En dansk soldat

overkonstabel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det troede du ikke på. Men måske, hvis det havde stået på Facebook, postet af nogen du kender og stoler på? Faktum er, at jeg har fundet billedet på Forsvarsministeriets hjemmeside, jeg har ingen anelse om, hvad soldaten hedder, og han ser da lidt ung ud til at have børn… Teksten har jeg delvist kopieret fra memen herunder, der heldigvis gik sin sejrsgang på Facebook og Twitter inden jul. Jeg fandt den på Twitter hos @AdrianShort.

SgtBold

 

Desværre er der ofte eksempler på historier – meget ofte af racistisk tilsnit – der får forbløffende medvind på fx Facebook. Begynder man at søge efter navne, personer og steder i Google, dukker intet op – andet end den historie, man lige har læst. De historier, der får rigtig meget medvind, kommer så højere og højere op i Google, og til sidst lever de deres eget liv, helt uafhængig af fakta. For de uindviede – fx børn – er det ikke så ligetil at vide, hvordan man finder ud af, om sådan en historie er sand. Børn kan (heldigvis) have svært ved at gennemskue motiverne til at fabrikere sådan en historie, så de skal have hjælp. Af os.

Share

Digital dannelse

Nu har jeg plapret om digital dannelse i årevis – ja, min underoverskrift på min hjemmeside er “Netiquette” – et andet ord for det samme. Og nu pludselig er alle medier fyldt med det. På høje tid!

Mens jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har forstået at brande mig selv godt nok til at være en af de “eksperter”, medierne spørger om disse ting, så glæder jeg mig over, at det endelig er noget, folk faktisk taler om og forholder sig til.

Digital Dannelse er al den viden, man har behov for, for at begå sig tillidsfuldt og sikkert på nettet. Fx forståelse af, hvad NemID er, hvorfor det er klogt at downloade sikkerhedsopdateringer, hvad en browser og en app er for noget, hvad de forskellige sociale medier står for, hvordan man sørger for sikre passwords, hvad det betyder at have sine data i skyen, at man er varen, ikke kunden, på de fleste sociale medier, hvad firmaerne bruger (eller kan bruge) ens data til, hvad “intellectual property” er for noget, etc. etc.

Forbløffende mange mennesker mener, at den slags behøver de slet ikke vide, “det er kun for sådan nogle computerinteresserede nogen”. Men de ta’r fejl, gør de. Det her skal læres i skolen og burde være mere vigtigt på jobcentrene end alle de tåbelige Hvordan Man Skriver et CV-kurser.

En lidt snævrere fortolkning er, hvordan man opfører sig på nettet.

Man skulle jo synes, at det var nemt. For digital dannelse er i bund og grund blot en forlængelse af den dannelse, vi forventes at have ude i virkeligheden. En forståelse af spillereglerne. Almindelig høflighed, ville min mormor nok have kaldt det. Alligevel er det tydeligt for enhver, der er bruger af digitale medier, at ordentlighed mange steder er en mangelvare. Altså, en hel masse mennesker tror, at ordentlighed kun er nødvendigt “i virkeligheden”. Men altså, folks, her kommer noget Oplysning til Borgerne om Samfundet:

  • Internettet er en ligeså virkelig virkelighed som ude på gaden, hvor du jo heller ikke smider affald. Vel?
  • Mellemfolkelige færdselsregler gælder alle steder, også dér hvor man er anonym.
  • Regn med at ALT er offentligt. Eller lige pludselig bliver det.
  • Du tror måske at du kan trolle frit med dit ‘Per Hansen’ alter ego og din Hotmail adresse. Men en dag kommer du til at afsløre dig selv eller nogen gør det for dig, og så kan vi andre følge sporet tilbage og se din ondskabsfulde trolling. Så bliver det nok – fuldt fortjent – mindre sjovt at gå på arbejde og til familiemiddag.
  • Hvis nogen angriber dig personligt på Facebook eller Twitter eller et andet medie, hvor du selv bestemmer, hvem der kan komme i kontakt med dig, så blokér vedkommende. Livet er for kort til at stå på mål for den slags.
  • Inden du kaster dig ud i debatten et nyt sted, så tjek lige tonen på stedet ud først. Læg blødt ud og tal ordentligt til folk, så kommer du ikke galt afsted.
  • Hvis du har en blog, så moderér kommentarerne. Skriv, at du gør det. Hvis du så bliver  beskyldt for at knægte ytringsfriheden, må du blot spørge, om det virkelig er ytringsfrihed at strø om sig med skældsord og personangreb. Har du de nødvendige tekniske færdigheder, så kan du gemme de grænseoverskridende indlæg og overstrege alt det grimme og så publicere resultatet. På den måde bliver substansen i kritikken tilbage. Ofte viser det sig, at der ikke er nogen substans.
  • Når du er uenig med nogen, så giv da endelig udtryk for det. Men tænk også på det lys, du sætter dig selv i, hvis du ikke har argumenter, men kun skældsord.
  • Det er ærgerligt, at så mange ellers interessante debatter i avisernes kommentarfelter bliver ødelagt af agressive og ubehagelige kommentarer, der gør det til en Golgatha-vandring at nå frem til de gode og konstruktive kommentarer. Mange brugere opgiver på halvvejen, inklusive mig selv. Aviserne ville gøre sig selv en stor tjeneste ved at modere langt tættere – glimrende studenterjob!
  • Hvis du har en anonym mailadresse og alias, som du bruger til at spy galde ud over folk, du er uenig med, så overvej, hvad du egentlig får ud af det? Måske skulle du læse en bog i stedet for? Eller få en hund?

Share

Når netiquette bliver must-have og ikke bare nice-to-have

"Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?" "For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!" Lånt på toonsup.de
“Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?”
“For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!”
Lånt på toonsup.de/

Jeg er for nylig begyndt at følge en blogger fra den amerikanske teleindustri på LinkedIn. Han beskæftiger sig meget med det samme hjørne af internettet, som jeg selv er optaget af, nemlig netiquette.

Med udgangspunkt i en dom ved Floridas højesteret, hvor en dommer blev erklæret inhabil, fordi han var på Facebook med anklageren, diskuterer han de nye etiske udfordringer, de sociale medier stiller os over for. Ville det også ske i Danmark? Eller hvad hvis det var LinkedIn? Han stiller spørgsmålet, om dommeren også var blevet disset, hvis de havde tilhørt den samme golfklub? Eller hvad med samme VL gruppe?

Skal vi være på Facebook med vores kolleger? Skal man åbent følge sine konkurrenter på Twitter? Er det dårlig stil at sende en LinkedIn-anmodning til sin chef? Sin tidligere chef? Der findes ingen “rigtige” svar på disse spørgsmål, da svaret hver gang må bero på en individuel vurdering. Det handler i høj grad om social fingerspidsfornemmelse og om forståelse for individuelle virksomhedskulturer.

En anden moderne faldgrube, som Don P beskæftiger sig med, er det, han kalder Det Tredje Spor. Det handler om konflikten mellem det kommercielle og det sociale. De senere år har vi set utallige eksempler på virksomheder, der tramper bevidstløst frem og tilbage mellem de to spor (i det tredje spor) og ikke ænser, at de gør folk sure og skaber dårlig stemning.

Et tænkt eksempel: Et forlag opretter en fanside på Facebook til en populær bog. Masser af fans liker med glæde, fordi de her får lejlighed til at vise deres venner noget (fordelagtigt) om sig selv. De er fuldstændig ligeglade med forlaget bag. Benytter forlaget sig så af adgangen til disse fans ved at forsøge at markedsføre andre af forlagets bøger, bliver fans’ne sure, for hvis det var det, de havde ønsket, ville de have liket forlaget og ikke bogen. Gør man dét mere end en enkelt gang, kan man risikere at miste en masse likes og måske endda have skabt så meget badwill, at fans’ne ikke igen vil like en bog fra forlaget. Scroll selv op og ned på din Facebook for at finde flere eksempler!

Endelig siger Don P noget klogt om, hvordan man som virksomhed griber det an, når man gerne vil i dialog med indflydelsesrige journalister og bloggere inden for ens område. Disse gode råd er der også mange, der med fordel kan tage til sig. Jeg hører ofte især mad-bloggere, men også tech-bloggere fortælle om de latterlige henvendelser de får fra folk, der skamløst beder dem promovere et eller andet produkt på deres blog. Disse sælgertyper opnår kun én ting – badwill. Endda en badwill, der let spreder sig i blogosfæren, hvilket kan vise sig meget problematisk. For selvom bloggere inden for hvert enkelt felt naturligvis konkurrerer med hinanden, så samarbejdes der også på kryds og tværs.

Don P anbefaler virksomhederne at tænke på disse fire nøgleord, når de beslutter sig for at søge indflydelse blandt journalister og bloggere:

  • Anerkendelse
  • Anbefaling
  • Information
  • Adgang

Anerkendelse – start med at anerkende deres tilstedeværelse og betydning. Abonner på deres blog, skriv evt. kommentarer (UDEN salgssnak), følg dem på Twitter, etc.

Anbefaling – vis dem, at du synes, de virkelig har noget at byde på. Nævn dem over for andre, RT deres bedste tweets (nej, IKKE dem alle sammen), sæt link til deres artikler på jeres egen hjemmeside.

Information – tilbyd dem mere end der er umiddelbart tilgængeligt på hjemmesiden og via andre offentligt tilgængelige kilder. Der findes masser af insights i hver eneste virksomhedsom ikke nødvendigvis er insiderviden.

Adgang – tillad journalisten/bloggeren direkte adgang til de personer i organisationen, der har de spidskompetencer, den pågældende er særligt interesseret i.

Tilstedeværelse i de sociale medier byder på en hel del snubletråde. Og det har endnu ikke vist sig muligt at demonstrere konkret ROI af indsatsen. Alligevel vil jeg påstå, at den moderne virksomhed er nødt til at kaste sig ud i det.

Hvo Intet Vover, Intet Vinder.*

* Citatet stammer angiveligt fra de islandske sagaer.

Share