Kunst overload i Basel

Sally Mann: Virginia at 6, 1991
Sally Mann: Virginia at 6, 1991

Jeg har været med familien en weekend i Basel til kunstmessen, Art Basel, der denne gang “udkom” i sin 46’ende udgave. Jeg har aldrig været der før og ved ikke heeelt, om det er noget, jeg har lyst til at gøre igen – mest fordi det var så stort – der var simpelthen alt for meget kunst. Niveauet var meget højt, og jeg så rigtigt mange flotte, sjove, spændende, originale og inspirerende værker. Men selvfølgelig også en hel del af det, som Jr. med en samlebetegnelse kalder “Meh”.

Billedet øverst, den lille pige af Sally Mann, var nok et af de dejligste billeder, vi så. Umiddelbart kunne det være enhver idiots feriebillede i s/h Instagram-lækkerhed, men så alligevel ikke. Der er en grund til, at Sally Mann er blevet en stjerne på fotografi-himlen.

De ni billeder i “galleriet” (beklager min elendighed som fotograf og endnu større elendighed som billedredaktør (billederne ligger på siden i mobilversion???)) er alle kunstværker, jeg af en eller anden grund synes om (klik og se i stort format). Jeg kan ikke altid forklare årsagen – hvilket måske er en af årsagerne til, at jeg ikke er kunstkritiker. Det enorme billede af Richter, som jeg kan takke Louisiana for, at jeg har lært at kende, var jeg helt vild med. Jeg forestiller mig en kæmpevilla med en ubrudt gang så lang, at det kunne hænge der i al sin majestæt!

Herunder er så et billede, jeg gerne vil have forklaret, for jeg fatter simpelthen ikke, hvad meningen er.

Sandra Gamarra: "V.O. con subtitulos en espanol I", 2016
Sandra Gamarra: “V.O. con subtitulos en espanol I”, 2016

Jeg har ikke brugt timer på det, men jeg har da sat Manets billede (Olympia, 1863) ved siden af og kan ikke se forskel? Titlen på værket betyder noget med spanske undertitler, men forkortelsen V.O. forstår jeg ikke, og 1-tallet eller I’et til slut? Billedet af Gamarra er olie på lærred, præcis som originalen.

(Senere tilføjelse: V.O. står for Version Originale, som bruges i “dubbing-landene” til at angive, at en film ikke er dubbet, men er med undertekster. Så titlen er altså Originalversion med spanske undertekster 1. Det er muligvis sjovt?)

Rodney Graham: Artist in Artists' Bar, 1950's. 2016. Malet lysboks.
Rodney Graham: Artist in Artists’ Bar, 1950’s. 2016. Malet lysboks.

Jeg kunne rigtigt godt lide billedet herover og prøvede virkelig at få et fotografi uden for mange reflekser. Men som det ses, lykkedes det ikke særlig godt. Der er noget lidt mystisk og dragende og samtidig meget genkendeligt ved billedet – man kommer uvilkårligt til at tænke på kunstnerbarerne i indre København, men også lidt på stemningen i Hoppers Nighthawks. Efter at have læst lidt om Rodney Graham og set nogle flere billeder på nettet kunne jeg virkelig godt tænke mig at se en særudstilling med ham.

Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016
Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016

Det sidste billede er malet på et spejl. Regn selv ud, hvad der hører til i værket og hvad der er spejlets refleksioner. Det fungerede ret fantastisk på messen.

Derudover har jeg blot at tilføje, at Basel viste sig at være en ret dejlig by at besøge – det kunne man godt gøre, selvom der ikke var kunstmesse.

Share

Celebrity foto

Sienna Miller, Rome, 2007, American Vogue. © Mario Testino. Fra Gl. Strands hjemmeside.
Sienna Miller, Rome, 2007, American Vogue. © Mario Testino.

Hvis du har din gang i København, har du set reklamerne i lygtepælene. Modefotograf m.m. Mario Testino udstiller på Kunstforeningen Gl. Strand. Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham på en storby-visit. Det kan have været i Zürich, men jeg husker det ikke. Jeg husker til gengæld, at jeg kom forbi et stort, fancy galleri, og at fotostaterne derinde fangede min opmærksomhed. Det viste sig at være en udstilling af Testinos modebilleder, og nogle af dem er virkelig ret fantastiske og enormt spektakulære. Siden har jeg stort set kunnet genkende hans billeder, når jeg ser dem.

(lidt af en flødebolle...)
Mario Testino (Wikimedia)

Udstillingen på Gl. Strand er opdelt i tre dele – modebilleder, nøgenbilleder og royale billeder. Jeg kan klart bedst lide modebillederne. Bl.a. fordi han er god til at bruge modellernes personlighed – meget modsat det vi hører om modeller til podierne, nemlig at de helst IKKE skal have personlighed eller former, men bare være et pænt tøjstativ.

Nøgenbillederne er for kontante for min smag, og jeg bliver lidt træt af de der tynde, tynde, tynde piger – måske kan jeg bare ikke se det erotiske, når der hverken er bryster, behåring eller bagdel. Og hvor er mændene? Dem fotograferer han åbenbart ikke.

Tasha Tilberg, Paris, Dutch Magazine, 1997, © Mario Testino (fra Gl. Strands hjemmeside)
Tasha Tilberg, Paris, Dutch Magazine, 1997, © Mario Testino

Endelig er der de royale portrætter, som jeg er decideret uimponeret af. Især det af kronprinsen, hvor Testino netop IKKE har fanget det der glimt i øjet, der gør, at nogle af os tror på, at kronprinsen har noget at bringe til bordet, når han engang bliver konge. Det har jeg set på mange portrætter af ham, og det mangler fuldstændig i Testinos.

For en, der kommer relativt jævnligt på Gl. Strand, er det sjovt at opleve publikum til denne udstilling. Der er flest kvinder, hvilket der ikke er noget nyt i, men de er en del yngre, end de plejer at være, og der er LANGT mellem ravsmykkerne…

Share

Man ku’ godt ta’ en Tour-de-Kunstmuseum igennem Danmark!

 

Fancy selfie - Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat
Fancy skygge-selfie – Agnes Slott-Møller (1862-1937): bogplakat

Mens knægten fløj med sin drone i Guldager, kørte jeg en tur til Vejen Kunstmuseum, fordi jeg på Instagram havde set, at de havde en særudstilling med japansk grafik. Som det vil være faste læsere bekendt, er jeg lidt Japan-tosset.

Katsushika Hokusai (1760-1849), Irissen met sprinkhaan (1820)Filmen her bliver vist på udstillingen. Det var nærmest umuligt at tage ordentlige billeder af de grafiske værker i udstillingen, dels fordi mange af dem var i bøger, dels fordi lyset var meget dæmpet af hensyn til værkernes høje alder. Men i dette galleri ses mange fine eksempler. Personligt holder jeg mest af dem med dyr og blomster.

Forvandlede Blomster 1899 by Jens LundSelve Vejen Kunstmuseum var en kæmpe positiv overraskelse for mig. Jeg vidste ikke, at det var dedikeret til billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941), som jeg næsten ikke kendte, bortset fra den uhyggelige Trold der lugter Kristenblod, der vistnok står i Glyptotekets have. Museets største rum og hans skulpturer minder begge meget om Tegners museum og skulpturer, og de er da også nært beslægtede, fortalte man mig. Museet er i øvrigt fyldt med kunst fra min absolutte favorit-periode i dansk kunst, perioden omkring forrige århundredeskifte. Og der var meget kunst og – især – keramik af kvindelige kunstnere, hvoraf mange var mig helt ukendte. En anden for mig ukendt kunstner var rigt repræsenteret, Jens Lund (1871-1924).

Engang vil jeg tage på tur med en ligesindet og besøge alle Danmarks små og knap-så-små kunstmuseer på én tur. Ind imellem skal vi spise god mad og sove på gode kroer. Hvem vil med? Og hvem ved, om bogen, der reklameres for på plakaten øverst, er til at skaffe for menneskepenge?

 

Share

Forårsudstillingen 2016

Marlon Wobst, 2016.
Marlon Wobst, DE, 2016.

Efter min mening er dette udstillingens bedste billede. Marlon Wobst (1980) fra Tyskland har fået et helt rum til 16 billeder, og de er alle skønne, men dette har bare nogle helt særlige kvaliteter. Det er mærkeligt, sjovt og fascinerende på én gang.

En af de ret mange fotografer udmærkede sig med fantastiske portrætter. Denne piges blik sugede os til sig og fastholdt os. Det er flot klaret i en verden fyldt med billeder.

Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.
Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.

Dette billede suger også tilskueren til sig, men af helt andre grunde.

Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.
Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.

Der er selvfølgelig også en hel del installationer, hvoraf mange faktisk er ret gode. Men de er jo i sagens natur svære at gengive… Denne billedserie, der projiceres op på væggen leger med rumopfattelsen og gør det godt.

Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015
Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015

Forårsudstillingen på Charlottenborg har lige et par dage endnu at løbe på, den slutter søndag den 17. april.

Jeg er en aldeles middelmådig fotograf. Men jeg kunne godt have leveret bedre billeder end disse. Det er imidlertid lidt med overlæg, fordi jeg ikke ønsker at træde kunstnernes copyright for nær.
Share

Svulstige damer i Ishøj

En kunstner på forsiden af Vogue. Hvornår er det sidst sket?
En kunstner på forsiden af Vogue (foto Robert Doisneau, 1952). Hvornår er det sidst sket?

Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…

Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.

Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(
Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(

Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.

Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.

En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
Udsnit af totempæl
Udsnit af totempæl

Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”

Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!

Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!

Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.
Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.

Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.

Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!

 

 

 

 

Share

Eye Attack på Louisiana

Som altid en flot udstilling – og herligt at se, at Louisiana virkelig kendte sin besøgelsestid, dengang disse værker blev skabt, for rigtigt mange af dem er fra samlingen og ganske velkendte for det trofaste Louisiana-publikum.

Bridget Riley: Movement in Squares, 1961
Bridget Riley: Movement in Squares, 1961

Mange af værkerne, måske særligt dem af Bridget Riley (f. 1931), ligner noget, man kan lave på en computer med lidt skillz og fantasi, men de er jo rent faktisk udført med lineal, maling og opfindsomhed alene. Mindblowing!

I dag mødte jeg en dame, der også havde set udstillingen. Hun var blevet så svimmel af at se på nogle af værkerne, at hun opgav frokosten bagefter pga kvalme! Så slemt syntes jeg nu ikke, det var, men nu er jeg også overordentlig glad for mad.

Francois Morellet, Sphére, 1962
Francois Morellet, Sphére, 1962

Den 14-årige og hans kammerat morede sig meget over, at mange af mobilerne larmede så meget. Mig: “Prøv du at bygge en maskine, der kan køre hver dag i 40 år uden at blive slidt!”

I udstillingen er der et rum, hvor opart perspektiveres i forhold til samtiden. Der var bl.a. denne fine illustration.

2016-02-18 12.21.59
1966

 

Vi nåede også Fire under Snow, en udstilling af videokunst. Vi havde det meget forskelligt med værkerne – nogle stod vi bare og gloede på og kunne ikke se pointen, andre syntes vi (og det er inklusive de to teens) var helt fantastiske. Ikke mindst Candice Breitz’ ’Working Class Hero (A Portrait of John Lennon)’ fra 2006. Wauw, et vildt værk! Vi sad foran det meget længe.

Share

Anders Zorn-museet i Mora, Sverige

Midnatt av Anders Zorn 1891
Midnat, 1891
Anders Zorn - Le tub
Le Tub, 1888
Vi holdt juleferie i en bette stuga i Dalarna i Sverige, som jeg har besøgt flittigt, siden jeg var barn. Jeg fik slæbt mand og barn på Zorn-museet, skønt jeg selv har været der en del gange før. Jeg holder virkelig meget af Anders Zorn, og han er da også fra min yndlingsperiode i kunsthistorien – perioden omkring forrige århundredeskifte.

Rent undtagelsesvis er Wikimedia rigt forsynet med billeder af Zorn, bl.a. de to herover. Desværre er mit favoritbillede ikke med i udvalget, men det kan ses her.

Museet er fint, og jeg synes, Mora kommune får ganske meget ud af Zorn uden at sælge ud. Vi besøgte ikke Zorn-gården – rundvisning er ikke lige vores ting, og desuden var det ret koldt… Vi boede meget tæt på den landsby, hvor Zorn tilbragte den del af sit liv, hvor han ikke boede i udlandet, så vi kørte en tur der. Den er ikke så forskellig fra alle mulige andre landsbyer i Dalarna, der har et meget traditionalistisk forhold til arkitektur. Og man forstår det egentlig godt, for husene ser så fine ud midt i alt det grønne (eller hvide), de er rare at være i og nemme at varme op. Det hus, vi lejede, var helt undtagelsesvis ikke rødt.

Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.
Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.
Share

Karen Blixens (2) kjoler på Rungstedlund

Karen Blixen and Thomas Dinesen 1920s
Karen Blixen med broderen Thomas på farmen i Kenya. 1920’erne.
Sammen med en veninde drog jeg forventningsfuldt til Rungstedlund for at se baronessens kjoler. Jeg indrømmer, at jeg ikke havde nærlæst teksten på hjemmesiden, hvor der godt nok står, at “Karen Blixen museet har modtaget to originale Blixenkjoler (…)“, men havde jeg læst det, ville jeg alligevel ikke have troet, at der rent faktisk kun var tale om to (2) kjoler. De øvrige udstillede kjoler/kostumer var fra teaterforestillinger om Blixen. Kan det virkelig være rigtigt, at der kun findes to af baronessens kjoler? Selvom det skulle vise sig at være tilfældet, forstår jeg alligevel ikke denne udstilling – for der findes jo i hundredevis, måske tusindevis, af fotos af hende – hvorfor dog ikke vise nogle af dem? Eller lave udstillingen i samarbejde med nogle unge designere, der kunne tegne nye dessiner baseret på Blixens stil. Eller eller eller…

På et cafébesøg senere på eftermiddagen mødte vi tilfældigt en dame, der også havde været i Rungsted for at se på kjoler. Og som også var forarget over den ringe udstilling. Så det var altså ikke bare os, der gik skuffede derfra.

Udover manglen på kjoler, fandt vi de medfølgende tekster slatne, usammenhængende og uoplagte, og noget så banalt som lyssætningen på de to kjoler var også helt elendig. Jeg er klar over, at museet fattes penge, og at udstillingen givetvis er lavet for små midler. Men når der mangler penge, må der til gengæld godt ruttes lidt med opfindsomheden – og det gør man ikke på Rungstedlund.
Rungstedlund - interior
Heldigvis var besøget ikke helt forgæves, for min veninde havde ikke set Blixens stuer tidligere og kendte ikke hendes særlige måde at arrangere blomster på, som stadig praktiseres – med stor ynde og indsigt – i store og små vaser og opsatser i alle stuerne. Så fint og smukt.

Vi begik så også den dumhed at spise i caféen. Det vil vi ikke anbefale. Der serveres tre slags smørrebrød, prisen er eksorbitant. Kvaliteten, not so much.

Endelig, det sædvanlige museale hjertesuk. Man må ENDELIG ikke fotografere i baronessens stuer. Jeg spørger altid hvorfor, fordi det forekommer fuldstændig meningsløst i langt de fleste tilfælde. Og svaret her var da også, at man ikke må fotografere, da man kan købe postkort og bøger med billeder af mange af genstandene i museumsbutikken. Man må forstå, at når man har taget tre hjælpeløse mobilbilleder af gardiner og blomsteropsatser, så køber man ikke en bog bagefter. Jeg gad virkelig godt se evidensen for den antagelse!

Til gengæld er museet så dejligt fri for “uautoriserede” billeder på de sociale medier. Man skulle jo nødigt nå ud til andre end de 2.500 Facebook-likes og 142 Instagram-followers…

Jeg tog selvfølgelig et billede alligevel. Man er vel REBEL!

2015-12-09 13.39.41
En konkylie med indgraveret Thorvaldsen-motiv. Der er to, og de er ikke med på oversigten over værker i stuen, så det vides ikke, hvorfra de stammer.

 

Share

Designmuseum Danmark – Japanisme

James Tissot - Young Ladies Looking at Japanese Objects
Young Ladies Looking at Japanese Objects af James Tissot, 1869

Siden jeg læste The Hare with Amber Eyes, har jeg for alvor fået øjnene op for den kolossale indflydelse, japansk kunst og kunsthåndværk har haft på europæisk kunst, siden der i 1853 igen blev åbnet for handel mellem Europa/USA og Japan. Japanisme blev en ting, og det europæiske antikvitetsmarked flød nærmest over med japansk kunsthåndværk. Ingen adelsmand eller burgøjser kunne undvære et japansk møbel eller træsnit i samlingen, hvis de skulle være med på noderne. Selvfølgelig smittede den særlige japanske stil straks af på tidens kunstnere, hvilket Japan-udstillingen på Designmuseum Danmark til fulde demonstrerer. I modsætning til visse andre museer i Danmark havde Kunstindustrimuseet, som det dengang hed, virkelig fingeren på pulsen og fik indkøbt en fantastisk samling japansk kunst og kunsthåndværk. Udstillingen blander originale japanske genstande med genstande, både fra dengang og senere, der er tydeligt inspireret af Japan. I dag behøver man blot gå en tur i en designbutik for at se, hvordan især keramik stadig er meget inspireret af Japan.

Fransk oplysende plakat
Fransk oplysende plakat uden årstal men med art deco typografi
Stol af Thorvald Bindesbøl
Stol af Thorvald Bindesbøl (tror jeg nok)

Museet har, udover sin faste udstilling om designhistorien, som jeg aldrig rigtigt bliver træt af, to andre udstillinger p.t. En udstilling om mode og tekstil gennem 400 år, der viser alt det bedste fra hver periode. Og en udstilling kaldet Mindcraft med et par håndfulde af Danmarks bedste designere og kunsthåndværkere. De folder sig ud i et univers, der simpelthen er enhver selfie-fotografs våde drøm. Der er spejle overalt!2015-11-21 14.01.20-1

 

 

 

 

Share

Spadseretur i Køge og visit på Arken

Man kan nå meget, når blot man kører tidligt hjemmefra! Efterhånden har jeg læst og hørt en del om KØS, museet for kunst i det offentlige rum, som ligger i Køge. Nu havde min udflugtspartner og jeg i forvejen besluttet, at vi skulle på Arken bagefter, så vi sprang et besøg på selve KØS over og gik i stedet den rundtur i Køge, som kunstnerduoen Randi & Katrine har tilrettelagt.

Altså, Køge er i det store hele en virkelig pæn by med mange velbevarede, gamle huse. Og byen har en havn, som der stadigvæk er liv i. Begge dele giver vældig store krydser i min bog. Når man så lægger til, at byen er propfyldt med forskellige former for gadekunst, så vil jublen jo ingen ende tage. Randi & Katrines fem skulpturer var kun toppen af et herligt isbjerg.

Muslingehuset af Randi og Katrine, Dantamvej i Køge
Udsnit af Muslingehuset af Randi og Katrine, Dantamvej i Køge

Samtidig med at vi nød det fantastisk gode vejr, vores udflugt var velsignet med, førte vi en livlig samtale, så vi gik flere gange forkert eller for langt. Det betød, at vi fik set forskellige street-art værker, en motocross bane, en skatehal, et par originale og anderledes legepladser, m.m. Er det bare mig, der for sjældent spadserer rundt i danske provinsbyer, eller udmærker Køge sig her? Jeg svarer lige selv på spørgsmålet: Ja, Køge udmærker sig. Måske kunne andre provinsbyer/småbyer lære noget her? Der tales lige nu en del om, at danskerne foretrækker at spare på kultur før noget andet. Mon Køges borgere også synes, at de sagtens kunne undvære street art, KØS, legepladser, etc. for at få flere plejehjemspladser (for det skal jo pinedød stilles op som enten/eller!)? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at et rart og indbydende miljø, der har tiltrækningskraft for mange forskellige befolknings- og aldersgrupper, er fordrende for hele byens velbefindende. Det er positivudgaven af “broken windows-teorien“.

Udsnit af Randi & Katrines The Barn på Søndre Molevej, Køge.
Udsnit af Randi & Katrines The Barn på Søndre Molevej, Køge.

Så drønede vi nordpå igen til Arken. I mellemtiden var vejret gået fra udmærket til storslået, så udsigten fra Arkens café, hvor vi nød en glimrende frokost, var aldeles fantastisk.

Min udflugtspartner havde aldrig før været på Arken, og jeg er glad for at sige, at besøget var en succes, som snart vil blive gentaget uden mig, men med børn. Mission accomplished, siger jeg bare! På trods af betonen og moderniteten er Arken et ret venligt og imødekommende museum, ikke mindst pga personalet, der alle som én er flinke og meddelsomme. Jeg er efterhånden ved nærmest at være ven med Damien Hirst, som virkelig fremstår langt mere sympatisk, morsom og skrupskør, når man ser mange af hans værker samtidig, i stedet for bare som provokerende og beregnende, som var det jeg mest tænkte om ham, inden jeg første gang så Arkens samling.

Vi nåede lige nøjagtig at se føromtalte Randi & Katrines fantastiske tårne, der havde deres sidste dag på Arken. Selvom jeg har set dem flere gange før, nød jeg alligevel at gå blandt dem igen.
Lili Elbe by Gerda Wegener
Jeg har glædet mig til at se udstillingen med Gerda Wegener, lige siden museet annoncerede den. Mit første møde med Gerda Wegener fandt sted for snart mange år siden, da jeg tilfældigt faldt over et af hendes malerier hos Bruun-Rasmussen. Jeg blev helt vild med det, men måtte desværre erkende, at jeg ikke engang på det tidspunkt, hvor hun ikke var særlig kendt i Danmark, havde råd til det ret store maleri. Nu sker det nok aldrig, for om kort tid (4/2 i DK) har filmen om Gerda og Lili Elbe premiere verden over, og så vil berømmelsen nok ingen ende tage. Filmen er baseret på en bog, som du skulle tage at læse. Den er god.

Tænk, at Louvre i sin tid købte tre af hendes malerier, mens ingen danske museer købte et eneste! Udstillingen går fint i tråd med Gl. Holtegaards Art Deco udstilling og er meget flot og omfattende. Det billede, som både Charlottenborg og Den Frie afviste i 1907, og som udløste en bitter strid blandt danske kunstnere, den såkaldte Bondemalerstrid, er genfundet og kan ses. Ret fantastisk!

Vi løb en hurtig runde i Bjørn Wiinblad-udstillingen. Den er så flot kurateret! Et festfyrværkeri af farver og former, præcis, tror jeg, som Wiinblad kunne have ønsket sig det.

Og så skulle vi hjem. Da vi træder ud af museet, ser vi dette:2015-11-15 17.01.04

Share

Kunst, kvalitet og kulturel bæredygtighed

 

Jeg kan ikke lide typografi og opsætning...
Tror det skal være smart med kommaet og apostroffen. Men det skærer i mine øjne.

var navnet på en konference, jeg var til i sidste uge. Den var arrangeret af Kulturstyrelsen og blev afholdt i Den Sorte Diamant. Jeg kunne desværre ikke være der fra starten, så gik glip af Morten Strædes indledning, som jeg ellers havde glædet mig til. Min spion berettede, at han havde været god.

Derefter var der en række indlæg af varierende kvalitet. Jeg bliver ofte slået af, hvor elendige de fleste PowerPoint præsentationer er – selv fra folk, der skal forestille at have indsigt i BÅDE kunst OG formidling. Og selvom de handler om emner, jeg finder interessante. Meget få billeder – ofte uprofessionelt udnyttet – altid dødsyg hvid baggrund og alt, ALT for meget tekst. Jeg plæderer ikke for præsentationer med kapow og swussjjjj, men man kan altså godt blive taget seriøst, selvom ens PowerPoint ikke er til-døden-kedelig.

Noget af det mest spændende var “7 visitkort“, hvor syv kunstnere/formidlere præsenterede ny kunst i det offentlige rum. Men også her led nogle af præsentationerne af grum kedelighed, selvom emnerne var spændende nok.

Jeg kunne lide Maskernes Momentum af Isabel Berglund, Malene Bachs udsmykning af Klima, Energi og Bygningsministeriet (som jeg også har set noget af i virkeligheden), Collective Strings af Karoline H. Larsen og Terra Incognita af Anders Krüger.

Ellers var min spion (der selv er en ung kvinde i branchen) og jeg slået af, hvordan kunstformidlingsfaget efterhånden er helt overtaget af yngre kvinder, som desværre ligner hinanden i foruroligende grad. Altså, jeg forstår godt de første kvinder på skanserne, der anskaffede sig skarpe frisurer og markante briller og dertil iklædte sig tøj med personlighed men uden for meget lår og barm. Men hvorfor kopierer alle de efterfølgende dem så bevidstløst? Det er lidt ligesom nyuddannede arkitekter, der køber sig et par arkitektbriller*. Come on!

Men måske er det en overlevelsesstrategi, der modsvarer erhvervslivets hvide, jakkesætklædte mænd, der næsten kun ansætter spejlinger af sig selv. Trist, hvis det er tilfældet.

PS: Spørg mig ikke, hvad der egentlig menes med kulturel bæredygtighed, for det fattede jeg aldrig rigtigt. Og det på trods af et egentlig udmærket indlæg af Nancy Duxbury, der omhandlede netop det. Ak.

* Fun fact: Hvis man billedgoogler "arkitektbriller" får man næsten ingen billeder af mænd iført arkitektbriller.
Share

Kunst i Japan

Vi har været på en ægte dannelsesrejse til Japan. Rejsen var arrangeret af Arkens kunstklub, så det var en grupperejse. Jeg må med det samme tilstå, at grupperejser nok aldrig bliver mig/os, så det gør vi nok ikke igen. Når det er sagt, så var der flere af de kunstoplevelser, vi fik på turen, som vi nok ikke ville have haft modet/fantasien til selv at opsøge på en førstegangsrejse til Japan. Så vi er altså alligevel glade for, at vi gjorde det.

Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.
Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.

I Tokyo var den helt store oplevelse Ghibli-museet, der fejrer filmskaberen Miyazaki og hans Studio Ghiblis værk. Jeg har glædet mig til at besøge det museum, siden jeg læste Christian Monggaards begejstrede beskrivelse af det i Information for flere år siden. Jeg er totalt fangirl, så forvent ingen objektivitet her – jeg elskede hvert øjeblik af besøget og alt, hvad jeg så. Kender du ikke Miyazaki, så skynd dig at købe en af hans film. Skal du til Japan, så snyd ikke dig selv for et besøg på museet. Det er indrettet for børn, så vi voksne måtte ofte dukke os eller næsten kravle. Der er fine displays, som viser, hvordan man lavede animation før computeren – dybt fascinerende for både børn og voksne. Og der er et par rum, der både reelt og ved hjælp af trompe l’oeil-teknik viser, hvordan det foregik, når de mange tegnere sad side om side og arbejdede på filmene.

Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.
Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.

Vi var også på Nationalmuseet, hvor jeg så en særudstilling om Bulgari. Det sjoveste ved den udstilling var at se de japanske kvinder, der generelt hylder the understatement når det gælder smykker og påklædning, flippe helt ud over de mildest talt ekstravagante og ofte nærmest vulgære Bulgari-smykker. Jeg havde forventet at se en større samling Netsuke, men blev skuffet, fordi der kun var en meget lille samling, som alle var af nyere dato.

Vi så også moderne kunst på The National Art Center, en særudstilling med den franske kunstner Niki de Saint Phalle. Ingen tvivl om, at hun var den enfant terrible, som en del af udstillingen var opkaldt efter, men det var ikke noget, der for alvor rørte mig.

I Kyoto besøgte vi Manga-museet. Det var jeg ret skuffet over, for jeg havde måske forestillet mig at få en indføring i Manga-universet med noget kronologi, etc., men museet bestod mest af et kæmpe Manga-bibliotek, hvilket sikkert er fantastisk, hvis man ved, hvad man leder efter, men det gjorde vi ikke…

En times bustur uden for Kyoto ligger det smukke og temmelig mærkelige Miho museum bygget af den kinesiske arkitekt I.M. Pei.

En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.
En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.

Den 14-årige følte sig utilpas ved den religiøse propaganda, der viser sig i de videoer, der vises, og i restauranten og museumsbutikken, men jeg nægtede at lade det påvirke min oplevelse af stedet. Fru Mihoko har “opfundet” en religion eller spirituel bevægelse ikke ulig Buddhisme, og ikke langt fra museet ses en kæmpe klods i landskabet samt en “kirke”, der er hovedsæde for fruens religion.

Men altså, museet er vanvittig smukt og indeholder faktisk ret få genstande. Der er vaser, skærme, malerier, skulpturer, krukker og  andet fra flere historiske perioder og mange verdensdele. Det er enormt befriende med så få genstande, så man ikke når at få museums-overload. Når de samtidig er udstillet i så enkle og elegante omgivelser, som dem Pei har skabt, blev det en ren fornøjelse.

Den sidste af vores kunstoplevelser var også den absolut største. Vi tog på en heldagstur til kunstøen Naoshima, der huser hele syv museer og en lang række kunstværker spredt ud på hele øen. Ideen om at gøre en ø i “udkants-Japan” til et tilløbsstykke for kunst- og arkitekturinteresserede fra hele verden blev naturligvis fostret af en rigmand, der så kontaktede den japanske arkitekt Tadao Ando, der nok er mest kendt på disse kanter for pyramiden foran Louvre. De tre museer, vi nåede at besøge,  var alle tegnede af Ando. Vi besøgte først det lille museum, der er dedikeret til ham selv, dernæst Benesse House, der huser en samling moderne kunst af behagelig størrelse. Jeg nævner i flæng, Giacometti, Sam Francis, Robert Rauchenberg, Richard Long, David Hockney, Jasper Johns…
Chichu art museum01s2560
Endelig turens højdepunkt, det helt enestående Chichu Art museum (klik på linket!). Hele museet er dedikeret til tre kunstneres værker – ja, det er skabt omkring disse. Ingen af os havde nogensinde oplevet noget lignende. De tre kunstnere er Claude Monet (jo, du læste rigtigt), Walter de Maria og lyskunstneren James Turrell. Chichu betyder “under jorden”, så alt lys i museet er enten naturligt ovenlys eller helt kunstigt. Begge dele lige overjordisk fantastisk! Ingen af mine elendige mobilfotos kan yde museet eller kunstnerne nogen som helst retfærdighed, så jeg anbefaler igen at klikke på linket herover. Billedet fra museets indgang er fra Wikimedia Commons.

Et af kunstværkerne på øen var et af Kusamas græskar.2015-10-22 13.26.17

Vi vil gerne til Japan igen, nu vi har erfaret, hvor let det er at rejse der. Og hvis det lykkes os at komme tilbage, skal vi helt sikkert tilbringe mere end en halv dag på Naoshima. Vi bemærkede, at man kunne leje cykler, så det vil vi gerne prøve. Selvom landskabet er ret kuperet, er øen ikke særlig stor, og der er ikke langt mellem seværdighederne.

Share

Yayoi Kusama

Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane
Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane #ininfinity

Så har vi også været på Louisiana og se på prikker og græskar. Og ja, det er en svimlende flot udstilling. Uendelighed er et gennemgående tema hos den vedholdende, men også forstyrrede Kusama. Det forstår man fuldstændig, når man har set udstillingen. Hun laver virkelig aldrig én af noget – snarere én million! Hvis du ikke fik set dokumentaren om hende på DRK (den er der desværre ikke mere), så se lige videoen herunder – så forstår du!

I det hele taget er det et dejligt skridt væk fra den sædvanlige vestlige kunst udført af hvide mænd at tage på Louisiana. Ud over Kusama-udstillingen kører den store Afrika-udstilling stadig. Den indeholder mange originale bud på kunst, design og mode fra et andet sted, end vi er vant til. Afrika-udstillingen slutter 25. oktober, så det kan nås, hvis man skynder sig.

Share

Kunstmesse i Forum

2015-09-19 13.57.23

Efter at de største og toneangivende (i egen optik i hvert fald) gallerier havde deres show på Charlottenborg for nogle uger siden, blev det nu i forrige weekend “restens” tur i Forum med Art Copenhagen. Jeg syntes faktisk, det var bedre end sidste år – men der var altså stadig meget, der i mine øjne er skrammel. Ingen nævnt, ingen glemt.

Noget af det allerbedste, jeg så, var nogle fotografier af en for mig fuldstændig ukendt kunstner ved navn Andrea Jaeger. Meget originale værker, der sugede beskueren ind i sit tilsyneladende hverdagsagtige univers. Jeg faldt også for en anden fotograf ved navn Daan Oude Elferink, som faktisk deler sine “Urbex”-billeder på Flickr. Urbex er kortform af Urban Exploring og er den relativt nye (?) sport/kunstart at opsøge forladte bygninger og fotografere dem. Det kan let blive banalt, hvilket en søgning på #urbex på Instagram hurtigt kan overbevise dig om. Men fascinerende er det! En anden urbex-kunstner, som vi faktisk kom til at tale med, er @urbexclown. Han var repræsenteret med nogle flotte værker – man må sige, at disse fotos generelt gør sig bedre på et galleri end på Instagram! Min egen søn dyrker det lidt på sin Instagram-profil @the.dane. Her er et billede fra en forladt landejendom i Sønderjylland.

2015-07-29 11.05.01

To store værker lyste op – begge af musikere, der også er billedkunstnere. Knud Odde havde lavet en glasmosaik (!), som var virkelig imponerende på god gammel Odde-maner, men alligevel ny. Jeg tog et billede og gengiver det her, skønt jeg godt ved, man ikke må. Håber Hr. Odde vil tilgive. Det andet var et kæmpe lærred af Kasper Eistrup. Nej, hvor er han god! Der er flotte gengivelser af hans værker på hjemmesiden.

2015-09-19 13.14.24

En kunstner, jeg kendte i forvejen, er Daniel Goldenberg, der maler foto-lignende billeder af kendte steder i København i tåge og/eller regn. Kigger man nærmere, opdager man dog, at stederne faktisk ikke er så kendte endda.

Share

Art Deco og vild keramik

 

Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum
Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum på Gl. Holtegaard

Sidste weekend var vi på Gl. Holtegaard og se deres lille men flotte Art Deco-udstilling: Cool Moderne. Noget af det allerbedste ved udstillingen er den måde, de har malet væggene på – det løfter den ellers ret beskedne samling billeder, skulpturer og brugskunst betydeligt og sætter det i en samtidig kontekst. Art Deco var slutningen af en periode, hvor der ikke var så skarpe skel mellem ‘kunstnere’ og ‘kunsthåndværkere’. Ikke at det ikke er forekommet siden – i 60’erne var der en del kunstnere, der også lavede keramik – men der er ikke mange etablerede billedkunstnere, der også laver brugskunst til folket.

Arne Ungermann (1931)
Arne Ungermann (1931)

Flere kunstnere i mine sociale medie-feeds og flere kunstblogs og kunsttidsskrifter har på det seneste flippet ud over Rose Ekens vilde keramik på V1 Gallery (som jeg har skrevet om før). Så jeg har været ovre i Kødbyen og se på keramik. Og *alle* har jo ret – det er simpelthen en fantastisk lille udstilling/installation. Men spring på cyklen i en fart, det er sidste dag på lørdag (19/9).

2015-09-09 16.48.58 2015-09-09 16.48.45

Share