Juleserendipitet uden jul

Jeg skrev ‘god jul’ i sidste uge, fordi jeg troede, jeg ville få for travlt til at serendipiere (jo jo, jeg ved godt, det ikke er et ord) i denne uge, men nu er jeg FORUD med arbejdet. Man troede sgu da ikke, det ku’ ske! Og jeg er glad og fyldt med overskud, fordi mennesker omkring mig har været gode og rare den seneste uge.

Desuden har der været nogle rigtigt gode artikler m.m., som I da skal have til juleferien.

Jeg fik fx stor optur af at læse denne artikel af en Harvard-professor i Inc., og jeg ved, at flere af mine faste læsere vil glæde sig over den også – fordi de har det ligesom mig. Artiklen handler om, hvorfor man skal skabe plads til rebellen på arbejdspladsen. Jeg har altid været sådan en og er blevet fyret for det mere end én gang, ligesom jeg har set det ske for andre. Men jeg har også oplevet at blive omfavnet af ledelsen og føle, at mine skæve evner blev brugt og værdsat. Det er chefer, jeg stadig har lyst til at kramme, når jeg møder dem…

Samfund/miljø/politik

Hvis vi ikke køber det, bliver det ikke produceret

Det handler om tøj. Artiklen i Fast Company tager udgangspunkt i Ivanka Trumps grimme tøjmærke, som nu ikke er mere. Og hvorfor er det ikke det? Fordi vi holdt op med at købe det. Den går videre til at give andre eksempler på, hvordan den ændrede kundeadfærd påvirker producenterne. Og her taler vi både om slavearbejde, skadelige stoffer og CO2-aftryk. Min kære veninde, stylist og kunsthistoriker Judy Finderup skriver jævnligt på sin blog om, hvordan vi kan have en flot og brugbar garderobe uden at overforbruge.

Kvinder i mandejobs

Hvad sker der, når kvinder i økonomiske opgangstider rykker ind i mandsdominerede fag? Det er ikke lutter lagkage.

Og i The Atlantic har vi læst en særdeles trist historie om de tilbageslag, kvinder står over for i de mange lande, der oplever en nationalkonservativ vækkelse. Men tak alligevel, Thomas.

Good on you Ada!

Den tredje (og sidste) ligestillingshistorie i dag er et interview med Ballon d’Or-vinderen Ada Hegerberg. Tak til Ronnie for link.

Hvis landbruget forsvandt, hvad så?

Zetland har spurgt sig selv og to meget uenige mennesker om, hvad der ville ske, hvis landbruget forsvandt fra Danmark. De har også haft næsen i en masse statistik. Det er der kommet en god, lang artikel ud af. De to uenige er Maria Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening og Martin Merrild fra Landbrug og Fødevarer.

Åd du historien om 3. G indvandrerne?

Det gjorde de fleste medier i hvert fald. Men dog ikke alle. Et par forskere forklarer om undersøgelsens svagheder i Videnskab.dk. Berlingske brugte hele to sider på at udbrede sig om, hvor frygteligt det er, og at integrationen har slået fejl. Undersøgelsen viser skam ting – det er bare ikke den ting.

Den danske sang

Det her var så ugens anden forargelsesbølge. Bemærk, at forargelsen igen handler om brune mennesker, der gør noget forkert. At en to år gammel ikke-historie bringes op samtidig med, at en ikke-særlig-populær finanslov skal vedtages i Folketinget, og at Enhedslistens helt rimelige forslag om samtykke i voldtægtssager nedstemmes, vækker ikke ét eneste medie eller én eneste journalists mistanke. Næh, hele Danmark styrter afsted for at fordømme en brun forsker, som i øvrigt ikke kommer til orde. Det er da meget muligt, at hun overreagerede. Og hvad så? Det er sgu da ikke noget, et helt land skal gå i selvsving over? Læs nogle afbalancerede ord her.

Teknologi

EU-had direkte fra Ungarn

Den ungarnske stat betaler simpelthen for at få fremstillet anti-EU propaganda målrettet specifikt mod Danmark på Facebook. I videoen ses et klip med Guy Verhofstadt, som siger – “Vi har brug for migration.” Citatet er klippet snævert ud af en i øvrigt ukontroversiel udtalelse fra 2014. Læs i Jyllands-Posten.

Huawei

Hvad skal man mene om sagen om Huawei og udrulningen af 5G i Danmark (og resten af verden)? Det kommer nok an på, hvordan man har hovedet skruet på. Men den tekniske side af sagen og betydningen for Kina i verdensøkonomien kan man læse om her hos Technology Review. Artiklen er i øvrigt fundet i IDA’s nye nyhedsbrev, Technorama, der tyder godt.

den er også gal på instagram

Instagram er på ingen måde gået fri af russisk propaganda spredt af IRA. Tværtimod. Facebook glemte bare at nævne det i deres rapport. Historie fra The Outline.

AI julefilm

Kan AI (kunstig intelligens) lave en julefilm? En journalist har prøvet at fodre en bot med 100vis af timer med klamme julefilm. Botten har lavet en synopsis. Helt tosset er det ikke. Det her link var også fra Technorama.

Spåmanden Nørgaard

Computerworld har en hyggelig tradition med at lade havkatten i hyttefadet Mogens Nørgaard forudsige, hvad der sker på teknologifronten næste år. Altså, det er temmelig spidsvinklet, men det er også sjovt på “funny ’cause it’s true“-måden.

Kunst og kultur

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør tager en bittersød afsked med den hidsige blogger og biografdirektør Kim Pedersen. Han er meget generøs, må jeg sige. Chefredaktøren altså, ikke Hr. Pedersen.

Jeg har været meget lidt kulturel i ugen der gik, så ingen film eller bøger. Men efter juleugen skal der nok være røget lidt kultur på kontoen igen.

Share

4 tanker om “Juleserendipitet uden jul”

  1. Kommentarfeltet til den generøse afsked med Kim Pedersen er meget sigende. “Patetisk og uværdigt.” er en af Kim Pedersens egne sætninger, som vist ender med at beskrive hans kommentarer til blogindlægget ret godt.

    1. Jeg holder mig generelt fra at læse kommentarfelter, for jeg fortryder det, hver eneste gang jeg gør det. Jeg er tydeligvis for sart til at kigge ned i folkedybet…

  2. kære Néné – tak for et fremragende indlæg og din dejlige blog. Det er gode links til historier, som jeg vil læse i julen . Med hensyn til IDAs Technorama skal jeg nok lade roserne gå videre til mine kolleger, der står bag det. Selv har jeg på 12. måned hovedet nede i en ny portal på ida.dk, der går i luften primo januar – som er enkel, lækker og fokuseret . Det betyder, at alle artikler mv flytter til ida.dk, mens subsitet Univers (hvor Technorama artiklerne ligger) nedlægges så Technorama-artiklerne vil kunne findes og læses på ida.dk.

    Til slut : Glædelig jul og godt nytår til dig :-)

    1. Mange tak for roserne, Kim. Nyhedsbreve som Technorama, der tager teknologi ud af et lukket nørderum og derhen, hvor det hører til, skal altid have ros. Lad os håbe, at det vil få læsere på dagbladene og i andre brede medier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.