Zusa Street – dokumentarfilm

ZUSA STREET official trailer from Roaddox on Vimeo.

Lørdag formiddag var hele familien i Grand for at se en dokumentarfilm om en af Københavns tidligste graffiti-kunstnere, der fik sclerose i 90’erne, men som har nægtet at opgive sit livsværk.

Navnet Zusa kommer af det tyske Zusammen, der bl.a. hentyder til, at Anders Thordal ikke kan klare sig uden sine hjælpere. Den fem år yngre Tao Nørager har lavet filmen – han har fulgt Thordal med sit kamera, siden de begge var drenge. Nørager tog jobbet som handicap-hjælper for Thordal for at kunne lave filmen. Det skønne ved den er, at selvom der ind imellem tales ret indforstået hiphop-graffiti-sprog, så er det mere en film om subkulturer, venskab og livsmod, end det er en film om graffiti og sclerose.

En anden ting, som jeg blev glad over, var, at Thordal er levende interesseret i andre kunstarter og lader sig inspirere af både “traditionel” malerkunst og af litteratur. Hans allerstørste idol er Alfons Åberg. Det’ fandme i orden!

alfonsI firserne levede jeg selv i en subkultur, der forløb ret parallelt med graffiti-kulturen, og der var da også visse overlap, så jeg genkendte flere ansigter, både i filmen og i biografen. Det synes Jr., der er meget optaget af street art, var ret sjovt.

Senere samme dag gik vi en tur ude på Nordhavnen. Der kom vi forbi dette:

2015-01-17 16.09.452015-01-17 16.09.41

Filmen kommer på DRK på et tidspunkt. I filmbladet Ekko er der et interview med de to. Følg evt. Zusa på Facebook og Instagram: @Zusastreet.

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.

Sigrid Undset at Bjerkebæk
Sigrid Undset i sit hjem, hvor hun bl.a. skrev Kristin Lavransdatter. Foto: Avilde Torp, Wikipedia Commons

Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.

Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…

Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!

Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!

Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.

Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…

V1 Gallery og Gether Contemporary

IMG_3432

Læste i Politiken om to nyere gallerier i Kødbyen (kendte godt Gallery Poulsen i forvejen) og de interessante kunstnere, der udstiller dér i disse dage. Så jeg lod min daglige spadseretur føre mig derhen.

I dagtimerne, hvor der kun er lidt eller slet intet kunstigt lys i de triste butiksvinduer, kan det være svært at regne ud, om der er åbent eller lukket. Der er ikke rigtigt navne på facaden og skiltningen på dørene er beskeden, for nu at sige det mildt. Personalet/galleristerne gemmer sig også lidt, så man skal faktisk helt hen for at tage i døren, inden man er sikker på, at man er gået rigtigt.

Jeg gik først in i V1 Gallery, hvor to forskellige kunstnere udstiller. Mange malerier af Matthew Stone ovenpå og en håndfuld af Søren Behncke nedenunder. Ved første kig tænkte jeg, at de store lærreder af Stone under fællestitlen Emotional Manipulation ikke var noget for mig. Men efterhånden som jeg gik rundt og kiggede nærmere på dem, kom de ind under huden. Til sidst havde jeg svært lyst til at købe et af dem, kaldet Fluttering Energy of the Heart. Men 43.500 kr. er lige i overkanten af mit kunstbudget… I den ovenfor nævnte artikel fra Politiken beskrives hans meget specielle maleteknik – det er herligt, når der leges med virkelighedsopfattelsen!

Jeg kunne også rigtig godt lide Søren Behnckes billeder, der under fællesbetegnelsen Floodlight er en hyldest til Niels Bohrs teorier om lyset. Hans billeder er malet på brugte papstykker med huller i, og han bruger kun ganske få farver. Nu har jeg læst lidt om ham, han er tydeligvis lidt af en oprører og en provo, og det kan jeg jo ikke rigtigt stå for. Men jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om ham før. Nu skal jeg holde bedre øje!

Så gik jeg ind til naboen, det helt nye galleri Gether Contemporary, hvor en ung maler ved navn Birk Bjørlo udstiller store, næsten monokrome lærreder. Det er interessant nok at se, hvordan kunstneren opnår forskelligartede virkninger af variationer i teknik, men jeg blev ikke revet med eller involveret, som jeg blev af de to kunstnere inde hos naboen. Den unge hr. Gether selv, som jeg går ud fra det var, der sad derinde, sagde høfligt goddag og farvel, men som potentiel kunde var jeg åbenbart dømt ude på forhånd, for han tilbød ikke viden om kunstneren eller andre indsigter.

I V1 sad der to kvinder bag en rude – de sagde også kun goddag og farvel, men her var der dog lidt materiale at få, inklusive en fin værkliste med thumbnails af billederne og priser, så jeg ikke helt var overladt til mig selv. I begge gallerier var jeg eneste gæst på en tidlig onsdag eftermiddag.

Mange – ikke alle – gallerister har en tendens til arrogance, ja nogle af dem forekommer at have studeret dette med stor grundighed. Det gør ikke noget for min lyst til at abonnere på deres nyhedsbreve, gå til deres ferniseringer og – ultimativt – købe den kunst, de vel trods alt lever af at sælge. Så hvad er formålet?

 

Ian McEwan: The Children Act

Hørt som lydbog, glimrende indlæst, på Audible.

Jeg er ret vild med Ian McEwan og hans kringlede moralske dilemmaer. Jeg var begejstret for Atonement og Saturday, ikke så vild med Solar, men jeg regner med at komme igennem hele hans forfatterskab uden at have spildt min tid.

Denne handler om en dommer og nogle af de svære familieretssager, hun skal dømme. Det lyder måske tørt og kedeligt, men det er det på ingen måde. Selvfølgelig har hun også dilemmaer i sit private liv og sågar et dilemma, der breder sig fra arbejdslivet og over i det private. McEwans lette og elegante prosa drager læseren (eller i dette tilfælde lytteren) ind, til man er så grebet som af en krimi. Jeg holdt en længere pause i denne pga en anden bog, som skulle læses færdig, men den ophørte på intet tidspunkt med at spøge i min bevidsthed.

Herhjemme lyder der ofte kritik af Etisk Råd, udvælgelsen af dets medlemmer, dets beslutninger, etc. Det kan der være god grund til. Men at der er et evigt stigende behov for at tale HØJT om disse ting, kan der til gengæld ikke være tvivl om. Læsning af denne bog bringer mange etiske dilemmaer op, hvilket aldrig kan være til skade. Gid det var noget, vi turde tale mere og højere om.

Anbefales varmt.

M/S Museet for Søfart

Mellem jul og nytår fik vi endelig besøgt Bjarke Ingelsmuseum under jorden. Det forekommer jo umiddelbart idiotisk at have et søfartsmuseum under jorden, men når først man er der, er der ikke længere noget mærkeligt ved det – nærmest tvært imod.

Elmgreen & Dragset: han
Elmgreen & Dragset: han

Når man drejer om hjørnet fra stationen mod Kronborg, er det Helsingørs nye kulturhus og Elmgreen & Dragsets fine sølvskinnende havdreng, der falder i øjnene. Man skal gå forbi begge dele imod Kronborg, før en enkelt vimpel diskret gør opmærksom på museet. Dernæst åbenbares en lang sliske, der leder ned til herlighederne.

Udstillingerne er fint og moderne kurateret, og det er dejligt at mærke en stolthed over Danmark som succesrig søfartsnation, uden at der lægges skjul på, at en af forudsætningerne herfor var handel med slaver. Jeg tænker tit på, at vi i Danmark er stolte over sådan nogle mærkelige ting. Altså, jeg synes, det er federe at være stolt over at tilhøre en nation af søfarende, dygtige handelsmænd og opdagelsesrejsende, end at vi “tør” have stegt flæsk som nationalret eller engang har vundet EM i fodbold (selvom det var en dejlig dag).

Sømandens liv gennem århundrederne er levende og engageret beskrevet, så det har interesse for både børn og et mere vidende publikum. Museet har tydeligvis et nært samarbejde med danske rederier – det er dejligt at se, at kommerciel indflydelse ikke påvirker formidlingen negativt.

Ikke en eneste ret vinkel findes i hele museet, ja mange steder er gulvet heller ikke plant. Hvor er det godt tænkt!

 

Alaa Al Aswany: Den Kongelige Egyptiske Automobilklub

Hvor forfriskende at læse en bog fyldt med muslimer og alle deres fordomme over for kristne… Denne charmerende og sjove roman foregår i Cairo i 50’erne under Englands besættelse af Egypten. Det ulmende oprør mod englænderne udgør bagtæppet for fortællingen om en familie, der flytter fra et luksusliv i “Øvre Egypten” til Cairo og en noget mere ydmyg tilværelse.

De fire meget forskellige børn beskrives med stor indlevelse, og vi følger dem i deres frigørelsesproces fra familien. De er i et eller andet omfang tilknyttet den britiske overklasseklub, som bogen er opkaldt efter, og vi får en nøje indføring i den racistiske og dybt klasseinddelte måde, som briterne kørte den slags institutioner på. Pyha, man ønsker ikke for sin værste fjende at være ansat dér!

Al Aswany har et ærligt og kærligt blik på sine landsmænd. Det er godt at blive klog af for sådan en bleg, kulturkristen speltgnasker som mig.

Volker Kutscher: Sagen Vaterland

Jeg var et stykke tid om at blive grebet af denne mellemkrigskrimi, men så skete det også. Plottet er udmærket, men det er ikke det, der gør denne bog så læseværdig. Det er derimod det miljø, den foregår i. Nemlig blandt almindelige tyskere i Berlin (og andre steder, hvortil sagen fører vor helt, Gereon Rath) i 30’ernes betændte politiske klima. Det er et fantastisk greb at bruge en krimi til at tegne et billede af levevilkårene på den tid. Vi hører om, hvordan grebet hele tiden strammes, og hvordan de gode kriminalbetjente, jurister, skolelærere og andet godtfolk hele tiden regner med at lige om lidt, så holder mareridtet op, og hverdagen vender tilbage. Men det er som “backdrop” til fortællingen, ikke fortællingen i sig selv.

For alle, der kan lide historiske romaner og krimier er denne nærmest et must – der er oven i købet flere af dem, læser jeg mig til. Bogen er okay oversat, selvom jeg ind imellem tænkte, at den nok er skrevet på et mere interessant tysk end det lidt flade danske, den er oversat til. Oversætteren er NAVNLØS, hvilket jeg nærmest finder skandaløst – for selvom jeg er uimponeret, så synes jeg alligevel, at det er bedre end de par bøger, jeg har læst på det seneste, der var oversat fra engelsk. Korrektur var der åbenbart ikke tid til.

Mr. Turner

Rain Steam and Speed the Great Western Railway
Den fantastiske britiske maler Turner (1775-1851) har i offentligheden lidt en skæbne, der minder lidt om Monets. Nemlig at være romantiseret til døde – næsten – på viskestykker, kagedåser og dækkeservietter. Og det er synd, for hans malerier er fantastiske, og han var langt forud for sin tid.

Nu har den britiske instruktør Mike Leigh, som jeg må tilstå, at jeg ikke er udelt begejstret for, ganske ukarakteristisk lavet en film om Turner. Det pirrede min nysgerrighed fra starten, fordi det altid er interessant, når en kunstner forsøger sig inden for et nyt felt.

Filmen, Mr. Turner, er en af de allerbedste jeg har set inden for genren – dvs. filmportrætter af store kunstnere. Der er kælet for hver eneste frame, så de fremstår i fantastisk lys og med endeløse detaljer fra perioden. Men samtidig er der på ingen måde tale om et udstyrsstykke, og vi får noget, der føles som et meget ægte indblik i denne kunstners liv og personlighed. De udendørs naturpanoramaer ligner selvsagt noget fra Turners egen produktion, mens billeder fra gader og stræder hele tiden fik mig til at tænke på Eckersberg. Det er faktisk et utroligt originalt greb, fordi de fleste andre på Turners tid malede i samme stil som Eckersberg, mens Turner selv foregreb impressionismen. Sproget i filmen holder på imponerende vis balancen mellem et moderne, forståeligt engelsk og det farverige, blomstrende sprog, som var udbredt i kunstnerkredse i England på den tid. Lydsporet er på alle måder en fryd, der matcher billedsiden!

Turner var temmelig grim og ucharmerende, ja, ifølge filmen svarede han på 2/3 af alle spørgsmål med et grynt, der bestemt ikke var uligt det fra en gris, hvilket Leigh også understreger med en kostelig scene i starten af filmen, involverende et grisehoved. Han behandlede heller ikke sine omgivelser – når bortset fra hans far, hvem han var inderligt hengiven – særlig pænt. Især går det hårdt ud over tjenestepigen.

Alligevel når vi i løbet af filmen ind til Turners poetiske og faktisk meget store hjerte – ikke mindst i hans forhold til Mrs. Booth, som han møder sent i livet.

Man behøver ikke være kunstinteresseret for at nyde denne film, for den er aldeles usnobbet i sin tilgang, men det hjælper selvfølgelig.