Flugten til Friheden

Åh, hvilken skøn film. I en halvtom ikke særlig stor sal i Grand, så vi denne helt neddæmpede fransk/algierske film med den helt uovertrufne Viggo Mortensen i hovedrollen, som Camus‘ forlængede arm, der desperat ønsker at gøre det rigtige, men hele tiden finder ud af, at det, der er det rigtige for den ene, slet ikke behøver at føles spor rigtigt for den anden. En smertefuld lektion, ikke kun for Daru, som Mortensen hedder i filmen, men også for os, tilskuerne.

Filmen er meget brun. Det algierske landskab er brunt, brunt, brunt og goldt, goldt, goldt. Når man går ud af biografen, kan man næsten mærke støvet klistre til en. Vi er i 1954, i starten af den blodige algierske frihedskamp mod franskmændene. Daru bliver udsat for et ægte Camus’k dilemma, og vi følger ham med hjertet i halsen, mens han træder dydens smalle sti.

Jeg læser normalt aldrig interviews med skuespillere – det interesserer mig dybest set ikke, hvad de mener om de roller, de spiller. Men jeg læste flere interviews med Mortensen, fordi han virkelig har engageret sig i denne film, og fordi man bare MÅ beundre en mand, der har haft alle muligheder for at vælge den lette vej, men hver gang har valgt én, der var sværere. Han taler flydende fransk og – så vidt jeg kan høre – ganske glimrende arabisk. Og han er stærkt optaget af Camus og helt inde i de voldsomme konflikter, der udspilledes blandt franske intellektuelle i forbindelse med krigen. Meget spændende læsning, for én gangs skyld. Filmens danske titel er i øvrigt lidt flad, den franske/engelske titel Loin des Hommes/Far from Men, er meget mere rammende.

Og apropos kvindens stilling (gårsdagens boganmeldelse), så kan filmen jo slet, slet ikke bestå Bechdel-testen. Der er nemlig kun kvinder med i ca. 5 minutter af den. Så det.
Viggo Mortensen TIFF 2011
Og for at det nu ikke skal blive alt for højspændt, så er Viggo da også en fryd for et par midaldrende kvindeøjne.

 

Share

Et besøg på Hirschsprungs samling

Det lille museum i skyggen af SMK har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ikke så meget på grund af guldaldermalerne, der ellers er rigt repræsenteret, men på grund af det moderne gennembruds malere, som kan nærstuderes i et par sale, som rummer mange virkelig gode malerier fra perioden. En sjov detalje er, at museet har indkøbt møbler fra kunstnerhjemmene, så der flere steder står møbler i umiddelbar nærhed af billeder, hvori de indgår.

Dronning Sophie Amalies død
Kristian Zahrtmann: Dronning Sophie Amalies død, 1892.

En maler, som jeg ikke kendte meget til, inden jeg begyndte at komme på Hirschsprung, er Zahrtmann. Hans malerier skiller sig meget ud, fordi de ofte har grimme og lidt lattervækkende motiver, er knaldskarpt malede og oftest med hidsige farver. Senere har jeg fundet ud af, at han var læremester for næsten alle de malere, jeg holder allermest af, så hans bidrag til kunsthistorien måske mere ligger dér end i selve malerierne.

Nogle af de malerier fra det moderne gennembrud, som jeg holder allermest af hænger der. En lang række af disse billeder er inden for de senere år blevet tilgængelige på Google Art Project, hvor de kan studeres. Det bør dog ikke forhindre nogen i et besøg på selve museet. Det er desværre ret dyrt, og der er ingen former for rabatordninger. Det tilrådes derfor at smutte derover på en gratis onsdag, hvis man kan.

Wegmann Nähende Frau 1891
Bertha Wegmann: Syende kvinde, 1891 (ikke på udstillingen)

Der er i disse dage en særudstilling i anledning af 100-året for kvindernes stemmeret. Den hedder Kvindelige Kunstnere i Hirschsprung. Den var jeg godt nok skuffet over, og jeg kunne ikke lade være med at få den tanke, at den er løbet i gang af en kvindelig kurator, der har fået 25 øre og meget lidt opbakning fra museets ledelse. Selvfølgelig kan man ikke opfinde værker, som museet ikke disponerer over, men et kritisk blik på, hvorfor museet fx kun har ét billede af Agnes Slott-Møller og ikke har erhvervet ét eneste af de af hendes malerier, der har kunnet købes (billigt) på auktion de senere år, havde været klædeligt. Teksten til udstillingen er mildest talt ukontroversiel, hvilket er synd, for man kunne fx have kigget på kvindernes egen holdning til deres status (som varierede en del) og på museets indkøbspolitik, både dengang og (måske især) siden. Anna Syberg, som jeg skrev om forleden, er repræsenteret med to dejlige billeder, hvoraf især det ene er et nærstudium værd – det er ikke umiddelbart til at finde via Google.

Share

Open Air Academy i Brede

openair

Sammen med sønnen var jeg i weekenden til Open Air Academy i Brede. En tre dages festival arrangeret i et forbilledligt samarbejde mellem Golden Days, Information, Københavns Universitet, Nationalmuseet og DTU.

MERE AF DEN SLAGS, TAK!!!!

Af flere irriterende grunde fik jeg ikke mulighed for at deltage i mere end en halv dag, og da jeg havde sønnen (14) med, hørte jeg ikke så mange foredrag, som jeg ville have gjort, hvis jeg havde været i følge med en voksen. Til gengæld prøvede jeg så ting, der var sjove, og som jeg nok ikke ville have prøvet uden ham. Min veninde var der en anden dag og var yderst begejstret for både walks og talks.

2015-05-23 12.35.08 2015-05-23 12.45.22 2015-05-23 13.04.28Sønnen og jeg var til kemisk madlavning med studerende fra DTU. Det var velbesøgt, lærerigt, sjovt og velsmagende. Jeg hørte lidt af Holger Bech Nielsens snak om sort stof som jeg ikke forstod ret meget af, men hans begejstring er godt nok smittende! Vi deltog som samlebåndsarbejdere i Henry Ford-fabrikkerne, og blev pisket frem af en værkfører og fabrikschef, der tog jobbet meget alvorligt. Det var sjovt (så længe man kan gå igen inden 10 timer og ens liv ikke afhænger af det), og sønnen fik flere gode indsigter ud af det.

Vi spiste selvfølgelig også noget dejlig mad fra nogle af de tilstedeværende foodtrucks.

Jeg hørte en paneldiskussion om sandhedens vilkår i medierne. Det var ret sjovt, for tænk, det er faktisk noget, man kan diskutere! Der var en ung mand fra Netudgaven.dk (muligvis Thomas Noppen?), der havde nogle rigtigt gode pointer. Gode nok i hvert fald til at jeg nu har liket Netudgaven på Facebook!

Der var masser af andet, jeg gerne ville have hørt og/eller deltaget i, så jeg kommer helt sikkert tilbage næste år, når jeg ikke har en punkteret bil, en dårlig fod og familiære forpligtelser, der sammen med den isnende kulde forhindrede mig i at få det fulde udbytte. Fx ærgrede jeg mig over at gå glip af Knud Romers panel om ingenting og Andrea Pellegrinis tango-sang senere samme dag.

Vi styrter afsted til musikfestivaller og sportsbegivenheder, men vi gider ikke møde op og få tanket hjernen op, når kloge mennesker stiller sig til disposition for os og deler ud. Det ærgrer mig!

 

Share

Far from the Madding Crowd & Familien Bélier

Dorset maiden castle 01

Far from the Madding Crowd bygger på Thomas Hardys bog af samme navn fra 1874. Filmen er næsten 100% tro mod romanen. Det er på mange måder en fin film, Vinterberg har skruet sammen, fuldstændig tro mod den stil, filmatiseringer af klassiske britiske romaner som oftest har, når de er gode.

Den eneste af skuespillerne, jeg kendte rigtig godt i forvejen, var Michael Sheen, der spiller Masters, den totalt indebrændte læge/forsker i HBO-serien Masters of Sex, over for smækre, lækre Lizzy Caplan som Johnson. Nå men, Sheen er tydeligvis vældig god til at spille den indebrændte type, for han gør det lige så godt her som i TV-serien. Det er lykkedes mig kun at se et par film med Carey Mulligan, og i dem har hun ikke for alvor brændt sig ind på min nethinde. Det gjorde hun måske heller ikke helt her? Men det, der trækker filmen ned for mig, er ham, der spiller Über-Dario, Tom Sturridge. Han gør bare slet ikke noget for mig, og i min optik er det slående utroværdigt, at hun falder for ham. Altså, han burde være sådan en Mr. Darcy-type, som *alle* kvinder falder for, hvis man skal tro på, at hovedpersonen her, omgivet af pæne, ærlige, ordentlige mænd, der er pjattede med hende, skal falde for ham! Til gengæld er der ikke noget i vejen med landskabet. Jeg har ikke set hele England, men Dorset er det skønneste af det, jeg har set. Det har slet ikke været svært at finde locations til den film, for meget af Dorset ser stadig ud, som det gjorde i 1870’erne: Fortryllende!

Familien Bélier tog hele vores lille familie med storm, vi grinede og græd sammen med resten af biografen. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår visse anmelderes surhed her. Ja, den kører alting hjem på charmen, nej, livet i en døv familie er sikkert ikke så harmonisk, nej, skolekor i den franske provins synger nok ikke så godt, ja, det er ikke videre sandsynligt, at den ikke-døve pige synger som en engel, etc. etc. Men altså, hvis det var sandsynlighed og lighed med virkeligheden, jeg søgte, ville jeg gå ind og se en dokumentarfilm eller kigge på min egen navle. Jeg har set mange såkaldte feel-good film, der ikke fik mig til at grine og græde, og da slet ikke simultant. Hver anden gang jeg vælger en feel-good-film på Netflix ender jeg med at slukke, inden den er færdig, fordi jeg får den dér candy-floss overmæthed. Det gjorde jeg ikke her, og det gjorde heller ikke min action-glade mand eller min dokumentar-glade søn.

Musiklæreren, der er ondskabsfuld som få, er så sjov, pigens udkårne er en teenage-godte, pigen selv er helt igennem bedårende (tak for lån af ord til min salig mormor) og særdeles troværdig, de døve forældre rørende og urkomiske. Og den franske visesang, der i høj grad bærer filmen, er bare skøn!

Musik er sjælens sivebrønd, siger musiklæreren på et tidspunkt (i den mundrette danske oversættelse). Det kan der jo være noget om!

Share

Ordrupgaard

Jeg nåede til Ordrupgaard i allersidste øjeblik til at se Fritz Syberg-udstillingen. Jeg bliver nok aldrig verdens største fan af Syberg eller de andre såkaldte Fyn-malere, men jeg opdagede, at jeg var vild med hustruen, Anna Sybergs billeder. Og som så ofte før, når jeg er stødt på disse mand/kone kunstnerpar, får jeg den kætterske tanke, at det måske er hustruen, der har det største talent.

Anna Syberg - Branche de pommier en fleurs
Anna Syberg: Æblegrene, ukendt år, Fåborg museum
Syberg Anna Roser 1902
Anna Syberg: Roser, 1902, Fåborg museum
Hvor meget kunne hun ikke have øvet sig, rejst og modtaget undervisning, hvis hun ikke lige skulle føde syv børn – og tage sig af dem, mens manden udlevede sine kunstneriske ambitioner?

Van Gogh - Rosenbusch
Vincent van Gogh: Roser, 1890. Glyptoteket.
Jeg synes, hendes blomster har samme dybde og følelse som Van Goghs.

Må i øvrigt komplimentere Ordrupgaard for den meget fine kuratering af udstillingen. Man kunne få næsten lige så meget – eller lige så lidt – at vide, som man ønskede; alt sammen fint og ikke in-your-face formidlet. Jeg undrede mig flere gange over gæster, der gik og talte sammen om ting, som de kunne have læst på tekstplancherne, hvis de virkelig gerne ville vide det. Jeg bed mig dog i tungen og holdt min mund…

Men jeg er så ikke særlig vild med Zaha Hadids bygning. Den halvt nedgravede skovsnegl uden for kan endda gå an, men indvendig synes jeg bare ikke, det fungerer særlig godt. Jeg er ellers generelt ret positivt indstillet over for ny arkitektur, også det der er delvist under jorden, men altså…

Og så fik jeg endelig, endelig set Finn Juuls hus. Det er lidt sjovt med de der superarkitekters huse fra midten af forrige århundrede – de er små, de trykker sig i landskabet, men alligevel har mange af dem den dér udefinerbare it-faktor. Dette hus udmærker sig ved de forskudte niveauer, noget, der altid fungerer utroligt godt. Til gengæld småfniser man jo lidt af det lille, triste køkken. Og gardinerne! Man skal på plejehjem for at se noget, der er grimmere. Og dér hænger de i al deres uskønne prunkløshed lige ved siden af høvdingestolen og værker af Jorn, Lundstrøm og Mortensen.

Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
2015-05-10 15.24.58
Gardiner i Finn Juuls hus.

 

 

 

 

 

 

Mens Ordrupgaard arbejder på den næste udstilling, er der gratis entré til Finn Juuls hus, der så også holder åbent på hverdage, så skal du se det, er det i den kommende uge.

Share

Gensyn med Blade Runner

På Twitter og Facebook har jeg bemærket, at overraskende mange i min generation følte behov for at gense Blade Runner på det store lærred. Jeg er meget glad for, at nogen fik mig op fra sofaen. Og glad for, at jeg forinden læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken, skønt jeg først fandt den noget højpandet.

Jeg ved ikke helt, hvor mange gange jeg har set filmen, 3 må være det absolutte minimum. Men jeg tror ikke jeg har set den de seneste 10 år, måske mere? Nogle scener var meget genkendelige, andre kunne jeg ikke huske. Min hukommelse er notorisk elendig, så det kan ligesåvel være, fordi de ikke gjorde indtryk på mig, som at de ikke var med i den originale version. Dog er jeg ret sikker på, at der ikke var så mange origami-figurer med i originalversionen, ligesom jeg husker Edward James Olmos‘ rolle som mindre fremtrædende. Nogen kan helt sikkert korrekse mig her. Jeg kunne ikke huske den oprindelige slutning heller, men min medbiografgænger kom mig til hjælp.

Det var en stor filmoplevelse, og jeg har stadig det langsomme, langsomme, langsomme, evindeligt regnfulde, neonoplyste univers kørende på nethinden. Og det er ikke noget dårligt, selvom det måske lyder sådan.

Share

Edmund de Waal: The Hare with Amber Eyes

TheHare

Så fik jeg endelig læst denne bog, der, ganske som flere af mine veninder har påpeget, var lige noget for mig. Jeg læste den som e-bog, men lige netop denne bog ville jeg meget gerne eje som illustreret hardback. Jeg brugte så internettet til at illustrere bogen for mig ved konstant at Google de kunstværker, steder og ikke mindst Netsukes, jeg læste om undervejs.

Min egen Netsuke.
Min egen Netsuke.

Siden jeg første gang stødte på de små figurer på Fitzwilliam museet i Cambridge, har jeg haft en svaghed for dem. Vi har sågar en enkelt, som jeg har købt på Ebay. Men det er ikke kun, fordi jeg har en svaghed for Netsukes, at denne bog er lige noget for mig – den har flere andre af de kvaliteter, som jeg sætter allermest pris på.

Den første tredjedel af bogen foregår i min favorit-tidsperiode i Paris – slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen, Charles Ephrussi, er sådan en drømmemand – klog, rig, nogenlunde pæn, belæst og beleven. Og kunstsamler. Alle værker beskrives indgående i bogen, og da de alle er gamle nok til at være i public domain, kan hvert eneste billede Googles. Derfor tog det mig også en rum tid at komme igennem den del af bogen.

Pierre-Auguste Renoir - Luncheon of the Boating Party - Google Art Project
Renoir: Luncheon at the boating party. 1880-81. Det er Charles Ephrussi i den høje hat bagest tv.
Den mellemste del af bogen foregår i Wien. Den er historisk interessant, fordi det er et specielt sted for en jødisk familie at opholde sig i mellemkrigsårene, knap så interessant rent kunstnerisk. Sidste del af bogen foregår i Japan, hvor oprindelsen for bogens omdrejningspunkt, en stor, fin samling Netsukes, afdækkes og oprulles samtidig med, at man får en rørende og indfølt skildring af, hvordan det knækkede Japan kom på fode igen efter krigen.

Den sidste ting, jeg holder meget af ved denne bog, er dens elegante sprog. Hr. de Waal er ikke nogen helt almindelig pottemager (for vi ved jo, at alle pottemagere har honours-degrees fra Cambridge…), han er nærmest en ekvilibrist med det engelske sprog. Det er SÅ dejligt.

Share

Slow på Glyptoteket

Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…

I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.

Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?

Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!

Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!

Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.
Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.

Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:

Rudolf Tegner:  Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.
Rudolf Tegner: Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.

Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.

Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.
Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.

For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?

Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.

Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.

Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.
Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.

Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerzdødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.

Share

Sven Hauptmann i Museumsbygningen

Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)
Sven Hauptmann: Collage, 1968 (galleri Banja Rathnov)

Museumsbygningen (samme gade på Østerbro som de engelske og spanske ambassader, så velbevogtet) er så stort et galleri, at det mere minder om et museum. Derfor er det også en yderst passende ramme om en retrospektiv udstilling med en kunstner, jeg ærligt må indrømme, at jeg ikke kendte. Jeg forstår dog, at han slet ikke var almindeligt kendt uden for visse kunstnercirkler, så jeg føler mig ikke som en fuldkommen idiot. Men mindst ét af hans værker ejes dog af Statens Museum for Kunst og han modtog Eckersberg-medaljen i 1982.

Sven Hauptmann døde allerede i 1984, og i mange år har hans collager mest hængt hjemme hos kendere. Det er da også kun relativt få af værkerne på udstillingen, der rent faktisk kan købes – hvilket jo er lidt usædvanligt for et galleri.

Collagerne er fulde af poesi, og mange af dem er meget originale. De materialer, der er brugt, er mestendels helt hverdagsagtige, udklip, plakatbidder, franske metrobilletter, reklamer, dimser. Det er tydeligt, at collagerne har taget tid at lave, men tid var så også noget Sven Hauptmann mente, man skulle tage sig. Og det er da et budskab, der er værd at tage til sig i vores flyvske tid.

En lille krølle på halen:

Tager du ud på Østerbro og kommer fra Østerport, så gå bagom ad Bergensgade forbi den russiske ambassade. Stien, der udgør fortsættelsen af Bergensgade, blev i gamle dage kaldt for Ho Chi Minh-stien, fordi demonstranterne i 70’erne løb den vej, når de skulle flygte fra politiet efter demoerne foran den amerikanske ambassade (der ligger lige på den anden side af kirkegården). Det store hvide palæ på venstre hånd lige før stien er vist nok den russiske ambassadørbolig i dag, men det blev bygget af PS Krøyer til ham selv og hustruen Marie, og det var Marie, der med sit store, delvist uudnyttede, kunstneriske talent stod for alle de fine detaljer, både ude og inde. Nu har de jo et museum på Skagen, men jeg synes, det er ærgerligt, at dette fine hus ikke blev Skagens ambassade i København.

Share

I biografen – Idealisten og Montage of Heck

I den seneste uge har vi været i biografen to gange. Begge gange til ekstraordinære filmoplevelser og begge gange i Grand (hvor vi begge gange mødte Helle!). Men der ophører lighederne så også.

Idealisten af Christina Rosendahl er en grim film. Grim på den gode måde, fordi dens grimhed afspejler filmens tema og tiden – 80’erne. Peter Plaugborg er helt fremragende som Poul Brink, den stædige og rent ud sagt møgirriterende journalist, der afdækkede en af de allerstørste skandaler i dansk politik. Se den, se den, se den. Den 13-årige render rundt og anbefaler den til alle og enhver med ordene: En af de bedste film, jeg har set.


Den anden film var også grim. På den grumme måde. Montage of Heck er filmen om Kurt Cobain, hvis liv virkelig ikke var nogen dans på roser, heller ikke på højden af Nirvanas berømmelse. Filmklippene fra hjemmet, hvor de to junkier leger kærligt med deres nyfødte baby er lige dele rørende og skræmmende. Instruktørens brug af tegnefilm og animation af Cobains egne tegninger og malerier er en Oscar værdig. Så godt set, og om muligt endnu bedre udført.

Denne film burde jeg til gengæld ikke have taget Jr. med ind til. Den var simpelthen for barsk!

Share

Arrogante gallerister

Inden for den seneste måned har jeg besøgt mange af de gallerier, jeg er kommet forbi på min vej. Jeg har været inden for hos mindst 15 forskellige. Nogle af dem har jeg besøgt flere gange, de fleste aldrig før. Jeg kommer næsten altid på tidspunkter, hvor galleriet er tomt eller næsten tomt. Alligevel oplever jeg mange steder at blive fuldstændig ignoreret. Som i FULDSTÆNDIG.galleri

Det er jo imponerende, at disse gallerister eller galleri-medarbejdere er så store menneskekendere, at de simpelthen ved, blot ved at kaste et blik på mig ud af øjenkrogen, at jeg ikke har råd til eller er interesseret i at købe det kunst, der er udstillet derinde. Når jeg står der i det rungende tomme galleri, kommer jeg altid til at tænke på historien om bilsælgeren fra Malcolm Gladwell’s Blink. I korte træk går den ud på, at Gladwell har fundet frem til denne her bilsælger, der sælger mange flere biler end alle de andre bilsælgere. På spørgsmålet om, hvordan han gør det, svarer han, at han går hver eneste kunde i møde som en tabula rasa. Han behandler dem helt ens, uanset deres alder, race, påklædning, etc. Enkelt ja, men svært!

Man kan også opleve, at galleristen/personalet kommer én i møde og siger pænt goddag, men hvis man så får afsløret, at man fx ikke kender den udstillende kunstner, så er det lige før, de vender det hvide ud af øjnene. Det er heller ikke særlig fremmende for min lyst til at komme igen, skulle jeg hilse og sige.

Inden jeg sander til i selvmedlidenhed, vil jeg lige understrege, at det her faktisk er meget mere synd for kunstnerne, end det er for mig. For det er dem, der ikke får den repræsentation, som de betaler MEGET dyrt for. Galleristerne får typisk 50% af prisen på et kunstværk. Nogle af dem yder uendeligt lidt for de penge.

Fire eksempler på 'kunst i dagligdagen', der beriger min hverdag.
Fire eksempler på ‘kunst i dagligdagen’, der beriger min hverdag.

Noget andet, gallerister kunne gøre for deres kunstnere, er at inspirere dem til at udvide deres “scope” for, hvad kunst er. Ved siden af deres store lærreder kunne de fx sælge tegninger, få udført litografier, dekorere porcelæn, t-shirts, skateboards – mulighederne er faktisk uendelige. Nogle kunstnere vil så stirre olmt ned på mig fra deres høje hest og fortælle mig, at de virkelig ikke kan nedværdige sig til at være så kommercielle. Fint! Men så lad være med at brokke dig over, at du ikke kan leve af din kunst. Når nu kunstnerne ikke lærer på akademiet, hvordan de skal få deres kunst out there, så bliver det galleriernes opgave. For hvad er egentlig fidusen ved at have sultende kunstnere i stald? Vi er vel kommet ud over Bohème-myten om, at den største kunst bliver til på kolde loftsrum?

Der er naturligvis adskillige gallerier, hvor jeg bliver vel modtaget, og hvor jeg forlader stedet på alle måder beriget. Og enkelte gange en del fattigere, fordi jeg er *kommet til* at købe et stykke kunst. Lad mig anbefale nogle stykker: Nordahl & Nissen Contemporary, Bredgade Kunsthandel, Galleri Tom Christoffersen, In the Gallery, Gether Contemporary og Hans Alf Gallery.

Tak til Daisy for inspiration til dagens indlæg.

Share

Klage til kunstnerne!

Ja, selvfølgelig skal kunstnerne først og fremmest lave kunst. Og nej, jeg forventer ikke, at kunstnere blogger og Instagrammer i ét væk, det er jeg faktisk nok helst fri for. Men altså, hvorfor gør I det SÅ svært at følge lidt med i, hvad I laver?kørner facebook

Hver gang jeg støder på en kunstner, som jeg rigtig godt kan lide, googler jeg dem selvfølgelig. Mange kunstnere har en hjemmeside, ikke sjældent er de ret flotte. Og det er jo godt. Men hvis der ikke tilbydes mere – altså ikke en Facebook-side, en Instagram-konto man kan følge, eller et nyhedsbrev man kan abonnere på, så forventes det altså, at man går rundt og husker på kunstnerens navn og kigger på deres hjemmeside med jævne mellemrum. Sorry guys, but that’s not gonna happen! Det kan så indvendes, at man kan abonnere på galleristens nyhedsbrev eller følge dennes Facebookside. Ja, og det gør jeg skam også. Men mange kunstnere er ikke så heldige at have en fast gallerist. Og forlader en kunstner et galleri til fordel for et andet, så opdager man det typisk ikke. Det sker heller ikke sjældent, at en kunstner er tilknyttet et galleri, men så løst at man ikke får besked om, at de fx har billeder med på en gruppeudstilling eller har udsmykket en offentlig bygning eller lignende.

Man kan anmode kunstneren om venskab på Facebook, men det bryder jeg mig faktisk ikke om – jeg kender dem jo ikke, hvorfor skulle de være “venner” med mig? Jeg har gjort det med et par kunstnere, jeg er vild med, og de har sagt ja til min venneanmodning, men altså! Hvorfor sørger I ikke for at have en Facebook-side, viet til jeres kunstneriske aktivitet eller i det mindste for at åbne for muligheden for ensidigt følgeskab.

Jeg synes også, at kunstnerne af og til kunne lægge et fotografi af deres kunst ud på nettet med en åben licens, så der kan knyttes eksempler på deres kunst til omtale af dem, ikke mindst på Wikipedia. Hvis du er kunstner og læser det her og tænker, “nå men, det vil jeg da godt, jeg ved bare ikke hvordan”, så finder du en vejledning her. Vilkårene er naturligvis lidt anderledes for fotografer, hvis værk risikerer ulovligt genbrug. Jeg foreslår at lægge et par værker op med vandmærke i. Ja, det kan fjernes i Photoshop, men der er jo en risiko ved alting. For en kunstfotograf er det vel muligt at udvælge et par billeder, der ikke umiddelbart opfordrer til kommerciel udnyttelse.

I morgen får gallerierne én på hattepulden.

Share

Ostrowski, Reyle, Hirst på Arken

“Afsøgning af kunstens virkemidler” kan også blive for abstrakt for mig. Således David Ostrowski. Jeg havde ikke sønnen med, men jeg ved, at han ville være blevet oprigtigt forarget over, at Arken skulle bruge en sal på det. Og han er ellers ikke nogen foragter af abstrakt kunst.

Vi var mest på Arken for at mødes med noget familie, men vi fik da gået en runde. Jeg har tidligere skrevet om, hvor meget det har betydet for min kunstopfattelse at se de samme kunstværker mange gange. Nu har jeg været en del gange på Arken inden for en relativt kort tidsperiode, og jeg kan mærke, hvordan nogle af værkerne sniger sig ind under huden på mig, mens andre til stadighed er mig ligegyldige. Anselm Reyle er en af dem, som jeg efterhånden er kommet til at synes godt om.

Anselm Reyle, Arken
Anselm Reyle, Arken

Tidligere har jeg været uforstående over for Damien Hirsts enorme berømmelse og de sindssyge priser på hans værker. Det sidste begriber jeg nok stadig ikke, men efter nu at have tilbragt en del tid med at gå rundt i Hirst-salen på Arken, så forstår jeg efterhånden det med berømmelsen. Han kan virkelig noget!

Og så er der i øvrigt ved at ske noget rimelig stort med Arken. Museet er endelig på vej til at kunne leve op til sit navn, da der nu graves en “voldgrav” rundt om museet, der så bliver til Kunstens Ø. Hvis det kommer til at se ud som på tegningerne/computeranimationerne, bliver det virkelig flot! Det skulle være færdigt til vinter – jeg glæder mig til at se det!

 

Share

What’s Happening på SMK

Uh, det er en fed udstilling. Skynd dig hen og se den! Det er egentlig lige meget, om du bryder dig om performancekunst eller ej. Udstillingen viser, hvordan det gik for sig, da kunsten for alvor hoppede ud af guldrammerne.

Man kan muligvis mene noget klogt om formidlingen og om, at der er for meget eller for lidt af nogle bestemte kunstnere. Men det ved jeg heldigvis slet ikke nok om kunst til at mene noget om. Selvfølgelig var der en masse, jeg havde set før, ligesom der var endnu mere, jeg slet ikke kendte. Både jeg selv og min udstillingsmedgænger var halvstore børn/teens i 70’erne, så vi var ikke “med”. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre, så de var bestemt heller ikke med. Derfor var det enten noget, vi svagt erindrede at have hørt om dengang som noget sensationelt, eller noget vi har hørt eller læst om efterfølgende.

Udstillingen er fyldt med samtalestartere, en af dem var en planche med avisartikler om en kvinde-seriemorder fra perioden. Vi var slået af, hvordan så meget (heldigvis) har ændret sig i kvinders rolle og status, men hvordan andet slet ikke har. Overskrifterne, hvor de kvindelige ofre pikant seksualiseres, kunne lige så godt have stået på Facebook eller på BT’s spiseseddel i dag! Det kan man godt blive lidt træt over.

Noget andet, vi kom til at tale om, var, hvor forskellige ting kropskunst udført af kvinder udtrykker, alt efter om kroppen tilhører en ung smuk kvinde eller en knap så ung, knap så smuk kvinde. Der var stor forskel dengang, og det er der stadig. Eksempel på det første er Nørgaard/Adler Petersens herostratisk berømte happening på Børsen, eksempel på det andet Jytte Rex/Kirsten Justesens film Tornerose var et Vakkert Barn. Inspireret af Paul Gernes’ herlige fotoserie “Bagsider” vil jeg så personligt tilføje, at jeg da gerne så flere nøgne mænd i kunsten. Når jeg siger det, siger mænd ofte, jamen mandekroppen er så grim eller kedelig. Og til det må jeg stille det retoriske spørgsmål, om Glyptoteket og Thorvaldsen så er fyldt med grimme statuer? Jeg er sikker på, at Elmgreen & Dragset vil give mig ret…

Et andet værk, jeg virkelig godt kunne lide, havde jeg aldrig hørt om eller set før. Det er en stor installation af Stig Brøgger kaldet ‘Pamela’. Det er masser af ens tryk af et Warhol-agtigt kvindeansigt, og på mange af dem står der Pamela says: et-eller-andet. Hun siger mange forskellige ting, både meget dybe og eftertænksomme og aldeles overfladiske. Det fik os til at tale om kulturelle lag i kunstværker og litteratur. Og vi grinede af, at jeg tænkte på Ulysses (mindre fordi jeg er særligt litterær, end fordi jeg er i gang med at læse den) og min udstillingsmedgænger tænkte på en Pixar-film. Men begge associationspar handler jo om stream-of-consciousness. Og det ville ikke undre mig spor, hvis manuskriptforfatterne til Inside Out udmærket kender Ulysses.

Den samme samtale kan man have om Bjørn Nørgaards skulptur Marat – hvem var Corday?, der er en gendigtning af dette maleri:

Jacques-Louis David: Marat assassinated, 1793. Wikimedia.
Jacques-Louis David: Marat assassinated, 1793. Wikimedia.

Man kan godt fornøje sig over Nørgaards skulptur uden forkendskab, men det hjælper gevaldigt, hvis man kender maleriet og måske endda noget til historien bag. Jeg kunne ikke helt huske det, men Google og Wikipedia var igen mine venner.

Share

Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

Share