Nøgne balletdansere

Nåh, det fik dig nok til at klikke, hvad? Det er ikke kun dagbladene, der pusler med clickbait…

Per Morten Abrahamsen: Amy Watson, 2016.
Amy Watson. © PM Abrahamsen, 2016

Anyway, der er faktisk ikke tale om falsk reklame. Til udstillingen X-Ray har Per Morten Abrahamsen fotograferet en håndfuld balletdansere (næsten) nøgne og sat ild til. Nej, det har han selvfølgelig ikke, men det er faktisk ret svært at forklare, hvad billederne går ud på, når man ikke kan vise dem. Han leger både med dobbelteksponering (måske hedder det noget andet, når det er mere end dobbelt?) og med niveauforskelle i de store fotostater. De gør sig ikke særlig godt i de små 2D-udgaver, der kan ses på Hans Alf Gallery’s hjemmeside, men man kan da danne sig et indtryk. Smut dog hellere forbi galleriet (Holbergsgade i København K), hvis du interesserer dig for fotokunst eller for ballet – eller måske begge dele!

Lige da jeg først så de nye billeder, tænkte jeg, at jeg ikke ville være så begejstret for dem, som jeg var for den sidste fotoserie. Men da jeg havde kigget på dem et par gange og kigget lidt i dybden, åd de sig alligevel ind på mig. Den menneskelige krop er endeløst fascinerende, og hvornår er den tættere på sit ypperste end hos balletdansere? Jeg elsker, at Per Morten er præcis lige så fascineret af mandekroppen som af kvindekroppen. En af de ting, der gør, at jeg finder hans billeder 100 gange så interessante som Mario Testinos (uden sammenligning i øvrigt). Dobbelteksponeringerne og den brændende baggrund fremhæver krop og muskler mere end de skjuler, hvilket er ret overraskende og særdeles effektfuldt.

Hans Alf Gallery skriver ikke på deres hjemmeside, hvornår udstillingen slutter, men da den næste angiveligt først starter til august, forestiller jeg mig, at der er god tid til at få set den. Jeg er ked af, at jeg må nøjes med at snuppe Hans Alfs udstillingsforside (hvilket jeg faktisk heller ikke må), men Internettet er et svært sted for fotografer. Dog synes jeg godt, at der kunne være et par presseudgaver med vandmærke i eller noget.

Tilføjelse 16/6: Jeg er blevet lidt klogere på fototeknikken, som jeg ovenfor benævner som dobbelteksponering. Det er det ikke, det er singleshots med lang lukketid. De lidt mindre af billederne, der ikke er i 3D er dobbeltprints, trykt på glas ovenpå tryk på papir. Så skulle det være på plads.

At kigge på fotografier

ImogenCunninghamselfportrait
Imogen Cunningham, selvportræt 1920 (Flickr)

Åh, hvor er vi blevet forvænte, når det gælder fotografi. Vi ser på billeder hele tiden, og mange af dem, vi ser, er faktisk virkeligt gode! Men det er min påstand, at der stadig er noget at hente hos fotografer med noget særligt på hjerte.

To af dem har jeg set i den forgangne uge. Krass Clement i Museumsbygningen og Imogen Cunningham på Gl. Holtegaard. Hvad har de to tilfælles, hm, lad mig tænke… Nej, de har faktisk intet til fælles – ud over det, at deres værker bliver stående og har en særligt dragende effekt på tilskueren. Jeg var til ferniseringen på Krass Clement-udstillingen, og det var nok dumt, for det var svært at få kigget ordentligt på billederne i folkemængden. Til gengæld kan man få hilst på et bredt udsnit af Danmarks fotografer…
Clement krass 050507

Krass Clements billeder, som jeg ikke kan vise nogen af, men som de fleste har set – måske uden at vide det – er en slags poetisk socialrealisme. Det vil han nok hade mig for at sige, men… Han skildrer ofte det, man populært kalder samfundets bagside, men han gør det med et blik for det skønne i det grimme uden dog at forskønne armoden. Han har udgivet en masse fotobøger gennem årene, og de er alle blevet samlerobjekter.

Imogen Cunningham (1883-1976) var lidt af en åbenbaring for mig og min udstillingsmakker, der var helt og aldeles alene torsdag aften på Gl. Holtegaard. Vi var ikke sindssygt betagede af hendes blomsterbilleder eller industrielle landskaber, selvom de er flotte, men brugte lang tid på at betragte hendes portrætter. Hendes barnebarn lavede en portrætfilm med hende, da hun var langt oppe i 80’erne, og den kan ses på udstillingen. Utroligt spændende at høre en så usædvanlig kvinde fortælle om sit lange, spændende liv. En feminist efter mit hjerte!

Årets pressefoto 2016

Årets udvalgte fotos (og nogle kortfilm) kan nu ses samlet i Den Sorte Diamant. Klik på linket for at se nogle af billederne. Det er flygtningene, der dominerer i år, og det er, med undtagelse af det ikoniske billede af politibetjenten, der leger med en lille pige midt på motorvejen, en trist affære. Billederne udstiller de flygtedes desperation og afmagt og Europas og Danmarks pinagtige laden-stå-til. Det er simpelthen så trist, men jo helt nødvendigt, at vi hele tiden ser på dem. Ellers kan de nemt blive reduceret til de lykkejagende ‘migranter’, vores regering helst vil have os til at se dem som.

Heldigvis er der også en smule opmuntring at hente. Selv følte jeg mig mest opløftet ved at se en portrætfilm af Anders Birch og Jakob Vølver om Jens Jensen. Ikke én Jens, men syv – i alle aldre og fra alle sociale lag. Mens feminist-Néné ærgrede sig over ikke også at få set portrætfilmen om 7 x Kirsten Jensen, var film-Néné meget begejstret for de indlevede og følsomme portrætter af nogle meget forskellige mænd og drenge.

Mor til baby: “Skal du så køre træktortræk ligesom far?” 

Klik på Anders Birch herover for at se et par små klip fra de to film. Fine, rørende og LANGSOMME. Det er muligvis, fordi jeg er ved at blive gammel, men jeg foretrækker at tro, at det er fordi, jeg har set så meget film og tv i mit liv, at jeg er blevet i stand til at sætte pris på den langsomme fortælling, hvor der er plads til pauserne og detaljerne.

I mangel af professionelle, er her et par af mine egne billeder – taget ud af vinduet forleden dag med ca. en times mellemrum. Relevans i forhold til Årets Pressefoto? Ingen.

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Richard Mosse, Jeff Wall og David Hockney på Louisiana

Vi har været på Louisiana et par gange, men jeg har ikke fået skrevet om det. Som jeg tidligere har beskrevet, er Louisiana en familiedestination for os – ingen andre steder opfylder så mange af vores behov på én gang.

Richard Mosse: Drag, 2012  Digital c-print ©Richard Mosse. Courtesy of the Artist, Jack Shainman Gallery & carlier ǀ gebauer
Richard Mosse: Drag, 2012 ©Richard Mosse. Jack Shainman Gallery & carlier

Richard Mosse‘ billeder fra krigen i Congo og i særdeleshed den film, der står centralt i udstillingen, er skrap kost. Den lyserøde farve, der er fuldstændig overvældende og dominerende, sender et stærkt kulturelt signal om ufarlighed og nuttethed, der er helt og aldeles misvisende. Farven skyldes Mosse’ brug af en særlig type film kaldet Kodak Aerochrome, som man tidligere brugte militært til at afsløre camouflage. Alt det naturligt grønne (og det er der meget af i Congo) fremstår skrigende lyserødt. Effekten bliver bl.a., at man bliver nødt til at kigge ret indgående på billederne, og at man aldrig får lov til at henfalde til beundring af det fine landskab.

Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall
Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall

Fotografisk kunst er virkelig ved at vinde indpas på de bonede gulve i Danmark. Det var på tide, og det er dejligt. Udstillingen med Jeff Wall er netop åbnet, og den er også flot og tankevækkende. De fleste af hans billeder er fra samfundets skyggeside, men slet ikke in-your-face, som det ses i fx aviserne. Snarere er han optaget af det lidt lurvede. Jeg har læst lidt i katalogteksten, og deri fortolkes billederne helt vildt – alt for meget for mig. Vi gik langsomt rundt og så på billederne og talte om, hvordan vi hver især læste dem (vi: min 26-årige ældstesøn og hans kæreste, min 13-årige søn og mig selv). Det var aldrig helt det samme vi så, så på den måde bidrog vi til hinandens oplevelser.

David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013  Kul på papir ©David Hockney Foto: Richard Schmidt
David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013, Kul på papir, ©David Hockney, Foto: Richard Schmidt

Endelig er der viet en sal til en af Louisianas “huskunstnere”, David Hockney. Ham er jeg fuldstændig pjattet med, så er det sagt. Et af mine mottoer er godt nok, at man skal skille kunstneren og værket, men i dette tilfælde er jeg vild med begge dele. Et interview med Hockney er altid fyldt med visdom, humor og underfundighed. Hockney har lavet en serie kultegninger, som et farvel til det England, hvor han er født, men som han ikke regner med at komme tilbage til. Der er tale om 30 tegninger af forskellige motiver i den samme skov, tegnet over et år, de fleste vist fra forsædet af kunstnerens bil. Hvis du ikke er så bekendt med Hockney, så se videoen herunder, hvor man både ser mange billeder, ser ham male og hører ham fortælle.

Udover de ovenstående kan man stadig se den store Modersohn-Becker udstilling, som jeg har set flere gange, men alle fire er ALT for meget på én gang. Hvis du skal derop snart, så kig lidt på Louisianas hjemmeside og beslut, hvilke af kunstnerne du er mest interesseret i, og skip så resten. Med kunstoplevelser gælder det ikke om at få så meget som muligt for pengene.

Per Morten Abrahamsen: The Lake

Fornylig skrev jeg, at jeg ikke bryder mig om ferniseringer. Det er stadig sandt, selvom jeg faktisk gik til en i fredags. Den indeholdt alle de aspekter ved ferniseringer, som jeg hader, deriblandt intens trængsel, et udvalg af kendte mennesker og folk, der, lidt for højt, siger i telefonen, hvor de er, og at de “nok køber 4-5 af værkerne”. Når jeg alligevel gik og havde nogle fornøjelige timer, skyldes det, at jeg kender Per Morten Abrahamsen lidt, og at mange, som jeg kender bedre, også var der. Og så var der vin – en udmærket en, oven i købet.

Udstillingen, som jo var, hvad jeg kom for at se, finder sted på Hans Alf Gallery, et stort flot galleri i en del af byen, hvor jeg sjældent kommer: Holbergsgade (bag det Kgl. Teater). Per Morten blev verdenskendt i Danmark, da han i 80’erne og 90’erne fotograferede erhvervsledere til Børsens Nyhedsmagasin og gjorde det på en helt og aldeles ny måde. Hvis du ikke er gammel nok til at huske det, så var hans portrætter så spektakulære, at folk som mig kunne finde på at KØBE Børsens Nyhedsmagasin for at nærstudere billederne!

Fotoserien, The Lake, er i en helt anden boldgade. En ret ydmyg sø på Amager Fælled er blevet objekt for Per Mortens linse, og han iscenesætter den med vanlig sans for drama, men samtidig med glimt i øjet og stor varme. Jeg er meget langt fra at være kunsthistoriker, men jeg tænkte gentagne gange på prærafaelitterne fra England og deres reaktion på tidens malerkunst. Jeg er dog ude af stand til at sætte navn på, hvilken trend det evt. er, Per Morten her går op imod. Mit favoritbillede hedder Floating Off og minder mig om dette billede af en af de mest kendte prærafaelitter, John Everett Millais.
John Everett Millais - Ophelia - WGA15685Det forestiller naturligvis Ophelia, og sådan læser jeg også Per Mortens billede – dog står der på hans billede to små børn på søbredden og det er vel oplagt i 2015 – at Ophelia har børn, der bliver ofre for de voksnes desperate handlinger. Det er muligt, at Per Morten vil skrupgrine over min (over)fortolkning, men heldigvis står det enhver frit for at lægge i kunsten, hvad hun måtte have lyst til.

Jeg vil snart gå ned og se udstillingen igen under mere fredsommelige omstændigheder. Jeg gætter på, at der så er små røde prikker ud for de fleste af billederne. Det burde der i hvert fald være.

Ingen af billederne fra udstillingen er frigivet til brug på blogs som denne, men et enkelt kan ses på Hans Alf Gallerys hjemmeside. Hvis man vil se mere, må man gå hen og se udstillingen.

 

The High Res – fotoudstilling i galleri Houcon

Galleri Houcon er nyt og åbnede sidste weekend med omfattende presseomtale og velbesøgt fernisering. Jeg er ikke så vild med ferniseringer, så jeg var glad for at komme en anden dag. Efter lidt bøvl lykkedes det mig så at komme ind og se udstillingen i går.

Otte fotografer udstiller 16 fotografier. De har næsten alle sammen rock’n’roll i en bred fortolkning som tema. Et par af fotograferne kender jeg fra min ungdom i musikbranchen. Det er den ikoniske jazz-fotograf Gorm Valentin og stil-fetichisten Ole Christiansen. Nogle af de andre kendte jeg af navn, et par stykker slet ikke.

Mit absolutte favorit-billede er af en af de fotografer, jeg slet ikke kendte, nemlig Jørgen Angel. Hans billede af Annisette som 17-årig er helt fantastisk og mindede mig lidt om Eckersberg-billedet herunder. Hans andet billede er af Dan Turèll fra 1975 og viser onkel Danny smilende, et åbent og imødekommende smil – men ikke til kameraet. Utroligt godt!
C W Eckersberg 1841 - Kvinde foran et spejlPå blogggen Bongorama har Ronnie Nielsen allerede gennemgået fotograferne, så hop derhen og læs mere. At dømme efter denne udstilling og gallerist Jens Houmøller Clemmensens imponerende private kunstsamling (som kan beses i udvalg ved samme lejlighed) er dette et galleri, jeg vil holde øje med. For at se udstillingen skal du ringe på eller ringe/maile til gallerist Houmøller i forvejen. Han planlægger at snarest få faste åbningstider.

GALLERI HOUCON, Prinsesse Maries Allé 16 (hjørnet til Vodroffsvej),
1908 Frederiksberg C. Tlf. :33319420. Mail : galleri@houcon.dk. Udstilling kan ses frem til 1/3.

Når ingen af de omtalte fotos kan ses her på siden, skyldes det copyright-hensyn. Jeg kunne formentlig godt have fået lov til at bruge et billede eller to til denne omtale, hvis jeg havde spurgt pænt, men det har jeg ikke. Klik på de indlagte links for at se nogle af billederne.