99 Homes

99homes

En virkelig god film, som man ikke ryster af sig lige med det samme. Man forstår, hvordan man kan glide (næsten) ubemærket ned ad den moralske rutchebane, indtil man pludselig er i færd med at gøre ting, man aldrig havde troet, man ville gøre. Og filmens skurk viser tydeligt og med ækelt overbevisende argumentation, hvordan det er muligt overbevise sig selv om, at man har “ret” til den amerikanske drøm, også selvom det er på andres bekostning.

Folk med hang til Liberal Alliance kunne med fordel se den. For den viser, hvilken slags samfund vi hurtigt kan få, hvis den galopperende, uregulerede kapitalisme slippes løs. Desværre går den ikke længere i København, men jeg ser på Kino.dk, at den går i Nordkraft i Aalborg en enkelt dag endnu. Ifølge Moreflicks kan man ikke engang købe den på iTunes, hvilket jo er lidt mærkeligt. Men filmdistribution er en gådefuld disciplin, så hvem ved, hvor 99 Homes pludselig dukker op?

Share

Ham der James Bond

Jeg var virkelig vild med Skyfall. Altså, jeg synes simpelthen, det er den bedste Bond-film, der er lavet. Og ja, jeg har set dem alle med undtagelse af den med Lazenby.

Men jeg var skuffet over Spectre. Den havde elementer her og der, der var på højde med Skyfall, men den var simpelthen så ujævn. Det ene øjeblik smilte jeg henført (da jeg slet ikke er uimodtagelig over for Daniel Craigs charme), det andet krummede jeg tæer. Den meget kulørte indledning på Day of the Dead i Mexico City er flot og fejende i bedste Bond-stil. Mens den næste, sekvensen med sangen (som jeg heller ikke kan lide) og credits, er decideret pinagtig med olierede kvinder, der smyger sig op ad en halvnøgen Craig. Helt ærligt!

Hele familien var temmelig rystede over, at den ultrakorte sekvens, hvor Bond kysser lidt på en ældgammel kvinde, skulle gøre det ud for begyndende ligestilling i Bond-universet?

Selvfølgelig er Jesper Christensen fabelagtig i rollen som døende og angrende skurk. Men han er næsten altid fabelagtig, så det var ikke så mærkeligt.

CraigHerrerne bedes bemærke, hvordan et jakkesæt skal sidde. Der er faktisk ret få mænd, selv på film, hvor de ellers får hjælp af både stylingmæssig og økonomisk karakter, der bærer virkeligt velsiddende jakkesæt. Men det gør Craig igennem hele filmen – hold nu op, hvor den ellers dødtriste uniform ser godt ud på ham!!

Jeg har postet denne lidt alternative Bond/Bourne-film (embedding ikke tilladt) på Facebook tidligere. Men I får den lige igen, for hvis I ikke allerede har spildt penge på Spectre, så se denne i stedet og bliv glad. Instant humørpille!

Share

Kunst i Japan

Vi har været på en ægte dannelsesrejse til Japan. Rejsen var arrangeret af Arkens kunstklub, så det var en grupperejse. Jeg må med det samme tilstå, at grupperejser nok aldrig bliver mig/os, så det gør vi nok ikke igen. Når det er sagt, så var der flere af de kunstoplevelser, vi fik på turen, som vi nok ikke ville have haft modet/fantasien til selv at opsøge på en førstegangsrejse til Japan. Så vi er altså alligevel glade for, at vi gjorde det.

Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.
Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.

I Tokyo var den helt store oplevelse Ghibli-museet, der fejrer filmskaberen Miyazaki og hans Studio Ghiblis værk. Jeg har glædet mig til at besøge det museum, siden jeg læste Christian Monggaards begejstrede beskrivelse af det i Information for flere år siden. Jeg er totalt fangirl, så forvent ingen objektivitet her – jeg elskede hvert øjeblik af besøget og alt, hvad jeg så. Kender du ikke Miyazaki, så skynd dig at købe en af hans film. Skal du til Japan, så snyd ikke dig selv for et besøg på museet. Det er indrettet for børn, så vi voksne måtte ofte dukke os eller næsten kravle. Der er fine displays, som viser, hvordan man lavede animation før computeren – dybt fascinerende for både børn og voksne. Og der er et par rum, der både reelt og ved hjælp af trompe l’oeil-teknik viser, hvordan det foregik, når de mange tegnere sad side om side og arbejdede på filmene.

Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.
Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.

Vi var også på Nationalmuseet, hvor jeg så en særudstilling om Bulgari. Det sjoveste ved den udstilling var at se de japanske kvinder, der generelt hylder the understatement når det gælder smykker og påklædning, flippe helt ud over de mildest talt ekstravagante og ofte nærmest vulgære Bulgari-smykker. Jeg havde forventet at se en større samling Netsuke, men blev skuffet, fordi der kun var en meget lille samling, som alle var af nyere dato.

Vi så også moderne kunst på The National Art Center, en særudstilling med den franske kunstner Niki de Saint Phalle. Ingen tvivl om, at hun var den enfant terrible, som en del af udstillingen var opkaldt efter, men det var ikke noget, der for alvor rørte mig.

I Kyoto besøgte vi Manga-museet. Det var jeg ret skuffet over, for jeg havde måske forestillet mig at få en indføring i Manga-universet med noget kronologi, etc., men museet bestod mest af et kæmpe Manga-bibliotek, hvilket sikkert er fantastisk, hvis man ved, hvad man leder efter, men det gjorde vi ikke…

En times bustur uden for Kyoto ligger det smukke og temmelig mærkelige Miho museum bygget af den kinesiske arkitekt I.M. Pei.

En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.
En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.

Den 14-årige følte sig utilpas ved den religiøse propaganda, der viser sig i de videoer, der vises, og i restauranten og museumsbutikken, men jeg nægtede at lade det påvirke min oplevelse af stedet. Fru Mihoko har “opfundet” en religion eller spirituel bevægelse ikke ulig Buddhisme, og ikke langt fra museet ses en kæmpe klods i landskabet samt en “kirke”, der er hovedsæde for fruens religion.

Men altså, museet er vanvittig smukt og indeholder faktisk ret få genstande. Der er vaser, skærme, malerier, skulpturer, krukker og  andet fra flere historiske perioder og mange verdensdele. Det er enormt befriende med så få genstande, så man ikke når at få museums-overload. Når de samtidig er udstillet i så enkle og elegante omgivelser, som dem Pei har skabt, blev det en ren fornøjelse.

Den sidste af vores kunstoplevelser var også den absolut største. Vi tog på en heldagstur til kunstøen Naoshima, der huser hele syv museer og en lang række kunstværker spredt ud på hele øen. Ideen om at gøre en ø i “udkants-Japan” til et tilløbsstykke for kunst- og arkitekturinteresserede fra hele verden blev naturligvis fostret af en rigmand, der så kontaktede den japanske arkitekt Tadao Ando, der nok er mest kendt på disse kanter for pyramiden foran Louvre. De tre museer, vi nåede at besøge,  var alle tegnede af Ando. Vi besøgte først det lille museum, der er dedikeret til ham selv, dernæst Benesse House, der huser en samling moderne kunst af behagelig størrelse. Jeg nævner i flæng, Giacometti, Sam Francis, Robert Rauchenberg, Richard Long, David Hockney, Jasper Johns…
Chichu art museum01s2560
Endelig turens højdepunkt, det helt enestående Chichu Art museum (klik på linket!). Hele museet er dedikeret til tre kunstneres værker – ja, det er skabt omkring disse. Ingen af os havde nogensinde oplevet noget lignende. De tre kunstnere er Claude Monet (jo, du læste rigtigt), Walter de Maria og lyskunstneren James Turrell. Chichu betyder “under jorden”, så alt lys i museet er enten naturligt ovenlys eller helt kunstigt. Begge dele lige overjordisk fantastisk! Ingen af mine elendige mobilfotos kan yde museet eller kunstnerne nogen som helst retfærdighed, så jeg anbefaler igen at klikke på linket herover. Billedet fra museets indgang er fra Wikimedia Commons.

Et af kunstværkerne på øen var et af Kusamas græskar.2015-10-22 13.26.17

Vi vil gerne til Japan igen, nu vi har erfaret, hvor let det er at rejse der. Og hvis det lykkes os at komme tilbage, skal vi helt sikkert tilbringe mere end en halv dag på Naoshima. Vi bemærkede, at man kunne leje cykler, så det vil vi gerne prøve. Selvom landskabet er ret kuperet, er øen ikke særlig stor, og der er ikke langt mellem seværdighederne.

Share

Me and Earl and the Dying Girl

MeEarlDyingGirl-219x219

De fleste teen-movies falder ikke i sønnens smag. Men jeg tænkte, at denne nok gjorde, så vi smuttede i Gloria og så den.

Den er det, man med et godt gammeldags ord kan kalde sørgmunter. Sine steder er den grinagtig og tåkrummende, andre oprigtigt rørende og – selvfølgelig – sørgelig. Fyren, der spiller den goofy hovedperson, er simpelthen så skøn. Kikset og dejlig på én gang. Så slæb dine halvstore teens i biffen. Er du selv vild med filmklassikere fra 60’erne – 80’erne, så er der simpelthen så mange guldkorn at hente – de falder tykt og tæt.

Share

Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.

Share

Néné går i biografen

Tre gange på én uge! En amerikansk i Grand, en tysk, også i Grand (hvor ellers) og endnu en amerikansk, nu i Dagmar. Og hvis det havde været en konkurrence, havde de slemme imperialister ovre i Amerika vundet stort…


Irrational Man af Woody Allen med den skønne Joaquin Phoenix (nu med klædelig lille kuffert) er en af de bedste Allen film, jeg har set de senere år. Den var så elegant komponeret med indledningerne til hans filosofi-timer som ramme om den grumme, men åh så moralsk lærerige fortælling. Få pudset din Kant af, og konfronter et højspændt moralsk dilemma i biografen. Mere kan man vel ikke ønske sig?

Den tyske film Phoenix har fået flere mange-stjernede anmeldelser. Det fatter jeg simpelthen ikke. Altså, der var noget lækkert med farverne og noget dekadent over et Berlin i ruiner, men… Jeg skulle have lyttet til de to filmanmeldere, jeg oftest er enig med, nemlig Per Juul Carlsen hos DR og Christian Monggaard hos Informeren, men næh, jeg skulle absolut se den, fordi den havde fået 6 stjerner i Politiken af en anmelder, jeg ikke kender, og fordi jeg har en målsætning om at se flere film og læse flere bøger, der ikke er fra UK/US. Jeg troede ikke på historien, og den havde så mange løse ender, at man skulle tro, instruktøren aldrig var blevet færdig på filmskolen. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg måtte tjekke min telefon for ikke at falde i søvn. En af dem, jeg var i bif med, faldt faktisk i søvn…

Og sidst har jeg så set Pixars seneste epos Inside Out. Og den var jo fuldstændig fremragende! Jeg så den med ældstesøn, svigerdatter (26) og yngstesøn (14), og vi elskede den alle fire helt uforbeholdent. Vi er inde i Rileys hjerne, og der er ikke kedeligt. Riley er en pige på 11, næsten 12 år, og der sker eksplosive ting derinde i den alder. Vi møder alle de små og store, “gode” og “dårlige” følelser, vi har, og de har alle noget at bidrage med. Det er meget moralsk og Disney-rigtigt, men vi ved alle, hvad Disney/Pixar kan, når det virkelig lykkes, og det gør det her. Jeg glæder mig allerede til at se fortsættelsen! Et af filmens skønneste øjeblikke er der, hvor de to æsker med argumenter, de rationelle og de følelsesbårne, vælter og bliver blandet sammen. Alle med teenagebørn kan nikke genkendende til det øjeblik! Vi så udgaven med original tale og uden 3D i Dagmar.

Share

Heaven’s Gate & Sense8 (m.m.)

Lørdag eftermiddag sad jeg og scrollede ned igennem mine venner og bekendtes regnbuejubel på Facebook, da jeg faldt over en filmanbefaling fra Lars Kjær, som Københavnere på min alder vil huske fra The Voice. Jeg har ret stor tillid til Lars, når det gælder den slags, og filmen, Michael Cimino’s Heavens Gate, startede på DR2 kl. 15:30, klokken var 15:28, og jeg havde aldrig set den. Så jeg slængede mig i sofaen og så denne mærkværdige film.

Lars skrev bl.a.

Premieren var næsten et år forsinket og filmen blev sablet af både kritikere og publikum, som kun lagde 1,3 millioner dollar i billetlugen. ‘Heaven’s Gate’ blev taget af plakaten efter blot en uge og blev igen omredigeret til nu kun 2½ time og overlevede blot endnu en uge i biograferne.
Roger Ebert kaldte den nedredigerede udgave det mest skandaløse filmiske spild af tid og Joe Queenan kaldte filmen den hidtil værste.

Som han skrev:

– Dette er en film der ødelagde instruktørens karriere. Dette er en film der tabte så mange penge, at den i bogstaveligste forstand kørte et stort amerikansk filmstudie konkurs. Dette er en film om Harvard-uddannede revolvermænd, der kæmper mod østeuropæiske landarbejdere i et episk slag om den amerikanske sjæl. Dette er en film der har franske Isabelle Huppert i hovedrollen som riffelbærende cowgirl. Dette er en film hvor Jeff Bridges kaster op mens han står på rulleskøjter. Dette er en film der byder på fem minutters uafbrudt violinspil af en violinspiller OGSÅ på rulleskøjter. Dette er en film der trodser enhver mening…

Og filmen ødelagde da også Ciminos karriere indenfor film – eller rettere, det gjorde han selv – men også Kris Kristoffersens gryende karriere som filmstjerne blev kraftigt opbremset.

Filmen er dog bedre end sit ry, så se den endelig og oplev blandt andre Mickey Rourke i sin kun anden filmrolle og Willem Dafoe i sin allerførste.

Selvfølgelig er den for lang. Nævn mig en 3 1/2 time lang film, der ikke er for lang!? Men den har ret fantastiske momenter og fremragende skuespil, og den har et smukt og neddæmpet billedsprog, læg fx mærke til kvindernes kjoler i åbningsscenerne på Harvard. Det var vildt at sidde og se alle de mange superstjerner (filmen er fra 1980) optræde i små og store roller mellem hinanden – ikke mindst Jeff Bridges er så skøn, så skøn i en større birolle – ved navn John Bridges, sgu! Se fx dette billede.

Slutningen fatter jeg slet ikke. Hvis en eller anden filmkyndig vil forklare mig, hvordan den giver mening, så lytter jeg gerne.

Den kan ikke ses på nogen af streaming-tjenesterne, men købes på amerikansk Itunes for 10$. Mon ikke den kan fås endnu billigere i en video-butik? Kan i øvrigt anbefale sitet moreflicks.com, hvor man kan søge efter film og tv-serier på tværs af platforme, så det er let og hurtigt at finde ud af, om noget bestemt er tilgængeligt for én.

Nu hvor jeg én gang har indrømmet, at jeg ikke tilbringer al min tid på kunstmuseer og med lærde bøger, kan jeg lige anbefale et par tv-serier. De er begge Netflix-egenproduktioner. Det bliver de ikke dårligere af – snarere tvært imod. Den ene hedder Bloodlines, et familiedrama af de maveknugende. Meget seværdig.

I den anden er jeg dér, hvor jeg ikke kan holde ud, hvor længe jeg skal vente til næste sæson: en scifi-serie, instrueret af The Wachowskis (Matrix) kaldet Sense8. Den er grundlæggende spændende, meget farverig, og en stor del af personerne er LGBT. Der er et par nye skuespillere, som jeg er meget imponeret af: Den sydkoreanske Bae Doona, som kan udtrykke en hvilken som helst sindsstemning med en trækning ved øjet eller ved munden. Virkelig imponerende. Og Jamie Clayton der spiller en transkvinde og hacktivist med enorm overbevisning. De andre er også gode, men de her to er exceptionelle.

Musikken er en anden force ved serien. Den er til dels skrevet af den tyske filminstruktør m.m.m. Tom Tykwer, der også har skrevet musik til Cloud Atlas. Jeg har jo en svaghed for klassisk musik, og jeg er vild med den måde Beethovens lyse, vidunderlige femte klaverkoncert bruges i en af de sidste episoder. Åh, mere af den slags super-original udnyttelse af klassisk musik!

Forbrugeroplysning: som i de fleste moderne tv-serier er der en hel del vold og også ret meget sex i serien, meget af den homo. I modsætning til volden er flere af sex-scenerne ret poetiske. Og der er mindst én synlig penis. Halløjsa! Den uskyldige indiske pige, der ser den, forklarer senere over for sin guddom: He has a very large…. large…. trunk! Hendes guddom er Ganesha

Share

Flugten til Friheden

Åh, hvilken skøn film. I en halvtom ikke særlig stor sal i Grand, så vi denne helt neddæmpede fransk/algierske film med den helt uovertrufne Viggo Mortensen i hovedrollen, som Camus‘ forlængede arm, der desperat ønsker at gøre det rigtige, men hele tiden finder ud af, at det, der er det rigtige for den ene, slet ikke behøver at føles spor rigtigt for den anden. En smertefuld lektion, ikke kun for Daru, som Mortensen hedder i filmen, men også for os, tilskuerne.

Filmen er meget brun. Det algierske landskab er brunt, brunt, brunt og goldt, goldt, goldt. Når man går ud af biografen, kan man næsten mærke støvet klistre til en. Vi er i 1954, i starten af den blodige algierske frihedskamp mod franskmændene. Daru bliver udsat for et ægte Camus’k dilemma, og vi følger ham med hjertet i halsen, mens han træder dydens smalle sti.

Jeg læser normalt aldrig interviews med skuespillere – det interesserer mig dybest set ikke, hvad de mener om de roller, de spiller. Men jeg læste flere interviews med Mortensen, fordi han virkelig har engageret sig i denne film, og fordi man bare MÅ beundre en mand, der har haft alle muligheder for at vælge den lette vej, men hver gang har valgt én, der var sværere. Han taler flydende fransk og – så vidt jeg kan høre – ganske glimrende arabisk. Og han er stærkt optaget af Camus og helt inde i de voldsomme konflikter, der udspilledes blandt franske intellektuelle i forbindelse med krigen. Meget spændende læsning, for én gangs skyld. Filmens danske titel er i øvrigt lidt flad, den franske/engelske titel Loin des Hommes/Far from Men, er meget mere rammende.

Og apropos kvindens stilling (gårsdagens boganmeldelse), så kan filmen jo slet, slet ikke bestå Bechdel-testen. Der er nemlig kun kvinder med i ca. 5 minutter af den. Så det.
Viggo Mortensen TIFF 2011
Og for at det nu ikke skal blive alt for højspændt, så er Viggo da også en fryd for et par midaldrende kvindeøjne.

 

Share

Far from the Madding Crowd & Familien Bélier

Dorset maiden castle 01

Far from the Madding Crowd bygger på Thomas Hardys bog af samme navn fra 1874. Filmen er næsten 100% tro mod romanen. Det er på mange måder en fin film, Vinterberg har skruet sammen, fuldstændig tro mod den stil, filmatiseringer af klassiske britiske romaner som oftest har, når de er gode.

Den eneste af skuespillerne, jeg kendte rigtig godt i forvejen, var Michael Sheen, der spiller Masters, den totalt indebrændte læge/forsker i HBO-serien Masters of Sex, over for smækre, lækre Lizzy Caplan som Johnson. Nå men, Sheen er tydeligvis vældig god til at spille den indebrændte type, for han gør det lige så godt her som i TV-serien. Det er lykkedes mig kun at se et par film med Carey Mulligan, og i dem har hun ikke for alvor brændt sig ind på min nethinde. Det gjorde hun måske heller ikke helt her? Men det, der trækker filmen ned for mig, er ham, der spiller Über-Dario, Tom Sturridge. Han gør bare slet ikke noget for mig, og i min optik er det slående utroværdigt, at hun falder for ham. Altså, han burde være sådan en Mr. Darcy-type, som *alle* kvinder falder for, hvis man skal tro på, at hovedpersonen her, omgivet af pæne, ærlige, ordentlige mænd, der er pjattede med hende, skal falde for ham! Til gengæld er der ikke noget i vejen med landskabet. Jeg har ikke set hele England, men Dorset er det skønneste af det, jeg har set. Det har slet ikke været svært at finde locations til den film, for meget af Dorset ser stadig ud, som det gjorde i 1870’erne: Fortryllende!

Familien Bélier tog hele vores lille familie med storm, vi grinede og græd sammen med resten af biografen. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår visse anmelderes surhed her. Ja, den kører alting hjem på charmen, nej, livet i en døv familie er sikkert ikke så harmonisk, nej, skolekor i den franske provins synger nok ikke så godt, ja, det er ikke videre sandsynligt, at den ikke-døve pige synger som en engel, etc. etc. Men altså, hvis det var sandsynlighed og lighed med virkeligheden, jeg søgte, ville jeg gå ind og se en dokumentarfilm eller kigge på min egen navle. Jeg har set mange såkaldte feel-good film, der ikke fik mig til at grine og græde, og da slet ikke simultant. Hver anden gang jeg vælger en feel-good-film på Netflix ender jeg med at slukke, inden den er færdig, fordi jeg får den dér candy-floss overmæthed. Det gjorde jeg ikke her, og det gjorde heller ikke min action-glade mand eller min dokumentar-glade søn.

Musiklæreren, der er ondskabsfuld som få, er så sjov, pigens udkårne er en teenage-godte, pigen selv er helt igennem bedårende (tak for lån af ord til min salig mormor) og særdeles troværdig, de døve forældre rørende og urkomiske. Og den franske visesang, der i høj grad bærer filmen, er bare skøn!

Musik er sjælens sivebrønd, siger musiklæreren på et tidspunkt (i den mundrette danske oversættelse). Det kan der jo være noget om!

Share

Gensyn med Blade Runner

På Twitter og Facebook har jeg bemærket, at overraskende mange i min generation følte behov for at gense Blade Runner på det store lærred. Jeg er meget glad for, at nogen fik mig op fra sofaen. Og glad for, at jeg forinden læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken, skønt jeg først fandt den noget højpandet.

Jeg ved ikke helt, hvor mange gange jeg har set filmen, 3 må være det absolutte minimum. Men jeg tror ikke jeg har set den de seneste 10 år, måske mere? Nogle scener var meget genkendelige, andre kunne jeg ikke huske. Min hukommelse er notorisk elendig, så det kan ligesåvel være, fordi de ikke gjorde indtryk på mig, som at de ikke var med i den originale version. Dog er jeg ret sikker på, at der ikke var så mange origami-figurer med i originalversionen, ligesom jeg husker Edward James Olmos‘ rolle som mindre fremtrædende. Nogen kan helt sikkert korrekse mig her. Jeg kunne ikke huske den oprindelige slutning heller, men min medbiografgænger kom mig til hjælp.

Det var en stor filmoplevelse, og jeg har stadig det langsomme, langsomme, langsomme, evindeligt regnfulde, neonoplyste univers kørende på nethinden. Og det er ikke noget dårligt, selvom det måske lyder sådan.

Share

Et gensyn med The Hours

Jeg har genset denne fantastiske film. Den har længe vinket til mig fra Netflix’ hylder, og nu passede den til humøret.

Igen tænkte jeg, at NU må jeg også se at få genlæst Mrs. Dalloway, som jeg ikke har læst, siden jeg var ung, og, ærligt talt, jeg fik sgu ikke meget ud af den dengang! Jeg mistænker, at jeg vil elske den i dag. Jeg har aldrig læst Cunninghams bog – sku’ jeg det?

For os heldige, der ikke lider af sygdomme i sindet, og som ikke har det helt tæt på, er filmen ganske ubærlig, fordi både Virginia (Nicole Kidman) og Laura (Julianne Moore, der fortjent vandt en Oscar) viser os, hvor forfærdeligt det er at leve med dæmonerne.

Hvis du ikke har set den, eller ikke har set den siden dengang, så gør dig selv den tjeneste. Men det er altså ikke en film, man bliver i godt humør af.

Share

I biografen – Idealisten og Montage of Heck

I den seneste uge har vi været i biografen to gange. Begge gange til ekstraordinære filmoplevelser og begge gange i Grand (hvor vi begge gange mødte Helle!). Men der ophører lighederne så også.

Idealisten af Christina Rosendahl er en grim film. Grim på den gode måde, fordi dens grimhed afspejler filmens tema og tiden – 80’erne. Peter Plaugborg er helt fremragende som Poul Brink, den stædige og rent ud sagt møgirriterende journalist, der afdækkede en af de allerstørste skandaler i dansk politik. Se den, se den, se den. Den 13-årige render rundt og anbefaler den til alle og enhver med ordene: En af de bedste film, jeg har set.


Den anden film var også grim. På den grumme måde. Montage of Heck er filmen om Kurt Cobain, hvis liv virkelig ikke var nogen dans på roser, heller ikke på højden af Nirvanas berømmelse. Filmklippene fra hjemmet, hvor de to junkier leger kærligt med deres nyfødte baby er lige dele rørende og skræmmende. Instruktørens brug af tegnefilm og animation af Cobains egne tegninger og malerier er en Oscar værdig. Så godt set, og om muligt endnu bedre udført.

Denne film burde jeg til gengæld ikke have taget Jr. med ind til. Den var simpelthen for barsk!

Share

The (Second) Best Exotic Marigold Hotel

Marigold

Meget egnet søndagsunderholdning siger jeg bare. Feel-good over hele paletten. Jeg kan slet ikke få nok af Maggie Smith, og efter afslutningen på femte sæson af Downton Abbey har jeg haft abstinenser. Så er det godt, at hun fylder så meget i The Second Best.

Derudover er der jo farverne i det eksotiske Indien og de mange dejlige indiske skuespillere. For slet ikke at tale om den fantastisk flotte dansescene sidst i filmen. Dirty Dancing Go Home! Stemningsmæssigt minder filmen om Lasse Hallströms The Hundred-foot Journey. Hvis du vil have feel-good uden samtidig at få hjernen reduceret til grød, er det en god anbefaling. Vil du gerne have noget med dybde og noget at tænke over, så snup en anden film. Der går noget for enhver smag i Grandteatret. Etteren lejede jeg på Itunes.

Hvis du er ung, har du måske ikke opdaget, at filmverdenen for alvor har fået øjnene op for en relativt ny, meget købestærk målgruppe, gråhætterne. Det kan du overbevise dig selv om ved at gå en tur i Grand eller Dagmar. Kun ved ganske særlige lejligheder er flertallet af biografgæsterne under 40. Og flere og flere film har hovedpersoner, der selv er gråhætter.

Share

The imitation game

Overordnet set, er The Imitation Game en god film. Og den er en vigtig film, for alle bør vide, hvem Alan Turing var, og høre om hans frygtelige skæbne, så noget lignende ikke sker igen. Hvis man gider, får man også noget grundviden om, hvad en computer egentlig er for noget.

Alle kvinders darling, Benedict Cumberbatch, gør det virkelig godt som Turing, og der er generelt godt spil i birollerne. Jeg var særligt vild med MI5-fyren, der spilles af Mark Strong. Men han passer nok også bedre til mig, sådan rent aldersmæssigt…

Personligt synes jeg så, at det nærmer sig en dødssynd at have castet Kiera Knightley som hans sidekick. Ikke fordi en nørdepige ikke kan være smuk og dejlig, men altså – ikke hende, hun er bare ikke nogen god skuespiller!

De seneste måneder har jeg læst meget både skøn- og faglitteratur om perioden fra før århundredeskiftet og op til mellemkrigstiden. Det er min fornemmelse, at folk faktisk talte sådan med hinanden, som de gør i filmen, i intellektuelle miljøer.

I filmen (og i Wikipedia-artiklen) får vi at vide, at Alan Turing blev posthumt benådet for sin “frygtelige” forbrydelse, homoseksualitet. Og det kan jeg da kun bifalde. Men det chokerer mig lidt, at man ikke har valgt også at benåde alle de andre, der i den periode fik domme for gross indecency, som de kaldte det i England. Jeg synes, det ville være et passende signal at sende til Rusland og de mange andre steder, hvor homoseksualitet stadig er strafbart.

Share

Zusa Street – dokumentarfilm

ZUSA STREET official trailer from Roaddox on Vimeo.

Lørdag formiddag var hele familien i Grand for at se en dokumentarfilm om en af Københavns tidligste graffiti-kunstnere, der fik sclerose i 90’erne, men som har nægtet at opgive sit livsværk.

Navnet Zusa kommer af det tyske Zusammen, der bl.a. hentyder til, at Anders Thordal ikke kan klare sig uden sine hjælpere. Den fem år yngre Tao Nørager har lavet filmen – han har fulgt Thordal med sit kamera, siden de begge var drenge. Nørager tog jobbet som handicap-hjælper for Thordal for at kunne lave filmen. Det skønne ved den er, at selvom der ind imellem tales ret indforstået hiphop-graffiti-sprog, så er det mere en film om subkulturer, venskab og livsmod, end det er en film om graffiti og sclerose.

En anden ting, som jeg blev glad over, var, at Thordal er levende interesseret i andre kunstarter og lader sig inspirere af både “traditionel” malerkunst og af litteratur. Hans allerstørste idol er Alfons Åberg. Det’ fandme i orden!

alfonsI firserne levede jeg selv i en subkultur, der forløb ret parallelt med graffiti-kulturen, og der var da også visse overlap, så jeg genkendte flere ansigter, både i filmen og i biografen. Det synes Jr., der er meget optaget af street art, var ret sjovt.

Senere samme dag gik vi en tur ude på Nordhavnen. Der kom vi forbi dette:

2015-01-17 16.09.452015-01-17 16.09.41

Filmen kommer på DRK på et tidspunkt. I filmbladet Ekko er der et interview med de to. Følg evt. Zusa på Facebook og Instagram: @Zusastreet.

Share