Svulstige damer i Ishøj

En kunstner på forsiden af Vogue. Hvornår er det sidst sket?
En kunstner på forsiden af Vogue (foto Robert Doisneau, 1952). Hvornår er det sidst sket?

Jeg så en udstilling med den sprudlende, fantastiske feminist, Niki de Saint Phalle i Tokyo i efteråret. Den lod mig ret kold. Den ene grund var, at den ikke var særlig godt kurateret, den anden at jeg havde så vanvittig ondt i min dårlige fod, at jeg næsten ikke kunne tænke på andet…

Derfor var jeg ikke optændt af nogen hellig ild, da vi kørte til Arken. Men familien havde ikke set Gerda Wegener-udstillingen, jeg havde ikke set jubilæumsudstillingen og vi havde ikke set den færdige “voldgrav” rundt om museet, så afsted med os.

Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(
Fantastisk kæmpeskulptur, hvis navn jeg desværre har glemt :-(

Men min skepsis blev gjort helt til skamme, for det er simpelthen bare sådan en flot udstilling! Hurra for museumsinspektør Naja Rasmussen.

Man bliver ført igennem de mange rum, hvor de nogle gange helt overvældende skulpturer kommer helt til deres ret. Der redegøres for Saint Phalles liv og værk på en kortfattet, men alligevel fyldestgørende måde. Jeg vil gerne se udstillingen igen, hvilket er lidt vildt, når jeg tænker på, at jeg ikke rigtigt brød mig om hendes værker, da jeg sidst så dem.

En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
En af flere Saint Phalle totempæle på udstillingen
Udsnit af totempæl
Udsnit af totempæl

Saint Phalle om nødvendigheden af at blive kunstner: “Jeg blev kunstner, fordi der ikke var noget alternativ for mig. I en anden tid kunne jeg være blevet spærret inde resten af mit liv. Jeg var kun underlagt behandling og elektrochok i en kort periode, så kom kunsten og udfriede mig, den kom som en nødvendighed.”

Jeg kom til at tænke på Amalie Skram, da jeg læste det!

Jubilæumsudstillingen Kaleidoskop, der fejrer Arkens 20 års jubilæum er et imponerende katalog over museets evne til Rettidig Omhu i indkøbet. Jeg forstår overhovedet ikke Politikens sure 2-stjernede anmeldelse!

Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.
Værk af Olafur Eliasson fra Arkens samling.

Der var mange værker, som jeg kendte eller kendte til, af kunstnere, som jeg kender og er vild med. Flere af dem har jeg skrevet om her på bloggen. Fx. Kirstine Roepstorff, hvis værker jeg er virkelig vild med. Skulle jeg vinde i Lotto eller få nogle velbetalte arbejdsopgaver, så er et værk af hende meget højt på ønskelisten.

Arken er blevet et af mine favoritsteder efter i årevis at have ligget meget lavt på min liste. Det skyldes selvfølgelig min hele tiden voksende kunstinteresse, men jeg tror faktisk også, at museets ledelse er blevet dygtigere med årene!

 

 

 

 

Share

Den Danske Pige

Lili Elbe by Gerda Wegener
Da filmens sidste scene ruller over lærredet bryder alle i den fyldte biograf ud i latter. Jeg kan godt garantere, at det ikke var meningen. Mere om det senere.

Jeg havde egentlig relativt høje forventninger til denne film om en pragtfuld kunstner og hendes mand, der blev en kvinde. De blev desværre ikke indfriet. Måske har man syntes, at emnet var så kontroversielt, at resten af filmen var nødt til at være pæn og poleret for alligevel at få folk ind og se den. Der er meget smukke billeder af diverse landskaber og solnedgange og af det gamle København, Paris og Dresden. Jeg gad fx godt se den opgang i Paris, de skal forestille at bo i. OhMyGod – det smukkeste art deco! Men faktisk er det et godt eksempel på noget, der irriterede mig ved filmen. Skal vi virkelig tro på, at de havde råd til at bo så eksklusivt? Og de er malere; alligevel har de begge de smukkest manicurerede hænder og de aller-reneste, lækre negle. Kender du en kunstmaler? Så ved du, hvad jeg mener. Der er en del af den slags usandsynligheder.

Og ja, den unge Redmayne er da virkelig meget yndig, men jeg bliver simpelthen så træt af hans mannerisms… Faktisk syntes jeg bedre om Alicia Vikander, der spiller Gerda.

Tilbage til slutningen af filmen. Vi hører hele tiden om Ejnars barndom i Vejle. Vejle mig her og Vejle mig der. Til sidst er Gerda og Ejnars barndomsven Hans taget til Vejle for at sprede Lilis aske. Og der står de så, på den høje skrænt foran Vejles majestætiske bjerge… I kid you not. Man har simpelthen ikke ment, at der var pænt eller dramatisk nok ved Vejle Fjord. Billederne er fra Norge

Vejle
Vejle fjord

I øvrigt slutter filmen med at prise Lili for hendes mod. Men ærligt talt, så synes jeg faktisk, at filmens (og virkelighedens) rigtige helt er Gerda, der støtter Ejnars færd mod at blive Lili, også selvom det på alle måder er tungt for hende. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok havde vist min mand Vintervejen, hvis han pludselig skulle til at være kvinde og have mande-kærester!

Wikipedia-artiklen om Gerda fortæller, at filmen (og bogen) er blevet kritiseret for ikke at forholde sig til Gerdas seksualitet – ifølge den var hun lesbisk, og de to blev kun gift for at kunne fremstå respektabelt. Filmen forbigår også deres skilsmisse. Egentlig synes jeg, det er fint, at film tager sig kunstneriske friheder. Så er det bare ærgerligt, når det ikke resulterer i et værk, der kan overstråle virkeligheden.

Herunder ses en af Gerdas mange erotiske illustrationer, som gav hende noget højst tiltrængt ekstraindtjening – nu når hun skulle forsørge både sig selv og Lili!

1925 Wegener Les Delassements dEros 03 anagoria

Share

Spadseretur i Køge og visit på Arken

Man kan nå meget, når blot man kører tidligt hjemmefra! Efterhånden har jeg læst og hørt en del om KØS, museet for kunst i det offentlige rum, som ligger i Køge. Nu havde min udflugtspartner og jeg i forvejen besluttet, at vi skulle på Arken bagefter, så vi sprang et besøg på selve KØS over og gik i stedet den rundtur i Køge, som kunstnerduoen Randi & Katrine har tilrettelagt.

Altså, Køge er i det store hele en virkelig pæn by med mange velbevarede, gamle huse. Og byen har en havn, som der stadigvæk er liv i. Begge dele giver vældig store krydser i min bog. Når man så lægger til, at byen er propfyldt med forskellige former for gadekunst, så vil jublen jo ingen ende tage. Randi & Katrines fem skulpturer var kun toppen af et herligt isbjerg.

Muslingehuset af Randi og Katrine, Dantamvej i Køge
Udsnit af Muslingehuset af Randi og Katrine, Dantamvej i Køge

Samtidig med at vi nød det fantastisk gode vejr, vores udflugt var velsignet med, førte vi en livlig samtale, så vi gik flere gange forkert eller for langt. Det betød, at vi fik set forskellige street-art værker, en motocross bane, en skatehal, et par originale og anderledes legepladser, m.m. Er det bare mig, der for sjældent spadserer rundt i danske provinsbyer, eller udmærker Køge sig her? Jeg svarer lige selv på spørgsmålet: Ja, Køge udmærker sig. Måske kunne andre provinsbyer/småbyer lære noget her? Der tales lige nu en del om, at danskerne foretrækker at spare på kultur før noget andet. Mon Køges borgere også synes, at de sagtens kunne undvære street art, KØS, legepladser, etc. for at få flere plejehjemspladser (for det skal jo pinedød stilles op som enten/eller!)? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at et rart og indbydende miljø, der har tiltrækningskraft for mange forskellige befolknings- og aldersgrupper, er fordrende for hele byens velbefindende. Det er positivudgaven af “broken windows-teorien“.

Udsnit af Randi & Katrines The Barn på Søndre Molevej, Køge.
Udsnit af Randi & Katrines The Barn på Søndre Molevej, Køge.

Så drønede vi nordpå igen til Arken. I mellemtiden var vejret gået fra udmærket til storslået, så udsigten fra Arkens café, hvor vi nød en glimrende frokost, var aldeles fantastisk.

Min udflugtspartner havde aldrig før været på Arken, og jeg er glad for at sige, at besøget var en succes, som snart vil blive gentaget uden mig, men med børn. Mission accomplished, siger jeg bare! På trods af betonen og moderniteten er Arken et ret venligt og imødekommende museum, ikke mindst pga personalet, der alle som én er flinke og meddelsomme. Jeg er efterhånden ved nærmest at være ven med Damien Hirst, som virkelig fremstår langt mere sympatisk, morsom og skrupskør, når man ser mange af hans værker samtidig, i stedet for bare som provokerende og beregnende, som var det jeg mest tænkte om ham, inden jeg første gang så Arkens samling.

Vi nåede lige nøjagtig at se føromtalte Randi & Katrines fantastiske tårne, der havde deres sidste dag på Arken. Selvom jeg har set dem flere gange før, nød jeg alligevel at gå blandt dem igen.
Lili Elbe by Gerda Wegener
Jeg har glædet mig til at se udstillingen med Gerda Wegener, lige siden museet annoncerede den. Mit første møde med Gerda Wegener fandt sted for snart mange år siden, da jeg tilfældigt faldt over et af hendes malerier hos Bruun-Rasmussen. Jeg blev helt vild med det, men måtte desværre erkende, at jeg ikke engang på det tidspunkt, hvor hun ikke var særlig kendt i Danmark, havde råd til det ret store maleri. Nu sker det nok aldrig, for om kort tid (4/2 i DK) har filmen om Gerda og Lili Elbe premiere verden over, og så vil berømmelsen nok ingen ende tage. Filmen er baseret på en bog, som du skulle tage at læse. Den er god.

Tænk, at Louvre i sin tid købte tre af hendes malerier, mens ingen danske museer købte et eneste! Udstillingen går fint i tråd med Gl. Holtegaards Art Deco udstilling og er meget flot og omfattende. Det billede, som både Charlottenborg og Den Frie afviste i 1907, og som udløste en bitter strid blandt danske kunstnere, den såkaldte Bondemalerstrid, er genfundet og kan ses. Ret fantastisk!

Vi løb en hurtig runde i Bjørn Wiinblad-udstillingen. Den er så flot kurateret! Et festfyrværkeri af farver og former, præcis, tror jeg, som Wiinblad kunne have ønsket sig det.

Og så skulle vi hjem. Da vi træder ud af museet, ser vi dette:2015-11-15 17.01.04

Share

Kunst i Japan

Vi har været på en ægte dannelsesrejse til Japan. Rejsen var arrangeret af Arkens kunstklub, så det var en grupperejse. Jeg må med det samme tilstå, at grupperejser nok aldrig bliver mig/os, så det gør vi nok ikke igen. Når det er sagt, så var der flere af de kunstoplevelser, vi fik på turen, som vi nok ikke ville have haft modet/fantasien til selv at opsøge på en førstegangsrejse til Japan. Så vi er altså alligevel glade for, at vi gjorde det.

Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.
Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.

I Tokyo var den helt store oplevelse Ghibli-museet, der fejrer filmskaberen Miyazaki og hans Studio Ghiblis værk. Jeg har glædet mig til at besøge det museum, siden jeg læste Christian Monggaards begejstrede beskrivelse af det i Information for flere år siden. Jeg er totalt fangirl, så forvent ingen objektivitet her – jeg elskede hvert øjeblik af besøget og alt, hvad jeg så. Kender du ikke Miyazaki, så skynd dig at købe en af hans film. Skal du til Japan, så snyd ikke dig selv for et besøg på museet. Det er indrettet for børn, så vi voksne måtte ofte dukke os eller næsten kravle. Der er fine displays, som viser, hvordan man lavede animation før computeren – dybt fascinerende for både børn og voksne. Og der er et par rum, der både reelt og ved hjælp af trompe l’oeil-teknik viser, hvordan det foregik, når de mange tegnere sad side om side og arbejdede på filmene.

Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.
Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.

Vi var også på Nationalmuseet, hvor jeg så en særudstilling om Bulgari. Det sjoveste ved den udstilling var at se de japanske kvinder, der generelt hylder the understatement når det gælder smykker og påklædning, flippe helt ud over de mildest talt ekstravagante og ofte nærmest vulgære Bulgari-smykker. Jeg havde forventet at se en større samling Netsuke, men blev skuffet, fordi der kun var en meget lille samling, som alle var af nyere dato.

Vi så også moderne kunst på The National Art Center, en særudstilling med den franske kunstner Niki de Saint Phalle. Ingen tvivl om, at hun var den enfant terrible, som en del af udstillingen var opkaldt efter, men det var ikke noget, der for alvor rørte mig.

I Kyoto besøgte vi Manga-museet. Det var jeg ret skuffet over, for jeg havde måske forestillet mig at få en indføring i Manga-universet med noget kronologi, etc., men museet bestod mest af et kæmpe Manga-bibliotek, hvilket sikkert er fantastisk, hvis man ved, hvad man leder efter, men det gjorde vi ikke…

En times bustur uden for Kyoto ligger det smukke og temmelig mærkelige Miho museum bygget af den kinesiske arkitekt I.M. Pei.

En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.
En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.

Den 14-årige følte sig utilpas ved den religiøse propaganda, der viser sig i de videoer, der vises, og i restauranten og museumsbutikken, men jeg nægtede at lade det påvirke min oplevelse af stedet. Fru Mihoko har “opfundet” en religion eller spirituel bevægelse ikke ulig Buddhisme, og ikke langt fra museet ses en kæmpe klods i landskabet samt en “kirke”, der er hovedsæde for fruens religion.

Men altså, museet er vanvittig smukt og indeholder faktisk ret få genstande. Der er vaser, skærme, malerier, skulpturer, krukker og  andet fra flere historiske perioder og mange verdensdele. Det er enormt befriende med så få genstande, så man ikke når at få museums-overload. Når de samtidig er udstillet i så enkle og elegante omgivelser, som dem Pei har skabt, blev det en ren fornøjelse.

Den sidste af vores kunstoplevelser var også den absolut største. Vi tog på en heldagstur til kunstøen Naoshima, der huser hele syv museer og en lang række kunstværker spredt ud på hele øen. Ideen om at gøre en ø i “udkants-Japan” til et tilløbsstykke for kunst- og arkitekturinteresserede fra hele verden blev naturligvis fostret af en rigmand, der så kontaktede den japanske arkitekt Tadao Ando, der nok er mest kendt på disse kanter for pyramiden foran Louvre. De tre museer, vi nåede at besøge,  var alle tegnede af Ando. Vi besøgte først det lille museum, der er dedikeret til ham selv, dernæst Benesse House, der huser en samling moderne kunst af behagelig størrelse. Jeg nævner i flæng, Giacometti, Sam Francis, Robert Rauchenberg, Richard Long, David Hockney, Jasper Johns…
Chichu art museum01s2560
Endelig turens højdepunkt, det helt enestående Chichu Art museum (klik på linket!). Hele museet er dedikeret til tre kunstneres værker – ja, det er skabt omkring disse. Ingen af os havde nogensinde oplevet noget lignende. De tre kunstnere er Claude Monet (jo, du læste rigtigt), Walter de Maria og lyskunstneren James Turrell. Chichu betyder “under jorden”, så alt lys i museet er enten naturligt ovenlys eller helt kunstigt. Begge dele lige overjordisk fantastisk! Ingen af mine elendige mobilfotos kan yde museet eller kunstnerne nogen som helst retfærdighed, så jeg anbefaler igen at klikke på linket herover. Billedet fra museets indgang er fra Wikimedia Commons.

Et af kunstværkerne på øen var et af Kusamas græskar.2015-10-22 13.26.17

Vi vil gerne til Japan igen, nu vi har erfaret, hvor let det er at rejse der. Og hvis det lykkes os at komme tilbage, skal vi helt sikkert tilbringe mere end en halv dag på Naoshima. Vi bemærkede, at man kunne leje cykler, så det vil vi gerne prøve. Selvom landskabet er ret kuperet, er øen ikke særlig stor, og der er ikke langt mellem seværdighederne.

Share

Ostrowski, Reyle, Hirst på Arken

“Afsøgning af kunstens virkemidler” kan også blive for abstrakt for mig. Således David Ostrowski. Jeg havde ikke sønnen med, men jeg ved, at han ville være blevet oprigtigt forarget over, at Arken skulle bruge en sal på det. Og han er ellers ikke nogen foragter af abstrakt kunst.

Vi var mest på Arken for at mødes med noget familie, men vi fik da gået en runde. Jeg har tidligere skrevet om, hvor meget det har betydet for min kunstopfattelse at se de samme kunstværker mange gange. Nu har jeg været en del gange på Arken inden for en relativt kort tidsperiode, og jeg kan mærke, hvordan nogle af værkerne sniger sig ind under huden på mig, mens andre til stadighed er mig ligegyldige. Anselm Reyle er en af dem, som jeg efterhånden er kommet til at synes godt om.

Anselm Reyle, Arken
Anselm Reyle, Arken

Tidligere har jeg været uforstående over for Damien Hirsts enorme berømmelse og de sindssyge priser på hans værker. Det sidste begriber jeg nok stadig ikke, men efter nu at have tilbragt en del tid med at gå rundt i Hirst-salen på Arken, så forstår jeg efterhånden det med berømmelsen. Han kan virkelig noget!

Og så er der i øvrigt ved at ske noget rimelig stort med Arken. Museet er endelig på vej til at kunne leve op til sit navn, da der nu graves en “voldgrav” rundt om museet, der så bliver til Kunstens Ø. Hvis det kommer til at se ud som på tegningerne/computeranimationerne, bliver det virkelig flot! Det skulle være færdigt til vinter – jeg glæder mig til at se det!

 

Share

Arken – Randi & Katrine

I sidste uge – inden jeg blev lagt ned af influenza og før Danmark blev væltet bagover af en ung terrorist – var sønnen og jeg en tur på Arken. Det er ikke længe siden, vi var der sidst, men før det havde jeg ikke været der i årevis. Det skal der nu laves om på; søn og jeg er enige om, at Arken fortjener vore jævnlige visitter på samme måde som Louisiana. Der sker noget med ens kunstopfattelse, når man føler sig tryg et sted og straks bemærker nyophængninger og -nedtagninger.

Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.
Randi & Katrine: Mellem Tårne. Arken 2015.

Denne gang var vores primære mål den store installation Mellem Tårne af Randi & Katrine. Og den er sandelig et besøg værd. Både håndværket, skalaen (og skaleringen) samt den særlige følelse, man får, når man står blandt tårnene og hører deres summen, gør, at jeg forstår, hvorfor dette værk fik sådan en flot modtagelse hos de traditionelle kunstanmeldere.

Der var også tid til at vandre igennem de øvrige sale og gense den øvrige kunst. Vi talte en del om Ai Wei Wei og hans kinesiske stjernetegnsfigurer, hvilket naturligvis ledte til en snak om at være Ai Wei Wei eller en anden i opposition til styret i Kina. Og til overtro – jeg er en gris og søn er en slange. Vi grinede lidt af, hvad der er værst? Da der var Ai Wei Wei udstilling på Louisiana var vi heldige at være til stede, da der var videokonference mellem museet og Ai Wei Wei i hans hjem. Det føltes som et meget særligt øjeblik at få lov til at deltage i. Dengang var vi ret vilde med disse ubrugelige cykler og talte en del om symbolikken.

Ai Wei Wei: Forever
Ai Wei Wei: Forever

Vi brugte også igen tid på Damien Hirst. Jeg havde tid til at google titlen på et af værkerne, fordi jeg – med god grund viste det sig – var nysgerrig på forbindelsen til The Clash. Titlen på værket (og angiveligt på flere værker) er Strummerville, og i det indgår en silhuet af en guitarist. Det viste sig, at Strummerville er navnet på en fond, startet af Strummers hustru og Hirst. Så vidt jeg kan læse mig til, er Hirst ikke længere involveret, men på et tidspunkt har han altså doneret værker til et ikke-kommercielt formål. Det var interessant at læse samme dag, som jeg læste dette

Arkens omgivelser er under forandring. Det bliver spændende! Lidt længere væk ligger Avedøreværket, der slet ikke ser så tosset ud i solskin!

Avedøreværket
Avedøreværket
Share