Immaterielle rettigheder og alt det…

Her på kvindernes internationale kampdag synes jeg jo, at jeg må skrive lidt her på bloggen. Men jeg orker ikke lige den vending diskussionen har taget, så jeg skriver lige lidt om digital copyright i stedet for, ok?

I mit hjørne af Facebook, Twitter og medierne generelt er det noget, vi diskuterer nærmest hele tiden. Jeg skrev for ikke så længe siden om ACTA, og hele problematikken om, hvad der skal/bør/vil ske med rettigheder til digitale produkter optager mig faktisk rigtig meget, fordi konsekvenserne af lovgivningen på området får så vidtrækkende konsekvenser for vores fælles fremtid.

Men oftest ender diskussionen om, hvordan der skal betales for digitale fornøjelser i en gratis-eller-betaling-blindgyde, hvilket er SINDSSYGT irriterende, fordi det er så uproduktivt. Diskussionen burde egentlig kun finde sted blandt folk, der ikke selv har noget i klemme. Hverken fordi de lever af digitale frembringelser, eller fordi de mener, at alt burde være gratis. Jeg har ikke noget i klemme, for jeg er ikke rettighedshaver, og jeg betaler for mit digitale forbrug.

Nogle debattører mener, at der er tale om en generationskløft. Selv hvis jeg ser bort fra mig selv, vil jeg alligevel mene, at det kun er en halv sandhed. Det er selvfølgelig klart, at folk, der kun bruger Internettet ganske lidt, kan have svært ved at forstå diskussionen, og at det primært er blandt den ældre del af befolkningen, at der er mange ikke-brugere eller næsten-ikke-brugere. Men jeg synes nu også, jeg møder storbrugere, der alligevel ikke forstår, hvad det egentlig er, vi diskuterer!

Forkæmperne for et rigidt reguleret net, hvor alle skal betale for alting, mener, at debatten om, hvad vi legalt kan købe her i DK og hvordan vi kan købe det, slet ikke hænger sammen med debatten om illegale downloads. Men den må de altså længere ud på landet med!

Jeg har stort set aldrig downloadet noget ulovligt, jeg er simpelthen sådan en tøs, jeg tør ikke! MEN, det er også fordi jeg faktisk mener, at folk skal have penge for deres arbejde.

Men det skal jo for syv sytten være rimeligt! Og der er efterhånden så mange eksempler på fuldstændigt latterlige krav fra rettighedshavere over for folk, der har brugt et foto, et filmklip, et stykke musik på en “uautoriseret” måde. Se nu bare debatten om Pinterest, hvor en lang række af fotografer stiller sig op som tudefjæs og postulerer, at det at folk pinner deres billeder modsvarer en tabt fortjeneste for dem. Dels er det super-nemt at sørge for, at ens fotos ikke kan bruges i kommerciel sammenhæng. Se fx her. Dels er det jo til grin at tro, at man som fotograf går glip af en indtægt, fordi et billede af EN TING, bliver postet på Pinterest. Det er jo ikke billedet, det er tingen! Og klikker man på en pin, bliver man sendt til den side, hvorfra billedet blev pinnet. Så når der sendes regninger ud, skal reklameværdien lige trækkes fra først…

Det samme gælder musik og til dels film. Branchens påstand om at næsten ethvert ulovligt download svarer til et tabt salg er så langt ude, at jeg ikke fatter, de kan få sig selv til at sige det! (Endnu mere imponerende er det, at de kan få handelsministeren til at gentage det som en papegøje!). Min yngste søn bruger Youtube og streamingtjenester til at afgøre, om han egentlig bryder sig om en sang. Holder den så efter et par gennemlytninger, kommer det: “Mor, må jeg godt downloade den her sang fra ITunes?” “Ja, min skat, det må du godt”. Ældstesønnen er bidt af en gal LP-plade, men da priserne på dem er temmelig pebrede, må han da også sikre sig, at han rent faktisk kan lide albummet, inden han køber det. Han køber VILDT meget musik, og det gør næsten alle de musik-tosser, jeg kender. Men de downloader/streamer også en masse. Det er en ny forretningsmodel, fat det dog! Og gør det nemt og prismæssigt rimeligt at købe, tak. Og lad os ikke føle os snydt så vandet driver, når vi har købt!

Jeg købte i sidste uge Thåströms nye album via ITunes på min laptop derhjemme. Men jeg har glemt at overføre den til min telefon og har den derfor ikke til at lytte til i dag. Hvilket står i grel modsætning til køb af apps i app-storen, hvor jeg kan downloade dem igen og igen, når bare jeg har betalt for dem én gang. Jeg jo til grin for mine egne penge! Og dele albummet med min mand, eller låne det til mine børn, ja, det kan jeg jo SLET ikke, vel!

Film og TV er en kategori for sig. Det kommer slet ikke på tale at begynde at downloade film ulovligt og have store filmbiblioteker liggende på min computer. Og jeg er dødtræt af at købe DVDer, som vist ikke er blevet produktudviklet i årevis – i hvert fald er deres “brugervenlighed” til at dø af grin over, og jeg skal hver gang jeg vil se en film eller TV-serie, jeg har købt og betalt, leve med at blive beskyldt for at ville snyde og med reklamer, sgu! Endvidere er det voldsomt frustrerende, at vi i en global verden, hvor snakken om film og tv-serier går på tværs af landegrænser, stadig skal leve med områdebegrænsede DVDer, og film og TV-serier, vi skal vente på i måneds- og årevis.

Jeg har taget konsekvensen af det og fået mig en VPN adresse i USA, så jeg kan abonnere på Netflix og se det samme udbud af film og TV-serier, som er tilgængeligt for mine amerikanske venner. Og jeg betaler gladeligt og betalte såmænd også gerne mere, hvis det var det. Men hvorfor skal man være lidt af en tech-tosse for at kunne se Netflix og tillige bevæge sig ud i en juridisk gråzone? Hvorfor er det, at alverdens rettighedshavere ikke lader mig købe alle de tv-serier, jeg gerne vil se? De vil måske helst ikke tjene penge? Hvorfor måtte jeg bestille Mad Men 4 på Amazon UK, fordi den ikke var tilgængelig i Danmark?

Det er meningen, at vi skal være rigtigt glade og taknemmelige, fordi vi nu endelig kan købe film på dansk ITunes. Jo tak, jeg er så taknemmelig, at jeg er på grådens rand. Udvalget er til at dø af grin over, filmene koster 169 kr. – jo jo, ethundredeogsekstini kroner – at købe i HD og 49 kr. at leje. Ha ha ha ha.

Argumentet for ikke at udvikle nogle ordentlige, tidssvarende forretningsmodeller er ofte, at de små stakler i underholdningsbranchen simpelthen ikke har råd til at udvikle lækkert, brugervenligt software til os, fordi vi så længe har stjålet alle deres penge. Come on, folks! Prøv lige at se herunder og her, og tør så lige tårerne!

Billedet har jeg tyvstjålet på Facebook

 

 

Share

8 tanker om “Immaterielle rettigheder og alt det…”

  1. For at hive fat i dit afsnit der omhandler Pinterest og bloggeren der fik en regning, så er det ikke nok blot at kreditere personen, eller tilbagelinke til siden. Ophavsretsmæssigt skal du som bruger gå ud fra at alt hvad du ser er beskyttede værker indtil du har fået oplyst andet. For at tage eksemplet med bloggeren udtaler hun selv at hun er bevidst om at ophavsretten umiddelbart hører til sushi stedet. Velvidende om at sushi stedet har ophavsretten vælger hun stadigvæk at kopiere billedet derfra og benytte det selv.
    Der ligger en enorm opgave i at uddanne befolkningen i hvad der er ret, og hvad der er forkert når vi færdes på internettet og for det er et stort problem, at så mange overtræder lovgivningen dagligt.

    Angående fotografer der “meget nemt” kan beskytte deres værker, hvad så med hobbyfotografer? Hvad med personen som umiddlebart nøjes med at lægge sine billeder ud på Flickr eller sin egen Facebookprofil? Ophavsretten gælder ikke kun professionelle skal du huske.

    For at komplementere resten af dit skriv, så er meget af det et serviceproblem. Ting er besværlige og svære at opdrive og når man køber et produkt lovligt, så sidder man med et produkt som er ringere end en piratkopi; enten i form af reklamer og trailers på dvd’er, hele albums, DRM, eller propriætere fil-formater. Ud fra et rent rationelt perspektiv giver det ingen mening at betale sig til et ringere produkt. Det burde gerne forholde sig omvendt.

  2. Jo, Faheem, vi kan nemt blive enige om, at det ville være godt, hvis folk generelt forstod lidt mere om immaterielle rettigheder. Og at man overtræder gældende lov, når man bruger et foto uden at have fået lov. MEN – og det er et stort men – lovgivningen halter håbløst bagved virkeligheden.
    Jeg bruger licenstyperne under Creative Commons på min Flickr (når jeg husker der), og får jævnligt høflige forespørgsler fra folk, om de må låne et foto til et eller andet. Det må de i reglen godt, fordi det er aldeles ukommercielle formål. Og min pointe med det er, at de ikke ville bruge det, hvis de skulle have betalt for det, så jeg går altså IKKE glip af nogen indtjening.
    Hvis jeg slet ikke ønsker, at nogen skal bruge mit billede, lægger jeg det ud i thumb-nail format, lav opløsning eller med vandmærke. Eller under PW-beskyttelse.
    Og tak til Moltke for ros, jeg lapper det i mig. Og til Leoparddrengen for den skønne stribe, som jeg havde set tidligere men glemt igen.

  3. Det eneste som jeg ser det er at lovgivningen i Danmark mangler noget, er noget i stil med ‘Fair Use’ som de har i USA. Vi har citatretten for tekst, men intet dækker brug af billeder eller video. Ellers så fejler lovgivningen i sig selv intet, som jeg ser det.
    Er du uenig, er jeg meget interesseret i at høre, hvad der trænger til ændringer.

    Jeg deler ikke argumentet at 1 kopiering = 1 tabt salg, så jeg vil ikke adressere den del af dit indlæg.

  4. Mange gode pointer, som jeg ikke vil gå ind i – ud over at rose dig for at levere synspunktet fra de mange lovlydige net-borgere. De bliver ofte overset, når vi spilder tiden på påstande om at 95% af al musik hentes ulovligt i Danmark. :-)

    Men een af pointerne er jeg ikke nødvendigvis enig i. Du gør et nummer ud af, at fotograferne bare kan sikre sig mod kopiering af ens arbejde.

    Dels er det ikke helt rigtigt, at det er supernemt at sørge for den beskyttelse. Det website du henviser til er lavet i Flash, hvilket kræver et særligt program – og dels er den konkrete løsning dårlig fordi den udelader iPad-brugere.

    Dels kan fotografer ikke nødvendigvis kontrollere billedet teknisk, når de overlader det til deres kunder. De har jo ikke afgivet alle rettigheder blot fordi de har solgt billedet til en enkelt kunde.

    Men vigtigst af alt: Det er altså et omvendt retsprincip.

    Man bør altså ikke være retsløs og overladt til andres forgodtbefindende, fordi man ikke har teknisk viden og bruger resurser på copyright-teknik.

    Hvis man vender det princip mod alle de almindelige net-borgere, så kunne det fx. betyde, at du/jeg ville være ansvarlig for andres ulovligheder på vores trådløse netværk.

    Ja, jeg gør mit bedste for at sikre min computer og mit netværk med passwords og antivirus. Men jeg bør ikke miste rettigheder eller bære ansvaret for for andres ulovlige gerninger.

    (Og i parantes: Så skør er retstilstanden åbenbart i Tyskland. Lad os håbe, at det princip ikke kommer til Danmark. http://www.bbc.co.uk/news/10116606 ).

    Men – som sagt – ellers et fint blogindlæg. :-)

  5. @ Faheem – mon ikke “fair use” ville betyde, at vi kunne slippe for de mest farce-agtige krav?

    @ Ernst – du har jo ret. Men det var egentlig ikke det jeg mente. Selvfølgelig skal det ikke være fotografens opgave at bruge tid og penge på at forhindre tyveri af sin ejendom. Men med mit udgangspunkt i den lovlydige borgers brug af billeder, skøjter jeg lidt udenom det vi alle ved, er copyright tyveri. Når et reklamebureau bruger et billede, som de ikke har rettigheden til, i en stor offentlig kampagne, er der jo tale om “ond tro”. Men når jeg surfer lidt rundt efter et billede af en flot bogreol til brug i min blogpost om min kærlighed til bøger, er det en anden sag. Synes jeg. Problemet er bare, at det er det ikke i lovens øjne.

    Det var nok bare det, jeg ville sige, men både du og Faheem har ret i at det ikke er helt krystalklart udtrykt!

  6. @labeet

    Fair use ville kunne dække ret meget, men nok ikke det som du søger. Det ville konkret betyde at “Der bliver aldrig valg, ever” og “Lars Og Helle diskuterer politik” ikke ville være ophavsretskrænkende.
    Med en fair-use politik, så ville det fx. være i orden at bringe et indslag fra TV-avisen i sin videobog, eller bruge et lydklip til sin podcast.
    Men dit ønske om at bruge en andens ophavsretsbeskyttet billede til at supplere dit blogindlæg vil IKKE være dækket af fair use. Du vil kun være i stand til at anvende det, hvis du har fået eksplicit lov til det, enten i form af en personlig korrespondance, eller i form af at billedet er i public domain, eller hvis billedet er licenseret under Creative Commons.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.