Hvor skal vi hen du?

Michael Moore (2)
Det er Michael Moore, der spørger i sin nye film, Where to Invade Next. Spørgsmålet er retorisk, for han ved jo godt, i hvilken retning han synes, at USA bør bevæge sig. Filmen er selvfølgelig timet til valgkampen, og den er angiveligt allerede en stor publikumssucces. Jeg frygter bare, at det kun er de allerede omvendte, der får set den. Men måske kan det betyde lidt debat på amerikansk TV. Michael more skriver, at han allerede er blevet “called names” af Ted Cruz og Jeb Bush. Mere kan man vel heller ikke ønske sig!

Filmen er både sjov og sørgelig, og der er det ene vidunderlige close-up af ansigter, børns såvel som voksnes, efter hinanden. En meget, meget dygtig fotograf og en meget, meget dygtig klipper har været på spil her! Der er en scene i filmen med tre portugisiske politibetjente – det er simpelthen noget af det mest rørende, jeg har set. Andre sekvenser, der pirkede til mine tårekanaler, var scener fra den grønne revolution i Tunesien med de mange lykkelige mennesker på gaderne, da diktatoren var væltet. Og en sekvens med en far til en af de dræbte fra Utøya, der helt roligt sidder og fortæller, hvor stolt han er over at leve i et land, hvor et uhyre som Breivik får samme behandling som alle andre. “Hvis jeg ville hævne mig på ham, ville jeg jo synke til hans niveau”, sagde dette store menneske, en håndværker fra Norge.

Selvfølgelig er der færre øjenåbnere for os skandinaver end for en republikansk texaner, men vi kan nu godt tåle at se den alligevel. Ikke mindst fordi mange af de fine værdier, som Michael Moore gerne vil tage med sig fra Europa og hjem til USA, desværre er værdier, der bliver undermineret as we speak her i Europa.

Jeg har skrevet mere om den samme film omme på Grands blog, hvor jeg har fået den ære at gæsteoptræde.

 

Share

Dheepan

Dheepan_posterHvis jeg kunne tvangsindlægge Inger Støjberg og alle hendes venner i og uden for regeringen til noget, så skulle det være at se denne film, der med god grund vandt guldpalmerne sidste år.

Der er ikke tale om en ynkehistorie om flygtninge, men vi foretager simpelthen et dyk ned i den verden, hvor indvandrere, flygtninge, kriminelle og andre af samfundets outcasts befinder sig. Som jeg også skrev i går, udmærker al god kunst sig ved at være loyal over for de personer, den beskriver. Således også her. Hverken Dheepan eller hans “kone” eller “datter” er uskyldsrene eller opfører sig særlig eksemplarisk, det samme gælder alle de øvrige karakterer i filmen. Men vi ser, hvor de alle sammen kommer fra, uden at vi behøver bifalde deres handlinger eller forstå dem. Filmens instruktør Jacques Audiard kender dem alle sammen og fortæller os om dem.
Jacques Audiard
Dheepan handler om en tidligere Tamilsk Tiger, som har brug for en familie for at komme ud af Sri Lanka hurtigt. Desværre er hans egen familie død i krigen, så han må skaffe sig en ny. Han finder en kvinde og hun finder en pige af passende alder, og det lykkes dem at komme til Frankrig med falske papirer. Hovedparten af filmen foregår i et ufatteligt nedslidt socialt boligbyggeri, hvor Dheepan får jobbet som vicevært og de bliver installeret i en forfalden lejlighed, hvor de skal finde ud af, om de skal blive ved med at lade som om, de er en familie, eller om de skal forsøge sig med faktisk at være en. Der er konflikter med de bander, der kontrollerer området, og anspændte møder med venner og fjender fra det gamle land.

Ja, faktisk kommer vi nok rundt om de fleste typer af problemer og konflikter, som flygtninge møder i det nye land, hvor de starter på stigens underste trin i enhver forstand. Visse politikere får det til at lyde så nemt at løsrive sig fra sit miljø, sin religiøse/kulturelle baggrund, fattigdom, sprogvanskeligheder, etc. Men som det fx ses i TV-serien The Wire, som jeg tænkte på flere gange, mens jeg så Dheepan, er det en hel del lettere sagt end gjort. Det er både skræmmende og rørende!

Filmen kan stadig ses i Grand og Øst for Paradis, folk uden for de store byer må nok desværre snyde sig til den. Eller vente-vente-vente, så kommer den nok på DR2 en skønne dag.

 

Share

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Share

Ikke hver dag man ser en etiopisk film!

lamb-posterMen vi så en i fredags – igen i Gloria, der specialiserer sig i smalle, men gode film. Denne film, Lammet, er så heller ikke smallere, end at den var Oscar-nomineret.

Jeg havde som sædvanlig Jr. med, og han syntes godt om filmen. I modsætning til Walking Distance, syntes han ikke, den var for lang. Selv nedlægget efter filmen (det var premieren) af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Quist-Sørensen lyttede han opmærksomt til. Hun fortalte bl.a., at den tørke og deraf følgende hungersnød i Etiopien, som er en del af filmens tema, er virkelighed lige nu. Hun fortalte også, at der bor 80 mio mennesker i dette for os danskere så ukendte, men uendeligt smukke land.

Filmen evner både at fortælle en helt nær historie om en lille dreng, der har mistet sin mor og bliver sat i pleje – helt klassisk fortælling – og den større historie om et land, der lider under klimaforandringerne og har oplevet år efter år uden regn eller med for lidt eller “forkert” regn. Forkert regn, forklarede Birgitte Quist-Sørensen, er når regnen falder for tidligt eller for sent. For Etiopiens vedkommende er det udeblivelsen af El Niño, der er problemet. Måske er jeg ignorant, måske er jeg som flertallet, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede, at der var de smukkeste bjergkæder og frodige grønne dale i Etiopien. Jeg vidste heller ikke meget om den form for kristendom (de er en slags koptere), som ca. 60% af befolkningen åbenbart bekender sig til. Nogle gange har vi bare brug for fiktionen for at komme væk fra vaneforestillingerne.

Jeg kan kun foreslå, at du – også dig med børn – forlader den slagne vej fra tid til anden og begiver dig ind i terra incognita, sådan rent filmmæssigt. Vores oplevelse er, at der er virkelig meget at hente i smallere film og film fra andre lande. Ikke-dubbede film kræver selvfølgelig, at barnet er stort nok til at læse undertekster, men ellers er det svært at finde på grunde til ikke at se film som denne. Selv er jeg kun ked af, at jeg ikke fandt på det lidt før. Og ja, den her slags film er et privilegium, som i en vis udstrækning er forbeholdt os storbyboer. Dog – Filmstriben – har ofte sådanne film, ligesom DR2 ofte køber dem hjem.

Share

Himlen over Havana

Himlen over HavanaHimlen over Havana er den danske titel på denne franske (!) film, der allerede havde premiere i 2014. Jeg havde nu ikke hørt om den, før jeg så den på plakaten hos Grandteatret. Da vi påtænker at tage til Cuba på sommerferie, var det jo oplagt at se denne, hvor Havana/Cuba er den store medspiller og bagtæppe.

Gamle venner mødes i anledning af, at en af dem kommer tilbage fra 16 års eksil i Spanien. De er alle så sårede af det, de opfatter som de andres svigt, at vi hurtigt får skrabet fernissen af – først ryger facaden på én, siden på dem alle. Den gode cubanske rom og dyr importeret whisky hjælper med til, at det går hurtigt. Hele filmens handling udspiller sig på under et døgn.

Den handler i høj grad om den politiske undertrykkelse, både før og nu, men først og fremmest om, hvad der sker, når midaldrende mennesker som mig bliver desillusionerede. Pyh, det er trist! Jeg småtudede faktisk gennem det meste af filmen, fordi jeg bare ikke kunne bære at se disse mennesker og deres kolossale skuffelse over tilværelsen!

 

Share

Walking Distance

Walking DistancePå mange måder er Walking Distance en lille film, hvis man ser bort fra hovedpersonen, der ikke er spor lille. Men små film kan også være gode, og det er denne. Søn (14) syntes, den var lige langsom nok, og han var noget rastløs den sidste halve time, men han syntes alligevel, den var udmærket, og kommenterede også, at det var påfaldende, som man til at begynde med blot væmmedes ved den kæmpestore hovedperson, men efterhånden kom til at holde af ham på samme måde som filmens øvrige karakterer.

Filmen er mexicansk og meget afdæmpet og socialrealistisk i sit udtryk. Socialrealisme ser vi ikke meget af i Europa i disse år, det er blevet tiltagende umoderne, efterhånden som der bliver større og større forskel på rig og fattig…

Se filmen i den utroligt hyggelige og aldeles oversete lille biograf Gloria på Rådhuspladsen. Flinke folk bag baren, udmærket kaffe og fine film.

 

Share

Youth – en film om at blive gammel

Michael Caine

Så nåede jeg også frem til Youth. Jeg havde lidt frygtet, at det var en film om lystne gamle mænd og meget unge, smukke damer. Det er det i og for sig også (lidt), men det var slet ikke pointen.

I gode film er der altid godt spil i alle roller, selv de mindste biroller. Det er også meget sandt for denne film. Der er de skønneste bifigurer, som man næsten håber får deres egen film en dag. Fx den desillusionerede Holllywood-stjerne, der spilles af den for mig helt ukendte Paul Dano, Diego Maradona (der ikke spiller sig selv, men spilles af den overdådigt fede Roly Serrano), den gådefulde massøse eller den stakkels udsending for dronning Elizabeth, spillet af Alex Mcqueen. Og så er jeg ikke engang nået til hovedrollerne endnu! Jeg var ikke vild med Michael Caine i hans yngre år, men han er helt igennem vidunderlig i denne film. Harvey Keitel er også god, ligesom den dårende dejlige Rachel Weisz, der spiller Caines datter. Og Jane Fonda spiller en moden skuespillerinde fyldt med ondsindet galde. Det er virkelig sjovt!

Nå men, filmen. Vi er på et kurhotel i Schweiz for de overordentligt rige. De to gamle (i dobbelt forstand) venner Caine og Keitel, hhvs. komponist/dirigent og filminstruktør mødes hvert år og holder et par ugers kurferie. Caine har sin smukke og ulykkelige datter med. Derudover sker der faktisk ikke noget… Ja, det gør der jo så, men det er i høj grad i form af en perlerække af mærkværdige samtaler og fantasier. Det er langt sjovere, end det lyder!

Jeg morede mig storartet over panoramabillederne af det schweiziske landskab. Lige præcis så technocolor-pænt og ordentligt og med ringlende køer som jeg kender det. På den baggrund passer den tragikomiske handling og den skiftevis dybe og åndede dialog helt perfekt.

Share

The Revenant

Revenant_mess

Sådan skrev jeg til en ven, lige da jeg kom ud af biffen efter at have set The Revenant. Og jeg står ved det, filmen rørte virkelig ved noget i mig, selvom jeg ikke normalt er særlig vild med film, hvor jeg må holde hænderne for øjnene i flere minutter undervejs, fordi den er så barsk og uhyggelig.

Filmen bygger løseligt på fortællingen/skrønen om pelsjægeren Hugh Glass i 1820’ernes nordlige, barske USA. Glass er allerede fra start en hårdt prøvet mand, og derfra går det næsten uafbrudt ned ad bakke, begyndende med kampen mellem mand og bjørn. Filmen handler om hans episke fodrejse igennem et isnende smukt landskab mod helbredelse og hævn.revenant_DiCaprio

Og det er jo ikke, fordi vi ikke har set denne type film før – normalt er de bare ikke noget for mig! Som oftest fordi fortællingen om “ensom mand i kamp mod sig selv og naturen” ikke siger mig noget overhovedet. Men denne er anderledes, ikke mindst fordi Glass ikke selv opsøger kampen, hverken mod bjørnen, naturen eller de mænd, der vil ham til livs. Di Caprio spiller helt forrygende – det er svært at forestille sig ret mange andre Hollywood-darlings, der kunne gøre det lige så godt. Måske McConaughey? Der er også solidt, godt spil i flere biroller, fx den forpinte kaptajn Andrew Henry, spillet af den skønne rødhårede irer, Domhnall Gleeson.

Det er jo set før, at kameraet “spiller med” i filmen, men jeg mindes ikke tidligere at have set det i denne type film. Vi ser både skumsprøjt, sne, blod, reflekser og ånde på linsen, som næsten hele tiden er enten helt tæt på eller helt langt væk. Jeg tror aldrig, jeg har set så åndeløst smukke naturbilleder i en spillefilm.

I det hele taget er naturen smuk og menneskene og deres gerninger og frembringelser grimme. Og det gælder også de mennesker, som er filmens helte. Mærkeligt, hvordan en film med et så mistrøstigt budskab, alligevel kan gøre en høj bagefter.

Somebody, please explain!!!!

PS: Nej, den lever ikke op til Bechdel-testen. I filmen medvirker udelukkende indianske kvinder, den fremmeste hans afdøde hustru. Hende taler han meget med, men hun taler - af indlysende grunde - ikke med andre. De øvrige kvinder er enten tilfangetagne eller prostituerede eller en kombination.
Share

Den Danske Pige

Lili Elbe by Gerda Wegener
Da filmens sidste scene ruller over lærredet bryder alle i den fyldte biograf ud i latter. Jeg kan godt garantere, at det ikke var meningen. Mere om det senere.

Jeg havde egentlig relativt høje forventninger til denne film om en pragtfuld kunstner og hendes mand, der blev en kvinde. De blev desværre ikke indfriet. Måske har man syntes, at emnet var så kontroversielt, at resten af filmen var nødt til at være pæn og poleret for alligevel at få folk ind og se den. Der er meget smukke billeder af diverse landskaber og solnedgange og af det gamle København, Paris og Dresden. Jeg gad fx godt se den opgang i Paris, de skal forestille at bo i. OhMyGod – det smukkeste art deco! Men faktisk er det et godt eksempel på noget, der irriterede mig ved filmen. Skal vi virkelig tro på, at de havde råd til at bo så eksklusivt? Og de er malere; alligevel har de begge de smukkest manicurerede hænder og de aller-reneste, lækre negle. Kender du en kunstmaler? Så ved du, hvad jeg mener. Der er en del af den slags usandsynligheder.

Og ja, den unge Redmayne er da virkelig meget yndig, men jeg bliver simpelthen så træt af hans mannerisms… Faktisk syntes jeg bedre om Alicia Vikander, der spiller Gerda.

Tilbage til slutningen af filmen. Vi hører hele tiden om Ejnars barndom i Vejle. Vejle mig her og Vejle mig der. Til sidst er Gerda og Ejnars barndomsven Hans taget til Vejle for at sprede Lilis aske. Og der står de så, på den høje skrænt foran Vejles majestætiske bjerge… I kid you not. Man har simpelthen ikke ment, at der var pænt eller dramatisk nok ved Vejle Fjord. Billederne er fra Norge

Vejle
Vejle fjord

I øvrigt slutter filmen med at prise Lili for hendes mod. Men ærligt talt, så synes jeg faktisk, at filmens (og virkelighedens) rigtige helt er Gerda, der støtter Ejnars færd mod at blive Lili, også selvom det på alle måder er tungt for hende. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok havde vist min mand Vintervejen, hvis han pludselig skulle til at være kvinde og have mande-kærester!

Wikipedia-artiklen om Gerda fortæller, at filmen (og bogen) er blevet kritiseret for ikke at forholde sig til Gerdas seksualitet – ifølge den var hun lesbisk, og de to blev kun gift for at kunne fremstå respektabelt. Filmen forbigår også deres skilsmisse. Egentlig synes jeg, det er fint, at film tager sig kunstneriske friheder. Så er det bare ærgerligt, når det ikke resulterer i et værk, der kan overstråle virkeligheden.

Herunder ses en af Gerdas mange erotiske illustrationer, som gav hende noget højst tiltrængt ekstraindtjening – nu når hun skulle forsørge både sig selv og Lili!

1925 Wegener Les Delassements dEros 03 anagoria

Share

Motley’s Law – om en ægte badass

2016-01-27 20.34.57Hovedpersonen i denne absolut fremragende DANSKE dokumentarfilm er nok den mest badass kvinde, jeg nogensinde har set på film, måske bortset fra The Bride i Kill Bill filmene. Men hov vent, hun er jo fiktiv!

Jeg havde læst om filmen og påtænkte også at se den, fordi jeg er blevet ret optaget af Afghanistan efter at have oplevet, hvordan en del forskellige kunstnereforfattere og dokumentarister er optaget af dette helt særlige og særligt plagede land. Men så var jeg så heldig, at få en billet til premieren i Grand forærende af en veninde, der kender min smag!

Filmen er lidt af et Columbus-æg, fordi den lykkes på flere planer. Man kan måske sige, at det skulle være enkelt at portrættere en kvinde som Kimberley Motley, der har personality i overflod og tillige ser knaldgodt ud. Men sådan er det ikke – for vægten kunne have været lagt mange forskellige steder. På at hun er kvinde, på hendes “fravalg” af familien, på korruptionen i Afghanistan, på det farefulde i hendes job. Men vægten er ikke lagt noget bestemt sted, og afvejningen fungerer fantastisk. Fx får man lige et lille indblik i, at nogle af dem, der har mest ondt i r****, er hendes børns skolelærere og kammeraternes bitchy mødre. Pyh! Langt det bedste er dog hendes samtaler med klienterne og med embedsmænd og dommere i Afghanistan. Hun er mere cool end cool! Et andet plan, som filmen lykkes på er selve det filmiske. Der er SÅ mange fede billeder – altså ikke sådan nogen glittede panorama-nogen, men intense og flotte og meget sigende om landet og befolkningen. Og så er der små lækre detaljer – fx så benytter den “moving titles” – jeg ved ikke, hvordan det beskrives på dansk. Den gør det kun ganske få steder, og det har en fed effekt.

Så stort, stort tillykke til Nicole N. Horanyi og filmselskabet Made in Copenhagen med denne film. Den har allerede vundet flere priser – jeg gætter på, at den vinder mange flere.

Er du så uheldig at bo et sted, hvor biffen ikke viser dokumentarfilm, så kan du indtil videre nyde Ms. Motley i TED-talk’en herunder. Desværre bander hun kun en enkelt gang i talen – i filmen bander hun som en havnearbejder. I like ;-)

Share

The Wolfpack – en VILD dokumentarfilm

Uden at have læst om den overhovedet, så vi en annonce i avisen for denne film og besluttede med det samme, at den måtte vi se.  Vi gik i vores lokal-bio Gloria. Hvis du aldrig har været der, kan den anbefales. Meget hyggelig.

wolfpackI filmens første halve time sidder man bare og måber. Verden er SÅ crazy, hvilket vi jo bekræftes i hver eneste dag, men det her er simpelthen crazy med crazy på. Seks drenge (og deres efternøler-søster, der er retarderet) vokser op med deres mærkværdige hippie-forældre i en lille lejlighed i det udpræget ufashionable Lower East Side i New York City. Og de kommer nærmest aldrig ud af den, for forældrene, især faderen, venter på et økonomisk mirakel, så de kan flytte til Skandinavien. NYC er bare for farlig for børn. Da faderen samtidig finder det under sin værdighed at arbejde, indfinder miraklet sig sjovt nok aldrig.

Drengenes eneste rigtige kontakt med omverdenen er film. De ser mange, mange film og i manglen på andet at tage sig til, opfører de scener fra filmene. Kostumer laver de af mælkekartoner og andet affald. Som det tydeligt ses på stills fra filmen, er en af deres favoritfilm Reservoir Dogs, en anden The Dark Knight Rises. Alt, hvad de ved om verden, ved de fra film. De ting, deres forældre har påduttet dem, kan ikke rigtigt kvalificeres som viden… Da de første gang er ude i en park med træer, udbryder en af dem “Wauw, it’s like 3D!”

Læs interview i Guardian med filmens instruktør, Chrystal Moselle, hvor hun bl.a. fortæller, hvordan hun første gang mødte drengene.

Jeg havde min teen (14) med i biffen – det kan du også. Han syntes, det var en vild film og var 100% opslugt hele vejen igennem. Telefonen blev i lommen…

Share

Truth

truth

TrutRobert Redford (cropped)h er All the President’s Men på moderne. Og skulle rammerne ikke minde en om den hæderkronede gamle film, så gør naturligvis Robert Redford’s medvirken det. Filmen fortæller den sørgelige, men stadigt mere aktuelle historie om, hvad det betyder for *sandheden*, når meget magtfulde mennesker ejer og/eller kontrollerer medierne.

Og når jeg siger moderne, så mener jeg det egentlig ikke – for filmen er netop ikke moderne. Den er opbygget som den type dramaer næsten altid er, helt traditionelt. Jeg synes måske godt, man kunne have givet den et ekstra skud, så den havde gjort lidt mere ondt eller prikket lidt hårdere til magthaverne. Men det er nok bare mig, der er ret sur på medierne for tiden… Det er ikke nogen dårlig film, og husker man ikke sagen om 60 Minutes, der bragte afsløringer om Bush Jr., som med overvejende sandsynlighed var sande, men som de alligevel måtte trække tilbage, fordi…, ja, så kan man med fordel gå ind og se filmen.

Share

Kvinden i guld

Gustav Klimt 046

Søn og jeg havde haft en hård dag, så vi fortjente en belønning. Sted og tid afgjorde, at valgmulighederne ikke var fantastiske, men da søn hørte, at denne byggede på en virkelig hændelse, der havde sit udspring i 2. verdenskrig, var han ikke i tvivl. Jeg kender ingen, der har set flere dokumentarfilm om 2. verdenskrig end den dreng!

Filmen handler om maleriet herover, malet af den østrigske maler Gustav Klimt. Det blev stjålet fra en jødisk familie af nazisterne under krigen. Det var der så meget kunst, der blev, men det lidt specielle ved dette værk er tre ting. Det ene, at det faktisk forestiller et medlem af denne jødiske familie. Det andet, at det siden blev nærmest symbolsk for østrigsk kunst og kronen i den østrigske stats kunstsamling. Hvis du ikke har set det som køleskabsmagnet, plakat eller postkort, så kommer du for lidt ud…

Den tredje ting, der er specielt ved dette fantastiske Jugend-maleri er, at den oprindelige ejers arving rent faktisk lykkedes med at få billedet tilbage fra den østrigske stat – og om det handler filmen. Når man ved, at Dame Helen Mirren spiller rollen som arvingen, så ved man også, at det aldrig kan gå helt galt.

Filmen er ikke usædvanlig på nogen måde, nærmest traditionel i sin opbygning. Men det gør ikke noget, synes jeg, emnet egner sig egentlig ikke til eksperimenter. Vellykket film, der – igen – fortæller os om et mørkt kapitel i Europas historie.

Share

Sufragette

Annie Kenney and Christabel Pankhurst

Jeg “snød” en mandlig ven til at se denne film. Det var faktisk ikke med vilje, men udløst af Weekend-Avisens filmklubs latterlige rabatsystem. Men det er en anden sag. Efterhånden som filmen skred frem, sank jeg længere og længere ned i sædet af frygt for hans dom, for jeg syntes desværre ikke, den er god. Tag ikke fejl, jeg synes emnet er enormt spændende, og jeg forstod først selv omfanget af de engelske sufragetters kamp efter læsning af The Children’s Book af AS Byatt for nogle år siden. Jeg synes faktisk også, at det er en knaldgod vinkel, man har valgt at anlægge, hvor det hele ses fra en almindelige arbejderkvindes POV.

Hvorfor kan du så ikke lide filmen, spørger du nu med god grund. Jamen, fordi jeg ikke synes, den har en spændingskurve og en fortællerytme, der gør den til en god film som værk betragtet. En anden biografgænger sagde bagefter, at det bedste ved filmen var efterteksterne, hvor man kan se, hvornår kvinderne i de forskellige lande fik stemmeret. Til sidst står der: “Saudi Arabia: Women have been promised voting rights.” Og hvis det er det bedste ved en dyr spillefilm med Meryl Streep på rollelisten, så er den vel ikke særlig vellykket og skulle måske have været en dokumentar? Og ja, jeg ved godt, at det i alt for stort omfang kun er de allerede oplyste, der ser dokumentarfilm.

I øvrigt syntes min ven godt om filmen, for han kendte ikke historien om sufragetterne særlig godt, så han opfattede den som “opdragende/oplysende”. Det var heldigt – så må jeg godt bestemme filmen igen en anden gang!

Share

99 Homes

99homes

En virkelig god film, som man ikke ryster af sig lige med det samme. Man forstår, hvordan man kan glide (næsten) ubemærket ned ad den moralske rutchebane, indtil man pludselig er i færd med at gøre ting, man aldrig havde troet, man ville gøre. Og filmens skurk viser tydeligt og med ækelt overbevisende argumentation, hvordan det er muligt overbevise sig selv om, at man har “ret” til den amerikanske drøm, også selvom det er på andres bekostning.

Folk med hang til Liberal Alliance kunne med fordel se den. For den viser, hvilken slags samfund vi hurtigt kan få, hvis den galopperende, uregulerede kapitalisme slippes løs. Desværre går den ikke længere i København, men jeg ser på Kino.dk, at den går i Nordkraft i Aalborg en enkelt dag endnu. Ifølge Moreflicks kan man ikke engang købe den på iTunes, hvilket jo er lidt mærkeligt. Men filmdistribution er en gådefuld disciplin, så hvem ved, hvor 99 Homes pludselig dukker op?

Share