Zetland Live

Det var 10ende gang, der var Zetland Live, men det var første gang, jeg så det. Og det var så endda kun fordi, min knægt var med. Jeg tror, at Zetland måske markedsfører det lidt indforstået og smalt? De andre 9 gange har jeg enten slet ikke opdaget, at det var der, skønt jeg har været Zetland-abonnine helt fra starten, eller jeg har tænkt, at det ikke var noget for mig. Det viste sig heldigvis at være helt forkert.

2016-05-20 21.26.14
Mads Olrik og Dane på scenen. På lærredet ses publikum, set fra dronen på gulvet.

Jeg var godt underholdt fra start til slut, og jeg elsker, at man kan gøre økonomi- og videnskabsjournalistik sjovt og vedkommende uden at udvande eller forsimple det. Ekstra Bladet og BT kunne lære noget der!

Ud over indslaget med Dane, der selvfølgelig handlede om droner, så var mine favoritter Silke Bocks indslag om lægevidenskab og Jakob Molls om rene hænder (også videnskab). Inaam Nabils fortælling om ensomheden som mønsterbryder var god, og man fik en klump i halsen. Endelig er jeg så enig, så enig med chefredaktør Lea Korsgaard, der ønsker sig Studentersamfundet eller dets lige tilbage.

Nævnes skal også “husorkestret” Katinka. De var virkeligt gode!

Jacob Olrik og Dane på scenen

Et uddrag på 1/2 time – uden droner – kan høres på DR. Hele showet findes som podcast – bare søg på Zetland. Hvis du rigtig gerne vil høre den del af programmet, der handler om droner, og hvor man kan høre Danes milde røst i et kort øjeblik, så er det 1:04:40 inde. Ellers kan du herunder se en video, optaget med Danes minidrone, hvor han terroriserer Zetland-redaktionen og personalet på Nørrebros Teater.

Share

Hvorfor går vi ikke i teatret?

Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall.
Artikel fra PdF-Politiken. Skønt abonnine kan jeg ikke tilgå den via www, og kan derfor ikke linke, hverken inden for eller uden for paywall (17/5).

Jeg har læst den her artikel, så du ikke behøver tegne abonnement for en måned. Den handler om, hvorfor folk gider museer mere og mere og teatre mindre og mindre. Flere kloge hoveder er inviteret til at mene noget om det. Kirsten Drotner, professor ved Syddansk Universitet, siger: “museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.” Museerne får ros for at være blevet bedre til at kommunikere i øjenhøjde med deres besøgende. Professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet fremhæver, “at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.” Endelig udtaler lektor i teatervidenskab på KU, Stig Jarl, at teatrene er “røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger”.

Priser og de stramme tidsrammer nævnes kun perifert.

Jeg er uenig i, at publikum til teater og museum er “direkte sammenlignelige”. Fx kan børnefamilie gå på museum, de kan ikke ofte gå i teatret – eller det er i hvert fald noget andet teater, end artiklen her omhandler. Og man kan gå på museum som gratis søndagsforlystelse, mens det at tage mor, far + 2 unger i teatret er lige så dyrt som Bonbonland. Og jeg spekulerer på, om professoren har været til SMK Fridays (hun nævner dem), hvor der er pakket med unge mennesker? Jeg er også uenig med Langsted, som jeg ellers ofte er enig med. Han siger, at et teaterbesøg er mere krævende end museum og biograf. Altså, det synes jeg ikke, man kan generalisere om! Jeg så Laurie Anderson-filmen forleden og har fx set den etiopiske film Lammet. Eller Niki de Saint Phalle på Arken. De kræver da mindst lige så meget som de fleste teaterforestillinger!

Som mine faste læsere vil vide, er jeg ivrig kulturforbruger, men går ret sjældent i teatret. Hvorfor?

  • De fleste forestillinger går kun i en kort periode og for det Kgl. Teaters vedkommende kun på særlige dage. Kl. 20 på hverdage, kl. 14 på lørdage. Ikke om sommeren, hvor man ellers har tid.
  • Teater er dyrt, sådan ca. fra 200 kr. og op.
  • Teater skal planlægges, ofte længe i forvejen.
  • Jeg kender ikke så mange, der både har lyst, tid og råd til at gå med mig i teatret.
  • Det er – i modsætning til fx koncerter, der ellers også er dyre – mange penge at betale for noget, man ikke ved, hvad er. Biffen koster 90 kr. og man kan beslutte sig i sidste øjeblik.

På museerne kan man planlægge med kort frist, og mange af dem, særligt dem som nævnes i artiklen, fx SMK, har den ret enestående fordel, at de har gratis adgang. Det er så snart slut, desværre. Men alligevel: helårsadgang til fx Louisiana for to personer koster 600 kr. inkl. en masse fordele. Hvor mange teaterbesøg får to personer for 600 kr.?

Jeg er udmærket klar over, at det er dyrt at drive teater. Der er rigtigt mange mennesker på lønningslisten til sådan en forestilling. Men ligesom museerne har fornyet sig ganske kraftigt over de sidste tyve år, så kunne teatrene måske tage et lignende ryk? Der gøres en del forsøg, også vellykkede af slagsen, men der kunne godt eksperimenteres mere. Og som Stig Jarl spørger jeg også, om der behøver være så mange forestillinger hvert år? Nogle forestillinger går kun i få  uger – hvordan skal man dog nå at opdage dem overhovedet? Festivaler, musik-, film- mad-, you-name-it- er et hit i alle aldersgrupper. Måske kunne man eksperimentere lidt mere med det? Én billet, adgang til så meget teater, du kan spise, i en uge. Eller noget. (Og ja, jeg ved godt, der allerede findes teaterfestivaler).
State Library of Victoria (Stained Glass of William Shakespere)
Nu hvor jeg sad og researchede til denne blogpost, faldt jeg over et fedt nyt initiativ for unge, nemlig gratis Shakespeare i HC Ørstedsparken. Lad os da tage ungerne med til det i stedet for Bonbonland! Jeg pakker en madkurv, hvis du kommer med skovturstæppe og unger med åbent sind.

 

 

 

Share

Konsulent-teater

Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen
Foto af den fortrinlige Per Morten Abrahamsen

Sidst på Dagen er vi alle Mennesker, hedder en ny forestilling, som Mammutteatret i øjeblikket opfører på Edison-scenen på Frederiksberg. Den er baseret på et aldeles fremragende manuskript af Kaspar Colling Nielsen. Til grund for manus ligger en virkelig psykologs virkelige interviews med virkelige konsulenter fra de største konsulenthuse, fx. McKinsey og BCG. Jeg kender og har kendt adskillige konsulenter og andre, der arbejder i de øverste beslutningslag i vores samfund, og forestillingen her rammer dem lige på kornet.

Bemærk dog noget vigtigt: som i al virkelig god kunst, er teksten solidarisk med konsulenterne. De bliver ikke hængt ud – de hænger allerhøjst sig selv ud! Samtidig med at vi sidder og krummer tæer over alt det, de tydeligvis går glip af i deres jagt på intens arbejdstilfredsstillelse,høj løn og status, så nikker vi også anerkendende til, at der helt indlysende er tale om mennesker med høj intelligens og en vis selvindsigt, der dog skæmmes af ret betydelige blinde punkter. Hen mod slutningen af forestillingen peger flere af konsulenterne på netop disse – dog uden selv at opdage det.

Det er muligt, at andre manuskriptforfattere kunne have udlagt psykologens interviews lige så loyalt og intenst som Colling, men jeg tvivler på det. Colling har lige nøjagtig det blik på samfundet, som gør ham helt rigtig til denne opgave. Jeg var ikke ubetinget vild med hans bog, Den Danske Borgerkrig, men jeg anerkender dens enorme samfundsrelevans og bifalder den status som debattør, han efterfølgende har fået.

Skuespillerne er overbevisende som konsulenter. Simon Sears‘ brede og blændende smil, Claes Bangs reklamemand-udseende og økonomiske brug af tics og andre små ufrivillige bevægelser og Marijana Jankovic‘ stramme biznizhestehale og nervøse latter fremkalder de perfekte konsulenter med deres unikke blanding af en vis berettiget selvsikkerhed, selvovervurdering og usikkerhed.

Jeg var godt underholdt og fik noget med hjem til eftertanke. Det er jo netop det, man gerne vil have, når man går i teatret.

Share

The Moon Illusion på Københavns Musikteater

The Moon Illusion er en forestilling i genren “cirkus-teater”. De to svenskere, Samuel Gustavsson og Petter Wadsten er jonglører. Derfor havde jeg også taget Jr. med – han har tidligere været meget begejstret for nogle cirkus-teater forestillinger, vi har set ude på République.

petter_samuel-2

Jeg skal ærligt indrømme, at den dybere mening undslap mig – det var noget med månen og den undren, vi alle sammen har over, hvorfor den nogle gange er så meget større end andre gange. Når de optrædende talte til publikum, talte de på engelsk, mens de småvrissede på svensk af hinanden. Den detalje kunne jeg ret godt lide. Noget andet, jeg var vild med, var Bjørn Svins musik. Uh, det var godt.

Søns bedømmelse var: De lagde op til en hel masse, som så aldrig skete. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men de var altså virkelig skrappe til at smide rundt med de dér orange ringe!

Share