Stumfilm & musik

Pianist, filmoperatør og film på ét billede

LarsTop2016Artfreq

Det danske outfit ArtFreq præsenterer det, de med slet skjult stolthed og foragt for Janteloven kalder Radical High Culture. Altså, jeg kan jo lide dem allerede der, ikke! Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at ham her er involveret i ArtFreq, men ellers er personlig branding ikke i fokus. Det er til gengæld deres events og de kunstnere, der repræsenteres. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har været til mere end en lille håndfuld af disse arrangementer – hvilket både skyldes, at jeg ikke har fået øje på dem, og at jeg ikke hører så meget musik mere. Mht arrangementet her, He Who gets Slapped, var det også gået min næse forbi, indtil en ven var så godhjertet at invitere mig.

He who gets Slapped

He who gets Slapped er en stumfilm fra 1924 af den svenske instruktør Victor Sjöström. Den var virkelig overraskende god, fyldt med små sjove, skæve og WillGregorytragiske subplots. Og det über-cool ved det her arrangement var så, at der var livemusik til. Og at den blev udført af bandet Gas Giants anført af Goldfrapp-komponist m.m. Will Gregory. Jeg kendte ikke Gas Giants på forhånd, men (selvfølgelig) Goldfrapp. Har generelt haft en svaghed for musik fra Bristol-bølgen.

Egne ret så ramdom snaps af lærredet
Egne ret så ramdom snaps af lærredet

Mere musik

Det var et herligt arrangement, og jeg har lovet mig selv, at jeg må ud og høre lidt mere musik igen fremover. Nu følger jeg Artfreq på forskellige platforme og kiggede også efter dem på Instagram. Der har de over 300 følgere, men ingen poster. Det plejer da vist at være omvendt? På Instagram kan det i øvrigt være værd at følge @newmusicunited, som er pænt fremme i skoene, hvad angår ny og spændende musik, også det der kan høres live i København.

Share

Good night, sweet Prince

Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.
Jeg var i Californien, da Prince døde. Dette er et reklame-billboard i San Jose.


Med en veninde var jeg til Politiken-arrangementet Good night, sweet Prince. Som man kan gætte, var det en memorial-aften til ære for Prince. Jeg har ikke tænkt meget på Prince i de sidste 10-15 år, skal jeg da ærligt indrømme, men da hans musik igen begyndte at strømme fra alle sider ved nyheden om hans død, gik det op for mig – præcis som efter Bowies død – at Prince også var en vigtig del af min ungdoms lydtapet. Parade albummet hører til på min all time top 10. Og så er der jo lige hans stil – jeg er næsegrus beundrer af et lillebitte menneske, der ifører sig meget lidt tøj, høje hæle og glimmer over det hele og stadig, uomtvisteligt, er en vildt sexet MAND.

Arrangementet var udmærket, men ikke helt så godt som Bowie-arrangementet. Det var der formentlig flere grunde til, en af dem, at vi så for få klip fra Princes karriere. Jeg er klar over, at han var meget fedtet med, hvad der måtte ligge på YouTube, men et enkelt kig derinde overbeviser om, at der alligevel er meget at vælge imellem. Desuden fandt jeg, at styringen ikke var stram nok, selvom jeg godt kunne lide den for mig ukendte Miriam Zesler.

Som ex-musikbranche-person syntes jeg selvfølgelig, det var sjovt at høre Henrik Milling og Nicolai Molbech rulle sig ud med en masse fagsnak om musikbranche og orkesterledelse, etc. Men jeg forestiller mig, at mange tilstedeværende har fundet den del af snakken en anelse lang i spyttet.

Jeg var alligevel glad for, at jeg deltog i arrangement, hvor vi bl.a. blev præsenteret for den VILDE live-udgave af Purple Rain her øverst og den helt enestående version af Nothing Compares to You herunder.

Share

Symfonisk Love Shop

I weekenden var jeg til en af de ret få koncerter, jeg efterhånden går til. Selv mit absolutte favoritband her i Danmark, Love Shop, har jeg ofte svigtet. Men Love Shop sammen med et symfoniorkester måtte jo indfri alle mine drømme. Jeg tilbragte min barn- og tidlig ungdom med at drømme om at blive bratchist i et symfoniorkester. Ja, faktisk skulle det helst være Copenhagen Phil, eller som de dengang hed, Sjællands Symfoniorkester. Det viste sig dog snart, at jeg hverken havde talentet eller den nødvendige stamina til at præstere de 10.000 timer, der angiveligt skal til, før du er nogenlunde habil på et klassiskt musikinstrument.
Radiohusets koncertsal

Den vidunderlige koncertsal i Musikkonservatoriet (det tidligere radiohus) var den værdige og perfekte ramme om koncerten. De fleste af jer ved, at jeg er aldeles ude af stand til at være objektiv her, så det er jeg ikke. Jeg elskede sådan ca. hvert minut af det og må konstatere, at Copenhagen Phil er en del dygtigere end det Sjællands Symfoniorkester, som jeg engang i 70’erne var i praktik hos, og at Jens Unmack har udstået sine 10.000 læretimer som performer. Rolig og med overblik, men alligevel spændt og respektfuld over for orkestret.

Noget, jeg især syntes var fantastisk, var brugen af de dybe træ- og messingblæsere, som ellers mest høres hos Wagner og anden tung romantisk symfonisk musik. Men i orkestret var både en basfagot, en basklarinet og en tuba. De dybe frekvenser går lige i mellemgulvet. Denne idé må vel tilskrives Christian Balvig, der havde arrangeret Love Shops musik for orkestret. Jeg er faktisk lidt svimmel over, at den helt utroligt dygtige unge mand først blev født fem år efter, at Love Shop blev dannet!

Og så må jeg da også lige sende en hilsen til de to klarinettister, der opførte deres eget lille show på bageste række.

Endelig er der vel blot at sige, at En Nat Bliver det Sommer udsat for symfoniorkester nok var opfyldelsen af en livslang drøm, jeg ikke vidste, jeg havde. Tak!

Ingen billeder. Nej, for der findes ikke et eneste billede af Love Shop, som man som blogger må bruge. Af samme grund er der heller ikke noget billede til Wikipedia-artiklen om dem. Må man have lov til at gøre opmærksom på begrebet CC Creative Commons?
Share

Bowie tilbageblik

The Thin White Duke 76
Med en veninde har jeg været til endnu et gråhætte-arrangement hos Politiken (hun og jeg er selvfølgelig ikke gråhætter, vi har jo ordentlige frisører!). Denne gang var det en Bowie-aften, hvor fire kyndige mennesker kastede et kronologisk tilbageblik på hans karriere. De fire var ordstyrer Kim Skotte, journalist på Politiken; Asger Schnack, digter; Pernille Jensen (@badgirloftennis), også fra Politiken og som den veltalende og stort set alvidende rosin i pølseenden, Martin Hall.

Vi så billeder og video og hørte nogle musikbidder og blev guidet gennem Bowies karriere fra start til slut. Det gode ved arrangementet var jo ikke faktaopremsningen, som man kan sidde i lænestolen og indtage, men de fires beskrivelser af deres kvalificerede oplevelser med Bowie igennem livet. De tre havde jo været tilstede, Asger Schnack mere end de andre, og det blev en stående joke, hvornår man havde købt et Bowie-album i “real time“. Det utroligt nørdede og vidende barn, Martin Hall, købte sit første Bowie-album som 11-årig, fortalte han. Jeg tror, jeg stadig hørte børnemusik, da jeg var 11!

Blackstar_album_coverJeg kan så afsløre det kuriosum, at mit første Bowie-album i real time var Blackstar, som jeg simpelthen gik i FONA (af alle steder) og købte på udgivelsesdagen! I Bowies gyldne år boede jeg altid sammen med kæmpe fans og pladesamlere, og de købte jo hans plader, før jeg kunne nå at blinke. Så derfor ejede jeg kun selv ganske få. Jeg købte Low, husker jeg, fordi den var for fantastisk til bare at låne af andre. Men ikke ligefrem på udgivelsesdagen – adskillige år efter! Så jeg var slet ikke fan på den der altopslugende måde (det var jeg ikke af nogen), men Bowie var jo min ungdoms tapet! Han var der altid – en musikalsk og visuel uudtømmelig inspirationskilde, men hvor vigtig han egentlig var, gik faktisk ikke op for mig, før meget senere. Det gjorde mig glad, at jeg havde købt og lyttet til Blackstar, inden han døde. Skotte beskrev også, hvor glad han var for, at han havde anmeldt Bowies nye plade, ikke hans sidste. Noget alle var enige om, at Bowie nøje havde planlagt. Cool white duke!

Både Asger Schnack og Martin Hall gjorde meget ud af at fortælle om, hvor Bowie havde sin inspiration fra, og hvem han havde inspireret. Listen over sidstnævnte er jo uendelig! Og mange, tror jeg, har været inspireret af Bowie uden at være sig det bevidst.

Martin Hall er en inspirerende formidler, og han kan kunsten at fortælle en historie. Det var simpelthen en fornøjelse at lytte til ham. Men aftenens sjoveste bemærkning stod Pernille Jensen for. Hun fortalte, at hun havde været til Bowie-koncert i Horsens (2002), hvor det fedeste havde været, at der var så få mennesker, at man nemt kunne komme op til scenekanten. De fleste andre tilstedeværende var fadølsdrikkende borgmestre, sagde hun. Man ser det for sig.

Godt, at Bowies karriere ikke skulle ende med at spille for fadølsdrikkende borgmestre. Det sker jo ellers for de fleste, der lever længe nok.

Disclaimer: Fra min musikalske ungdom kender jeg både Kim Skotte og Martin Hall. Men det ville være synd at sige, at vi har siddet lårene af hinanden siden.
Share