Spring til indhold

Livsstilsfeminisme Nej Tak

Jeg har læst en rasende bog. Der kan siges meget godt (og skidt) om tekster, der er skrevet på en ren følelse, men inciterende og måske endda inspirerende er de næsten altid. Jessa Crispin er simpelthen sk***sur på det, hun kalder livsstilsfeminisme. Det gælder både 4.-bølge feminister og det faktum, at man nu ser t-shirts med feminist-motiver på catwalken og i butikkerne. Dvs. at det nu er blevet så mainstream at være feminist, at alle og enhver kan kalde sig det uden at frygte “patriarkatets hævn”.

Hvorfor jeg ikke er feminist

Bogen hedder “Hvorfor jeg ikke er feminist“, mens undertitlen er: “Et feministisk manifest“. Det viser klart, hvor Crispin vil hen. Hvis vi bare er feminister på “alle skal da bare have lige meget lov til at vise deres (pæne) krop frem og sidde i bestyrelser“-måden uden at sætte handling bag ordene, så skal vi tie stille! Uden at falde i intersektionalitetens talrige faldgruber, minder hun os om, at hvis vi ikke også kæmper for de knap så fotogene minoriteters lige rettigheder, så har vi ingen ret til at kalde os feminister.

Vigtige spørgsmål

Et sted i bogen stiller hun nogle vigtige og temmelig penible spørgsmål: Har feminismen gjort verden til et bedre sted? Ikke bare for mig mig mig, men for både mænd og kvinder på alle niveauer i samfundet? Og dernæst: har feminisme skabt et rum, hvor mænd kan udleve traditionelt feminine værdier på samme måde, som kvinder kan udleve traditionelt maskuline?

Når stigen trækkes op

Dette er ofte diskuteret, når vi taler om feminisme med et hvidt, vestligt perspektiv. Rækker vores feminisme kun, til vi selv har opnået vores egne mål? Trækker vi så stigen op efter os og hjælper ikke andre end os selv? Er det derfor, så mange succesrige kvinder fornægter feminismen? Når vi selv har nået et niveau, hvor det giver mening at bruge en evt. skattelettelse til at købe hjælp i hjemmet, lukker vi så øjnene for, at en sådan skattelettelse aldrig vil komme det store flertal af kvinder, der fx kæmper med at nå at hente børn, fordi de arbejder i detailhandlen, til gode?

Outrage-kulturen skader feminismen

Som eksempel bruger hun sagen om Nobelprismodtageren Tim Hunt, som hun kalder en decideret heksejagt. Jo jo, hans kommentar var måske uovervejet, men at få ham fyret? Mange mennesker har brugt mange timer på en sag om en mand, der fik formuleret sig kluntet, men som ifølge alle omkring ham er et ordentligt menneske. Spild af tid mens der går folk rundt, som virkelig er giftige for samfundet, men som er kloge nok til ikke at fremsige offhand kommentarer i offentligheden. Når folk får sagt noget dumt på Twitter, kan vi så ikke bare starte med at spørge, om det virkelig var det, de mente? Og dernæst have en samtale med dem, hvor vi måske oplyser dem? Fremturer de så, ja så er outrage måske berettiget. Eller måske skal vi bare passere gaden…

Hævn er noget l***

At få en tilfældig mand fyret for sexistiske synspunkter, fører faktisk ikke rigtigt til noget – andet end måske til, at sexistiske mænd bliver bedre til at lægge bånd på sig selv i offentligheden. Det ændrer ikke deres tankesæt eller deres adfærd, når der ikke er nogen, der kigger. Som feminister skal vi ikke gå efter hævn. Den enkelte mand skal ikke stilles til ansvar for århundreders kvindeundertrykkelse. Vi skal gå til kamp mod systemisk undertrykkelse. Ikke bare undertrykkelse af kvinder, men alle former for undertrykkelse.

Livsstil

“Alt for længe har feminisme bevæget sig væk fra kollektiv handling og kollektiv fantasi over imod at være en livsstil. Livsstil forandrer ikke verden.”

Det var  – næsten – afslutningen på Crispins opråb. Desværre savner jeg lidt nogle forslag til, hvad vi så skal gøre. Men jeg var glad for at læse bogen og har især taget hendes betragtninger om outrage og hævn til mig.

Og grundbudskabet: at kvinders kamp mod mænd og mænds kamp mod kvinder er ødelæggende for vores fælles kamp for en bedre verden – det er sgu svært at være uenig i!

Jessa Crispin

Bookslut

Jessa Crispin har tidligere haft online-magasinet Bookslut, der eksisterede i krydsfeltet mellem feminisme og litteraturkritik og altså var meget bredere end blot anmeldelser af feministisk litteratur. Ærgerligt, at hun stoppede sidste år. Nu har hun en Tumblr, der – som Tumblr’er flest – er meget billedbåren. Eller du kan følge hende på Twitter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share