I artiklen indleder hun med at nævne de kommuner, skoler og børnehaver som på det seneste har anskaffet IPads til børnene og citerer deres lovprisning. Jeg læste derfor begejstret videre, da jeg altid bliver mistænksom, når det er teknologien, der bliver lovprist, og ikke det, den muliggør.

Jeg blev dog skuffet, for efter en omvej omkring Adorno, der som bekendt bekymrede sig om, at vi mennesker nemt kunne blive gidsler for vores egen teknologibegejstring, kom hun frem til sit egentlige ærinde, nemlig at hun for nylig havde været til familiefest, hvor samtlige de 12 tilstedeværende mindre børn, havde siddet bøjet over hver deres IPad og slet ikke havde leget sammen.

Hun gør dermed det samme som de skoleledere og kommunalfolk hun skoser i indledningen. Nemlig  giver teknologien skylden for altings skrækkelige tilstand.

Vi var selv for nylig til en selskabelig komsammen med mange børn, og min søn kendte kun værtsbarnet. Han fiskede derfor straks telefonen op af lommen og begyndte at spille under bordet. Jeg bad ham straks om at pakke den væk og deltage i løjerne. Det gjorde det artige barn jo, men det gjorde de andre ikke. Og de inddrog ham ikke i deres samtale/leg/spil/fodboldkigning. Så efter en time meddelte jeg ham, at han godt måtte tage den frem igen, så han ikke skulle kede sig ihjel.

Og hvad vil jeg så sige med dette kedelige eksempel fra min egen virkelighed? Jeg vil sige, at problemet her ikke var teknologien men børnene og deres forældres opdragelse af dem. Hvis det er ok for et værtsbarn at sidde og se fodbold i fjernsynet, mens fødselsdagsgæsterne er overladt til sig selv, så har det da ikke noget med teknologi at gøre, men med opdragelse.

Jeg vil gerne have læserne til lige at bruge to minutter på at lytte til Dr. Michael Rich fra Harvard, som siger noget om opdragelse. Han understreger netop, at ordentligt opdragede børn klarer sig bedst i ALLE sammenhænge. På nettet, i skolegården, som teenagere. Som med næsten alting her i livet, kan teknologien bruges både godt og skidt. Det er op til os!

(Hvis du ikke gider se videoen, så læs her, jeg har oversat hans vise ord:

Dr. Michael Rich, director of Harvard’s Center on Media and Child Health (11/03/2010)

Jeg synes, at dit barns brug af Internettet er et godt sted at undersøge din måde at være forældre på. Vi har igen og igen kunnet konkludere, at den mest effektive opdragelsesmetode, uanset emnet, er den, vi kalder den autoritative. Autoritativ opdragelse betyder, at du er opmærksom på dit barn og i god kontakt med det, men også sætter meget tydelige grænser. Den autoritære opdrager derimod sætter tydelige grænser, men er ikke i kontakt med barnet. Den autoritære opdragelse indebærer meget strenge regler, men disse forældre er ikke i kontakt og dialog med deres børn og er ikke opmærksomme på barnets behov. 

Så er der den eftergivende opdragelse, hvor forældrene er i kontakt med barnet, men ingen forventninger har til det og ingen begrænsninger sætter, så alt bare er OK. Sidst er der den uengagerede “opdrager”, som hverken er i kontakt med barnet eller har nogen forventninger til det. Dette er naturligvis den tristeste form for forældre, vi oplever. 

Så, når du begynder at spekulere på, hvordan dit barn skal introduceres til og bruge Internettet, ja faktisk når det gælder al opdragelse, så er vores råd at prøve at optræde autoritativt. Lyt til barnet, vid hvad du taler om, vær en model for barnet ved den måde, du selv bruger nettet på. Sæt klare grænser og gør dine forventninger klart samtidig med at du forklarer barnet konsekvenserne, hvis de ikke lever op til dine forventninger. 

 Vær tydelig, åben og kommunikerende med dit barn, så bliver de det samme med dig.)

I’m not a huge fan of monarchy, or a fan at all, truth be told. But I believe we’ve been very lucky with our royal family. Queen Margrethe has steered clear of many dangerous reefs and has had few mishaps. But after the experience with Romania’s Ceauşescu who received an Elephant Order, it seems rather strange that she (and whoever advises her) would again give a prestigious order, the Great Cross, to a dictator, in this case King Khalifa of Bahrain – this time even while heaping praise on him for “being in contact with his people”. And this was only last year!

It is just not right that a Danish citizen can be sentenced to life imprisonment for a “crime” that doesn’t exist in our country, suffer torture and rape and feel that his only resort is to hunger strike in a country whose autonomous leader is praised by our queen.

So, kindly stop the silly order-thing altogether – it’s a disgrace and an anachronism.

This, of course, is all about Abdulhadi Al-Khawaja, who is everything we in Denmark claim that we want from a refugee. He came here, he worked from here for democracy in his home country and he went back there with his family to fight it with peaceful means, even though he could’ve stayed here for the rest of his life in peace and quiet.

I mit hjørne af Facebook, Twitter og medierne generelt er det noget, vi diskuterer nærmest hele tiden. Jeg skrev for ikke så længe siden om ACTA, og hele problematikken om, hvad der skal/bør/vil ske med rettigheder til digitale produkter optager mig faktisk rigtig meget, fordi konsekvenserne af lovgivningen på området får så vidtrækkende konsekvenser for vores fælles fremtid.

Men oftest ender diskussionen om, hvordan der skal betales for digitale fornøjelser i en gratis-eller-betaling-blindgyde, hvilket er SINDSSYGT irriterende, fordi det er så uproduktivt. Diskussionen burde egentlig kun finde sted blandt folk, der ikke selv har noget i klemme. Hverken fordi de lever af digitale frembringelser, eller fordi de mener, at alt burde være gratis. Jeg har ikke noget i klemme, for jeg er ikke rettighedshaver, og jeg betaler for mit digitale forbrug.

Nogle debattører mener, at der er tale om en generationskløft. Selv hvis jeg ser bort fra mig selv, vil jeg alligevel mene, at det kun er en halv sandhed. Det er selvfølgelig klart, at folk, der kun bruger Internettet ganske lidt, kan have svært ved at forstå diskussionen, og at det primært er blandt den ældre del af befolkningen, at der er mange ikke-brugere eller næsten-ikke-brugere. Men jeg synes nu også, jeg møder storbrugere, der alligevel ikke forstår, hvad det egentlig er, vi diskuterer!

Forkæmperne for et rigidt reguleret net, hvor alle skal betale for alting, mener, at debatten om, hvad vi legalt kan købe her i DK og hvordan vi kan købe det, slet ikke hænger sammen med debatten om illegale downloads. Men den må de altså længere ud på landet med!

Jeg har stort set aldrig downloadet noget ulovligt, jeg er simpelthen sådan en tøs, jeg tør ikke! MEN, det er også fordi jeg faktisk mener, at folk skal have penge for deres arbejde.

Men det skal jo for syv sytten være rimeligt! Og der er efterhånden så mange eksempler på fuldstændigt latterlige krav fra rettighedshavere over for folk, der har brugt et foto, et filmklip, et stykke musik på en “uautoriseret” måde. Se nu bare debatten om Pinterest, hvor en lang række af fotografer stiller sig op som tudefjæs og postulerer, at det at folk pinner deres billeder modsvarer en tabt fortjeneste for dem. Dels er det super-nemt at sørge for, at ens fotos ikke kan bruges i kommerciel sammenhæng. Se fx her. Dels er det jo til grin at tro, at man som fotograf går glip af en indtægt, fordi et billede af EN TING, bliver postet på Pinterest. Det er jo ikke billedet, det er tingen! Og klikker man på en pin, bliver man sendt til den side, hvorfra billedet blev pinnet. Så når der sendes regninger ud, skal reklameværdien lige trækkes fra først…

Det samme gælder musik og til dels film. Branchens påstand om at næsten ethvert ulovligt download svarer til et tabt salg er så langt ude, at jeg ikke fatter, de kan få sig selv til at sige det! (Endnu mere imponerende er det, at de kan få handelsministeren til at gentage det som en papegøje!). Min yngste søn bruger Youtube og streamingtjenester til at afgøre, om han egentlig bryder sig om en sang. Holder den så efter et par gennemlytninger, kommer det: “Mor, må jeg godt downloade den her sang fra ITunes?” “Ja, min skat, det må du godt”. Ældstesønnen er bidt af en gal LP-plade, men da priserne på dem er temmelig pebrede, må han da også sikre sig, at han rent faktisk kan lide albummet, inden han køber det. Han køber VILDT meget musik, og det gør næsten alle de musik-tosser, jeg kender. Men de downloader/streamer også en masse. Det er en ny forretningsmodel, fat det dog! Og gør det nemt og prismæssigt rimeligt at købe, tak. Og lad os ikke føle os snydt så vandet driver, når vi har købt!

Jeg købte i sidste uge Thåströms nye album via ITunes på min laptop derhjemme. Men jeg har glemt at overføre den til min telefon og har den derfor ikke til at lytte til i dag. Hvilket står i grel modsætning til køb af apps i app-storen, hvor jeg kan downloade dem igen og igen, når bare jeg har betalt for dem én gang. Jeg jo til grin for mine egne penge! Og dele albummet med min mand, eller låne det til mine børn, ja, det kan jeg jo SLET ikke, vel!

Film og TV er en kategori for sig. Det kommer slet ikke på tale at begynde at downloade film ulovligt og have store filmbiblioteker liggende på min computer. Og jeg er dødtræt af at købe DVDer, som vist ikke er blevet produktudviklet i årevis – i hvert fald er deres “brugervenlighed” til at dø af grin over, og jeg skal hver gang jeg vil se en film eller TV-serie, jeg har købt og betalt, leve med at blive beskyldt for at ville snyde og med reklamer, sgu! Endvidere er det voldsomt frustrerende, at vi i en global verden, hvor snakken om film og tv-serier går på tværs af landegrænser, stadig skal leve med områdebegrænsede DVDer, og film og TV-serier, vi skal vente på i måneds- og årevis.

Jeg har taget konsekvensen af det og fået mig en VPN adresse i USA, så jeg kan abonnere på Netflix og se det samme udbud af film og TV-serier, som er tilgængeligt for mine amerikanske venner. Og jeg betaler gladeligt og betalte såmænd også gerne mere, hvis det var det. Men hvorfor skal man være lidt af en tech-tosse for at kunne se Netflix og tillige bevæge sig ud i en juridisk gråzone? Hvorfor er det, at alverdens rettighedshavere ikke lader mig købe alle de tv-serier, jeg gerne vil se? De vil måske helst ikke tjene penge? Hvorfor måtte jeg bestille Mad Men 4 på Amazon UK, fordi den ikke var tilgængelig i Danmark?

Det er meningen, at vi skal være rigtigt glade og taknemmelige, fordi vi nu endelig kan købe film på dansk ITunes. Jo tak, jeg er så taknemmelig, at jeg er på grådens rand. Udvalget er til at dø af grin over, filmene koster 169 kr. – jo jo, ethundredeogsekstini kroner – at købe i HD og 49 kr. at leje. Ha ha ha ha.

Argumentet for ikke at udvikle nogle ordentlige, tidssvarende forretningsmodeller er ofte, at de små stakler i underholdningsbranchen simpelthen ikke har råd til at udvikle lækkert, brugervenligt software til os, fordi vi så længe har stjålet alle deres penge. Come on, folks! Prøv lige at se herunder og her, og tør så lige tårerne!

Billedet har jeg tyvstjålet på Facebook

Today I saw a review of a book called Unpacking my Library where people’s book collections are photographed and they are asked questions about how they buy, read and sort their books. So inspiring.

However, I’m the very happy owner of a Kindle and I certainly also get a thrill from browsing the millions of books that are there to acquire, for free or for money, at one little click.

But Jonathan Franzen’s words (link above) resounded in me and I’ve been contemplating what would happen if our civil rights continue on the slippery slope they’re on at the moment and suddenly one day we can’t be sure that a new edition of a controversial book is an exact replica of what the author wrote! That is a very scary thought and I don’t have a solution to it, because I neither think that e-books should be banned, nor do I think that the concept of paper books should prevail unaltered. Far too many books are published, printed and never sold.

But you will neither find me joining the chorus of whining authors and publishers who believe that their earnings will disappear and that the value of reading will devalue because it takes place on a “plastic device”, nor among the tech evangelists who can see no charm in the way it was.

Where I stand exactly, I honestly don’t know yet!

Lots of gory details and ideas for taking action can be found on this Wiki. Including this video.

Sorry about the odd sizing!

My rating: 5 of 5 stars

After this book the next ones are bound to be disappointing. Am trying to read something dramatically different, but I still can’t really get into it!

This book is so cleverly written, but not, you know, *clever* in a contrived way, just downright brilliant. The realism and the magical realism mix together seamlessly and you often have to stop and think about these parallel universes and where they meet!

Tengo, Aomame and Fuka-Eri have moved into my mind and I think they are going to stay there forever like only a handful of other protagonists of all the books I’ve read. The way these characters’ destinies are slowly entwined is nothing less than fantastic and I had little thrills along the way when new threads appeared.

Lastly, the translation. I had some qualms about reading a book translated from Japanese into English and not into my native Danish. But so many people had advocated the English edition that I was convinced. And I have not regretted it – I can’t possibly imagine any other translator so elegantly explaining Japanese words and expressions, yet maintaining a beautiful and very Murakami’sk tone throughout.

View all my reviews

Og nå ja, Sommersko har slettet link til denne blogpost fra deres Facebook. Tja.

Oprindelig blogpost:

For et par dage siden havde jeg en trist oplevelse. I stedet for at springe direkte på de sociale medier, valgte jeg – som det ordentlige og høflige menneske I jo alle ved, jeg er – at skrive en e-mail til Sommersko. Den kan læses herunder.

Denne mail er rettet til Sommerskos ledelse/ejere:

I find myself caught up in a parent-spiral and I believe many of my thinking co-parents feel the same. Parents are expected to do ever more for their children – and these expectations do not only stem from the children themselves. The pressure is always on, from other parents, the media and society in general.

Although a rather spoiled and over-cared-for lonely child myself, I still took the bus/bike to school, walked/biked the long dark way to ballet training and violin practice, had a job from I was around 12 and did my homework on my own in my room.

My older son (22) was far more spoiled than I was, but somewhat less spoiled than his peers and than my younger son (10) is now (to older son’s constant chagrin). But my young son is far less spoilt than a number of his peers.

Spoiling children with love and attention is always good and never bad, but driving them everywhere when they could perfectly well walk, bicycle or use public transportation can’t possibly be good for anything? And giving them money every day to buy junkfood because they won’t eat a packed lunch, what good is that for a child? At the skatepark where young son goes to practice his skills on his scooter, there are many boys with very wealthy parents. Some of these ten-year-olds have more scooters and scooter-parts than they know what to do with, they always seem to have money to buy junk food and mountains of sweets and soft drinks and they clearly have no concept of money at all, because they all throw away the bottles. Young son has thus been given a way to replenish what in his view is a meagre allowance, so he brings big plastic bags in his backpack and collects the bottles the other boys throw away. At the top of the season, he can make around 100 DKR a week (10£). There’s little competition, because a number of the other boys’ parents have forbidden them to collect bottles… Also, when he buys scooter parts, he often gets free stickers. These stickers he sells to some of the others boys for ludicrous amounts of money. I allow it, because if these children have money to spare to buy overpriced stickers, then it’s their parents’ problem, not mine.

A personally felt consequence of helicopter parents and their over-protected children is that the new, huge skatepark in Fælledparken in Copenhagen is now being closed to children riding scooters. I feel really sorry for my son and all the other boys who have practiced their skills in the road and at smaller skateparks and who know how to fit into the hierarchy of the skating community.

The reason it has come to this is only partly that anybody can ride a scooter (not so with skateboards and rollerblades), even if they’re only 2-3 years old. The real reason is that parents will take their small and/or inexperienced children to the skatepark and allow them to meander about on their scooters in the midst of a large group of very skilled and much older skateboarders and rollerbladers. This results in a lot of near misses and also some accidents when an 80-kilo young semi-professional skater with 50 km/h is unable to avoid a 4-year-old tottering along the bottom of one of the deep bowls. When the skaters ask the accompanying parents to please keep their children away from the bowls and big ramps, the answer is always “MY child has as much right to be here as you have”. But that is wrong! They don’t! They don’t need ramps and bowls, they need a road or a terrace or a playground.

If it were only inexperienced boys coming on their own to the skatepark, the problem wouldn’t have reached the heights that is has now. Because most boys on their own would quickly learn to fit into the hierarchy of such a place. All groups have hierarchies, and the hierarchy in a skatepark is really simple. The best are at the top! And it doesn’t matter what they are best at  (as long as it has wheels) or how old they are. The less experienced will very quickly learn to keep well out of the way of the really good ones and will know quite precisely when they are ready to start trying a certain ramp, etc. But the helicopter parents ruin this with their My Child Comes First-attitude and also create big problems for these precious children by cutting them off from a valuable life experience.

Why are we letting ourselves spiral into this way of parenting? Who benefits from it? Our children get fat, helpless in a kitchen as well as in traffic and never gain an understanding of money.