Lærde mænd (og en kvinde) diskuterer De Elendige

Det var kedeligt. Kedeligt i forhold til at se et afsnit af House of Cards eller Game of Thrones, men (hvad værre er) meget kedeligere end debatten for nogle uger siden om Joyce, Ibsen og Brandes. I efteråret kom der en ny dansk udgave af Victor Hugo’s Les Misérables, oversat af Hans Peter Lund. Oversættelsen fik seks hjerter i Politiken af Hans Hertel. De fremmødte var de førnævnte samt forlægger fra Forlaget Vandkunsten Søren Møller Christensen og den grafiske tilrettelægger Anne Rohweder. Desuden var Karsten Pharao der for at læse højt af bogen. Det var klart eftermiddagens mest opløftende indslag.

Jeg har ikke læst den – kun i en forkortet Det Bedste udgave som barn. Jeg kommer nok heller ikke til det – den er godt nok tung i optrækket sine steder, nærmest sådan lidt som en opera. < jeg dør, jeg dør, jeg dør >. Og jeg gætter endda på, at Pharao ikke læste de allerkedeligste passager for os.

Når jeg overhovedet vælger at omtale arrangementet, er det på grund af debatten om papirbogens og dermed det dannede menneskes snarlige endeligt der fulgte. Alle var enige om, højlydt og i kor, at begræde papirbogens tunge skæbne, de triste e-bøger, de onde, onde netboghandlere (altså dem der sender papirbøger til os med posten), de frie bogpriser og det almindelige dannelsestab. Som om de hang uløseligt sammen. Og til konstant nikken fra hele forsamlingen af gråhætter. Jeg er selv en gråhætte, men jeg nikkede sgu ikke, for jeg synes, det er noget SLUDDER.

Forlaget Vandkunsten udgiver vanvittigt flotte bøger. Jeg står altid og savler ved deres stand på bogmessen. Men hvor en bog som fx Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien for mig er utænkelig som e-bog, pga de fantastiske illustrationer, der bare skal opleves i flot udstyr og på papir, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor en basse på 1874 sider ikke skal udkomme som e-bog til os med svage arme? Lige nu læser, nej, lytter, jeg til Middlemarch (kun små 800 sider) af George Eliot og jeg har også hentet den som e-bog, så jeg kan genfinde de særligt fornøjelige steder. Hvorfor skulle jeg dog sidde og få ømme arme af at læse den, når jeg alligevel ikke er den lykkelige ejer af en eksklusiv, illustreret udgave?

For mig eksisterer papirbøger, lydbøger og e-bøger ved siden af hinanden, og det ene udelukker ikke det andet. Det er litteratur, jeg elsker. Formatet afhænger af situationen.
Otto Scholderer Lesendes Mädchen

Så i stedet for al den ynk, man altid skal høre på fra forlagsfolk, så kunne de komme ud af starthullerne.

  • Bruge de sociale medier meget mere, fx Twitters #fredagsbog
  • lave nogle ordentlige e-bøger, som ikke er fyldt med horeunger og springende typografi
  • tilbyde pakkeløsninger, så man fx fik e-bogen med gratis, når man købte en papirbog
  • lade være med at droppe redigering og korrektur af deres bøger
  • eller 117 andre tiltag, som enkelte forlæggere og forfattere er dygtige til at udnytte, men som flertallet næsten ikke bruger.

Fx er der flere danske forlag, der ikke opretter deres nye bøger på Goodreads, som mange danske super-læsere ellers bruger med stor flid, og som er et sted hvorfra mange får deres læseanbefalinger. Når man er bekendt med de forsvindende små oplag bøger på dansk i reglen udkommer i, så er det simpelthen for storsnudet at se bort fra fx Twitter og Goodreads. Man kunne få den tanke, at nogle af de andre forlag ikke bruger #fredagsbog, fordi det var Gyldendal, der gjorde det først. Men det er jo ren idioti – alle læseglade Twitter-mennesker bruger det flittigt og er fuldstændig ligeglade med, hvilket forlag der har udgivet den bog, de læser en given fredag.

Grafiker Malene Hald sendte forleden på Twitter en bøn afsted om, at bogfolket ville lære af musikfolket, nu hvor vinylen får sin genkomst. Med det mente hun – og jeg fortolker frit – at hvis man laver lækre, gennemarbejdede papirbøger, som man bliver glad af at få i hånden, så går de aldrig helt af mode. Og da slet ikke den slags, som man vender tilbage til, såsom bøger om kunst, arkitektur, historie og design, der er afhængige af god grafik og flotte illustrationer.

Min egen bøn til forlagene: Udgiv lidt færre bøger, og gør jer lidt mere umage!

 

Share

Arken – Randi & Katrine

I sidste uge – inden jeg blev lagt ned af influenza og før Danmark blev væltet bagover af en ung terrorist – var sønnen og jeg en tur på Arken. Det er ikke længe siden, vi var der sidst, men før det havde jeg ikke været der i årevis. Det skal der nu laves om på; søn og jeg er enige om, at Arken fortjener vore jævnlige visitter på samme måde som Louisiana. Der sker noget med ens kunstopfattelse, når man føler sig tryg et sted og straks bemærker nyophængninger og -nedtagninger.

Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.
Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.

Denne gang var vores primære mål den store installation Mellem Tårne af Randi & Katrine. Og den er sandelig et besøg værd. Både håndværket, skalaen (og skaleringen) samt den særlige følelse, man får, når man står blandt tårnene og hører deres summen, gør, at jeg forstår, hvorfor dette værk fik sådan en flot modtagelse hos de traditionelle kunstanmeldere.

Der var også tid til at vandre igennem de øvrige sale og gense den øvrige kunst. Vi talte en del om Ai Wei Wei og hans kinesiske stjernetegnsfigurer, hvilket naturligvis ledte til en snak om at være Ai Wei Wei eller en anden i opposition til styret i Kina. Og til overtro – jeg er en gris og søn er en slange. Vi grinede lidt af, hvad der er værst? Da der var Ai Wei Wei udstilling på Louisiana var vi heldige at være til stede, da der var videokonference mellem museet og Ai Wei Wei i hans hjem. Det føltes som et meget særligt øjeblik at få lov til at deltage i. Dengang var vi ret vilde med disse ubrugelige cykler og talte en del om symbolikken.

Ai Wei Wei: Forever
Ai Wei Wei: Forever

Vi brugte også igen tid på Damien Hirst. Jeg havde tid til at google titlen på et af værkerne, fordi jeg – med god grund viste det sig – var nysgerrig på forbindelsen til The Clash. Titlen på værket (og angiveligt på flere værker) er Strummerville, og i det indgår en silhuet af en guitarist. Det viste sig, at Strummerville er navnet på en fond, startet af Strummers hustru og Hirst. Så vidt jeg kan læse mig til, er Hirst ikke længere involveret, men på et tidspunkt har han altså doneret værker til et ikke-kommercielt formål. Det var interessant at læse samme dag, som jeg læste dette

Arkens omgivelser er under forandring. Det bliver spændende! Lidt længere væk ligger Avedøreværket, der slet ikke ser så tosset ud i solskin!

Avedøreværket
Avedøreværket
Share

Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!
Young Georg Brandes 1871

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

  • At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
  • At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
  • At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
  • At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
  • At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
  • At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
  • At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
  • At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.

Share

Cooper & Gorfer: Weather Diaries

Fjerportrættet/Steinunn (Cooper & Gorfer, Det Kgl. Bibliotek, 2015)
Installation: Fjerportrættet/Steinunn (Cooper & Gorfer, Det Kgl. Bibliotek, 2015)

Denne udstilling har været at se på Det Kgl. Bibliotek i månedsvis. Men det jeg havde læst om den – en udstilling med færøsk, grønlandsk og islandsk avantgarde modefotografi – forekom mig slet ikke tillokkende. Så

  • selvom jeg er medlem af Diamant-klubben – og
  • det derfor er gratis at komme ind – og
  • selvom jeg bor lige rundt om hjørnet – og
  • selvom jeg altid søger efter et mål for mine gåture – og
  • selvom jeg er interesseret i både kunst og fotografi

var det alligevel lige før, jeg ikke fik set den. Jeg tænker, at markedsføringen har kørt på nogle elementer, der ikke appellerer til mig. Jeg spurgte på Diamanten, om udstillingen havde været en succes, og det sagde de, den havde. Men relativt til hvad, monstro? Hvis fotografierne havde været udstillet på Louisiana, tror jeg, de ville have tiltrukket sig enorm opmærksomhed. Mon Diamantens markedsføring er for elitær i sin tone?

Anyway, jeg er SÅ glad for, at jeg fik set den, for den er virkelig flot og maner til eftertanke på flere planer. Rent teknisk er alle kreationerne totalt overlegne, selvom jeg ikke er lige begejstret for dem alle og har svært ved at få øje på den “dybere mening” med nogle af dem. Andre, derimod, er jeg helt pjattet med, fx den grønlandske perle-ekvilibrist Nikolaj Kristensen, der leger med den grønlandske perletradition og får små kunstværker ud af det, der nok er naive, men med tungen i kinden. Cooper & Gorfer kan virkelig noget med både iscenesættelse og blot og bar teknik – fotografierne er næsten stoflige. Klik på et eller flere links herover og se nogle af de fantastiske billeder, eller gå på det Kgl. Bibliotek og se dem selv, husk blot, at denne fantastiske kulturinstitution har lukket om søndagen…

Share

Almen Dannelse

I weekenden var der et interview med Jan Sonnergaard i Politiken som del af en serie kaldet Det Store Skred, der prøver at kaste lys på “farlige” tendenser i tiden.

Sonnergaard peger på tabet af den almene dannelse. Det, at det på ingen måde er pinligt at være uvidende – i nogle sammenhænge prales der nærmest med det. Det, at diverse forsknings- og undervisningsministre hele tiden vil kvantificere det, der foregår på læreanstalterne. Det, at politikere stolt træder frem og beretter, at de skam aldrig har været i teatret. Det, at nogle politikere og andre faktisk mener, at det, der foregår på fx det Kgl. Teater, kun rager det gråhættede publikum, der rent faktisk går derind. Det, at unge kommer ud fra universiteterne som øer af specialviden, der risikerer at oversvømmes i et hav af uvidenhed, fordi de (og potentielle arbejdsgivere) ikke evner at sætte deres kompetencer i spil i større sammenhænge.

I det video-interview, der også kan ses, hvis der klikkes på linket ovenfor, fortæller Sonnergaard en historie, som han fik fortalt som barn, og som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Midt under 2. Verdenskrig blev der angiveligt bevilget et større millionbeløb til kulturen, så teatre og biblioteker kunne holdes åbne og aviserne udkomme. Da han blev spurgt, om pengene ikke ville være givet bedre ud til kampen mod tyskerne, svarede Churchill med et modspørgsmål: Hvad er der så tilbage at kæmpe for? Godt spørgsmål, Winston!
Churchil at the Tehran Conference 1943

Det forekommer mig, at kroppen har fået forrang for hjernen og hjertet. Alle styrter afsted til marathon, crossfit, spinning, etc., og sund mad forekommer at træde i stedet for næring til hjernen. Jeg burde helt klart motionere noget mere, og som alle, der kender mig, ved, er jeg pjattet med mad og går latterligt højt op i det. Men behøver det virkelig betyde, at jeg skal forsømme min hjerne? Skal det virkelig være vigtigere at nå at løbe X antal kilometer end at læse Dostojevskij, inden vi dør? Hvis man fortæller, at man har brugt eftermiddagen på at læse en lærd bog, betragtes det som lidt slapt og på niveau med at se X-factor, men har man løbet 15 kilometer, er der ros at hente fra alle sider. Hvorfor?

Sonnergaard nævner også det paradoks, at viden er blevet tilgængelig for enhver. Hvis du vil vide noget om den billedhugger, der har lavet den skulptur, du hver dag går forbi på vej til arbejde, så kan du google hans eller hendes navn på din telefon, mens du sidder i bussen og være halvvejs ekspert, inden du når frem til jobbet. Men du gør det jo ikke! For du sidder og spiller spil eller tjekker sportsresultater eller Facebook, ja du gør. Hvorfor mon? Hvad er det, der gør, at den demokratiserede adgang til viden har ført til, at folk nu ved endnu mindre, end de nogensinde har vidst? Et svar kunne være, jamen, man behøver ikke vide noget, for når man har brug for det, kan man altid google det. Det, mener jeg, er en sandhed med en del modifikationer – jeg oplever ikke sjældent mennesker, der ved så lidt, at de ikke kan google emner, der er bare en anelse komplekse, fordi deres grundviden simpelthen er så ringe, at de ikke kan vurdere de søgeresultater, de får.

Jeg kan normalt ikke holde denne type forfaldshistorier ud – den evige Verden er af Lave dommedagsprædiken, der tilsyneladende aldrig går af mode. Men lige den her er jeg ret enig i. Og jeg mangler fuldstændig bud på, hvad der kan gøres ved det. Men én ting ved jeg – de uddannelsesreformer, der er ved at blive rullet ud, ser ikke ud til at gøre noget ved problemet – snarere tværtimod!

***

Og så lige to PS'er til Politiken: 1) Måske kunne der arbejdes en lillebitte smule med lyssætningen på sådan et interview? (gys) og 2) Det er lidt irriterende, når interviewet slutter midt i en sætning, som jeg godt ville have hørt afslutningen på?
Share