Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Byen Brænder

Der er lidt delte meninger om denne kæmpe roman af en debutant (!), læser jeg mig til rundt omkring hos pressen og på bogblogs.

Jeg kan godt følge, at man kan blive en smule træt af de mange elegante metaforer, ordspil, formuleringer, fordi der let kommer noget “se hvad jeg kan” over det. Men altså, hvis jeg var så god til det, ville jeg da også gøre det… Og i modsætning til visse andre – ingen nævnt, ingen glemt – dækker formen ikke over tomhed.

Et New York på randen af sammenbrud

Handlingen, der finder sted i slut-70’erne i et New York, der nærmest var i opløsning, er både grundlæggende spændende, men også et flot, flot tidsbillede – eller er det bare, fordi jeg i den grad kan identificere mig med perioden? Det hele kulminerer under det store blackout i sommeren 1977, som også står centralt i den fremragende tv-serie af Baz Luhrmann, The Get Down. Jeg besøgte selv New York året efter, helt alene og med 8$ om dagen. Jeg havde snydt mine forældre, så de troede, jeg boede hos bekendte (voksne), men i virkeligheden boede jeg på et megaulækkert men overmåde centralt og billigt youth-hostel og kendte ikke en sjæl. Det var dog en fantastisk uge, som satte sig permanent i mig af mange – flest gode – grunde.

Nå, romanen

Vi følger lidt mere end en håndfuld personer, og perspektivet skifter hele tiden. Det betyder også, at vi ser byen fra alle tænkelige vinkler, fra de allerrigeste til folk helt ude på den yderste kant af samfundet. Efterhånden væves alle disse skæbner sammen, nogle gange på overraskende vis. De unge punkere, der spiller en central rolle i bogen, går på klub hele tiden og hører bands, jeg også hørte engang, hvilket nok er medvirkende til den identifikation, jeg nævner ovenfor.

Romanen er meget elegant i kompositionen, og jeg var virkelig godt underholdt, samtidig med at der var godt med tankekrudt i også. På sin vis er den vel en millenium-udgave af Tom Wolfes The Bonfire of the Vanities (1987), som jeg SLUGTE, da den kom. (Se IKKE filmen, den er forfærdelig).

Stoffer

En ting undrer jeg mig dog over: Mængden af stoffer og misbrug! Synes efterhånden, der er stoffer og misbrug i hver anden af de romaner, jeg læser, og film jeg ser! Tager folk virkelig så mange stoffer, eller er misbrugere bare mere spændende at lave fiktion om?

Jeg hørte den som amerikansk lydbog i en glimrende indlæsning. Godt jeg ikke skulle ligge med papirbogen i sengen, 944 sider!

Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Fanden på væggen

FandenPaaVaeggenSærdeles spændende helt ny dansk noir krimi af den ferme tegneserietegner Palle Schmidt på det spændende forlag Calibat. Til alle, der kan lide krimier OG til alle, der kan lide noir tegneserier er her et nyt bud på genren. Den bevæger sig hjemmevant rundt i København, og den første halvdel af bogen bringer hele tiden mindelser om Dan Turèll, hvilket er ret godt gået. Anden halvdel af bogen er meget mørkere, end Turèll nogensinde var, så der er vi mere ovre i amerikansk noir.

Nu skal det siges, at jeg ikke har læst mange krimier de seneste år – og slet ikke danske. Jeg er efterhånden nede på kun at følge tre krimiforfattere, nemlig Ian Rankin, Rowlings alter krimi-ego Robert Galbraith og amerikaneren Michael Connelly.

Som i amerikanske tv-serier sker der mord og afstumpet vold til højre og venstre, samtidig med at vi kun alt for godt forstår vores hovedperson, en mand der har fået tæsk af livet. Både hovedpersonen og de mange, meget forskellige og flot tegnede (ja altså, i overført forstand) bipersoner fremstår så tydeligt, som havde Palle faktisk tegnet dem med sin sikre streg.

Personligt havde jeg nok foretrukket, at vi var blevet på Vesterbro og løst krimigåden med mere intellekt end vold, men jeg er klar over, at det slet ikke ligger i tiden. De tre forfattere, jeg nævner ovenfor, betjener sig også af både ækle seriemordere og indædt ondskab.

Palle Schmidt har et rigt sprog, og han bruger det godt. Fanden på væggen fortjener et bredt publikum, både blandt kvalitetskrimilæsere og blandt tegneserielæsere.

Disclaimer: Jeg kender Palle overfladisk, og han har givet mig bogen i PdF-format til anmeldelse. Jeg læste den på en tur over Atlanten.
Tip til forlaget: Skynd jer lige at oprette bogen på Goodreads.com.

Youth – en film om at blive gammel

Michael Caine

Så nåede jeg også frem til Youth. Jeg havde lidt frygtet, at det var en film om lystne gamle mænd og meget unge, smukke damer. Det er det i og for sig også (lidt), men det var slet ikke pointen.

I gode film er der altid godt spil i alle roller, selv de mindste biroller. Det er også meget sandt for denne film. Der er de skønneste bifigurer, som man næsten håber får deres egen film en dag. Fx den desillusionerede Holllywood-stjerne, der spilles af den for mig helt ukendte Paul Dano, Diego Maradona (der ikke spiller sig selv, men spilles af den overdådigt fede Roly Serrano), den gådefulde massøse eller den stakkels udsending for dronning Elizabeth, spillet af Alex Mcqueen. Og så er jeg ikke engang nået til hovedrollerne endnu! Jeg var ikke vild med Michael Caine i hans yngre år, men han er helt igennem vidunderlig i denne film. Harvey Keitel er også god, ligesom den dårende dejlige Rachel Weisz, der spiller Caines datter. Og Jane Fonda spiller en moden skuespillerinde fyldt med ondsindet galde. Det er virkelig sjovt!

Nå men, filmen. Vi er på et kurhotel i Schweiz for de overordentligt rige. De to gamle (i dobbelt forstand) venner Caine og Keitel, hhvs. komponist/dirigent og filminstruktør mødes hvert år og holder et par ugers kurferie. Caine har sin smukke og ulykkelige datter med. Derudover sker der faktisk ikke noget… Ja, det gør der jo så, men det er i høj grad i form af en perlerække af mærkværdige samtaler og fantasier. Det er langt sjovere, end det lyder!

Jeg morede mig storartet over panoramabillederne af det schweiziske landskab. Lige præcis så technocolor-pænt og ordentligt og med ringlende køer som jeg kender det. På den baggrund passer den tragikomiske handling og den skiftevis dybe og åndede dialog helt perfekt.

The Revenant

Revenant_mess

Sådan skrev jeg til en ven, lige da jeg kom ud af biffen efter at have set The Revenant. Og jeg står ved det, filmen rørte virkelig ved noget i mig, selvom jeg ikke normalt er særlig vild med film, hvor jeg må holde hænderne for øjnene i flere minutter undervejs, fordi den er så barsk og uhyggelig.

Filmen bygger løseligt på fortællingen/skrønen om pelsjægeren Hugh Glass i 1820’ernes nordlige, barske USA. Glass er allerede fra start en hårdt prøvet mand, og derfra går det næsten uafbrudt ned ad bakke, begyndende med kampen mellem mand og bjørn. Filmen handler om hans episke fodrejse igennem et isnende smukt landskab mod helbredelse og hævn.revenant_DiCaprio

Og det er jo ikke, fordi vi ikke har set denne type film før – normalt er de bare ikke noget for mig! Som oftest fordi fortællingen om “ensom mand i kamp mod sig selv og naturen” ikke siger mig noget overhovedet. Men denne er anderledes, ikke mindst fordi Glass ikke selv opsøger kampen, hverken mod bjørnen, naturen eller de mænd, der vil ham til livs. Di Caprio spiller helt forrygende – det er svært at forestille sig ret mange andre Hollywood-darlings, der kunne gøre det lige så godt. Måske McConaughey? Der er også solidt, godt spil i flere biroller, fx den forpinte kaptajn Andrew Henry, spillet af den skønne rødhårede irer, Domhnall Gleeson.

Det er jo set før, at kameraet “spiller med” i filmen, men jeg mindes ikke tidligere at have set det i denne type film. Vi ser både skumsprøjt, sne, blod, reflekser og ånde på linsen, som næsten hele tiden er enten helt tæt på eller helt langt væk. Jeg tror aldrig, jeg har set så åndeløst smukke naturbilleder i en spillefilm.

I det hele taget er naturen smuk og menneskene og deres gerninger og frembringelser grimme. Og det gælder også de mennesker, som er filmens helte. Mærkeligt, hvordan en film med et så mistrøstigt budskab, alligevel kan gøre en høj bagefter.

Somebody, please explain!!!!

PS: Nej, den lever ikke op til Bechdel-testen. I filmen medvirker udelukkende indianske kvinder, den fremmeste hans afdøde hustru. Hende taler han meget med, men hun taler - af indlysende grunde - ikke med andre. De øvrige kvinder er enten tilfangetagne eller prostituerede eller en kombination.

The Wolfpack – en VILD dokumentarfilm

Uden at have læst om den overhovedet, så vi en annonce i avisen for denne film og besluttede med det samme, at den måtte vi se.  Vi gik i vores lokal-bio Gloria. Hvis du aldrig har været der, kan den anbefales. Meget hyggelig.

wolfpackI filmens første halve time sidder man bare og måber. Verden er SÅ crazy, hvilket vi jo bekræftes i hver eneste dag, men det her er simpelthen crazy med crazy på. Seks drenge (og deres efternøler-søster, der er retarderet) vokser op med deres mærkværdige hippie-forældre i en lille lejlighed i det udpræget ufashionable Lower East Side i New York City. Og de kommer nærmest aldrig ud af den, for forældrene, især faderen, venter på et økonomisk mirakel, så de kan flytte til Skandinavien. NYC er bare for farlig for børn. Da faderen samtidig finder det under sin værdighed at arbejde, indfinder miraklet sig sjovt nok aldrig.

Drengenes eneste rigtige kontakt med omverdenen er film. De ser mange, mange film og i manglen på andet at tage sig til, opfører de scener fra filmene. Kostumer laver de af mælkekartoner og andet affald. Som det tydeligt ses på stills fra filmen, er en af deres favoritfilm Reservoir Dogs, en anden The Dark Knight Rises. Alt, hvad de ved om verden, ved de fra film. De ting, deres forældre har påduttet dem, kan ikke rigtigt kvalificeres som viden… Da de første gang er ude i en park med træer, udbryder en af dem “Wauw, it’s like 3D!”

Læs interview i Guardian med filmens instruktør, Chrystal Moselle, hvor hun bl.a. fortæller, hvordan hun første gang mødte drengene.

Jeg havde min teen (14) med i biffen – det kan du også. Han syntes, det var en vild film og var 100% opslugt hele vejen igennem. Telefonen blev i lommen…

Me and Earl and the Dying Girl

MeEarlDyingGirl-219x219

De fleste teen-movies falder ikke i sønnens smag. Men jeg tænkte, at denne nok gjorde, så vi smuttede i Gloria og så den.

Den er det, man med et godt gammeldags ord kan kalde sørgmunter. Sine steder er den grinagtig og tåkrummende, andre oprigtigt rørende og – selvfølgelig – sørgelig. Fyren, der spiller den goofy hovedperson, er simpelthen så skøn. Kikset og dejlig på én gang. Så slæb dine halvstore teens i biffen. Er du selv vild med filmklassikere fra 60’erne – 80’erne, så er der simpelthen så mange guldkorn at hente – de falder tykt og tæt.

En lille bog om Kristian Thulesen Dahl

DenStuerene

Jeg har været medlem af Zetland siden begyndelsen, men er nogle gange blevet overvældet af antallet af singler og har ikke fået læst dem alle. Deriblandt den om Kristian Thulesen Dahl. Men efter valget føltes det pludselig vigtigt at få noget mere indsigt i denne for Danmark så vigtige person. Så jeg fandt singlen, Den Stuerene (fra 2013), frem på min iPad og læste den.

Den giver en ganske gysende indsigt i en tilsyneladende bundløs person. Selv efter at have læst mange siders interview med både ham selv og folk omkring ham bliver man ikke spor klogere på, hvilket menneske han egentlig er? Bortset fra at han vil magten.

Og nu, hvor vi har set, hvordan han har afskrevet den formelle magt, bliver det tydeligt, at det er den reelle, armvridende magt, han søger. Beskrivelserne i singlen af, hvor skarp en forhandler han er, gør det klart, at han langt bedre kan snyde sine vælgere ved ikke at være i regering end ved at være det. Hver gang der indgås aftaler, siger han ja til omfattende forringelser af hans vælgeres vilkår, mod at få DF-signalpolitik til gengæld. Omfattende forringelser for syge og svage mod grænsebomme til værn mod de østeuropæiske tyveknægte, der alligevel bliver færre og færre af. Nu må man jo ikke sige noget grimt om hverken DF eller deres vælgere, men altså, det ville klæde disse vælgere at se lidt nærmere på realiteterne i de forlig, som DF indgår. Senest 1% rundbarbering af kommunernes budgetter.

Singlen er såmænd gysende læsning nok, men egentlig gad jeg godt, at den havde været mere konfronterende. Det havde været interessant at gennemgå alle de forlig fra nullerne, som DF var med i og få ham til at forklare, hvorfor hans vælgere havde fortjent de forringelser, de blev udsat for – under et opsving. Forfatteren, Isabella Alonso de Vera Hindkjær, forklarer ikke sine bevæggrunde, men det ville ikke overraske mig, hvis der var blevet sat meget stramme rammer op for, hvad hun kunne forvente svar på. Desuden er hun jo ikke politisk- eller graver-journalist men feature journalist. Og det er jo ikke helt det samme.

Og så lige et lille hip til Zetland:Zetland

Tak for ikke-noget, nu hvor jeg har støttet jer lige fra den spæde, svære start. På Twitter får jeg at vide, at der er tekniske årsager til, at trofaste abonnenter, der støttede, før det var smart, bliver sendt tilbage til start. Det er jeg egentlig lidt ligeglad med, jeg synes, det er fesent.

 

Politisk roman af Lone Aburas

Aburas

Jeg er en utaknemmeligt rad (som min mormor plejede at sige), når det gælder danske bøger, for heller ikke denne bryder jeg mig noget videre om.

Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke rigtigt at forstå, hvad jeg skulle bruge den til. Historien er en anelse søgt, uden at der til slut flettes tråde, der får det hele til at give mening. Hovedpersonen har tydeligvis en depression, som hun ikke helt har erkendt, og samtidig virker det som om alle andre omkring hende også er triste, sure, deprimerede, indebrændte, frustrerede, ja, en bred palet af negative følelser og sindsstemninger. Nu er det jo ikke fordi personerne i Stoner, Stillidsen eller Americanah (tre romaner jeg synes meget godt om) alle sammen går omkring i en tilstand af jubel, men der er da flere nuancer, synes jeg.

Og så irriterede det mig helt vildt, at bogens redaktør har sjusket sådan. Der er sætninger, der skulle have været luget ud, og indholdsmæssige uoverensstemmelser, der simpelthen bare irriterer mig – som fx når en skuespiller i en film hele tiden har en nytændt cigaret i munden igennem en 10 minutter lang scene. Det kan være svært for en forfatter, der er fordybet i sit værk, at få øje på den slags efter 117 gennemskrivninger. Det er derfor, man har en redaktør!

Nu holder jeg lige en lille pause i de danske, men jeg har da købt et par stykker på Riidr, der ligger og venter. Jeg har ikke givet op!

 

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Afgrunden

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.

The imitation game

Overordnet set, er The Imitation Game en god film. Og den er en vigtig film, for alle bør vide, hvem Alan Turing var, og høre om hans frygtelige skæbne, så noget lignende ikke sker igen. Hvis man gider, får man også noget grundviden om, hvad en computer egentlig er for noget.

Alle kvinders darling, Benedict Cumberbatch, gør det virkelig godt som Turing, og der er generelt godt spil i birollerne. Jeg var særligt vild med MI5-fyren, der spilles af Mark Strong. Men han passer nok også bedre til mig, sådan rent aldersmæssigt…

Personligt synes jeg så, at det nærmer sig en dødssynd at have castet Kiera Knightley som hans sidekick. Ikke fordi en nørdepige ikke kan være smuk og dejlig, men altså – ikke hende, hun er bare ikke nogen god skuespiller!

De seneste måneder har jeg læst meget både skøn- og faglitteratur om perioden fra før århundredeskiftet og op til mellemkrigstiden. Det er min fornemmelse, at folk faktisk talte sådan med hinanden, som de gør i filmen, i intellektuelle miljøer.

I filmen (og i Wikipedia-artiklen) får vi at vide, at Alan Turing blev posthumt benådet for sin “frygtelige” forbrydelse, homoseksualitet. Og det kan jeg da kun bifalde. Men det chokerer mig lidt, at man ikke har valgt også at benåde alle de andre, der i den periode fik domme for gross indecency, som de kaldte det i England. Jeg synes, det ville være et passende signal at sende til Rusland og de mange andre steder, hvor homoseksualitet stadig er strafbart.

Forårsudstillingen på Charlottenborg

I slutningen af 1800-tallet var forårsudstillingen forsidestof i aviserne – københavnerne strømmede til, og man diskuterede årets udvalgte billeder med stor iver. Nu kan udstillingen finde sted, uden at 99,9% af Københavns borgere overhovedet lægger mærke til det.

Jeg plejer da heller ikke at se den, da jeg generelt ikke er vild med udstillinger, der præsenterer mange kunstnere på én gang. Men i år skulle være en undtagelse, så jeg tilbragte et par timer med at se på de mange, mange værker. 115 udvalgte kunstværker af 73 kunstnere fra det meste af verden og 2 værker af sidste års prisvindere.

Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument, Forårsudstillingen 2015
Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument (lille udsnit), Forårsudstillingen 2015

Sidste års to prisvindere har fået et lokale hver til nye værker. Det ene værk er ret fantastisk, nemlig en skulptur/installation af Maja Qvarnström & Erik Lagerwall. Værket hedder Monument – en yderst passende titel. En del af værket er en spejling, og jeg brugte lang tid på at se, om jeg kunne finde et sted, hvor de to dele af værket ikke var ens. Det lykkedes mig ikke – men jeg har heller aldrig været god til Find Fem Fejl. Det er et værk, der gør en af de ting, som kunst kan gøre ved en – det sætter sig i maven. Den anden prisvinder fra sidste år, Valerie Collart, sagde mig ikke så meget. De to prisvindere fra i år, arkitekter og designere Anne Dorthe Vester & Maria Bruun samt maleren Marlon Wobst sagde mig heller ikke noget særligt – jeg er nok ikke særlig meget på linje med egentlige kunstkendere!

Ellers vil jeg nævne en håndfuld af de værker, jeg bedst kunne lide – få nævnt, mange glemt. Linda Weiss Drescher havde en skulptur af mange materialer kaldet Town & Country & Nirvana. Ganske finurlig. Pilar Mata Dupont præsenterede en ret fantastisk video kaldet The Embrace med to overjordisk smukke koreanske kvinder. Aldeles fængslende! Pernille Snedker Hansen havde tre malerier med af “klatter” på noget, der lignede håndlavet papir. De var forunderligt besnærende. Så var der en smuk, smuk installation med en måske lidt prætentiøs titel: Long Exposure i en fremkaldelse gennem erindring og tilblivelse af Malene Hvidt & Xenia von Buchwald. Teknisk fremragende og ret original. Inger Margrethe Larsen præsenterede nogle kæmpe akryl-“knapper” kaldet Medalje for Humor. Sjovt og flot. I afdelingen af sjovt og tankemæssigt udfordrende var også Morten Sylvest Nøhr med En maskine der rydder op i dine ting. Den ramte i hvert fald mig, der er til fals for alverdens gadgets! To billeder (print) af Maj Persdatter kaldet Horsemen kombinerede soldater og ryttere fra alverdens tidsaldre og kontinenter. Det var interessant at se på. Mit favoritværk var nok Karina Presttuns The Fabulous Hunter af applikerede tekstiler, der leger med vores kønsopfattelse ved at vise en muskuløs jæger med riffel og patronbælte og det hele – iført en lille solkjole. Den kan ses på hendes hjemmeside, men bør opleves i virkeligheden.

Mange værker lod mig kold, mange var da fine nok, men ikke så jeg stadig huskede dem, da jeg var ude på Kgs. Nytorv. Et enkelt værk kunne jeg slet ikke lide, nemlig det snart obligatoriske “lad os spotte Islam”-værk. Et bedetæppe med en forgyldt (nøgen) kvindetorso oven på. Værket er af Jens Rost og hedder God is Great. Men i modsætning til Charlie Hebdo, nøjes det altså med at håne Islam. Når man vil kritisere religion, må der godt være lidt dybde og mening med det, synes jeg – ellers er det hån for hånens skyld, og det har jeg allerede for længst fået nok af. Han har et andet værk på sin hjemmeside, også involverende et bedetæppe, som jeg synes faktisk gør netop det, jeg efterlyser: Kaster et kritisk blik på religionen, men uden at håne.

Når jeg skriver sådan et indlæg som dette, googler jeg jo alle kunstnerne. De fleste (men ikke alle) har en hjemmeside, men mange har ikke en Facebook-side, tilbyder ikke et nyhedsbrev og kan ikke følges på en eneste platform. Det undrer mig virkelig meget, for hvordan holder de kontakten med de mennesker, som støder på deres kunst og kan lide den og ønsker at følge med fremover? Regner de med, at vi skriver deres navn ned og tjekker deres hjemmeside hvert halve år?

PS: Hvorfor afholdes Forårsudstillingen i januar?

Zusa Street – dokumentarfilm

ZUSA STREET official trailer from Roaddox on Vimeo.

Lørdag formiddag var hele familien i Grand for at se en dokumentarfilm om en af Københavns tidligste graffiti-kunstnere, der fik sclerose i 90’erne, men som har nægtet at opgive sit livsværk.

Navnet Zusa kommer af det tyske Zusammen, der bl.a. hentyder til, at Anders Thordal ikke kan klare sig uden sine hjælpere. Den fem år yngre Tao Nørager har lavet filmen – han har fulgt Thordal med sit kamera, siden de begge var drenge. Nørager tog jobbet som handicap-hjælper for Thordal for at kunne lave filmen. Det skønne ved den er, at selvom der ind imellem tales ret indforstået hiphop-graffiti-sprog, så er det mere en film om subkulturer, venskab og livsmod, end det er en film om graffiti og sclerose.

En anden ting, som jeg blev glad over, var, at Thordal er levende interesseret i andre kunstarter og lader sig inspirere af både “traditionel” malerkunst og af litteratur. Hans allerstørste idol er Alfons Åberg. Det’ fandme i orden!

alfonsI firserne levede jeg selv i en subkultur, der forløb ret parallelt med graffiti-kulturen, og der var da også visse overlap, så jeg genkendte flere ansigter, både i filmen og i biografen. Det synes Jr., der er meget optaget af street art, var ret sjovt.

Senere samme dag gik vi en tur ude på Nordhavnen. Der kom vi forbi dette:

2015-01-17 16.09.452015-01-17 16.09.41

Filmen kommer på DRK på et tidspunkt. I filmbladet Ekko er der et interview med de to. Følg evt. Zusa på Facebook og Instagram: @Zusastreet.