Tanz mal Wieder

Forleden vendte jeg tilbage til Kødbyen og gallerierne dér. Og det bliver ikke sidste gang. Denne gang havde jeg den omvendte oplevelse i forhold til sidst, nemlig at jeg ikke var overdrevent vild med Snobody og CancellationV1 Gallery, men til gengæld pjattet med Tanz mal Wieder hos Gether Contemporary.

Tanz mal Wieder er en 7 minutter lang elektronisk performance uden medvirkende. Den er både sjov, overraskende og teknisk ekvilibristisk udført. Prøv det, prøv det, prøv det – den kan ses frem til 28/2. De to kvinder bag installationen kalder sig Vinyl, Terror & Horror (fedt navn!), og den appellerer i allerhøjeste grad til folk, der har en svaghed for vinyler. Man kan købe deres “kunstificerede” vinylplader, og det gad jeg faktisk godt. Igen – de er sjove, opfindsomme, originale og teknisk veludførte. Dog – de udstillede er alle solgt på forhånd – hvilket lover godt for duoen.

Denne gang var galleristen, Sophus Gether, meget mere fremkommelig end sidst, og han fortalte med begejstring om kunstnerne og udstillingen. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg skal klart have slæbt flere venner og mere familie med i Kødbyen, så de kan opleve dette.

 

Share

Zoran Juresa i Bredgade Kunsthandel

Bredgade Kunsthandel er et af mine favorit-gallerier. Ikke fordi de i særlig grad har fantastiske kunstnere, men fordi alle tilknyttede altid er så venlige og imødekommende. Det er nok derfor, vi også har købt flere værker dér.

Seneste udstilling, jeg har set, er med den kroatiske arkitekt og maler Zoran Juresa. Jeg havde aldrig hørt om ham før, og jeg var ikke blevet specielt tilskyndet til at se udstillingen af de fotos af værkerne, jeg så på invitationen og Facebook. Men hold da op, når først man står foran billederne! Især ét billede gjorde mig helt blød i knæene, og jeg tænkte både på Turner, Klimt (farverne) og Monet, selvom billedet er aldeles abstrakt. Desværre – eller heldigvis – var det allerede solgt!

Igen var det en stor og særlig oplevelse at stå foran malerierne – en oplevelse man slet, slet ikke kunne forestille sig, når man så billederne på computeren. Kunst skal ses i virkeligheden – men det er godt at kunne orientere sig på nettet, så jeg vil gerne opfordre kunstnere og gallerier til at være gavmilde med billeder på nettet og at gøre sig umage med gengivelsen. Der sælges nok ikke ét eneste maleri mindre, fordi vi kan se gode repræsentationer af dem på nettet, snarere tværtimod.

Jeg ville gerne vise et af Juresas billeder her, men ikke ét af hans billeder på nettet har en CC (Creative Commons) licens, så jeg tør ikke, da han og/eller fotografen kan komme efter mig for brud på copyrighten. Og det har jeg altså ikke råd til! Jeg tænker, at de fleste kunstnere og gallerister slet ikke ved, at de har mulighed for at gøre dette – så lad mig foreslå det! Jeg har flere gange brugt egne fotos af værker her på bloggen, og det er faktisk heller ikke altid tilladt – men jeg tager chancen (og fotograferer kun skulpturer og værker af fx tekstil) og håber på, at kunstnerne faktisk sætter pris på, at jeg fortæller om deres værker! Ved du, at du bliver retsforfulgt, hvis du tager et billede af Den Lille Havfrue og lægger det på din blog?

Når man klikker på "labeled for noncommercial reuse" forsvinder ALLE billederne...
Når man klikker på “labeled for noncommercial reuse” forsvinder ALLE billederne…

Det minder mig om en årelang debat mellem museerne og fx Wikipedia om brugen af fotos af skatte fra kulturarven. Det sker stadig, at museer henvender sig til Wikipedia og beder om, at et foto af et maleri (et af dem, hvor kunstnerens copyright for længst er udløbet) bliver fjernet, fordi museet mener at have copyright til fotografiet af maleriet. Jeg synes, det er skammeligt, simpelthen, at museer, der forvalter vores allesammens kulturarv, sætter sig så tungt på den, at vi ikke må se billeder af fællesskabets kunstskatte i Wikipedia. Heldigvis har flere og flere museer taget skeen helt i den anden hånd og tilbyder nu fotos i høj opløsning – hurra for det. Se fx her hos Statens Museum for Kunst.

Share

Forårsudstillingen på Charlottenborg

I slutningen af 1800-tallet var forårsudstillingen forsidestof i aviserne – københavnerne strømmede til, og man diskuterede årets udvalgte billeder med stor iver. Nu kan udstillingen finde sted, uden at 99,9% af Københavns borgere overhovedet lægger mærke til det.

Jeg plejer da heller ikke at se den, da jeg generelt ikke er vild med udstillinger, der præsenterer mange kunstnere på én gang. Men i år skulle være en undtagelse, så jeg tilbragte et par timer med at se på de mange, mange værker. 115 udvalgte kunstværker af 73 kunstnere fra det meste af verden og 2 værker af sidste års prisvindere.

Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument, Forårsudstillingen 2015
Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument (lille udsnit), Forårsudstillingen 2015

Sidste års to prisvindere har fået et lokale hver til nye værker. Det ene værk er ret fantastisk, nemlig en skulptur/installation af Maja Qvarnström & Erik Lagerwall. Værket hedder Monument – en yderst passende titel. En del af værket er en spejling, og jeg brugte lang tid på at se, om jeg kunne finde et sted, hvor de to dele af værket ikke var ens. Det lykkedes mig ikke – men jeg har heller aldrig været god til Find Fem Fejl. Det er et værk, der gør en af de ting, som kunst kan gøre ved en – det sætter sig i maven. Den anden prisvinder fra sidste år, Valerie Collart, sagde mig ikke så meget. De to prisvindere fra i år, arkitekter og designere Anne Dorthe Vester & Maria Bruun samt maleren Marlon Wobst sagde mig heller ikke noget særligt – jeg er nok ikke særlig meget på linje med egentlige kunstkendere!

Ellers vil jeg nævne en håndfuld af de værker, jeg bedst kunne lide – få nævnt, mange glemt. Linda Weiss Drescher havde en skulptur af mange materialer kaldet Town & Country & Nirvana. Ganske finurlig. Pilar Mata Dupont præsenterede en ret fantastisk video kaldet The Embrace med to overjordisk smukke koreanske kvinder. Aldeles fængslende! Pernille Snedker Hansen havde tre malerier med af “klatter” på noget, der lignede håndlavet papir. De var forunderligt besnærende. Så var der en smuk, smuk installation med en måske lidt prætentiøs titel: Long Exposure i en fremkaldelse gennem erindring og tilblivelse af Malene Hvidt & Xenia von Buchwald. Teknisk fremragende og ret original. Inger Margrethe Larsen præsenterede nogle kæmpe akryl-“knapper” kaldet Medalje for Humor. Sjovt og flot. I afdelingen af sjovt og tankemæssigt udfordrende var også Morten Sylvest Nøhr med En maskine der rydder op i dine ting. Den ramte i hvert fald mig, der er til fals for alverdens gadgets! To billeder (print) af Maj Persdatter kaldet Horsemen kombinerede soldater og ryttere fra alverdens tidsaldre og kontinenter. Det var interessant at se på. Mit favoritværk var nok Karina Presttuns The Fabulous Hunter af applikerede tekstiler, der leger med vores kønsopfattelse ved at vise en muskuløs jæger med riffel og patronbælte og det hele – iført en lille solkjole. Den kan ses på hendes hjemmeside, men bør opleves i virkeligheden.

Mange værker lod mig kold, mange var da fine nok, men ikke så jeg stadig huskede dem, da jeg var ude på Kgs. Nytorv. Et enkelt værk kunne jeg slet ikke lide, nemlig det snart obligatoriske “lad os spotte Islam”-værk. Et bedetæppe med en forgyldt (nøgen) kvindetorso oven på. Værket er af Jens Rost og hedder God is Great. Men i modsætning til Charlie Hebdo, nøjes det altså med at håne Islam. Når man vil kritisere religion, må der godt være lidt dybde og mening med det, synes jeg – ellers er det hån for hånens skyld, og det har jeg allerede for længst fået nok af. Han har et andet værk på sin hjemmeside, også involverende et bedetæppe, som jeg synes faktisk gør netop det, jeg efterlyser: Kaster et kritisk blik på religionen, men uden at håne.

Når jeg skriver sådan et indlæg som dette, googler jeg jo alle kunstnerne. De fleste (men ikke alle) har en hjemmeside, men mange har ikke en Facebook-side, tilbyder ikke et nyhedsbrev og kan ikke følges på en eneste platform. Det undrer mig virkelig meget, for hvordan holder de kontakten med de mennesker, som støder på deres kunst og kan lide den og ønsker at følge med fremover? Regner de med, at vi skriver deres navn ned og tjekker deres hjemmeside hvert halve år?

PS: Hvorfor afholdes Forårsudstillingen i januar?

Share

Kunstforeningen Gl. Strand – Extract

Så har jeg igen set på kunst. Fordi jeg bor midt i byen og er ude og spadsere hver dag, kommer jeg forbi et utal af museer og gallerier. Jeg går langt fra ind i dem alle sammen, men jeg gør det oftere og oftere. Vi er medlemmer af Kunstforeningen Gl. Strand, så det er oplagt at gå derind, hvis det regner, eller hvis der er brug for lidt kranie-input. Desuden har de en meget velkurateret kunstboghandel og udmærket kaffe og kage.

Den nuværende udstilling har været der et stykke tid, og jeg har egentlig ikke haft specielt meget lyst til at se den, men nu regnede det og…

Extract er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en håndfuld debuterende kunstnere fra akademier i Danmark, Schweiz og USA får lov at præsentere et eller flere værker. Der er syv kunstnere med denne gang, jeg vil nøjes med at fortælle om de to, som jeg bedst kunne lide og dem, der vandt Young Art Prize i år.

Værk af Sophia Narrett, Extract, Kunstforeningen Gl. Strand
Værk af Sophia Narrett, Extract, Kunstforeningen Gl. Strand
2015-01-13 15.42.40
Detalje fra samme værk

 

De mest spektakulære værker var broderier – helt vildt godt udført, rent teknisk, og temmelig spooky, når man ser nærmere på dem. Genialt at bruge en så “ufarlig” teknik til at præsentere noget, der er både udfordrende og uhyggeligt. Kunstneren hedder Sophia Narrett og er fra Rhode Island School of Design i USA.

Næsten farve- og handlingsløse er en video og nogle fotografier fra Sydkorea af brasilianeren Kika Nicolela, uddannet fra Zürcher Hochschule der Künste i Zürich. Filmen er meget lang – over en time – og jeg så ikke den hele, måske 30-35 minutter af den. Den skrider afsted i samme tempo som en gletcher før global opvarmning, der er ingen musik, blot en masse larm fra vinden i mikrofonen. Den handler om beboerne på en lille ø, der er blevet kørt over af udviklingen, i dette tilfælde da deres levevej, fiskeri, brat forsvandt med byggeriet af en stor dæmning. Fiskerne fortæller, stilfærdigt og udramatisk, henover de gråtonede billeder af mudder og forladte fiskerbåde. Fra tid til anden spadserer en måge eller en eremitkrebs igennem billedet – de eneste dyr, der angiveligt er tilbage. Det lykkes for dette uanmassende værk at gøre et kæmpe indtryk!

Endelig vinderne af Young Art Prize, en dansk/norsk kunstnerduo kaldet Jens & Morten. De er uddannede fra det Jyske Kunstakademi. Deres værk er en kæmpe installation med alle mulige forskellige ting, videoer der kører, etc. Jeg gik længe rundt og forsøgte at lade mig påvirke, men det lykkedes altså ikke.

Share

1000 års kunsthistorie

En serie programmer på DRK med Peter Kær og skiftende eksperter. De kan ses indtil 30. januar.

Jeg følger ikke ret godt med i, hvad der sendes på TV – jeg er en ægte Netflixer, der næsten aldrig ser flow-tv. Måske havde jeg heller ikke opdaget denne programserie, hvis ikke jeg kendte et par af de medvirkende – nemlig de to historikere, der medvirker i de første to programmer, museumsinspektørerne Poul Grinder-Hansen og Ulla Kjær. De fortalte storgrinende om den besynderlige fotosession, hvor de skulle stikke hovederne op i en hvid æske (se programindledningen). Hvert program omhandler en periode i kunsthistorien; de første par perioder er i sagens natur meeeeget lange.

Laurits Andersen Ring (1854-1933), I høst, 1885. Statens Museum for Kunst.  Jeg var særligt glad for gennemgangen af dette billede, som jeg aldrig har kunnet lide pga det mærkelige ansigt og de lange arme. Men der kom ordentligt perspektiv på billedet med Peter Nørgaard Larsens gennemgang.

Nå, men jeg er rigtig glad for, at jeg fik set programmerne. Der var nok noget, jeg ville have gjort anderledes, men fx er ideen med at lade “almindelige mennesker” (de er vist ikke helt almindelige, men forbliver unavngivne) kommentere på de udvalgte værker ret god. Især er jeg vild med  tvillingerne, der får rystet en hel del guldkorn af sig. Peter Kær interviewer en eller flere eksperter i hver periode, som hver har udvalgt tre væsentlige værker. Det kommer der en masse interessant samtale ud af, og jeg synes eksperterne taler godt for sig og får inddraget seerne uden alt for meget akademiker-snak. Og Peter Kær udmærker sig ved at lade eksperterne tale og ikke afbryde dem hele tiden – det er vi ikke vant til på TV.

Jeg har også set det foredrag, som Peter Kær rejser rundt med sammen med dansk kunsthistories grand old lady, Bente Scavenius. De viser en serie af slides med to kunstværker, der komplementerer hinanden på en eller anden måde og causerer over dem. Det er et interessant koncept, og jeg var godt underholdt og fik også en del at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. I modsætning til tv-programmerne dækker foredraget hele verdens kunsthistorie (selvom det mest er Europa), ikke kun Danmarks.

Share

V1 Gallery og Gether Contemporary

IMG_3432

Læste i Politiken om to nyere gallerier i Kødbyen (kendte godt Gallery Poulsen i forvejen) og de interessante kunstnere, der udstiller dér i disse dage. Så jeg lod min daglige spadseretur føre mig derhen.

I dagtimerne, hvor der kun er lidt eller slet intet kunstigt lys i de triste butiksvinduer, kan det være svært at regne ud, om der er åbent eller lukket. Der er ikke rigtigt navne på facaden og skiltningen på dørene er beskeden, for nu at sige det mildt. Personalet/galleristerne gemmer sig også lidt, så man skal faktisk helt hen for at tage i døren, inden man er sikker på, at man er gået rigtigt.

Jeg gik først in i V1 Gallery, hvor to forskellige kunstnere udstiller. Mange malerier af Matthew Stone ovenpå og en håndfuld af Søren Behncke nedenunder. Ved første kig tænkte jeg, at de store lærreder af Stone under fællestitlen Emotional Manipulation ikke var noget for mig. Men efterhånden som jeg gik rundt og kiggede nærmere på dem, kom de ind under huden. Til sidst havde jeg svært lyst til at købe et af dem, kaldet Fluttering Energy of the Heart. Men 43.500 kr. er lige i overkanten af mit kunstbudget… I den ovenfor nævnte artikel fra Politiken beskrives hans meget specielle maleteknik – det er herligt, når der leges med virkelighedsopfattelsen!

Jeg kunne også rigtig godt lide Søren Behnckes billeder, der under fællesbetegnelsen Floodlight er en hyldest til Niels Bohrs teorier om lyset. Hans billeder er malet på brugte papstykker med huller i, og han bruger kun ganske få farver. Nu har jeg læst lidt om ham, han er tydeligvis lidt af en oprører og en provo, og det kan jeg jo ikke rigtigt stå for. Men jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om ham før. Nu skal jeg holde bedre øje!

Så gik jeg ind til naboen, det helt nye galleri Gether Contemporary, hvor en ung maler ved navn Birk Bjørlo udstiller store, næsten monokrome lærreder. Det er interessant nok at se, hvordan kunstneren opnår forskelligartede virkninger af variationer i teknik, men jeg blev ikke revet med eller involveret, som jeg blev af de to kunstnere inde hos naboen. Den unge hr. Gether selv, som jeg går ud fra det var, der sad derinde, sagde høfligt goddag og farvel, men som potentiel kunde var jeg åbenbart dømt ude på forhånd, for han tilbød ikke viden om kunstneren eller andre indsigter.

I V1 sad der to kvinder bag en rude – de sagde også kun goddag og farvel, men her var der dog lidt materiale at få, inklusive en fin værkliste med thumbnails af billederne og priser, så jeg ikke helt var overladt til mig selv. I begge gallerier var jeg eneste gæst på en tidlig onsdag eftermiddag.

Mange – ikke alle – gallerister har en tendens til arrogance, ja nogle af dem forekommer at have studeret dette med stor grundighed. Det gør ikke noget for min lyst til at abonnere på deres nyhedsbreve, gå til deres ferniseringer og – ultimativt – købe den kunst, de vel trods alt lever af at sælge. Så hvad er formålet?

 

Share

Niels Bohr Institutet

2014-12-10 14.46.58
“Suspended in Language”. De fire er Nobelprismodtagerne fra institutet, George de Hevesy, Ben R. Mottelson, Aage Bohr og Niels Bohr. Relief udført i 2012 af Rikke Raben.

Jeg er så heldig at have en “insider” på institutet, så jeg fik en lille privat omvisning. Det er et sted, der emmer af en skøn blanding af seriøsitet og begejstring. De studerende – af mere eller (oftest) mindre nørdet tilsnit – iler rundt i gangene (gad vidst, hvor lang tid det tager at lære at finde rundt derinde?), mens personalet gemmer sig på kontorerne. Niels Bohrs kontor står urørt, og det var med en god portion ærefrygt, at jeg gik rundt derinde. Kontoret er ret stort, men i øvrigt ganske prunkløst. Også den forelæsningssal, hvor Bohr gav forelæsninger står urørt med et fantastisk og finurligt tavlesystem, som gør det muligt at vise og gemme forskellige dele af en udregning – jeg ser Holger Bech Nielsen for mig!

2014-12-10 15.12.03

Jeg besøgte også biblioteket, hvor jeg fik foldere og forklaringer i lange baner. Hvor herligt at mærke, at et personale, der har arbejdet der siden Ruder Konges tid, stadig er udelt begejstret for at fortælle om Niels Bohr og institutets arbejde.

Du, der er en grammar nazi ligesom jeg, har for længst bemærket, at jeg staver institutet med et t for lidt. Men sådan staves det altså, derude på Blegdamsvej. Tjek det selv…

Hvis du en dag kommer forbi, så hop lige af cyklen og tag et grundigt kig på det smukke og deltaljefyldte relief, der hænger foran på bygningen til højre. Det ses herover. Det er skabt af billedhuggeren Rikke Raben*, som også har skabt Niels Bohr Institutets Æresmedalje.

*disclaimer: Jeg kender kunstneren.

Share

M/S Museet for Søfart

Mellem jul og nytår fik vi endelig besøgt Bjarke Ingelsmuseum under jorden. Det forekommer jo umiddelbart idiotisk at have et søfartsmuseum under jorden, men når først man er der, er der ikke længere noget mærkeligt ved det – nærmest tvært imod.

Elmgreen & Dragset: han
Elmgreen & Dragset: han

Når man drejer om hjørnet fra stationen mod Kronborg, er det Helsingørs nye kulturhus og Elmgreen & Dragsets fine sølvskinnende havdreng, der falder i øjnene. Man skal gå forbi begge dele imod Kronborg, før en enkelt vimpel diskret gør opmærksom på museet. Dernæst åbenbares en lang sliske, der leder ned til herlighederne.

Udstillingerne er fint og moderne kurateret, og det er dejligt at mærke en stolthed over Danmark som succesrig søfartsnation, uden at der lægges skjul på, at en af forudsætningerne herfor var handel med slaver. Jeg tænker tit på, at vi i Danmark er stolte over sådan nogle mærkelige ting. Altså, jeg synes, det er federe at være stolt over at tilhøre en nation af søfarende, dygtige handelsmænd og opdagelsesrejsende, end at vi “tør” have stegt flæsk som nationalret eller engang har vundet EM i fodbold (selvom det var en dejlig dag).

Sømandens liv gennem århundrederne er levende og engageret beskrevet, så det har interesse for både børn og et mere vidende publikum. Museet har tydeligvis et nært samarbejde med danske rederier – det er dejligt at se, at kommerciel indflydelse ikke påvirker formidlingen negativt.

Ikke en eneste ret vinkel findes i hele museet, ja mange steder er gulvet heller ikke plant. Hvor er det godt tænkt!

 

Share

Mr. Turner

Rain Steam and Speed the Great Western Railway
Den fantastiske britiske maler Turner (1775-1851) har i offentligheden lidt en skæbne, der minder lidt om Monets. Nemlig at være romantiseret til døde – næsten – på viskestykker, kagedåser og dækkeservietter. Og det er synd, for hans malerier er fantastiske, og han var langt forud for sin tid.

Nu har den britiske instruktør Mike Leigh, som jeg må tilstå, at jeg ikke er udelt begejstret for, ganske ukarakteristisk lavet en film om Turner. Det pirrede min nysgerrighed fra starten, fordi det altid er interessant, når en kunstner forsøger sig inden for et nyt felt.

Filmen, Mr. Turner, er en af de allerbedste jeg har set inden for genren – dvs. filmportrætter af store kunstnere. Der er kælet for hver eneste frame, så de fremstår i fantastisk lys og med endeløse detaljer fra perioden. Men samtidig er der på ingen måde tale om et udstyrsstykke, og vi får noget, der føles som et meget ægte indblik i denne kunstners liv og personlighed. De udendørs naturpanoramaer ligner selvsagt noget fra Turners egen produktion, mens billeder fra gader og stræder hele tiden fik mig til at tænke på Eckersberg. Det er faktisk et utroligt originalt greb, fordi de fleste andre på Turners tid malede i samme stil som Eckersberg, mens Turner selv foregreb impressionismen. Sproget i filmen holder på imponerende vis balancen mellem et moderne, forståeligt engelsk og det farverige, blomstrende sprog, som var udbredt i kunstnerkredse i England på den tid. Lydsporet er på alle måder en fryd, der matcher billedsiden!

Turner var temmelig grim og ucharmerende, ja, ifølge filmen svarede han på 2/3 af alle spørgsmål med et grynt, der bestemt ikke var uligt det fra en gris, hvilket Leigh også understreger med en kostelig scene i starten af filmen, involverende et grisehoved. Han behandlede heller ikke sine omgivelser – når bortset fra hans far, hvem han var inderligt hengiven – særlig pænt. Især går det hårdt ud over tjenestepigen.

Alligevel når vi i løbet af filmen ind til Turners poetiske og faktisk meget store hjerte – ikke mindst i hans forhold til Mrs. Booth, som han møder sent i livet.

Man behøver ikke være kunstinteresseret for at nyde denne film, for den er aldeles usnobbet i sin tilgang, men det hjælper selvfølgelig.

Share