Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.

Share

Néné går i biografen

Tre gange på én uge! En amerikansk i Grand, en tysk, også i Grand (hvor ellers) og endnu en amerikansk, nu i Dagmar. Og hvis det havde været en konkurrence, havde de slemme imperialister ovre i Amerika vundet stort…


Irrational Man af Woody Allen med den skønne Joaquin Phoenix (nu med klædelig lille kuffert) er en af de bedste Allen film, jeg har set de senere år. Den var så elegant komponeret med indledningerne til hans filosofi-timer som ramme om den grumme, men åh så moralsk lærerige fortælling. Få pudset din Kant af, og konfronter et højspændt moralsk dilemma i biografen. Mere kan man vel ikke ønske sig?

Den tyske film Phoenix har fået flere mange-stjernede anmeldelser. Det fatter jeg simpelthen ikke. Altså, der var noget lækkert med farverne og noget dekadent over et Berlin i ruiner, men… Jeg skulle have lyttet til de to filmanmeldere, jeg oftest er enig med, nemlig Per Juul Carlsen hos DR og Christian Monggaard hos Informeren, men næh, jeg skulle absolut se den, fordi den havde fået 6 stjerner i Politiken af en anmelder, jeg ikke kender, og fordi jeg har en målsætning om at se flere film og læse flere bøger, der ikke er fra UK/US. Jeg troede ikke på historien, og den havde så mange løse ender, at man skulle tro, instruktøren aldrig var blevet færdig på filmskolen. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg måtte tjekke min telefon for ikke at falde i søvn. En af dem, jeg var i bif med, faldt faktisk i søvn…

Og sidst har jeg så set Pixars seneste epos Inside Out. Og den var jo fuldstændig fremragende! Jeg så den med ældstesøn, svigerdatter (26) og yngstesøn (14), og vi elskede den alle fire helt uforbeholdent. Vi er inde i Rileys hjerne, og der er ikke kedeligt. Riley er en pige på 11, næsten 12 år, og der sker eksplosive ting derinde i den alder. Vi møder alle de små og store, “gode” og “dårlige” følelser, vi har, og de har alle noget at bidrage med. Det er meget moralsk og Disney-rigtigt, men vi ved alle, hvad Disney/Pixar kan, når det virkelig lykkes, og det gør det her. Jeg glæder mig allerede til at se fortsættelsen! Et af filmens skønneste øjeblikke er der, hvor de to æsker med argumenter, de rationelle og de følelsesbårne, vælter og bliver blandet sammen. Alle med teenagebørn kan nikke genkendende til det øjeblik! Vi så udgaven med original tale og uden 3D i Dagmar.

Share

Heaven’s Gate & Sense8 (m.m.)

Lørdag eftermiddag sad jeg og scrollede ned igennem mine venner og bekendtes regnbuejubel på Facebook, da jeg faldt over en filmanbefaling fra Lars Kjær, som Københavnere på min alder vil huske fra The Voice. Jeg har ret stor tillid til Lars, når det gælder den slags, og filmen, Michael Cimino’s Heavens Gate, startede på DR2 kl. 15:30, klokken var 15:28, og jeg havde aldrig set den. Så jeg slængede mig i sofaen og så denne mærkværdige film.

Lars skrev bl.a.

Premieren var næsten et år forsinket og filmen blev sablet af både kritikere og publikum, som kun lagde 1,3 millioner dollar i billetlugen. ‘Heaven’s Gate’ blev taget af plakaten efter blot en uge og blev igen omredigeret til nu kun 2½ time og overlevede blot endnu en uge i biograferne.
Roger Ebert kaldte den nedredigerede udgave det mest skandaløse filmiske spild af tid og Joe Queenan kaldte filmen den hidtil værste.

Som han skrev:

– Dette er en film der ødelagde instruktørens karriere. Dette er en film der tabte så mange penge, at den i bogstaveligste forstand kørte et stort amerikansk filmstudie konkurs. Dette er en film om Harvard-uddannede revolvermænd, der kæmper mod østeuropæiske landarbejdere i et episk slag om den amerikanske sjæl. Dette er en film der har franske Isabelle Huppert i hovedrollen som riffelbærende cowgirl. Dette er en film hvor Jeff Bridges kaster op mens han står på rulleskøjter. Dette er en film der byder på fem minutters uafbrudt violinspil af en violinspiller OGSÅ på rulleskøjter. Dette er en film der trodser enhver mening…

Og filmen ødelagde da også Ciminos karriere indenfor film – eller rettere, det gjorde han selv – men også Kris Kristoffersens gryende karriere som filmstjerne blev kraftigt opbremset.

Filmen er dog bedre end sit ry, så se den endelig og oplev blandt andre Mickey Rourke i sin kun anden filmrolle og Willem Dafoe i sin allerførste.

Selvfølgelig er den for lang. Nævn mig en 3 1/2 time lang film, der ikke er for lang!? Men den har ret fantastiske momenter og fremragende skuespil, og den har et smukt og neddæmpet billedsprog, læg fx mærke til kvindernes kjoler i åbningsscenerne på Harvard. Det var vildt at sidde og se alle de mange superstjerner (filmen er fra 1980) optræde i små og store roller mellem hinanden – ikke mindst Jeff Bridges er så skøn, så skøn i en større birolle – ved navn John Bridges, sgu! Se fx dette billede.

Slutningen fatter jeg slet ikke. Hvis en eller anden filmkyndig vil forklare mig, hvordan den giver mening, så lytter jeg gerne.

Den kan ikke ses på nogen af streaming-tjenesterne, men købes på amerikansk Itunes for 10$. Mon ikke den kan fås endnu billigere i en video-butik? Kan i øvrigt anbefale sitet moreflicks.com, hvor man kan søge efter film og tv-serier på tværs af platforme, så det er let og hurtigt at finde ud af, om noget bestemt er tilgængeligt for én.

Nu hvor jeg én gang har indrømmet, at jeg ikke tilbringer al min tid på kunstmuseer og med lærde bøger, kan jeg lige anbefale et par tv-serier. De er begge Netflix-egenproduktioner. Det bliver de ikke dårligere af – snarere tvært imod. Den ene hedder Bloodlines, et familiedrama af de maveknugende. Meget seværdig.

I den anden er jeg dér, hvor jeg ikke kan holde ud, hvor længe jeg skal vente til næste sæson: en scifi-serie, instrueret af The Wachowskis (Matrix) kaldet Sense8. Den er grundlæggende spændende, meget farverig, og en stor del af personerne er LGBT. Der er et par nye skuespillere, som jeg er meget imponeret af: Den sydkoreanske Bae Doona, som kan udtrykke en hvilken som helst sindsstemning med en trækning ved øjet eller ved munden. Virkelig imponerende. Og Jamie Clayton der spiller en transkvinde og hacktivist med enorm overbevisning. De andre er også gode, men de her to er exceptionelle.

Musikken er en anden force ved serien. Den er til dels skrevet af den tyske filminstruktør m.m.m. Tom Tykwer, der også har skrevet musik til Cloud Atlas. Jeg har jo en svaghed for klassisk musik, og jeg er vild med den måde Beethovens lyse, vidunderlige femte klaverkoncert bruges i en af de sidste episoder. Åh, mere af den slags super-original udnyttelse af klassisk musik!

Forbrugeroplysning: som i de fleste moderne tv-serier er der en hel del vold og også ret meget sex i serien, meget af den homo. I modsætning til volden er flere af sex-scenerne ret poetiske. Og der er mindst én synlig penis. Halløjsa! Den uskyldige indiske pige, der ser den, forklarer senere over for sin guddom: He has a very large…. large…. trunk! Hendes guddom er Ganesha

Share

Flugten til Friheden

Åh, hvilken skøn film. I en halvtom ikke særlig stor sal i Grand, så vi denne helt neddæmpede fransk/algierske film med den helt uovertrufne Viggo Mortensen i hovedrollen, som Camus‘ forlængede arm, der desperat ønsker at gøre det rigtige, men hele tiden finder ud af, at det, der er det rigtige for den ene, slet ikke behøver at føles spor rigtigt for den anden. En smertefuld lektion, ikke kun for Daru, som Mortensen hedder i filmen, men også for os, tilskuerne.

Filmen er meget brun. Det algierske landskab er brunt, brunt, brunt og goldt, goldt, goldt. Når man går ud af biografen, kan man næsten mærke støvet klistre til en. Vi er i 1954, i starten af den blodige algierske frihedskamp mod franskmændene. Daru bliver udsat for et ægte Camus’k dilemma, og vi følger ham med hjertet i halsen, mens han træder dydens smalle sti.

Jeg læser normalt aldrig interviews med skuespillere – det interesserer mig dybest set ikke, hvad de mener om de roller, de spiller. Men jeg læste flere interviews med Mortensen, fordi han virkelig har engageret sig i denne film, og fordi man bare MÅ beundre en mand, der har haft alle muligheder for at vælge den lette vej, men hver gang har valgt én, der var sværere. Han taler flydende fransk og – så vidt jeg kan høre – ganske glimrende arabisk. Og han er stærkt optaget af Camus og helt inde i de voldsomme konflikter, der udspilledes blandt franske intellektuelle i forbindelse med krigen. Meget spændende læsning, for én gangs skyld. Filmens danske titel er i øvrigt lidt flad, den franske/engelske titel Loin des Hommes/Far from Men, er meget mere rammende.

Og apropos kvindens stilling (gårsdagens boganmeldelse), så kan filmen jo slet, slet ikke bestå Bechdel-testen. Der er nemlig kun kvinder med i ca. 5 minutter af den. Så det.
Viggo Mortensen TIFF 2011
Og for at det nu ikke skal blive alt for højspændt, så er Viggo da også en fryd for et par midaldrende kvindeøjne.

 

Share

Far from the Madding Crowd & Familien Bélier

Dorset maiden castle 01

Far from the Madding Crowd bygger på Thomas Hardys bog af samme navn fra 1874. Filmen er næsten 100% tro mod romanen. Det er på mange måder en fin film, Vinterberg har skruet sammen, fuldstændig tro mod den stil, filmatiseringer af klassiske britiske romaner som oftest har, når de er gode.

Den eneste af skuespillerne, jeg kendte rigtig godt i forvejen, var Michael Sheen, der spiller Masters, den totalt indebrændte læge/forsker i HBO-serien Masters of Sex, over for smækre, lækre Lizzy Caplan som Johnson. Nå men, Sheen er tydeligvis vældig god til at spille den indebrændte type, for han gør det lige så godt her som i TV-serien. Det er lykkedes mig kun at se et par film med Carey Mulligan, og i dem har hun ikke for alvor brændt sig ind på min nethinde. Det gjorde hun måske heller ikke helt her? Men det, der trækker filmen ned for mig, er ham, der spiller Über-Dario, Tom Sturridge. Han gør bare slet ikke noget for mig, og i min optik er det slående utroværdigt, at hun falder for ham. Altså, han burde være sådan en Mr. Darcy-type, som *alle* kvinder falder for, hvis man skal tro på, at hovedpersonen her, omgivet af pæne, ærlige, ordentlige mænd, der er pjattede med hende, skal falde for ham! Til gengæld er der ikke noget i vejen med landskabet. Jeg har ikke set hele England, men Dorset er det skønneste af det, jeg har set. Det har slet ikke været svært at finde locations til den film, for meget af Dorset ser stadig ud, som det gjorde i 1870’erne: Fortryllende!

Familien Bélier tog hele vores lille familie med storm, vi grinede og græd sammen med resten af biografen. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår visse anmelderes surhed her. Ja, den kører alting hjem på charmen, nej, livet i en døv familie er sikkert ikke så harmonisk, nej, skolekor i den franske provins synger nok ikke så godt, ja, det er ikke videre sandsynligt, at den ikke-døve pige synger som en engel, etc. etc. Men altså, hvis det var sandsynlighed og lighed med virkeligheden, jeg søgte, ville jeg gå ind og se en dokumentarfilm eller kigge på min egen navle. Jeg har set mange såkaldte feel-good film, der ikke fik mig til at grine og græde, og da slet ikke simultant. Hver anden gang jeg vælger en feel-good-film på Netflix ender jeg med at slukke, inden den er færdig, fordi jeg får den dér candy-floss overmæthed. Det gjorde jeg ikke her, og det gjorde heller ikke min action-glade mand eller min dokumentar-glade søn.

Musiklæreren, der er ondskabsfuld som få, er så sjov, pigens udkårne er en teenage-godte, pigen selv er helt igennem bedårende (tak for lån af ord til min salig mormor) og særdeles troværdig, de døve forældre rørende og urkomiske. Og den franske visesang, der i høj grad bærer filmen, er bare skøn!

Musik er sjælens sivebrønd, siger musiklæreren på et tidspunkt (i den mundrette danske oversættelse). Det kan der jo være noget om!

Share

Gensyn med Blade Runner

På Twitter og Facebook har jeg bemærket, at overraskende mange i min generation følte behov for at gense Blade Runner på det store lærred. Jeg er meget glad for, at nogen fik mig op fra sofaen. Og glad for, at jeg forinden læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken, skønt jeg først fandt den noget højpandet.

Jeg ved ikke helt, hvor mange gange jeg har set filmen, 3 må være det absolutte minimum. Men jeg tror ikke jeg har set den de seneste 10 år, måske mere? Nogle scener var meget genkendelige, andre kunne jeg ikke huske. Min hukommelse er notorisk elendig, så det kan ligesåvel være, fordi de ikke gjorde indtryk på mig, som at de ikke var med i den originale version. Dog er jeg ret sikker på, at der ikke var så mange origami-figurer med i originalversionen, ligesom jeg husker Edward James Olmos‘ rolle som mindre fremtrædende. Nogen kan helt sikkert korrekse mig her. Jeg kunne ikke huske den oprindelige slutning heller, men min medbiografgænger kom mig til hjælp.

Det var en stor filmoplevelse, og jeg har stadig det langsomme, langsomme, langsomme, evindeligt regnfulde, neonoplyste univers kørende på nethinden. Og det er ikke noget dårligt, selvom det måske lyder sådan.

Share

Et gensyn med The Hours

Jeg har genset denne fantastiske film. Den har længe vinket til mig fra Netflix’ hylder, og nu passede den til humøret.

Igen tænkte jeg, at NU må jeg også se at få genlæst Mrs. Dalloway, som jeg ikke har læst, siden jeg var ung, og, ærligt talt, jeg fik sgu ikke meget ud af den dengang! Jeg mistænker, at jeg vil elske den i dag. Jeg har aldrig læst Cunninghams bog – sku’ jeg det?

For os heldige, der ikke lider af sygdomme i sindet, og som ikke har det helt tæt på, er filmen ganske ubærlig, fordi både Virginia (Nicole Kidman) og Laura (Julianne Moore, der fortjent vandt en Oscar) viser os, hvor forfærdeligt det er at leve med dæmonerne.

Hvis du ikke har set den, eller ikke har set den siden dengang, så gør dig selv den tjeneste. Men det er altså ikke en film, man bliver i godt humør af.

Share

I biografen – Idealisten og Montage of Heck

I den seneste uge har vi været i biografen to gange. Begge gange til ekstraordinære filmoplevelser og begge gange i Grand (hvor vi begge gange mødte Helle!). Men der ophører lighederne så også.

Idealisten af Christina Rosendahl er en grim film. Grim på den gode måde, fordi dens grimhed afspejler filmens tema og tiden – 80’erne. Peter Plaugborg er helt fremragende som Poul Brink, den stædige og rent ud sagt møgirriterende journalist, der afdækkede en af de allerstørste skandaler i dansk politik. Se den, se den, se den. Den 13-årige render rundt og anbefaler den til alle og enhver med ordene: En af de bedste film, jeg har set.


Den anden film var også grim. På den grumme måde. Montage of Heck er filmen om Kurt Cobain, hvis liv virkelig ikke var nogen dans på roser, heller ikke på højden af Nirvanas berømmelse. Filmklippene fra hjemmet, hvor de to junkier leger kærligt med deres nyfødte baby er lige dele rørende og skræmmende. Instruktørens brug af tegnefilm og animation af Cobains egne tegninger og malerier er en Oscar værdig. Så godt set, og om muligt endnu bedre udført.

Denne film burde jeg til gengæld ikke have taget Jr. med ind til. Den var simpelthen for barsk!

Share

The (Second) Best Exotic Marigold Hotel

Marigold

Meget egnet søndagsunderholdning siger jeg bare. Feel-good over hele paletten. Jeg kan slet ikke få nok af Maggie Smith, og efter afslutningen på femte sæson af Downton Abbey har jeg haft abstinenser. Så er det godt, at hun fylder så meget i The Second Best.

Derudover er der jo farverne i det eksotiske Indien og de mange dejlige indiske skuespillere. For slet ikke at tale om den fantastisk flotte dansescene sidst i filmen. Dirty Dancing Go Home! Stemningsmæssigt minder filmen om Lasse Hallströms The Hundred-foot Journey. Hvis du vil have feel-good uden samtidig at få hjernen reduceret til grød, er det en god anbefaling. Vil du gerne have noget med dybde og noget at tænke over, så snup en anden film. Der går noget for enhver smag i Grandteatret. Etteren lejede jeg på Itunes.

Hvis du er ung, har du måske ikke opdaget, at filmverdenen for alvor har fået øjnene op for en relativt ny, meget købestærk målgruppe, gråhætterne. Det kan du overbevise dig selv om ved at gå en tur i Grand eller Dagmar. Kun ved ganske særlige lejligheder er flertallet af biografgæsterne under 40. Og flere og flere film har hovedpersoner, der selv er gråhætter.

Share

The imitation game

Overordnet set, er The Imitation Game en god film. Og den er en vigtig film, for alle bør vide, hvem Alan Turing var, og høre om hans frygtelige skæbne, så noget lignende ikke sker igen. Hvis man gider, får man også noget grundviden om, hvad en computer egentlig er for noget.

Alle kvinders darling, Benedict Cumberbatch, gør det virkelig godt som Turing, og der er generelt godt spil i birollerne. Jeg var særligt vild med MI5-fyren, der spilles af Mark Strong. Men han passer nok også bedre til mig, sådan rent aldersmæssigt…

Personligt synes jeg så, at det nærmer sig en dødssynd at have castet Kiera Knightley som hans sidekick. Ikke fordi en nørdepige ikke kan være smuk og dejlig, men altså – ikke hende, hun er bare ikke nogen god skuespiller!

De seneste måneder har jeg læst meget både skøn- og faglitteratur om perioden fra før århundredeskiftet og op til mellemkrigstiden. Det er min fornemmelse, at folk faktisk talte sådan med hinanden, som de gør i filmen, i intellektuelle miljøer.

I filmen (og i Wikipedia-artiklen) får vi at vide, at Alan Turing blev posthumt benådet for sin “frygtelige” forbrydelse, homoseksualitet. Og det kan jeg da kun bifalde. Men det chokerer mig lidt, at man ikke har valgt også at benåde alle de andre, der i den periode fik domme for gross indecency, som de kaldte det i England. Jeg synes, det ville være et passende signal at sende til Rusland og de mange andre steder, hvor homoseksualitet stadig er strafbart.

Share

Zusa Street – dokumentarfilm

ZUSA STREET official trailer from Roaddox on Vimeo.

Lørdag formiddag var hele familien i Grand for at se en dokumentarfilm om en af Københavns tidligste graffiti-kunstnere, der fik sclerose i 90’erne, men som har nægtet at opgive sit livsværk.

Navnet Zusa kommer af det tyske Zusammen, der bl.a. hentyder til, at Anders Thordal ikke kan klare sig uden sine hjælpere. Den fem år yngre Tao Nørager har lavet filmen – han har fulgt Thordal med sit kamera, siden de begge var drenge. Nørager tog jobbet som handicap-hjælper for Thordal for at kunne lave filmen. Det skønne ved den er, at selvom der ind imellem tales ret indforstået hiphop-graffiti-sprog, så er det mere en film om subkulturer, venskab og livsmod, end det er en film om graffiti og sclerose.

En anden ting, som jeg blev glad over, var, at Thordal er levende interesseret i andre kunstarter og lader sig inspirere af både “traditionel” malerkunst og af litteratur. Hans allerstørste idol er Alfons Åberg. Det’ fandme i orden!

alfonsI firserne levede jeg selv i en subkultur, der forløb ret parallelt med graffiti-kulturen, og der var da også visse overlap, så jeg genkendte flere ansigter, både i filmen og i biografen. Det synes Jr., der er meget optaget af street art, var ret sjovt.

Senere samme dag gik vi en tur ude på Nordhavnen. Der kom vi forbi dette:

2015-01-17 16.09.452015-01-17 16.09.41

Filmen kommer på DRK på et tidspunkt. I filmbladet Ekko er der et interview med de to. Følg evt. Zusa på Facebook og Instagram: @Zusastreet.

Share

Genetic Me af Lone Frank

Sammen med filminstruktøren Pernille Rose Grønkjær har Lone Frank lavet en film om sit yndlingsemne, genetik. Hun har tidligere skrevet den glimrende og meget oplysende bog Mit Smukke Genom om samme emne.

Det er blevet en let og lys film om tunge emner. Lone Frank tager uden tøven fat i sine svære barndomsminder og beretter skånselsløst om sine egne menneskelige begrænsninger og tunge sind. Vi følger hende på besøg efter besøg hos forskere, der kigger nærmere på det menneskelige sind fra meget forskellige vinkler, både psykologer, psykiatere og neurologer får vi besøgt. De må være nøje udvalgt, for de er alle gode formidlere. Man kan som videnskabsperson nok godt synes, at Frank i alt for høj grad tager udgangspunkt i sig selv, men hvis der skal formidles effektivt til et ikke-videnskabeligt publikum, så er det et godt startsted!

Jeg så filmen sammen med den 13-årige ved et Politiken Plus arrangement, så han trak aldersgennemsnittet kraftigt ned. Synd er det, at ikke flere unge kommer til den type arrangementer. Journalist på Politiken Niels Thorsen interviewede Lone Frank bagefter, og de brugte i særlig grad tid på at tale om, at bare fordi man har “dårlige gener” behøver man ikke sætte sig hen i lænestolen og tilbringe resten af tilværelsen på overførselsindkomst og i fortvivlelse. Der er noget, man kan gøre. Ens personlighedstype er forudbestemt, men man kan stadig handle frit, og man bestemmer selv, hvordan man vil agere i livet. Det førte til en god snak med Jr. om determinisme. Er alt eller intet forudbestemt? “It’s all chance, Mum”, mente han.

Thorsen spurgte Frank, om hun havde været i stand til at omsætte den viden til noget brugbart i sit eget liv, hvortil hun, uden vaklen, svarede, at ja, det havde hun. Og så fortalte hun om sin kærestes død af kræft for kun seks uger siden og om, hvordan hun tidligere ville have siddet i fosterstilling i månedsvis, fordi hun troede, at det var hendes eneste mulige måde at reagere på, men at hun i dag ved, at hun, i en form for kognitiv terapi, kan tvinge sig selv til at tænke på noget andet i lange perioder og dermed trække sig selv ud af den negative spiral.

Quod erat demonstrandum, må man sige!

Filmen kan stadig ses på DR’s hjemmeside. Gør det.

Share

Mr. Turner

Rain Steam and Speed the Great Western Railway
Den fantastiske britiske maler Turner (1775-1851) har i offentligheden lidt en skæbne, der minder lidt om Monets. Nemlig at være romantiseret til døde – næsten – på viskestykker, kagedåser og dækkeservietter. Og det er synd, for hans malerier er fantastiske, og han var langt forud for sin tid.

Nu har den britiske instruktør Mike Leigh, som jeg må tilstå, at jeg ikke er udelt begejstret for, ganske ukarakteristisk lavet en film om Turner. Det pirrede min nysgerrighed fra starten, fordi det altid er interessant, når en kunstner forsøger sig inden for et nyt felt.

Filmen, Mr. Turner, er en af de allerbedste jeg har set inden for genren – dvs. filmportrætter af store kunstnere. Der er kælet for hver eneste frame, så de fremstår i fantastisk lys og med endeløse detaljer fra perioden. Men samtidig er der på ingen måde tale om et udstyrsstykke, og vi får noget, der føles som et meget ægte indblik i denne kunstners liv og personlighed. De udendørs naturpanoramaer ligner selvsagt noget fra Turners egen produktion, mens billeder fra gader og stræder hele tiden fik mig til at tænke på Eckersberg. Det er faktisk et utroligt originalt greb, fordi de fleste andre på Turners tid malede i samme stil som Eckersberg, mens Turner selv foregreb impressionismen. Sproget i filmen holder på imponerende vis balancen mellem et moderne, forståeligt engelsk og det farverige, blomstrende sprog, som var udbredt i kunstnerkredse i England på den tid. Lydsporet er på alle måder en fryd, der matcher billedsiden!

Turner var temmelig grim og ucharmerende, ja, ifølge filmen svarede han på 2/3 af alle spørgsmål med et grynt, der bestemt ikke var uligt det fra en gris, hvilket Leigh også understreger med en kostelig scene i starten af filmen, involverende et grisehoved. Han behandlede heller ikke sine omgivelser – når bortset fra hans far, hvem han var inderligt hengiven – særlig pænt. Især går det hårdt ud over tjenestepigen.

Alligevel når vi i løbet af filmen ind til Turners poetiske og faktisk meget store hjerte – ikke mindst i hans forhold til Mrs. Booth, som han møder sent i livet.

Man behøver ikke være kunstinteresseret for at nyde denne film, for den er aldeles usnobbet i sin tilgang, men det hjælper selvfølgelig.

Share