Bowie tilbageblik

The Thin White Duke 76
Med en veninde har jeg været til endnu et gråhætte-arrangement hos Politiken (hun og jeg er selvfølgelig ikke gråhætter, vi har jo ordentlige frisører!). Denne gang var det en Bowie-aften, hvor fire kyndige mennesker kastede et kronologisk tilbageblik på hans karriere. De fire var ordstyrer Kim Skotte, journalist på Politiken; Asger Schnack, digter; Pernille Jensen (@badgirloftennis), også fra Politiken og som den veltalende og stort set alvidende rosin i pølseenden, Martin Hall.

Vi så billeder og video og hørte nogle musikbidder og blev guidet gennem Bowies karriere fra start til slut. Det gode ved arrangementet var jo ikke faktaopremsningen, som man kan sidde i lænestolen og indtage, men de fires beskrivelser af deres kvalificerede oplevelser med Bowie igennem livet. De tre havde jo været tilstede, Asger Schnack mere end de andre, og det blev en stående joke, hvornår man havde købt et Bowie-album i “real time“. Det utroligt nørdede og vidende barn, Martin Hall, købte sit første Bowie-album som 11-årig, fortalte han. Jeg tror, jeg stadig hørte børnemusik, da jeg var 11!

Blackstar_album_coverJeg kan så afsløre det kuriosum, at mit første Bowie-album i real time var Blackstar, som jeg simpelthen gik i FONA (af alle steder) og købte på udgivelsesdagen! I Bowies gyldne år boede jeg altid sammen med kæmpe fans og pladesamlere, og de købte jo hans plader, før jeg kunne nå at blinke. Så derfor ejede jeg kun selv ganske få. Jeg købte Low, husker jeg, fordi den var for fantastisk til bare at låne af andre. Men ikke ligefrem på udgivelsesdagen – adskillige år efter! Så jeg var slet ikke fan på den der altopslugende måde (det var jeg ikke af nogen), men Bowie var jo min ungdoms tapet! Han var der altid – en musikalsk og visuel uudtømmelig inspirationskilde, men hvor vigtig han egentlig var, gik faktisk ikke op for mig, før meget senere. Det gjorde mig glad, at jeg havde købt og lyttet til Blackstar, inden han døde. Skotte beskrev også, hvor glad han var for, at han havde anmeldt Bowies nye plade, ikke hans sidste. Noget alle var enige om, at Bowie nøje havde planlagt. Cool white duke!

Både Asger Schnack og Martin Hall gjorde meget ud af at fortælle om, hvor Bowie havde sin inspiration fra, og hvem han havde inspireret. Listen over sidstnævnte er jo uendelig! Og mange, tror jeg, har været inspireret af Bowie uden at være sig det bevidst.

Martin Hall er en inspirerende formidler, og han kan kunsten at fortælle en historie. Det var simpelthen en fornøjelse at lytte til ham. Men aftenens sjoveste bemærkning stod Pernille Jensen for. Hun fortalte, at hun havde været til Bowie-koncert i Horsens (2002), hvor det fedeste havde været, at der var så få mennesker, at man nemt kunne komme op til scenekanten. De fleste andre tilstedeværende var fadølsdrikkende borgmestre, sagde hun. Man ser det for sig.

Godt, at Bowies karriere ikke skulle ende med at spille for fadølsdrikkende borgmestre. Det sker jo ellers for de fleste, der lever længe nok.

Disclaimer: Fra min musikalske ungdom kender jeg både Kim Skotte og Martin Hall. Men det ville være synd at sige, at vi har siddet lårene af hinanden siden.
Share

En tanke om “Bowie tilbageblik”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.