Dengang *danskerne* hjalp jøderne til Sverige

Fuglene over Sundet

Da jeg første hørte om denne film, tænkte jeg, åh nej, ikke mere 2. Verdenskrig! Men huskede så, at jeg er GAMMEL, så moderne børn ikke bruger 1/2 af historietimerne på krigen, sådan som vi gjorde, og ikke har set 1000 timers film og TV om den krig. Ja, mange moderne børn, min egen yngste inklusive, gider ikke engang se Matador – det går ALT for langsomt!

Min egen familie

Og så voksede jeg op i et hjem, hvor denne fortælling var MEGET TÆT PÅ! For jeg voksede op hos min mormor, der med sine to småpiger, min mor og hendes lillesøster, også blev sejlet over. Min mormor var ikke selv jøde, men hendes daværende mand var, og de turde ikke tage nogen chancer. Under resten af krigen boede de så hos en hjertevarm svensk familie uden for Göteborg i et bittelille sommerhus. Jeg har været med og besøgt familien og set sommerhuset ude i skoven.

Fortællingen om, hvordan min mor og moster sammen med alle de andre børn blev bedøvet og lå i bunden af kutteren, glemmer jeg aldrig, eller den om den sindssyge lettelse, da skipperen meddelte, at nu var de i svensk farvand. Eller om hvordan min oldemor og oldefar ikke vidste, om de nogensinde ville få deres datter og børnebørn at se igen, da de flygtede en mørk nattetime.

Ca 1961 - min oldemor, mig, min mor, min mormor.
Ca 1961 – min oldemor, mig, min mor, min mormor.

Filmen

Jeg synes, Nicolo Donato, filmens unge instruktør, er sluppet ret godt fra det. Vi ser de mange forskellige reaktioner fra ikke-jødiske danskere, og sammenholdt med min mormors fortællinger og andre øjenvidneberetninger, så tegnes der nok et nogenlunde ærligt billede, selvom filmens helte måske er liiiidt karikerede?

Filmen lider under lidt af det samme som så mange danske film og tv-serier – en lidt haltende og utroværdig dialog nogle steder. Men ellers synes jeg den var meget fin – et fint tidsbillede, der er lidt grimy og ikke spor glamourøst, hvilket jeg godt kan lide. Skuespillerne er generelt velvalgte, selvom jeg havde det lidt vanskeligt med Lars Brygmanns præst med det kiksede pandehår – jeg kan ellers godt lide ham.

I dag?

Mange danskere valgte dengang the middle ground – de så stiltiende til og meldte ikke aktivt jøderne til nazisterne, men gjorde heller ikke noget for at hjælpe. Og mon ikke de fleste af os vil være det samme sted i dag? Mens jeg med ret stor sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig ville tage penge for at hjælpe mennesker i nød, så vakler jeg straks meget mere ved tanken om at bringe mig selv og min familie i fare ved fx at tage en familie ind. Og tortur? Det kunne jeg næppe klare i 2 minutter.

En god film for de store børn i Folkeskolens udskoling og for gymnasieklasser. Den kan være et godt udgangspunkt for mange forskellige samtaler.