Farvel Facebook?

Efterhånden tænker jeg næsten dagligt på at lukke min Facebook-profil, fordi der er mere og mere ved Facebook, der irriterer mig.

Facebookhowareyou

Det handler ikke om at slippe for vennernes kedelige opdateringer om fodbold, perfekte børn og speltboller – dem har jeg sorteret fra for længst – det er jo, i modsætning til så meget andet på Facebook, noget man selv kan gøre noget ved. Og jeg er også for længst holdt op med at tillade applikationer adgang til min profil. Vil folk mig noget, må de give mig mulighed for at blive kunde/abonnent uden om Facebook.

Nej, det handler om, at Facebook ommøblerer i min strøm, så jeg ikke ser opdateringer, jeg ellers gerne ville se – fx fordi de pågældende personer ikke opdaterer særlig ofte, eller fordi de ikke er del af den gruppe af venners venner, som udgør den inderste kerne i de fleste menneskers Facebook-univers.

Og det handler om de reklamer og “anbefalinger”, der nu hele tiden dukker op i strømmen. Især på telefonen er det irriterende. Hvis jeg kunne vælge en Premium-udgave af Facebook, så jeg kunne slippe for reklamerne, slog jeg til med det samme!

Og så er det grimt. Uæstetisk.

Udover at følge med i, hvad mine venner og min familie interesserer sig for, bruger jeg Facebook som nyhedsfeed (RSS), hvor jeg abonnerer på diverse danske og internationale aviser, magasiner og organisationer, jeg interesserer mig for. Men den del af min Facebook kunne jo uden videre flyttes til Twitter eller Google+.

Men en meget stor del af de mennesker, hvis opdateringer jeg sætter pris på, bruger ikke andre sociale medier. Jeg ville altså miste kontakten med en lang række spændende mennesker.

Desuden er jeg oprigtigt interesseret i sociale medier og deres udvikling. Man kan godt nok læse kloge artikler om Facebook til man segner og måske tro, at man ved, hvad der foregår. Men det er bare ikke det samme, som at være der selv!

Noget tyder imidlertid på, at Facebook er klar over, at vi er nogen, der har det sådan. For de har en opdatering på vej, der ser ret lovende ud. I hvert fald lover de, at vi som brugere får større selvbestemmelse over det, vi ser på Facebook – og at det bliver nemmere at eksekvere denne selvbestemmelse.

Og det bliver pænere. Så jeg bliver, lidt endnu.

newFacebook

 

 

Share

Den falske melodi

Udtrykket “den falske melodi” er faldet mig i hu en del gange på det sidste. Det stammer fra tamil-sagen tilbage i 80’erne.

Det, der så ofte får mig til at tænke på udtrykket, er måske snarere en falsk tone end en falsk melodi. Den falske tone er den, der sniger sig ind, når organisationer, personer, virksomheder er på de sociale medier på en måde, der klinger falsk eller hult.

Det gamle udtryk, at man kan narre nogle folk noget af tiden, men ikke alle folk hele tiden, passer stadig. En falsk tone kan få folk til at stå af – uden at de nødvendigvis ved, hvorfor de står af.

Den falske tone opstår på flere måder. Den opstår, når nogen udgiver sig for noget, de ikke er. Det kan både være i stort format med egentlig løgn og i det mindre format, hvor man blæser sig op til noget, man ikke helt har rygdækning for. Det er det sidste, der interesserer mig. Det første laves der film om.

Den falske tone opstår også, når “tals-m/k’en” ikke er i sync med virksomheden/afsenderen. Ofte bliver Facebook-posteringer, tweets og andre “udsagn” alt for grå og generiske, fordi de ikke har fuldt mandat fra den egentlige afsender, og derfor ikke rigtigt tør vove pelsen. Uanset om det så er en billig-i-drift studentermedhjælper, der er tals-m/k, så er det en dyr løsning, for den ønskede effekt opnås aldrig. Der kommer aldrig en ægte samtale i stand med læsere/brugere/kunder. I den anden ende af spektret er virksomheden, der hyrer et bureau med såkaldte “community managers” til at foretage Facebook-opdateringer og tweets for sig. Hvis organisationens ledelse i virkeligheden er stiv og pappet og dødsensangst for interaktion med brugere/kunder, så nytter det altså ikke at have en glad ung cand.comm.’er i den modsatte ende af byen til at sidde og tweete for sig. Det kan kun gå galt!

Der er variationer over disse temaer. Fx firmaer der er vildt upbeat i tonen og nok selv synes, de er “nede med brugerne”. Men brugerne spotter den slags falsk tone med det samme. Især da i de mange tilfælde, hvor kommunikationen viser sig at være ensidig. Brugerne prøver at svare eller spørge denne friske, upbeat virksomhed, og så sker der intet. INTET. Så ved man jo straks som bruger/kunde, at facaden er falsk og slet intet har med virksomheden omme bagved at gøre.

Så “kampen” er altså ikke forbi, når organisationen er kommet på de sociale medier. Den er først lige begyndt. For tonen i opdateringer og tweets skal nøje matche tonen i organisationen og den tone, brugere/kunder møder, når de ringer til en hotline eller kundeservice. I større organisationer må der nødvendigvis være flere om at stå for opdateringerne/svarene, da én person umuligt kan svare på alt fra produktforespørgsler til forespørgsler om virksomhedens engagement i et tredjeverdensland.

Så forskellige personer/organisationer som den norske kronprinsesse, den internationale forfatter-superstar Neil Gaiman, danske  skat.dk og Maersk mestrer det.

Organisationer og virksomheder bør lade medarbejderne komme til fadet og cheferne må opgive deres “jeg har for travlt til den slags pjat”-attitude. Men først skal der læres og afstemmes. Organisationens melodi skal findes, og man må godt øve sig lidt, så den ikke bliver falsk, når den spilles offentlig.

Share

Man kunne jo forestille sig

at danske journalister i langt højere grad, end det er tilfældet nu, tog de sociale medier (især Twitter, hvor nyhederne altid kommer først) alvorligt som en kilde til nye historier (du er undtaget @sfanc) og gad gå i dialog med deres followers/fans/læsere, når disse havde relevante spørgsmål, bidrag, indsigter. Det gider de næsten aldrig – selv når man påpeger deciderede fejl, er der i ni ud af ti tilfælde ingen respons overhovedet. Der er dog efterhånden rigtigt gode takter på flere medier, Berlingske er solidt repræsenteret, men mange af de tilstedeværende kører stadig lidt envejskommunikation, Information er nu godt kørende, og Jyllands-Posten var jo først med den enestående @kaaresorensen. Hurra for ham. Til gengæld er Politiken helt og aldeles fraværende. Når man nævner @politiken i en tweet, uanset hvad det drejer sig om, så er én ting sikker. Man får aldrig noget svar. Det er sgu sløjt!

Det samme gælder politikerne på Twitter med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser. Altså, når højprofilerede politikere som @IdaAuken og Margrethe @Vestager, som nok har mere travlt end mange andre politikere, kan finde tid til at svare på tweets, så er det svært at lægge øre til de andres undskyldninger (ministre undtaget). Og jeg taler især til dig @Christianfbach – når en vælger skriver til dig, at de har stemt på dig, ville det så ikke være passende at sige tak? Og når vælgere spørger dig om noget, så kunne du jo svare. Ellers skal du lukke din Twitter-konto og holde dig til Facebook og en almindelig hjemmeside.

Men tilbage til journalisterne – har læst om et initiativ, som YouTube overvejer, nemlig at lancere en kanal, der skal understøtte undersøgende journalistik, så vi kan få mere af det og måske af bedre kvalitet. Problemet er jo – til dels – at der kun sjældent er råd til at betale journalister i måneder for at gå og rode i én enkelt historie. Personligt mener jeg dog, at hvis man skruede lidt ned for dækningen af alverdens småhistorier og sparede udgiften til ligegyldige Reuter-telegrammer og følelsesporno artikler, som dem der fulgte i kølvandet på Utøya og som ses i dag på 9/11årsdagen, kunne man både få en mere profileret avis (fordi alle historier faktisk var skrevet af avisens egne journalister eller af journalister på samarbejdende aviser (som Information og Guardian)) og højstatus enkelthistorier, der var researchet over længere tid. Jeg ville fx tro, at en historie som den om, at Q8 ikke betaler skat i Danmark, kunne have fyldt meget mere og inddraget mange flere perspektiver. Her havde det fx været oplagt at inddrage de sociale medier, hvor mange godt gider bidrage (gratis!) til den type historie med deres egen research og med at sprede den.

Når aviserne ellers finder sig en betalingsmodel, der giver mening (kom NU!), skal vi læsere jo også have noget ordentlig valuta for pengene. At betale abonnement for at læse Ritzau-telegrammer, gider jeg i hvert fald ikke. Men jeg vil gerne have en løsning, hvor jeg kan abonnere på en avis, der ikke udkommer som en forstenet PDF-fil, og jeg vil også gerne have lov til at betale (på en nem og smart måde) for en enkelt artikel her og der fra aviser og magasiner, som jeg ikke abonnerer på.

 

Share