Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Share

De hvide busser

Svedish_Red_Cross_buses_in_Germany_WW2,_possibly_near_FriedrichsruhVi kom endelig ind og fik set udstillingen om de hvide busserNationalmuseet. Ved indgangen står der, at den er uegnet for børn under 12 år, og jeg tænkte, at det da var noget pjat. Men efter at have været igennem udstillingen, synes jeg faktisk, at det var en meget passende advarsel, for kombinationen af billeder, lyd, lys og genstande er faktisk meget effektfuld – også i en tid hvor vi bombarderes med billeder.

Min britiske mand lærte en hel del, han ikke vidste i forvejen, og der var også ting, jeg ikke tidligere havde hørt om. Noget af det bedste var brevene, der bliver læst op i høretelefoner og ved “lydstationer”, der findes overalt i udstillingen.

2015-03-18 13.09.23-1Der er også en ægte hvid bus – jeg kom selv tilfældigvis forbi sidste år, da den blev nedsænket i museets store sal med en kæmpe kran. Det tog mange timer og tiltrak sig stor lokal opmærksomhed.

Udstillingen er heldigvis blevet forlænget med to måneder, fordi den er en velfortjent succes. Der var mange mennesker (ikke for mange) den søndag eftermiddag, vi var der. Du kan også nå at se den, den løber til 28/3 og den er GRATIS.

Share

Nat på museet

 

glyptoteket

Ja, egentlig mener jeg jo aften – nat lyder bare mere dramatisk. Vore store museer er begyndt at holde aftenåbent i forskellige formater. Louisiana holder aftenåbent tirsdag-fredag (til 22), og det vil jeg virkelig anbefale de af jer, der endnu ikke har prøvet det, for der er langt færre mennesker end lørdag-søndag. Har man tid, lyst og råd, er deres aftenbuffet i reglen et godt bud på et hyggeligt, sund og velsmagende måltid. Og nu er der jo PRIKKER – helt til januar måned.

Men faktisk handler dette om Glyptoteket og deres Slow og om SMK og deres SMK Fridays. De kommer lige efter hinanden (nok ikke verdens allerbedste planlægning…).  Glyptoteket havde ikke linket deres Slow i torsdags til Golden Days’ Festival of Important Shit – eller omvendt. Gad vidst, hvem der ikke taler med hvem? For en aktiv kulturforbruger hang arrangementet derfor lidt og svævede, og jeg havde svært ved at se den røde tråd i de arrangementer, der blev tilbudt. Det forekom mig altsammen enten uvedkommende eller elitært. Tilstrømningen var da også derefter. Jeg nøjedes derfor med at se Man Ray-udstillingen, som jeg af uransagelige årsager ikke havde fået set før. En udmærket udstilling, men måske lidt på den konventionelle side. Man fik ikke rigtigt fornemmelsen af, hvor kantet og usædvanlig Man Ray var i sin egen tid.

Goldendays2015

Dagen efter var jeg til SMK Friday, der handlede om Mesterværker og var knyttet til  Golden Days. Det var et virkelig godt arrangement, og det var ekstremt velbesøgt. Gå hjem og vug, jer typer, der tror, unge hippe mennesker ikke vil gå på museum. For det vil de i den grad godt. Jeg føler mig tit gammel, men dog sjældent, når jeg går på museum. I fredags var der dog kraftig overvægt af folk mellem 20-30. Måske lidt flere kvinder end mænd, men ikke overvældende (scoretip, guys!). Der var spændende musik, interessante “talks”, billige drinks og så al den dejlige kunst i behageligt aftentempo. Diskussionen, af hvad der udgør et mesterværk, er altid interessant. For det er jo lidt hævet over diskussionen om, hvad der er kunst. Prøv at snakke om det over middagsbordet – hvornår ophøjes et kunstværk til mesterværk? Når det har modstået tidens tand og glemslens dyb i 100 år? Kortere eller længere tid? Og kan det være et mesterværk i 50 år og så igen blive glemt?

Mit personlige højdepunkt var da en meget ung kunsthistoriker fortalte levende om et kobbertryk af Rembrandt, som i dagens anledning var hevet frem fra gemmerne og kunne beundres ‘live’. Folk, der kan formidle deres indsigt og begejstring, er noget af det bedste, jeg ved.

Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. "Hundredgyldenbladet", About 1649
Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. “Hundredgyldenbladet”, About 1649

Og minsandten om vi ikke også var på museum lørdag aften. Jeg tror faktisk, det var en personlig rekord. Festival of Important Shit sluttede af med et bravour-nummer af en bryllupsfestKøbenhavns Museum. Udgangspunktet var selvfølgelig, at kulturarven er meget mere end fancy malerier og Thorvaldsens skulpturer, det er fx også den danske bryllupstradition. Har I nogensinde været til et dansk bryllup med udenlandske gæster, så ved I, hvad jeg mener. Der er sgu da ikke nogen andre, der klipper sokkerne af brudgommen! For mig var denne aftens højdepunkt nok Knud Romers lille, veloplagte foredrag om ægteskabet. Han er frygteligt irriterende, men på en meget klog og vidende måde.

 

 

Share

Museer i Jylland

Det regnede temmelig meget under vores ferie i Jylland, ikke mindst den del vi tilbragte på Rømø i Sønderjylland. Derfor var vi også meget ude at køre.

Kommandørgården på Rømø, indgangsparti
Kommandørgården på Rømø, indgangsparti

Vi besøgte Kommandørgården på Rømø, der er en “aflægger” af Nationalmuseet. Et meget, meget fint lille-bitte museum i en smuk, gammel gård. På de kanter betyder en “kommandør” en kaptajn, og disse smukke gårde tilhørte kaptajner på hvalfangerskibe, på langfart, etc. De levede godt nok livet farligt, men de tjente også gode penge, hvilket tydeligt afspejler sig i de smukke gårde på Rømø, Fanø og langs den sønderjyske vestkyst.

Agnes Slott-Møller: Jomfru Blidelil, 1913
Agnes Slott-Møller: Jomfru Blidelil, 1913

Vi kørte til Ribe, hvor vi så domkirken, klatrede op i tårnet og til sidst belønnede os selv med en frokost på Hotel Dagmar. Ikke så meget pga de kulinariske fristelser – omend frokosten faktisk var over forventning – men fordi jeg huskede, at der hænger flere malerier af en spændende maler fra min yndlingsperiode i (kunst)historien (ca. 1880 – 1920), Agnes Slott-Møller. Det var fantastisk at se malerierne, men trist at se den dårlige stand de er i, og den måde de er ophængt på, der udsætter dem for alt muligt, de ikke har godt af!

Esbjerg Kunstmuseum
Esbjerg Kunstmuseum

Vi var i Esbjerg, hvor vi besøgte det flotte museum, der havde en virkelig god udstilling kaldet Kvartet med de fire kunstnere Ruth Campau, Anita Jørgensen, Ann Lislegaard og Nina Saunders. Jeg var klart mest begejstret for Ann Lislegaard, som var repræsenteret med en moderne triptychon og en videoinstallation, begge meget betagende. I et tilstødende lokale var en vild installation af Kirstine Roepstorff, som jeg tidligere har skrevet lidt om. Det er et flot museum med et venligt og imødekommende personale.

Vi var selvfølgelig også nede ved vandet og tage selfies med Mennesket ved Havet.

Koldinghus
Koldinghus

Vi måtte selvfølgelig også krydse hovedlandet for at komme til Koldinghus. En helt fantastisk bygning/restaurering som vores arkitekturglade søn jo bare måtte se. Det var en stor succes på alle måder. Vi var så heldige, at afgangsprojekterne fra Designskolen Kolding var udstillet, og det var virkelig en udstilling af den type, der gav én troen tilbage på menneskeheden (den har ellers lidt nogle knæk på det seneste!). Vi var særligt begejstrede for smertemåleren Handle with Care og kontormiljøet Swirl.

Ugen efter, i den modsatte ende af Jylland, besøgte vi Skagens Museum, der netop er delvist genåbnet efter restaurering. Da jeg ikke kan huske, hvordan der så ud før, skal jeg undlade at kommentere resultatet – som så heller ikke er afsluttet, da der pt ikke er adgang til den gamle del af museet, tegnet af Skagen-arkitekten Ulrik Plesner. Udstillingen Samling & Samtid var meget fin – jeg fandt sammenstillingen af de nye, yngre kunstnere og Skagen-malerne meget vellykket. Jeg havde netop set et program på DRK med kunstneren Benny Dröscher og var begejstret for at se et af hans fantastiske billeder på udstillingen.

Vi spillede også en masse Canasta og kørte ture langs stranden.

Share

Nivaagaard malerisamling

I sidste uge havde jeg skrevet forkert i min kalender, så jeg kom en time for tidligt til min fysioterapeut, der har klinik i Nivå. Hvis du aldrig har været i Nivå, kan jeg fortælle dig, at der virkelig ikke er meget at lave på en grå februardag. Andet end at gå på Nivaagaard, altså. Dér havde jeg ikke været i mange år, for ældre kunst er nok ikke det, jeg interesserer mig allermest for. Og vil man absolut se på kunst, når man er på de kanter, så er der Ordrupgaard mod syd og Louisiana mod nord, der forekommer mig langt mere indbydende.

Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846
Særophængning af Ditlev Bluncks Mareridt fra 1846

Men altså: Jeg fik lov til at komme ind, selvom de faktisk først åbnede for almindelige gæster en time senere (der var et par skoleklasser derinde). Samlingen er for relativt nylig blevet nyophængt efter et tematisk princip. Det fungerer simpelthen fremragende for gæster som mig, der ikke er særligt vidende om ældre kunst. Noget af det bedste var ovenstående med overskriften DRIFTEN. Prøv lige at se nærmere på dette fantastiske billede!

Ditlev Blunck: Mareridt. 1848. Nivaagaard.

Mareridtet er åbenbart et relativt udbredt tema i kunsten, og der er virkelig mange subtile hentydninger her og der i billedet, når man bliver hjulpet til at finde dem. Se fx kollega Thorvaldsens relief Natten på sengebordet! Og som museet skriver i den medfølgende tekst, så ser hun jo, øh, ikke specielt bange ud… Maleriet har i øvrigt en spøjs historie, som kan læses på museets hjemmeside.

Temaerne i ophængningen er blandt andet Blikke, der jo opfordrer beskuerne til at se nærmere på, hvordan den portrætterede ser på os, snarere end hvilken person, der er tale om. Det fik mig ganske rigtigt til at se billederne på en anden måde.

2015-02-25 11.34.51
Wilhelm Marstrand: Ung kampagnol. (uå). Nivaagaard.
2015-02-25 11.36.36
Wilhelm Marstrand: Venetianerinde ved toilettet, 1854

 

Har man børn med, er afdelingen med temaet Dyr naturligvis oplagt – der er virkelig meget at tale om i de billeder, hvis man ellers gider.

På museet er der naturligvis også mulighed for at se de to malerier, der var genstand for et af Danmarks mest berømte kunsttyverier, nemlig tyveriet i 1999 af en Rembrandt og en Bellini.

Denne specielle ophængning af hele museets samling kan ses frem til 31. maj. Det er alt for kort tid, hvis I spørger mig!

Share

Tøjhusmuseet

2015-01-10 14.53.19-1

I lørdags var jeg på Tøjhusmuseet sammen med en flok Wikipedianere. Det var fotodokumentationsdag – en dag hvor nogle af museets mange genstande blev fotograferet, så de senere kan bruges til (forhåbentlig) lærde artikler i dansk Wikipedia. Jeg har været på mindre rundture og til arrangementer på Tøjhusmuseet flere gange, da det ligger ualmindeligt tæt på mit hjem. Jeg er ikke udpræget fascineret af gamle kanoner, men til gengæld optager krigshistorie mig i tiltagende grad, efterhånden som jeg får sat mig ind i historie i det hele taget.

Ved denne lejlighed var vi så heldige, at en museumsinspektør, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, viste os omkring i den nu nedtagne udstilling om 1864. Der er vist ikke meget, han ikke ved om den (og andre) krige, så vi gik meget klogere derfra end ved ankomsten. Skønt!

Hvis du aldrig har været på Tøjhusmuseet, bør du unde dig selv et besøg, uanset hvor lidt du er interesseret i krig og krigshistorie, for lokalerne alene er et besøg værd. De er så smukt og nænsomt istandsat og udgør den fineste ramme om alle de gamle ting. I grundplanet er der, udover en utrolig mængde kanoner, en udstilling om Afghanistan-krigen – udformet som en soldat måske har oplevet det. Man starter med at gå ind i en ung soldats værelse hjemme hos far og mor, lige inden han skal udsendes. Derefter “flyver” man med ham i transportflyet og ankommer til Camp Bastion. Osv. Det er virkelig godt lavet.

2015-01-10 14.11.502015-01-10 14.11.35

På overetagen er den permanente udstilling “Danmarks Krige”. Af indlysende årsager er den ret omfattende, vi har virkelig været en krigerisk nation! Jeg forestiller mig, at jeg jævnligt vil gå hen på museet på sådan nogle regnfulde søndage, som der er så mange af her i vintertiden og gennemgå Danmarks krigshistorie lige så stille og roligt. Der er jo gratis adgang, så man behøver ikke tilbringe så lang tid derinde ad gangen.

Også med børn er der masser at se på og tale om – jeg overhørte mange sjove samtaler mellem børn og forældre, mens jeg var derinde.

"Var den sabel så til damer?" "Næh, det var bare tidens mode!"
“Var den sabel så til damer?” “Næh, det var bare tidens mode!”

 

Share

M/S Museet for Søfart

Mellem jul og nytår fik vi endelig besøgt Bjarke Ingelsmuseum under jorden. Det forekommer jo umiddelbart idiotisk at have et søfartsmuseum under jorden, men når først man er der, er der ikke længere noget mærkeligt ved det – nærmest tvært imod.

Elmgreen & Dragset: han
Elmgreen & Dragset: han

Når man drejer om hjørnet fra stationen mod Kronborg, er det Helsingørs nye kulturhus og Elmgreen & Dragsets fine sølvskinnende havdreng, der falder i øjnene. Man skal gå forbi begge dele imod Kronborg, før en enkelt vimpel diskret gør opmærksom på museet. Dernæst åbenbares en lang sliske, der leder ned til herlighederne.

Udstillingerne er fint og moderne kurateret, og det er dejligt at mærke en stolthed over Danmark som succesrig søfartsnation, uden at der lægges skjul på, at en af forudsætningerne herfor var handel med slaver. Jeg tænker tit på, at vi i Danmark er stolte over sådan nogle mærkelige ting. Altså, jeg synes, det er federe at være stolt over at tilhøre en nation af søfarende, dygtige handelsmænd og opdagelsesrejsende, end at vi “tør” have stegt flæsk som nationalret eller engang har vundet EM i fodbold (selvom det var en dejlig dag).

Sømandens liv gennem århundrederne er levende og engageret beskrevet, så det har interesse for både børn og et mere vidende publikum. Museet har tydeligvis et nært samarbejde med danske rederier – det er dejligt at se, at kommerciel indflydelse ikke påvirker formidlingen negativt.

Ikke en eneste ret vinkel findes i hele museet, ja mange steder er gulvet heller ikke plant. Hvor er det godt tænkt!

 

Share