Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

1947 – et afgørende år i det 20. århundrede

Nu skulle man jo tro, at jeg ikke læste bøger mere, så få anmeldelser det er blevet til på det sidste! I virkeligheden er det mere anmeldelserne jeg er bagud med – heldigvis da.

Slankekur

Jeg prøver at holde en smule so-me-slankekur, hvilket øjeblikkeligt frigør mere tid til at læse. Det er såmænd grund nok til at holde fast i slankekuren!

Elisabeth Åsbrink

En bog om et enkelt år

Men jeg har altså læst ‘1947’ af den svenske journalist og forfatter Elisabeth Åsbrink. Jeg læste den på svensk, men jeg ser nu, at den er udkommet på dansk hos People’s Press. Hurra for det, men IKKE hurra for, at man ikke får at vide, hvem der har oversat den til dansk!?

Bogen handler om året 1947, selvfølgelig med udgangspunkt i Sverige, men så alligevel ikke – den er meget international i sit verdenssyn. Et hovedfokus er dannelsen af staten Israel, som hun kommer meget fint rundt om, og et andet er dels de nazister, der slipper helskindet ud af Tyskland og blandt andet til Argentina, dels den nye fascistbevægelse, der bl.a. udspringer i Sverige.

 

En meget stædig mand

Og vi følger en meget stædig mand, der bare VIL have indført begrebet “genocide” i international lov, så det er noget man kan anklages og dømmes for, og som kæmper for det hele livet uden at få særlig meget anerkendelse for det. Jeg takker dig, Mr. Lemkin, som jeg ikke kendte eksistensen af!

Vi hører om Hassan al-Banna, som vi har noget mindre at takke for – det var nemlig ham, der desværre genopfriskede begrebet jihad, der ellers var støvet lidt til, og som startede det Muslimske Broderskab.

Der anslås også lidt lettere takter, og vi møder både Simone de Beauvoir og Christian Dior. Og vi møder forfatterens far, den lille flygtningedreng Joszef.

Nedslag i historien

Ideen med at skrive en bog om et enkelt år finder jeg meget tiltalende. For et par år siden læste jeg “1913”, der er skrevet af en tysk kunsthistoriker, hvorfor forfattere og kunstnere står centralt i den – men de spejler jo samtidig et helt afgørende år i verdenshistorien. Den bog vil jeg også gerne anbefale. Endnu ulæst står den danske kulturhistoriker Martin Zerlangs “1914” i reolen. Jeg skal nok få den læst en dag!

Share

Jo, en metrobyggeplads er så sandelig kultur!

På Twitter har vi et fænomen, der hedder #twundtur. Det er opfundet af den gode Lasse Baagøe. Konceptet hviler på, at næsten alle kender nogen, der arbejder et sjovt eller spændende sted. Lasse fandt så på at sætte det faktum i system, så vi nu “udnytter” vores venner og får dem til at arrangere rundture for en gruppe interesserede Twitter-brugere på deres arbejdsplads.

En grafisk fremstilling af en af boremaskinerne.
En af boremaskinerne som vi så den.

Hvis du klikker på #twundtur ovenfor, kan du se, hvor vi har været. Og i går var vi så dybt under jorden og se metro-arbejdspladsen ved Hovedbanegården. Den røde løber var rullet ud, men det var nu mest fordi statsministeren havde været på besøg tidligere på dagen, idet metroen nu er færdigboret, og de fire gigantiske boremaskiner kan gå på pension.

Allerførst skulle vi iføres sikkerhedstøvler, gule veste og hardhats. Sidstnævnte viste sig at være en vældig god idé, da jeg flere gange ramte overkanten med hatten på vej ned i dybet.

International arbejdsplads

Selvom kl. var over fem, var der masser af folk på arbejde. Metroens venlige

Banner til ære for politikerne.

ogdygtige PR-folk fortalte bl.a., at der er 25+ nationaliteter blandt de flere tusinde metroarbejdere. Mange af dem er katolikker (mestendels italienerne og polakkerne) og de har fået installeret en lille oplyst statue af den særlige helgen for metrobyggeri (genbrug af helgenen fra kulminerne).

Er det bare mig, eller har der ikke været noget råberi om dette knæfald for andres religion?

Fordi selve tunnelen er boret, skifter arbejdet nu karakter, og nye underentreprenører kommer ind – dem der skal bygge stationerne og installere sporene. Et par stationer på Nørrebro-kanten er allerede næsten færdige, så det er der, de nye spor, tog og systemer skal prøvekøres, mens resten af ringen bygges færdig. Jeg kommer til at bo mellem to stationer – Rådhuspladsen og Gl. Strand og jeg glæder mig virkelig – vores by bliver ny!

Kultur/natur

Og nu tilbage til det med kultur. Da jeg gik hjem, tænkte jeg på, at jeg så gerne ville blogge om oplevelsen, men at min blog jo egentlig handler om kultur. Hvorefter jeg tænkte videre på, at det jo bare skyldes, at jeg og min omverden bruger en utroligt snæver definition af ordet kultur, der jo faktisk bare betyder “det dyrkede” i modsætning til natur, der betyder “det fødte”.

At vi nu selv er med på billeder af alting er også kultur…

Skruer man det blik på, er sådan et metrobyggeri i den grad kultur – “den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation”. De børn, der i dag går i vuggestue eller børnehave (for slet ikke at tale om de ufødte) vil vokse op i et København, hvor det tager 10 minutter og er fuldstændig sømløst at komme fra Trianglen til Enghave Plads – to steder, der i dag føles meget langt fra hinanden.

Share

Art deco i Miami

Fontæne på Miami Beach
Fontæne på Miami Beach
Både yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!
Yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!

Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!Miami artdeco

En skør tid

Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.Miami artdeco music

Harald Engman

For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:

Harald Engman: Menneskepyramide (1941)

Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!

Harry Clarke

Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.

Harry Clarke 1930.

Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.2016-07-21 15.08.44

 

Share

The Dressmaker

Kate Winslet er den ultimative diva i the Dressmaker

Med den skønne og inspirerende Judi var jeg til forpremiere på den australske film The Dressmaker i Nordisk Films biograf på Frederiksberg. Det var en blandet oplevelse, men det vender jeg tilbage til. Når film handler om noget med kunst eller mode, så hiver jeg Judi med ved øret, for hun har de bedste indsigter!

Alene fra titlen kan man jo regne ud, at filmen har noget med tøj at gøre. Og skal jeg bedømme den alene på kostumerne, så får den 5 stjerner. Desværre lever resten ikke helt op til forventningerne, som var høje, fordi filmen har vundet en masse priser hjemme i Australien.

Judy Davis

Nu hører jeg til dem, der synes, at Kate Winslet er ret skøn, men hun er ikke rigtigt udfordret i denne rolle. Det er Liam Helmsworth heller ikke, men er han nogensinde det? Hans “hunk”-look appellerer slet, slet ikke til mig, og jeg syntes, han var fejlcastet. En anden skuespiller, der bestemt ikke var fejlcastet, og som var en fryd gennem hele filmen, selvom hendes rolle ved Gud ikke bød på nogen indre logik, var Judy Davis. Hun er skøn!

Filmen benytter sig af den klassiske lystspilsformel,  hvor der er elementer af både tragik og komik, noget der har virket helt tilbage til Shakespeares dage. MacBeth nævnes flere gange, men The Taming of the Shrew ville nok have været mere passende. Der er flere voldsomme temposkift og stemningsskift, og jeg tror nok, jeg synes, det er for voldsomt, så filmen gaber over langt mere, end den kan tygge, så at sige. Selve historien havde måske egnet sig bedre til drama end til komedie.

Filmen har mange sjove og gode elementer, men i sin helhed holder den ikke. Der var dog et par damer til stede i biografen, som tydeligvis fandt den helt fantastisk morsom. De grinede i hvert fald m e g e t højt.

Filmen har premiere 14/7.

Tilbage til “filmoplevelsen” – noget jeg flere gange har været med til at diskutere med repræsentanter fra filmbranchen på Twitter. Her var som sagt tale om en forpremiere, specielt til folk, der modtager nyhedsbrev fra kino.dk. Nyhedsbreve, der i øvrigt ofte har den inspirerende overskrift “Ugens film i din biograf”… Anyway, før filmen begyndte, kom en mand i Nordisk Film T-shirt ind og fortalte lidt om den. Det var sådan lidt underligt, for han glemte fx at fortælle, hvem han selv var, og han var ikke særlig velforberedt.

Andre steder, når man kommer til forpremiere, er der gjort mere ud af det. Fx har man fundet en relevant sponsor, der byder på et glas vin eller en snack eller noget, og man har en person, der ved hvad hen taler om, til at præsentere filmen, så man får lidt mere med hjem, end hvad der står på de første fem linjer på IMDB. Derudover sad Judi og jeg på stole, der med jævne mellemrum vibrerede så meget, at det føltes som at sidde oven på en centrifugerende vaskemaskine. Og i samme øjeblik efterteksterne begyndte at rulle, tændtes rengøringslyset i biografen. Ja ja, en fejl sikkert, men sgu alligevel temmelig uprofessionelt. Sluttelig er der dette påbud, som findes i alle Nordisk Films biografer, og som jeg finder decideret fornærmende:Nordiskfilm

Undskyld, men hvad bilder I jer egentlig ind? Jeg synes faktisk, det er okay, at man ikke må nyde medbragt slik, etc. i foyeren, men reglen gælder også i biografen. Nordisk Film oplyser dette på deres hjemmeside:

Det er ikke tilladt for vores gæster at medbringe eget slik, sodavand, popcorn m.m. og nyde dette i biografen herunder i salene. Årsagen til dette er, at biografen dels er et sted, der byder på gode oplevelser men samtidig er vi en virksomhed og det er afgørende for biografens drift, at vi kan bibeholder vores indtægter fra kiosksalget og dermed vores eksistensgrundlag. Vores forbud mod medbragt slik, drikkevarer mv. er i tråd med de regler, som man har i andre virksomheder lig vores så som koncertarrangører, teatre, sport, cafeterier og restauranter samt ikke mindst andre biografer, som har tilsvarende forbud.

Ikke alle biografer opretholder dette forbud, skulle jeg hilse og sige. Hvis nu der kun solgtes “ikke-støjende” og “ikke-svinende” slik m.m. i biografens foyer, så kunne jeg sagtens forstå det. Men sådan er det jo ikke! Til gengæld kan folk, der gerne vil nyde noget, men ikke ønsker at spise metervare-slik eller drikke klamme colaer eller dårlig kaffe til overpriser, så ikke medbringe noget. Klart, vi overlever, men det bidrager saftsuseme ikke til en positiv biografoplevelse.

Share

Kunst overload i Basel

Sally Mann: Virginia at 6, 1991
Sally Mann: Virginia at 6, 1991

Jeg har været med familien en weekend i Basel til kunstmessen, Art Basel, der denne gang “udkom” i sin 46’ende udgave. Jeg har aldrig været der før og ved ikke heeelt, om det er noget, jeg har lyst til at gøre igen – mest fordi det var så stort – der var simpelthen alt for meget kunst. Niveauet var meget højt, og jeg så rigtigt mange flotte, sjove, spændende, originale og inspirerende værker. Men selvfølgelig også en hel del af det, som Jr. med en samlebetegnelse kalder “Meh”.

Billedet øverst, den lille pige af Sally Mann, var nok et af de dejligste billeder, vi så. Umiddelbart kunne det være enhver idiots feriebillede i s/h Instagram-lækkerhed, men så alligevel ikke. Der er en grund til, at Sally Mann er blevet en stjerne på fotografi-himlen.

De ni billeder i “galleriet” (beklager min elendighed som fotograf og endnu større elendighed som billedredaktør (billederne ligger på siden i mobilversion???)) er alle kunstværker, jeg af en eller anden grund synes om (klik og se i stort format). Jeg kan ikke altid forklare årsagen – hvilket måske er en af årsagerne til, at jeg ikke er kunstkritiker. Det enorme billede af Richter, som jeg kan takke Louisiana for, at jeg har lært at kende, var jeg helt vild med. Jeg forestiller mig en kæmpevilla med en ubrudt gang så lang, at det kunne hænge der i al sin majestæt!

Herunder er så et billede, jeg gerne vil have forklaret, for jeg fatter simpelthen ikke, hvad meningen er.

Sandra Gamarra: "V.O. con subtitulos en espanol I", 2016
Sandra Gamarra: “V.O. con subtitulos en espanol I”, 2016

Jeg har ikke brugt timer på det, men jeg har da sat Manets billede (Olympia, 1863) ved siden af og kan ikke se forskel? Titlen på værket betyder noget med spanske undertitler, men forkortelsen V.O. forstår jeg ikke, og 1-tallet eller I’et til slut? Billedet af Gamarra er olie på lærred, præcis som originalen.

(Senere tilføjelse: V.O. står for Version Originale, som bruges i “dubbing-landene” til at angive, at en film ikke er dubbet, men er med undertekster. Så titlen er altså Originalversion med spanske undertekster 1. Det er muligvis sjovt?)

Rodney Graham: Artist in Artists' Bar, 1950's. 2016. Malet lysboks.
Rodney Graham: Artist in Artists’ Bar, 1950’s. 2016. Malet lysboks.

Jeg kunne rigtigt godt lide billedet herover og prøvede virkelig at få et fotografi uden for mange reflekser. Men som det ses, lykkedes det ikke særlig godt. Der er noget lidt mystisk og dragende og samtidig meget genkendeligt ved billedet – man kommer uvilkårligt til at tænke på kunstnerbarerne i indre København, men også lidt på stemningen i Hoppers Nighthawks. Efter at have læst lidt om Rodney Graham og set nogle flere billeder på nettet kunne jeg virkelig godt tænke mig at se en særudstilling med ham.

Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016
Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016

Det sidste billede er malet på et spejl. Regn selv ud, hvad der hører til i værket og hvad der er spejlets refleksioner. Det fungerede ret fantastisk på messen.

Derudover har jeg blot at tilføje, at Basel viste sig at være en ret dejlig by at besøge – det kunne man godt gøre, selvom der ikke var kunstmesse.

Share

Celebrity foto

Sienna Miller, Rome, 2007, American Vogue. © Mario Testino. Fra Gl. Strands hjemmeside.
Sienna Miller, Rome, 2007, American Vogue. © Mario Testino.

Hvis du har din gang i København, har du set reklamerne i lygtepælene. Modefotograf m.m. Mario Testino udstiller på Kunstforeningen Gl. Strand. Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham på en storby-visit. Det kan have været i Zürich, men jeg husker det ikke. Jeg husker til gengæld, at jeg kom forbi et stort, fancy galleri, og at fotostaterne derinde fangede min opmærksomhed. Det viste sig at være en udstilling af Testinos modebilleder, og nogle af dem er virkelig ret fantastiske og enormt spektakulære. Siden har jeg stort set kunnet genkende hans billeder, når jeg ser dem.

(lidt af en flødebolle...)
Mario Testino (Wikimedia)

Udstillingen på Gl. Strand er opdelt i tre dele – modebilleder, nøgenbilleder og royale billeder. Jeg kan klart bedst lide modebillederne. Bl.a. fordi han er god til at bruge modellernes personlighed – meget modsat det vi hører om modeller til podierne, nemlig at de helst IKKE skal have personlighed eller former, men bare være et pænt tøjstativ.

Nøgenbillederne er for kontante for min smag, og jeg bliver lidt træt af de der tynde, tynde, tynde piger – måske kan jeg bare ikke se det erotiske, når der hverken er bryster, behåring eller bagdel. Og hvor er mændene? Dem fotograferer han åbenbart ikke.

Tasha Tilberg, Paris, Dutch Magazine, 1997, © Mario Testino (fra Gl. Strands hjemmeside)
Tasha Tilberg, Paris, Dutch Magazine, 1997, © Mario Testino

Endelig er der de royale portrætter, som jeg er decideret uimponeret af. Især det af kronprinsen, hvor Testino netop IKKE har fanget det der glimt i øjet, der gør, at nogle af os tror på, at kronprinsen har noget at bringe til bordet, når han engang bliver konge. Det har jeg set på mange portrætter af ham, og det mangler fuldstændig i Testinos.

For en, der kommer relativt jævnligt på Gl. Strand, er det sjovt at opleve publikum til denne udstilling. Der er flest kvinder, hvilket der ikke er noget nyt i, men de er en del yngre, end de plejer at være, og der er LANGT mellem ravsmykkerne…

Share

Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Share

Man ku’ godt ta’ en Tour-de-Kunstmuseum igennem Danmark!

 

Fancy selfie - Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat
Fancy skygge-selfie – Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat

Mens knægten fløj med sin drone i Guldager, kørte jeg en tur til Vejen Kunstmuseum, fordi jeg på Instagram havde set, at de havde en særudstilling med japansk grafik. Som det vil være faste læsere bekendt, er jeg lidt Japan-tosset.

Katsushika Hokusai (1760-1849), Irissen met sprinkhaan (1820)Filmen her bliver vist på udstillingen. Det var nærmest umuligt at tage ordentlige billeder af de grafiske værker i udstillingen, dels fordi mange af dem var i bøger, dels fordi lyset var meget dæmpet af hensyn til værkernes høje alder. Men i dette galleri ses mange fine eksempler. Personligt holder jeg mest af dem med dyr og blomster.

Forvandlede Blomster 1899 by Jens LundSelve Vejen Kunstmuseum var en kæmpe positiv overraskelse for mig. Jeg vidste ikke, at det var dedikeret til billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941), som jeg næsten ikke kendte, bortset fra den uhyggelige Trold der lugter Kristenblod, der vistnok står i Glyptotekets have. Museets største rum og hans skulpturer minder begge meget om Tegners museum og skulpturer, og de er da også nært beslægtede, fortalte man mig. Museet er i øvrigt fyldt med kunst fra min absolutte favorit-periode i dansk kunst, perioden omkring forrige århundredeskifte. Og der var meget kunst og – især – keramik af kvindelige kunstnere, hvoraf mange var mig helt ukendte. En anden for mig ukendt kunstner var rigt repræsenteret, Jens Lund (1871-1924).

Engang vil jeg tage på tur med en ligesindet og besøge alle Danmarks små og knap-så-små kunstmuseer på én tur. Ind imellem skal vi spise god mad og sove på gode kroer. Hvem vil med? Og hvem ved, om bogen, der reklameres for på plakaten øverst, er til at skaffe for menneskepenge?

 

Share

Kvinden i toget

The_Girl_On_The_Train_(US_cover_2015)Nogen bliver nødt til at forklare mig, hvordan denne bog kan debutere øverst på New York Times bestseller liste og også toppe lister andre steder på kloden, bl.a. her i Danmark. Og gode anmeldelser fik den også mange steder, bl.a. af Bo Tao Michaëlis i Politiken, som ligefrem kalder den Ibsensk!!! (artiklen er premium, tag mit ord for det). Til gengæld er min blog-kollega Camilla ovre på Trilogien næsten lige så ubegejstret, som jeg er. Jeg har læst den på engelsk, så kan ikke sige god for den danske oversættelse.

Plottet er anstrengt, så det kan passe til den ligeså anstrengte rammefortælling om at pendle med toget. De tre kvinder, der er romanens omdrejningspunkter, forekommer mig også utroværdige, men nogen vil måske fortælle mig, at de kender til kvinder, der agerer sådan? Jo selvfølgelig er der kvinder med en fortid, som de ikke lægger offentligt til skue, og der er kvinder, der synker ned i alkoholisme efter en traumatisk oplevelse, men men men…

Hvorfor læste du den færdig, spørger du. Godt spørgsmål, svarer jeg. Svaret er nok, at jeg hele tiden ventede på at finde ud af, hvorfor så mange mennesker synes, den er fantastisk. Men det gjorde jeg altså ikke.

Bogen kommer som film i indeværende år, så vidt jeg kan læse af IMDB. Filmen behøver ikke være dårlig – det ville ikke være første gang, at en dårlig bog bliver til en god film. Men jeg holder ikke vejret.

Der er mange gode krimier og thrillere derude. Spild ikke din tid på denne. Prøv fx denne her.

Share

Hvor skal vi hen du?

Michael Moore (2)
Det er Michael Moore, der spørger i sin nye film, Where to Invade Next. Spørgsmålet er retorisk, for han ved jo godt, i hvilken retning han synes, at USA bør bevæge sig. Filmen er selvfølgelig timet til valgkampen, og den er angiveligt allerede en stor publikumssucces. Jeg frygter bare, at det kun er de allerede omvendte, der får set den. Men måske kan det betyde lidt debat på amerikansk TV. Michael more skriver, at han allerede er blevet “called names” af Ted Cruz og Jeb Bush. Mere kan man vel heller ikke ønske sig!

Filmen er både sjov og sørgelig, og der er det ene vidunderlige close-up af ansigter, børns såvel som voksnes, efter hinanden. En meget, meget dygtig fotograf og en meget, meget dygtig klipper har været på spil her! Der er en scene i filmen med tre portugisiske politibetjente – det er simpelthen noget af det mest rørende, jeg har set. Andre sekvenser, der pirkede til mine tårekanaler, var scener fra den grønne revolution i Tunesien med de mange lykkelige mennesker på gaderne, da diktatoren var væltet. Og en sekvens med en far til en af de dræbte fra Utøya, der helt roligt sidder og fortæller, hvor stolt han er over at leve i et land, hvor et uhyre som Breivik får samme behandling som alle andre. “Hvis jeg ville hævne mig på ham, ville jeg jo synke til hans niveau”, sagde dette store menneske, en håndværker fra Norge.

Selvfølgelig er der færre øjenåbnere for os skandinaver end for en republikansk texaner, men vi kan nu godt tåle at se den alligevel. Ikke mindst fordi mange af de fine værdier, som Michael Moore gerne vil tage med sig fra Europa og hjem til USA, desværre er værdier, der bliver undermineret as we speak her i Europa.

Jeg har skrevet mere om den samme film omme på Grands blog, hvor jeg har fået den ære at gæsteoptræde.

 

Share

Svulstige damer i Ishøj

En kunstner på forsiden af Vogue. Hvornår er det sidst sket?
En kunstner på forsiden af Vogue (foto Robert Doisneau, 1952). Hvornår er det sidst sket?

Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…

Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.

Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(
Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(

Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.

Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.

En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
Udsnit af totempæl
Udsnit af totempæl

Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”

Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!

Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!

Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.
Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.

Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.

Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!

 

 

 

 

Share

Eye Attack på Louisiana

Som altid en flot udstilling – og herligt at se, at Louisiana virkelig kendte sin besøgelsestid, dengang disse værker blev skabt, for rigtigt mange af dem er fra samlingen og ganske velkendte for det trofaste Louisiana-publikum.

Bridget Riley: Movement in Squares, 1961
Bridget Riley: Movement in Squares, 1961

Mange af værkerne, måske særligt dem af Bridget Riley (f. 1931), ligner noget, man kan lave på en computer med lidt skillz og fantasi, men de er jo rent faktisk udført med lineal, maling og opfindsomhed alene. Mindblowing!

I dag mødte jeg en dame, der også havde set udstillingen. Hun var blevet så svimmel af at se på nogle af værkerne, at hun opgav frokosten bagefter pga kvalme! Så slemt syntes jeg nu ikke, det var, men nu er jeg også overordentlig glad for mad.

Francois Morellet, Sphére, 1962
Francois Morellet, Sphére, 1962

Den 14-årige og hans kammerat morede sig meget over, at mange af mobilerne larmede så meget. Mig: “Prøv du at bygge en maskine, der kan køre hver dag i 40 år uden at blive slidt!”

I udstillingen er der et rum, hvor opart perspektiveres i forhold til samtiden. Der var bl.a. denne fine illustration.

2016-02-18 12.21.59
1966

 

Vi nåede også Fire under Snow, en udstilling af videokunst. Vi havde det meget forskelligt med værkerne – nogle stod vi bare og gloede på og kunne ikke se pointen, andre syntes vi (og det er inklusive de to teens) var helt fantastiske. Ikke mindst Candice Breitz’ ’Working Class Hero (A Portrait of John Lennon)’ fra 2006. Wauw, et vildt værk! Vi sad foran det meget længe.

Share

Walking Distance

Walking DistancePå mange måder er Walking Distance en lille film, hvis man ser bort fra hovedpersonen, der ikke er spor lille. Men små film kan også være gode, og det er denne. Søn (14) syntes, den var lige langsom nok, og han var noget rastløs den sidste halve time, men han syntes alligevel, den var udmærket, og kommenterede også, at det var påfaldende, som man til at begynde med blot væmmedes ved den kæmpestore hovedperson, men efterhånden kom til at holde af ham på samme måde som filmens øvrige karakterer.

Filmen er mexicansk og meget afdæmpet og socialrealistisk i sit udtryk. Socialrealisme ser vi ikke meget af i Europa i disse år, det er blevet tiltagende umoderne, efterhånden som der bliver større og større forskel på rig og fattig…

Se filmen i den utroligt hyggelige og aldeles oversete lille biograf Gloria på Rådhuspladsen. Flinke folk bag baren, udmærket kaffe og fine film.

 

Share

Den Danske Pige

Lili Elbe by Gerda Wegener
Da filmens sidste scene ruller over lærredet bryder alle i den fyldte biograf ud i latter. Jeg kan godt garantere, at det ikke var meningen. Mere om det senere.

Jeg havde egentlig relativt høje forventninger til denne film om en pragtfuld kunstner og hendes mand, der blev en kvinde. De blev desværre ikke indfriet. Måske har man syntes, at emnet var så kontroversielt, at resten af filmen var nødt til at være pæn og poleret for alligevel at få folk ind og se den. Der er meget smukke billeder af diverse landskaber og solnedgange og af det gamle København, Paris og Dresden. Jeg gad fx godt se den opgang i Paris, de skal forestille at bo i. OhMyGod – det smukkeste art deco! Men faktisk er det et godt eksempel på noget, der irriterede mig ved filmen. Skal vi virkelig tro på, at de havde råd til at bo så eksklusivt? Og de er malere; alligevel har de begge de smukkest manicurerede hænder og de aller-reneste, lækre negle. Kender du en kunstmaler? Så ved du, hvad jeg mener. Der er en del af den slags usandsynligheder.

Og ja, den unge Redmayne er da virkelig meget yndig, men jeg bliver simpelthen så træt af hans mannerisms… Faktisk syntes jeg bedre om Alicia Vikander, der spiller Gerda.

Tilbage til slutningen af filmen. Vi hører hele tiden om Ejnars barndom i Vejle. Vejle mig her og Vejle mig der. Til sidst er Gerda og Ejnars barndomsven Hans taget til Vejle for at sprede Lilis aske. Og der står de så, på den høje skrænt foran Vejles majestætiske bjerge… I kid you not. Man har simpelthen ikke ment, at der var pænt eller dramatisk nok ved Vejle Fjord. Billederne er fra Norge

Vejle
Vejle fjord

I øvrigt slutter filmen med at prise Lili for hendes mod. Men ærligt talt, så synes jeg faktisk, at filmens (og virkelighedens) rigtige helt er Gerda, der støtter Ejnars færd mod at blive Lili, også selvom det på alle måder er tungt for hende. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok havde vist min mand Vintervejen, hvis han pludselig skulle til at være kvinde og have mande-kærester!

Wikipedia-artiklen om Gerda fortæller, at filmen (og bogen) er blevet kritiseret for ikke at forholde sig til Gerdas seksualitet – ifølge den var hun lesbisk, og de to blev kun gift for at kunne fremstå respektabelt. Filmen forbigår også deres skilsmisse. Egentlig synes jeg, det er fint, at film tager sig kunstneriske friheder. Så er det bare ærgerligt, når det ikke resulterer i et værk, der kan overstråle virkeligheden.

Herunder ses en af Gerdas mange erotiske illustrationer, som gav hende noget højst tiltrængt ekstraindtjening – nu når hun skulle forsørge både sig selv og Lili!

1925 Wegener Les Delassements dEros 03 anagoria

Share