lidt ekspertviden om, hvor op ad bakke det stadig kan være.

Hidden Figures

På NASA havde man store grupper af kvinder, både hvide og sorte, ansatte som “computers”. Dengang betød det number cruncher eller beregner. De sorte kvinder sad for sig selv, spiste for sig selv, tissede for sig selv, sad for sig selv bag i bussen. Men nogle af dem var bare klogere end både mændene og de hvide kvinder, og – heldigvis – kunne de bare ikke holdes nede, selvom det blev forsøgt med alle midler!

Så altså, en opbyggelig historie, vel fortalt, med en tydeligt glad og velspillende Kevin Costner og med herlig musik. De tre kvinder er aldeles vidunderlige. Mine to biograf-veninder og jeg var enige om, at vi bare ikke kan vente med at se Octavia Spencer i en ny film – hun er SÅ skøn.

Det er for børn!

Tag dine sønner og døtre ind og se den. Den er egnet til alle over 10 år.

Share

Dengang *danskerne* hjalp jøderne til Sverige

Fuglene over Sundet

Da jeg første hørte om denne film, tænkte jeg, åh nej, ikke mere 2. Verdenskrig! Men huskede så, at jeg er GAMMEL, så moderne børn ikke bruger 1/2 af historietimerne på krigen, sådan som vi gjorde, og ikke har set 1000 timers film og TV om den krig. Ja, mange moderne børn, min egen yngste inklusive, gider ikke engang se Matador – det går ALT for langsomt!

Min egen familie

Og så voksede jeg op i et hjem, hvor denne fortælling var MEGET TÆT PÅ! For jeg voksede op hos min mormor, der med sine to småpiger, min mor og hendes lillesøster, også blev sejlet over. Min mormor var ikke selv jøde, men hendes daværende mand var, og de turde ikke tage nogen chancer. Under resten af krigen boede de så hos en hjertevarm svensk familie uden for Göteborg i et bittelille sommerhus. Jeg har været med og besøgt familien og set sommerhuset ude i skoven.

Fortællingen om, hvordan min mor og moster sammen med alle de andre børn blev bedøvet og lå i bunden af kutteren, glemmer jeg aldrig, eller den om den sindssyge lettelse, da skipperen meddelte, at nu var de i svensk farvand. Eller om hvordan min oldemor og oldefar ikke vidste, om de nogensinde ville få deres datter og børnebørn at se igen, da de flygtede en mørk nattetime.

Ca 1961 - min oldemor, mig, min mor, min mormor.
Ca 1961 – min oldemor, mig, min mor, min mormor.

Filmen

Jeg synes, Nicolo Donato, filmens unge instruktør, er sluppet ret godt fra det. Vi ser de mange forskellige reaktioner fra ikke-jødiske danskere, og sammenholdt med min mormors fortællinger og andre øjenvidneberetninger, så tegnes der nok et nogenlunde ærligt billede, selvom filmens helte måske er liiiidt karikerede?

Filmen lider under lidt af det samme som så mange danske film og tv-serier – en lidt haltende og utroværdig dialog nogle steder. Men ellers synes jeg den var meget fin – et fint tidsbillede, der er lidt grimy og ikke spor glamourøst, hvilket jeg godt kan lide. Skuespillerne er generelt velvalgte, selvom jeg havde det lidt vanskeligt med Lars Brygmanns præst med det kiksede pandehår – jeg kan ellers godt lide ham.

I dag?

Mange danskere valgte dengang the middle ground – de så stiltiende til og meldte ikke aktivt jøderne til nazisterne, men gjorde heller ikke noget for at hjælpe. Og mon ikke de fleste af os vil være det samme sted i dag? Mens jeg med ret stor sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig ville tage penge for at hjælpe mennesker i nød, så vakler jeg straks meget mere ved tanken om at bringe mig selv og min familie i fare ved fx at tage en familie ind. Og tortur? Det kunne jeg næppe klare i 2 minutter.

En god film for de store børn i Folkeskolens udskoling og for gymnasieklasser. Den kan være et godt udgangspunkt for mange forskellige samtaler.

Share

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Share

Bare fordi man elsker opera

– er man ikke nødvendigvis god til at synge.

Det kan jeg da selv skrive under på. Det burde Florence Foster Jenkins jo også have kunnet, men hendes enorme formue og mange menneskers afhængighed af hendes gavmildhed betød, at hun ikke rigtigt blev konfronteret med sine ellers ret indlysende shortcomings i operafaget.

Feel-good mester

Hendes på mange måder sørgelige skæbne er blevet til en ret skøn film med Meryl Streep og Hugh Grant. De har tydeligvis haft en fest sammen med Big Bang-stjernen Simon Helberg under feel-good-filmens mester, Stephen Frears‘ kyndige hænder. I hvert fald spiller de alle tre fuldstændig forrygende, og jeg tænkte hele tiden på flere stykker af Moliére og Holberg, hvor fjolset først hænges ud, men siden bliver stykkets helt.

Hyklere og fedterøve

Florence kan jo faktisk ikke gøre for, at folk i hendes yderkreds fedter så meget for hende, at de lyver hende op i ansigtet. Personerne i hendes inderkreds har helt andre grunde til ikke at fortælle hende sandheden – de afslører sig i filmen.
Hugh Grant 2014

Og kan jeg så lige tilføje en lille fjollet sidebemærkning? Hugh Grant har aldrig været skønnere. Hans ungdoms lettere flødebollethed er erstattet af en langt mere klædelig moden flødebollethed tilsat nogle ganske klædelige rynker…

Share

Captain Fantastic

På trods af at jeg, som sikkert så mange andre kvinder, har et blødt punkt for Viggo Mortensen, så sad jeg alligevel i starten af filmen og tænkte, åh nej, det her orker jeg ikke. Men jeg blev heldigvis snydt, for filmen ville noget andet, end jeg først troede.

Seks børn

Den gode Kaptajn, Ben Cash, opdrager sine seks vidunderlige børn uden for samfundet. De bor langt ude i en skov i det nordvestlige USA og lever næsten i et med naturen. I som kender mig ved, hvor lidt fidus jeg har til “ét med naturen”, yoga, spelt-halløj og spiritualitet, så jeg havde svært ved at fordøje visse elementer af deres tilværelse, derude i vildnisset.

Men samtidig var jeg vild med, at han konsekvent talte til alle seks børn i øjenhøjde, aldrig stak dem alle de typiske børneløgne, som er så udbredte blandt ikke mindst amerikanske forældre, og havde tårnhøje forventninger til dem, fysisk såvel som intellektuelt. Mødet med deres to helt normale fætre er en sand øjenåbner! Og glæd jer til en af de sjoveste scener på filmlærredet p.t. – der hvor en politibetjent stopper dem, mens de er på vej sydover i familiebussen Steve. Overrumplende og skørt.

Svend Brinkmann

Jeg så tilfældigvis filmen samme dag, som jeg havde læst Zetlands interview med Svend Brinkmann om morgenen og så Martin Krasniks interview med ham om aftenen i Deadline. Sammenfaldet var større, end man lige skulle tro, for Brinkmann taler bl.a. om, at vi har misforstået begrebet anerkendende pædagogik, fordi det ikke er i ungernes interesse, at vi roser deres middelmådige præstationer, når vi ved, de kan gøre det bedre. Ben Cash roser kun sine unger, når de præsterer over det, han forventer af dem. Og han har saftsuseme høje forventninger.

Rigtigt og forkert

Brinkmann taler også om, at vi skal lægge (større) vægt på at lære vores børn forskel på godt og skidt, rigtigt og forkert. Visse ting kan og skal ikke relativiseres! Både Cash selv og de seks børn og selvfølgelig folk omkring dem får udfordret deres forestillinger om rigtigt og forkert i løbet af filmen, og det er rent guld!

Er dine børn 13 år eller derover, så tag dem med ind og se den her film. Der er meget at tale om bagefter. Hvor er “the middle ground” mellem Captain Fantastic’s verdensfjerne skib i skoven og den fladpandede forbrugerisme, der er ved at sende os ud over kanten?

 

Share

Stumfilm & musik

Pianist, filmoperatør og film på ét billede

LarsTop2016Artfreq

Det danske outfit ArtFreq præsenterer det, de med slet skjult stolthed og foragt for Janteloven kalder Radical High Culture. Altså, jeg kan jo lide dem allerede der, ikke! Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at ham her er involveret i ArtFreq, men ellers er personlig branding ikke i fokus. Det er til gengæld deres events og de kunstnere, der repræsenteres. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har været til mere end en lille håndfuld af disse arrangementer – hvilket både skyldes, at jeg ikke har fået øje på dem, og at jeg ikke hører så meget musik mere. Mht arrangementet her, He Who gets Slapped, var det også gået min næse forbi, indtil en ven var så godhjertet at invitere mig.

He who gets Slapped

He who gets Slapped er en stumfilm fra 1924 af den svenske instruktør Victor Sjöström. Den var virkelig overraskende god, fyldt med små sjove, skæve og WillGregorytragiske subplots. Og det über-cool ved det her arrangement var så, at der var livemusik til. Og at den blev udført af bandet Gas Giants anført af Goldfrapp-komponist m.m. Will Gregory. Jeg kendte ikke Gas Giants på forhånd, men (selvfølgelig) Goldfrapp. Har generelt haft en svaghed for musik fra Bristol-bølgen.

Egne ret så ramdom snaps af lærredet
Egne ret så ramdom snaps af lærredet

Mere musik

Det var et herligt arrangement, og jeg har lovet mig selv, at jeg må ud og høre lidt mere musik igen fremover. Nu følger jeg Artfreq på forskellige platforme og kiggede også efter dem på Instagram. Der har de over 300 følgere, men ingen poster. Det plejer da vist at være omvendt? På Instagram kan det i øvrigt være værd at følge @newmusicunited, som er pænt fremme i skoene, hvad angår ny og spændende musik, også det der kan høres live i København.

Share