Et besøg på Hirschsprungs samling

Det lille museum i skyggen af SMK har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ikke så meget på grund af guldaldermalerne, der ellers er rigt repræsenteret, men på grund af det moderne gennembruds malere, som kan nærstuderes i et par sale, som rummer mange virkelig gode malerier fra perioden. En sjov detalje er, at museet har indkøbt møbler fra kunstnerhjemmene, så der flere steder står møbler i umiddelbar nærhed af billeder, hvori de indgår.

Dronning Sophie Amalies død
Kristian Zahrtmann: Dronning Sophie Amalies død, 1892.

En maler, som jeg ikke kendte meget til, inden jeg begyndte at komme på Hirschsprung, er Zahrtmann. Hans malerier skiller sig meget ud, fordi de ofte har grimme og lidt lattervækkende motiver, er knaldskarpt malede og oftest med hidsige farver. Senere har jeg fundet ud af, at han var læremester for næsten alle de malere, jeg holder allermest af, så hans bidrag til kunsthistorien måske mere ligger dér end i selve malerierne.

Nogle af de malerier fra det moderne gennembrud, som jeg holder allermest af hænger der. En lang række af disse billeder er inden for de senere år blevet tilgængelige på Google Art Project, hvor de kan studeres. Det bør dog ikke forhindre nogen i et besøg på selve museet. Det er desværre ret dyrt, og der er ingen former for rabatordninger. Det tilrådes derfor at smutte derover på en gratis onsdag, hvis man kan.

Wegmann Nähende Frau 1891
Bertha Wegmann: Syende kvinde, 1891 (ikke på udstillingen)

Der er i disse dage en særudstilling i anledning af 100-året for kvindernes stemmeret. Den hedder Kvindelige Kunstnere i Hirschsprung. Den var jeg godt nok skuffet over, og jeg kunne ikke lade være med at få den tanke, at den er løbet i gang af en kvindelig kurator, der har fået 25 øre og meget lidt opbakning fra museets ledelse. Selvfølgelig kan man ikke opfinde værker, som museet ikke disponerer over, men et kritisk blik på, hvorfor museet fx kun har ét billede af Agnes Slott-Møller og ikke har erhvervet ét eneste af de af hendes malerier, der har kunnet købes (billigt) på auktion de senere år, havde været klædeligt. Teksten til udstillingen er mildest talt ukontroversiel, hvilket er synd, for man kunne fx have kigget på kvindernes egen holdning til deres status (som varierede en del) og på museets indkøbspolitik, både dengang og (måske især) siden. Anna Syberg, som jeg skrev om forleden, er repræsenteret med to dejlige billeder, hvoraf især det ene er et nærstudium værd – det er ikke umiddelbart til at finde via Google.

Share

Ordrupgaard

Jeg nåede til Ordrupgaard i allersidste øjeblik til at se Fritz Syberg-udstillingen. Jeg bliver nok aldrig verdens største fan af Syberg eller de andre såkaldte Fyn-malere, men jeg opdagede, at jeg var vild med hustruen, Anna Sybergs billeder. Og som så ofte før, når jeg er stødt på disse mand/kone kunstnerpar, får jeg den kætterske tanke, at det måske er hustruen, der har det største talent.

Anna Syberg - Branche de pommier en fleurs
Anna Syberg: Æblegrene, ukendt år, Fåborg museum
Syberg Anna Roser 1902
Anna Syberg: Roser, 1902, Fåborg museum
Hvor meget kunne hun ikke have øvet sig, rejst og modtaget undervisning, hvis hun ikke lige skulle føde syv børn – og tage sig af dem, mens manden udlevede sine kunstneriske ambitioner?

Van Gogh - Rosenbusch
Vincent van Gogh: Roser, 1890. Glyptoteket.
Jeg synes, hendes blomster har samme dybde og følelse som Van Goghs.

Må i øvrigt komplimentere Ordrupgaard for den meget fine kuratering af udstillingen. Man kunne få næsten lige så meget – eller lige så lidt – at vide, som man ønskede; alt sammen fint og ikke in-your-face formidlet. Jeg undrede mig flere gange over gæster, der gik og talte sammen om ting, som de kunne have læst på tekstplancherne, hvis de virkelig gerne ville vide det. Jeg bed mig dog i tungen og holdt min mund…

Men jeg er så ikke særlig vild med Zaha Hadids bygning. Den halvt nedgravede skovsnegl uden for kan endda gå an, men indvendig synes jeg bare ikke, det fungerer særlig godt. Jeg er ellers generelt ret positivt indstillet over for ny arkitektur, også det der er delvist under jorden, men altså…

Og så fik jeg endelig, endelig set Finn Juuls hus. Det er lidt sjovt med de der superarkitekters huse fra midten af forrige århundrede – de er små, de trykker sig i landskabet, men alligevel har mange af dem den dér udefinerbare it-faktor. Dette hus udmærker sig ved de forskudte niveauer, noget, der altid fungerer utroligt godt. Til gengæld småfniser man jo lidt af det lille, triste køkken. Og gardinerne! Man skal på plejehjem for at se noget, der er grimmere. Og dér hænger de i al deres uskønne prunkløshed lige ved siden af høvdingestolen og værker af Jorn, Lundstrøm og Mortensen.

Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
2015-05-10 15.24.58
Gardiner i Finn Juuls hus.

 

 

 

 

 

 

Mens Ordrupgaard arbejder på den næste udstilling, er der gratis entré til Finn Juuls hus, der så også holder åbent på hverdage, så skal du se det, er det i den kommende uge.

Share