Om kunsten og museerne

80638-Copenhagen

I dagens Politiken (artiklen er ikke online, ikke engang for abonnenter (?)) er der et stort opsat interview med Glyptotekets direktør Flemming Friborg. Det sker i anledning af en polemisk artikel, han angiveligt har skrevet til Carlsbergfondets Årsskrift (heller ikke online). Kunst skal øjensynligt diskuteres med tryksværte på fingrene…

Overskriften på interviewet er “Det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse“. Yderligere siger han bl.a.:

Det har længe været ‘det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne.

Lidt senere kritiserer han Kulturstyrelsens puljeordninger, hvor der bl.a. findes én, der er målrettet kulturinstitutionernes samarbejde med uddannelsessektoren:

Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage.

Jeg tror mest, jeg er Uenig med ham, selvom han også siger ting, som jeg er enig i. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilket museum, der har æren for at have åbnet mine øjne for kunst. Louisiana. Helhedsoplevelsen ved at tage derop, de fantastiske omgivelser, den bestandige fornyelse på en solid bund af kærlighed og respekt for kunsten, de originalt kuraterede udstillinger, de spændende møder med det nye og ukendte, hvorefter man kan gå ned i samlingen og dvæle ved sine yndlingsværker. Repetitionen og fornyelsen. Det samme gælder både min nu voksne ældste søn, der har kommet der siden han var lille, og min nu 13-årige, der ikke sjældent selv foreslår, at vi tager derop. Ingen af dem foreslår, at vi skal gå over på Glyptoteket, som jeg ellers kan se fra mine vinduer.

Nu ser jeg på kunst her og der og allevegne, inkl. Glyptoteket, og jeg ved, at det kan jeg i høj grad takke Louisiana for. Jeg vil derfor ikke være med til at kritisere de moderne museer for deres formidling, selvom jeg da også ind imellem synes, der er lidt for meget tju-hej og lidt for lidt fokus på kunsten, men hey, jeg er 55 år!

Sidste fredag var jeg med en veninde på Statens Museum for Kunst til SMK Fridays. Vi snakkede mest og drak gin & tonic, men vi nød samtidig den dejlige stemning og de virkelig mange mennesker i alle aldre, der fandt vej til Sølvtorvet en fredag aften. Både for hende (der end ikke havde hørt om SMK Fridays før) og for mig var det en dejlig aften, der inspirerede til at komme igen. Jeg tror derfor godt, at anderledes arrangementer kan lokke folk tilbage på en almindelig onsdag. Det har jeg skrevet om i forbindelse med et besøg på Arken. Det handler om at føle sig tryg og om at opleve noget nyt på en base af genkendelighed.

Til gengæld er jeg enig med Friborg om, at museerne skal finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Han fortæller, at Glyptoteket introducerer et koncept, de kalder slow, hvor man inviteres til at fordybe sig i et enkelt kunstværk. Det er en meget god idé, der allerede praktiseres på Nivaagaard, hvilket jeg var meget begejstret for.

Jeg gik en dag igennem nogle af de mere fjerne sale på Nationalmuseet sammen med en af inspektørerne, som jeg kender. Nærmest en passant fortalte hun en sjov historie om netop denne sal, som gav den liv og varme og fik mig til at stoppe op. Men den fortælling er ingen steder at finde i rummet. Heller ikke nogen andre fortællinger. Hvad med at stille et staffeli op sådan et sted med en planche, der fortæller lidt basisviden og et par anekdoter?

Der sker virkelig noget med ens kunstopfattelse, når man får en grundig introduktion til et værk eller får fortalt en historie om dets tilbliven eller dets proveniens. Derfor er jeg heller ikke enig med Friborg, når han synes, det er noget pjat at tilbyde museumsgæster at være ‘kurator for en dag’. Nej, det er ikke noget pjat, for når først man bruger noget tid sammen med et værk, og noget tid på at sætte ord på, hvorfor man bedre kan lide ét værk frem for et andet, så er man kommet nærmere kunsten og får mere ud af den næste gang.

Share

3 tanker om “Om kunsten og museerne”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.