Magteliten

Magteliten

Denne bog er enormt velskrevet, simpelthen. Her er nogle forfattere og et forlag (Politiken), der har arbejdet målrettet mod at nå frem til den bedst mulige bog, som er letlæst, men ikke på noget tidspunkt giver køb på principperne om dokumentation. De to sociologer, der står bag undersøgelsen, som bogen bygger på, har enten selv erkendt, at der skulle en journalist til at bearbejde materialet, eller en redaktør har udvist rettidig omhu og overtalt de to forskere. Uanset hvordan det er gået til, så er det forbilledligt! Korrekturfejl er der heller ikke nogen af. Hurra for sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og journalist Markus Bernsen. Grau Larsen og Bernsen kan følges på Twitter.

I bogen kortlægges de netværk af hvide mænd mennesker, der har fat i den tunge ende her i Danmark. 423 personer udmærker sig ved at have tætte forbindelser med hinanden og være centralt placeret dér, hvor de vigtige beslutninger tages. Af de 423 er 19% kvinder. Og kun én er ikke (helt) dansk. Ved en simpel billedgoogling kan man overbevise sig selv om, at magthaverne i Danmark alle sammen ligner hinanden. Så meget, at det næsten er komisk. De er hvide mænd, de er over 40, de går med jakkesæt og slips, har kortklippet hår og pæne sko. For 50 år siden røg de cigar, i dag ejer de en carbon-cykel, som det så morsomt konstateres et sted i bogen. De bor også alle de samme steder – ja, her i Københavnsområdet er det sådan, at et par håndfulde oven i købet er byltet sammen på de samme veje på Frederiksberg og i Gentofte.

En alt for stor del af dem er oven i købet adelige. Tænk, at de privilegier, som vi egentlig for længst har afskaffet, alligevel følger med gennem så mange generationer!

Der er meget lidt i billedet af magten, der er egentligt odiøst. I modsætning til i andre lande, kan man ikke bare komme til magt og indflydelse ved at have en rig daddy. Men hvis du er flittig (på polit-studiet), plejer dine forbindelser og tilpasser dig de kodeks, der gælder, så får du et solidt skub i ryggen af din rige daddy.

Noget, der naturligvis har interesseret mig i særlig grad, er hvilken magt kulturpinger og presse har. Og svaret er: næsten ingen. Kun to personer fra kulturlivet (Bente Scavenius og Poul Erik Tøjner) er med blandt de 423. Desuden ganske få fra pressen og beslægtede brancher. Eneste kunstneriske branche, der gør sig nogenlunde på de bonede gulve, er arkitekterne.

Det er klart, at salig Rifbjerg eller Carsten Jensen kan sætte en dagsorden i pressen, men ingen af de meget synlige pinger har nogen reel magt. Den såkaldte Bermuda-trekant mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio, som forskellige DF’ere igennem tiden har brugt meget tid og krudt på at tillægge en masse indflydelse, har altså reelt ingen, når det i sidste ende kommer til at udøve magt i det danske samfund.

Den sørgelige sammenfatning er, at man må kigge langt efter nytænkningen, når alle magthaverne tænker ens og ser ens ud, uanset om de stemmer S, V, R eller K (der er (endnu) ikke plads til folk fra hverken ydre venstrefløj eller ydre højrefløj i magtens centrum). Når man har læst denne bog, så forstår man godt, at det går langsomt med både grøn omstilling, ligestilling, m.m., og at samfundsudviklingen over lange stræk ruller lidt bagud som en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket ordentligt.

Læs læs læs.

Share

Vin og Videnskab på Geologisk Museum

Da ingen på Twitter gad eller havde tid, blev Jr. mere eller mindre tvangsindlagt til at komme med mor til foredrag om Påskeøen på Geologisk Museum. Jeg ved ikke, om museet er særligt spændende, hvis man ikke er besat af sten, men bygningerne er skønne! Jr. var glad for at være med, for den historie, der udrulledes for en udsolgt forelæsningssal, var meget spændende. Publikum var dejligt blandet.
Ahu-Tongariki-and-Traveling-Moai

Foredraget, som var en del af en serie, Københavns Universitet afholder under fællestitlen Vin & Videnskab, handlede om nye opdagelser vedrørende de mystiske indbyggere på Påskeøen i Stillehavet. Som lidt ældre læsere måske vil huske, så var det det mysterium, Thor Heyerdahl ønskede at afdække med sin berømte Kontiki-ekspedition i 40’erne. Jeg hørte virkelig meget om Thor Heyerdahl i min barndom – jeg tror faktisk min mormor havde et lille crush på ham.

Nå men, to gen-forskere fra Schweiz og Mexico (begge ansat på Eske Willerslevs institut for geogenetik) har simpelthen ført bevis for, at øens befolkning bærer på gener fra “native Americans”, der kan spores ganske mange generationer tilbage. Dvs. til længe før nogen europæer nogensinde kom på de kanter.
Torgeir-higraff

Thor Heyerdahls værdige arvtager,Torgeir Sæverud Higraff, fortalte om sin tur i balsaflåden Tangaroa i hælene på Kontiki til Påskeøen og om sin næste tur, der skal finde sted i år. Den tur skal gå begge veje, for hans teori er nemlig, at det var Påskeøens meget søstærke indbyggere, der sejlede til Sydamerika (lidt lettere at ramme end Påskeøen, der er på størrelse med Bornholm…) og ikke omvendt, som Heyerdahl troede. Alt sammen meget spændende og med ægte gammeldags opdagelsesrejsende-ånd og masser af fantastiske billeder. Som det ses ovenfor, er ham Torgeir også en charmetrold, der nok kan lokke sponsorkroner ud af folk.

Jeg har efterhånden været til nogle stykker af denne type events, hvor forskere  formidler til menigmand. Det kan kun anbefales. De forsker for vores penge og til vores bedste – det er skønt, når de stiger ned fra elfenbenstårnet og fortæller os om det. Jeg kan fx anbefale de månedlige arrangementer Skeptics in the Pub i København, hvor jeg bl.a. har hørt ovennævnte Eske Willerslev fortælle om sin forskning – helt uden slides. Alligevel var det åndeløst spændende.

Share