Genetic Me af Lone Frank

Sammen med filminstruktøren Pernille Rose Grønkjær har Lone Frank lavet en film om sit yndlingsemne, genetik. Hun har tidligere skrevet den glimrende og meget oplysende bog Mit Smukke Genom om samme emne.

Det er blevet en let og lys film om tunge emner. Lone Frank tager uden tøven fat i sine svære barndomsminder og beretter skånselsløst om sine egne menneskelige begrænsninger og tunge sind. Vi følger hende på besøg efter besøg hos forskere, der kigger nærmere på det menneskelige sind fra meget forskellige vinkler, både psykologer, psykiatere og neurologer får vi besøgt. De må være nøje udvalgt, for de er alle gode formidlere. Man kan som videnskabsperson nok godt synes, at Frank i alt for høj grad tager udgangspunkt i sig selv, men hvis der skal formidles effektivt til et ikke-videnskabeligt publikum, så er det et godt startsted!

Jeg så filmen sammen med den 13-årige ved et Politiken Plus arrangement, så han trak aldersgennemsnittet kraftigt ned. Synd er det, at ikke flere unge kommer til den type arrangementer. Journalist på Politiken Niels Thorsen interviewede Lone Frank bagefter, og de brugte i særlig grad tid på at tale om, at bare fordi man har “dårlige gener” behøver man ikke sætte sig hen i lænestolen og tilbringe resten af tilværelsen på overførselsindkomst og i fortvivlelse. Der er noget, man kan gøre. Ens personlighedstype er forudbestemt, men man kan stadig handle frit, og man bestemmer selv, hvordan man vil agere i livet. Det førte til en god snak med Jr. om determinisme. Er alt eller intet forudbestemt? “It’s all chance, Mum”, mente han.

Thorsen spurgte Frank, om hun havde været i stand til at omsætte den viden til noget brugbart i sit eget liv, hvortil hun, uden vaklen, svarede, at ja, det havde hun. Og så fortalte hun om sin kærestes død af kræft for kun seks uger siden og om, hvordan hun tidligere ville have siddet i fosterstilling i månedsvis, fordi hun troede, at det var hendes eneste mulige måde at reagere på, men at hun i dag ved, at hun, i en form for kognitiv terapi, kan tvinge sig selv til at tænke på noget andet i lange perioder og dermed trække sig selv ud af den negative spiral.

Quod erat demonstrandum, må man sige!

Filmen kan stadig ses på DR’s hjemmeside. Gør det.

Share

Mr. Turner

Rain Steam and Speed the Great Western Railway
Den fantastiske britiske maler Turner (1775-1851) har i offentligheden lidt en skæbne, der minder lidt om Monets. Nemlig at være romantiseret til døde – næsten – på viskestykker, kagedåser og dækkeservietter. Og det er synd, for hans malerier er fantastiske, og han var langt forud for sin tid.

Nu har den britiske instruktør Mike Leigh, som jeg må tilstå, at jeg ikke er udelt begejstret for, ganske ukarakteristisk lavet en film om Turner. Det pirrede min nysgerrighed fra starten, fordi det altid er interessant, når en kunstner forsøger sig inden for et nyt felt.

Filmen, Mr. Turner, er en af de allerbedste jeg har set inden for genren – dvs. filmportrætter af store kunstnere. Der er kælet for hver eneste frame, så de fremstår i fantastisk lys og med endeløse detaljer fra perioden. Men samtidig er der på ingen måde tale om et udstyrsstykke, og vi får noget, der føles som et meget ægte indblik i denne kunstners liv og personlighed. De udendørs naturpanoramaer ligner selvsagt noget fra Turners egen produktion, mens billeder fra gader og stræder hele tiden fik mig til at tænke på Eckersberg. Det er faktisk et utroligt originalt greb, fordi de fleste andre på Turners tid malede i samme stil som Eckersberg, mens Turner selv foregreb impressionismen. Sproget i filmen holder på imponerende vis balancen mellem et moderne, forståeligt engelsk og det farverige, blomstrende sprog, som var udbredt i kunstnerkredse i England på den tid. Lydsporet er på alle måder en fryd, der matcher billedsiden!

Turner var temmelig grim og ucharmerende, ja, ifølge filmen svarede han på 2/3 af alle spørgsmål med et grynt, der bestemt ikke var uligt det fra en gris, hvilket Leigh også understreger med en kostelig scene i starten af filmen, involverende et grisehoved. Han behandlede heller ikke sine omgivelser – når bortset fra hans far, hvem han var inderligt hengiven – særlig pænt. Især går det hårdt ud over tjenestepigen.

Alligevel når vi i løbet af filmen ind til Turners poetiske og faktisk meget store hjerte – ikke mindst i hans forhold til Mrs. Booth, som han møder sent i livet.

Man behøver ikke være kunstinteresseret for at nyde denne film, for den er aldeles usnobbet i sin tilgang, men det hjælper selvfølgelig.

Share