Genetic Me af Lone Frank

Sammen med filminstruktøren Pernille Rose Grønkjær har Lone Frank lavet en film om sit yndlingsemne, genetik. Hun har tidligere skrevet den glimrende og meget oplysende bog Mit Smukke Genom om samme emne.

Det er blevet en let og lys film om tunge emner. Lone Frank tager uden tøven fat i sine svære barndomsminder og beretter skånselsløst om sine egne menneskelige begrænsninger og tunge sind. Vi følger hende på besøg efter besøg hos forskere, der kigger nærmere på det menneskelige sind fra meget forskellige vinkler, både psykologer, psykiatere og neurologer får vi besøgt. De må være nøje udvalgt, for de er alle gode formidlere. Man kan som videnskabsperson nok godt synes, at Frank i alt for høj grad tager udgangspunkt i sig selv, men hvis der skal formidles effektivt til et ikke-videnskabeligt publikum, så er det et godt startsted!

Jeg så filmen sammen med den 13-årige ved et Politiken Plus arrangement, så han trak aldersgennemsnittet kraftigt ned. Synd er det, at ikke flere unge kommer til den type arrangementer. Journalist på Politiken Niels Thorsen interviewede Lone Frank bagefter, og de brugte i særlig grad tid på at tale om, at bare fordi man har “dårlige gener” behøver man ikke sætte sig hen i lænestolen og tilbringe resten af tilværelsen på overførselsindkomst og i fortvivlelse. Der er noget, man kan gøre. Ens personlighedstype er forudbestemt, men man kan stadig handle frit, og man bestemmer selv, hvordan man vil agere i livet. Det førte til en god snak med Jr. om determinisme. Er alt eller intet forudbestemt? “It’s all chance, Mum”, mente han.

Thorsen spurgte Frank, om hun havde været i stand til at omsætte den viden til noget brugbart i sit eget liv, hvortil hun, uden vaklen, svarede, at ja, det havde hun. Og så fortalte hun om sin kærestes død af kræft for kun seks uger siden og om, hvordan hun tidligere ville have siddet i fosterstilling i månedsvis, fordi hun troede, at det var hendes eneste mulige måde at reagere på, men at hun i dag ved, at hun, i en form for kognitiv terapi, kan tvinge sig selv til at tænke på noget andet i lange perioder og dermed trække sig selv ud af den negative spiral.

Quod erat demonstrandum, må man sige!

Filmen kan stadig ses på DR’s hjemmeside. Gør det.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.