All the Light We Cannot See

Doerr
Årets Pullitzer-vinder af Anthony Doerr er en virkelig god bog. Men den når ikke helt de fem stjerner. Jeg har lige kastet et blik ned over de seneste års vindere af Pullitzer-prisen, og et par af dem var jeg helt oppe og ringe over, fx The Goldfinch (sidste år), The Road (2007) og Middlesex (2003). Men jeg har lige læst Gilead, som jeg slet ikke blev venner med og nogen forærede mig Tinkers for nogle år siden – den fik jeg ikke engang læst færdig. Konklusionen må vist blive den om smag og behag…

Nå men, All the Light We Cannot See, foregår under 2. verdenskrig, og det er der jo uendeligt mange romaner, der gør. Denne gør det bedre end de fleste. Både fordi vi er med på begge sider af krigen, men også fordi vi får sådan et hjerteskærende indblik i, hvordan det var at være helt almindelige civile (børn) under en krig. Bogens ene hovedperson reflekterer over verden før og nu:

(…) pyramids of cabbages and carrots everywhere; bakers’ stalls overflowing with pastries, fish stacked like cordwood in the fishmongers’ booths, the runnels awash in silver scales, alabaster gulls swooping down to carry off entrails. Every corner she turned billowed with color: the greens of leeks, the deep purple glaze of eggplants.

Now her world has turned gray. Gray faces and gray quiet and a gray nervous terror hanging over the queue at the bakery (…).

Dette citat både for at skildre de lidelser civilbefolkningen i Centraleuropa gennemgik på mange fronter. Men også for at vise, hvordan Doerr behersker sproget.

Den ene hovedperson er blind, og Doerr er fænomenal til at få læseren til at mærke ind i marven, hvordan det egentlig er at være blind. Den anden er en slags vidunderbarn, der næsten intuitivt forstår, hvordan en radio virker. Det kunne han have fået meget ud af, hvis ikke – *krig*. Vores hjerter bløder for den her dreng!

Historierne, der fortælles, væves smukt ind i hinanden, og jeg blev ikke spor irritabel over graden af usandsynlighed. Jeg tror, at jeg ind imellem syntes, at Doerr simpelthen var lidt for dygtig, hvis læseren forstår, hvor jeg vil hen?

Alligevel vil jeg anbefale den varmt, måske især til folk der ikke læser sindssygt meget, for den er velskrevet, har et godt drive, opfordrer til empati med verdens krigsflygtninge og er samtidig ganske letlæst.

På dansk: Alt det lys vi ikke ser, oversat af Mich Vraa.

PS: Hev lige mit eksemplar af Tinkers ned fra reolen og så, at der på forsiden står: “Tinkers is truly remarkable” – Marilynne Robinson. Det forklarer måske, hvorfor jeg ikke kunne blive venner med nogen af dem?

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *