København forandres med lynets hast

DAC (Dansk Arkitektur Center) udbyder deres særlige udgave af en havnerundfart med afgang udenfor deres dør, der, indtil de flytter over i BLOX, ligger på Christianshavn.

2016-03-20 11.27.50
Til venstre ses Nordhavnens første (ikke sidste) bæredygtige byggeri, Portland Towers. Det ikke-så-kønne rustfarvede i midten bliver grønt, for facaden bliver tilplantet.

Den tur tog vi i sidste uge, og det kan varmt anbefales. Med mindre man har for vane at gå eller cykle langs vandet fra Sydhavn til Nordhavn og fra Papirøen og langs Refshaleøens landside, så opdager man ikke alle de nye byggerier, der hele tiden dukker op.

I går, da vi sad og så nogle afsnit af Livvagterne II, var der nogle overflyvningsbilleder fra Holmen. Søn bemærkede straks, at de luksusboliger med små fine forhaver, vi sejlede forbi forleden og talte om, var kommet til siden 2009, for på overflyvningsbillederne var det tomme magasiner.

Meget andet er kommet til, bare siden jeg sidst tog rundfarten, hvilket ikke er så forfærdeligt længe siden. Rundviseren er måske arkitektstuderende eller ansat hos DAC – i hvert fald var han meget vidende, og det var interessant at høre om de nye byggerier – også om dem, der endnu er på planlægningsstadiet.

2016-03-20 11.34.24
Dette er siloen i Nordhavn, berømt for grafittien Hvad drikker Møller. Det bliver luksuslejligheder, men øverst kommer en glasklædt restaurant. Cobe arkitekter har tegnet.
2016-03-20 11.30.22
Containerne bliver i Nordhavn, men flytter længere ud i vandet.
Share

Kunst i Japan

Vi har været på en ægte dannelsesrejse til Japan. Rejsen var arrangeret af Arkens kunstklub, så det var en grupperejse. Jeg må med det samme tilstå, at grupperejser nok aldrig bliver mig/os, så det gør vi nok ikke igen. Når det er sagt, så var der flere af de kunstoplevelser, vi fik på turen, som vi nok ikke ville have haft modet/fantasien til selv at opsøge på en førstegangsrejse til Japan. Så vi er altså alligevel glade for, at vi gjorde det.

Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.
Stemningsbillede fra en af de små kroge på Ghibli-museet.

I Tokyo var den helt store oplevelse Ghibli-museet, der fejrer filmskaberen Miyazaki og hans Studio Ghiblis værk. Jeg har glædet mig til at besøge det museum, siden jeg læste Christian Monggaards begejstrede beskrivelse af det i Information for flere år siden. Jeg er totalt fangirl, så forvent ingen objektivitet her – jeg elskede hvert øjeblik af besøget og alt, hvad jeg så. Kender du ikke Miyazaki, så skynd dig at købe en af hans film. Skal du til Japan, så snyd ikke dig selv for et besøg på museet. Det er indrettet for børn, så vi voksne måtte ofte dukke os eller næsten kravle. Der er fine displays, som viser, hvordan man lavede animation før computeren – dybt fascinerende for både børn og voksne. Og der er et par rum, der både reelt og ved hjælp af trompe l’oeil-teknik viser, hvordan det foregik, når de mange tegnere sad side om side og arbejdede på filmene.

Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.
Museet er, med god grund, en pilgrimsdestination.

Vi var også på Nationalmuseet, hvor jeg så en særudstilling om Bulgari. Det sjoveste ved den udstilling var at se de japanske kvinder, der generelt hylder the understatement når det gælder smykker og påklædning, flippe helt ud over de mildest talt ekstravagante og ofte nærmest vulgære Bulgari-smykker. Jeg havde forventet at se en større samling Netsuke, men blev skuffet, fordi der kun var en meget lille samling, som alle var af nyere dato.

Vi så også moderne kunst på The National Art Center, en særudstilling med den franske kunstner Niki de Saint Phalle. Ingen tvivl om, at hun var den enfant terrible, som en del af udstillingen var opkaldt efter, men det var ikke noget, der for alvor rørte mig.

I Kyoto besøgte vi Manga-museet. Det var jeg ret skuffet over, for jeg havde måske forestillet mig at få en indføring i Manga-universet med noget kronologi, etc., men museet bestod mest af et kæmpe Manga-bibliotek, hvilket sikkert er fantastisk, hvis man ved, hvad man leder efter, men det gjorde vi ikke…

En times bustur uden for Kyoto ligger det smukke og temmelig mærkelige Miho museum bygget af den kinesiske arkitekt I.M. Pei.

En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.
En tunnel, kun for fodgængere og museets egne små el-biler, fører fra p-plads og café op til selve museet.

Den 14-årige følte sig utilpas ved den religiøse propaganda, der viser sig i de videoer, der vises, og i restauranten og museumsbutikken, men jeg nægtede at lade det påvirke min oplevelse af stedet. Fru Mihoko har “opfundet” en religion eller spirituel bevægelse ikke ulig Buddhisme, og ikke langt fra museet ses en kæmpe klods i landskabet samt en “kirke”, der er hovedsæde for fruens religion.

Men altså, museet er vanvittig smukt og indeholder faktisk ret få genstande. Der er vaser, skærme, malerier, skulpturer, krukker og  andet fra flere historiske perioder og mange verdensdele. Det er enormt befriende med så få genstande, så man ikke når at få museums-overload. Når de samtidig er udstillet i så enkle og elegante omgivelser, som dem Pei har skabt, blev det en ren fornøjelse.

Den sidste af vores kunstoplevelser var også den absolut største. Vi tog på en heldagstur til kunstøen Naoshima, der huser hele syv museer og en lang række kunstværker spredt ud på hele øen. Ideen om at gøre en ø i “udkants-Japan” til et tilløbsstykke for kunst- og arkitekturinteresserede fra hele verden blev naturligvis fostret af en rigmand, der så kontaktede den japanske arkitekt Tadao Ando, der nok er mest kendt på disse kanter for pyramiden foran Louvre. De tre museer, vi nåede at besøge,  var alle tegnede af Ando. Vi besøgte først det lille museum, der er dedikeret til ham selv, dernæst Benesse House, der huser en samling moderne kunst af behagelig størrelse. Jeg nævner i flæng, Giacometti, Sam Francis, Robert Rauchenberg, Richard Long, David Hockney, Jasper Johns…
Chichu art museum01s2560
Endelig turens højdepunkt, det helt enestående Chichu Art museum (klik på linket!). Hele museet er dedikeret til tre kunstneres værker – ja, det er skabt omkring disse. Ingen af os havde nogensinde oplevet noget lignende. De tre kunstnere er Claude Monet (jo, du læste rigtigt), Walter de Maria og lyskunstneren James Turrell. Chichu betyder “under jorden”, så alt lys i museet er enten naturligt ovenlys eller helt kunstigt. Begge dele lige overjordisk fantastisk! Ingen af mine elendige mobilfotos kan yde museet eller kunstnerne nogen som helst retfærdighed, så jeg anbefaler igen at klikke på linket herover. Billedet fra museets indgang er fra Wikimedia Commons.

Et af kunstværkerne på øen var et af Kusamas græskar.2015-10-22 13.26.17

Vi vil gerne til Japan igen, nu vi har erfaret, hvor let det er at rejse der. Og hvis det lykkes os at komme tilbage, skal vi helt sikkert tilbringe mere end en halv dag på Naoshima. Vi bemærkede, at man kunne leje cykler, så det vil vi gerne prøve. Selvom landskabet er ret kuperet, er øen ikke særlig stor, og der er ikke langt mellem seværdighederne.

Share

DAC – Regnen kommer

Dansk Arkitektur Center Copenhagen 2014 01
DAC står for Dansk Arkitektur Center, beliggende i en skøn bygning bag Udenrigsministeriet på Christianshavn. Om et par år flytter de til det nye stor kulturhus, der er under opførelse på Christians Brygge mellem Langebro og den sorte diamant. Gad vidst, hvad det fine gamle pakhus så kommer til at rumme?

Regnen kommer handler om, hvad vi kan og bør gøre i vores nye klimatiske situation. De fleste projekter er udtænkt i behjertede forsøg på at forene det nyttige med det behagelige – altså at man ikke kun tænker i at få ledt regnvandet væk fra gader og kældre, men også på at byen/området kan forskønnes eller på anden måde forbedres i processen. Det allerede udførte projekt Rabalderparken i Roskilde er et eksempel på det andet, drømmescenariet om Ladegårdsåen et eksempel på det første.

Ladegårdsåen
Ladegårdsåen anno dazumal
Jeg beder til de højere magter om, at kommunen må vælge at finde pengene til at virkeliggøre projekter som Ladegårdsåen og tilsvarende – hvor kan vores byer og andre truede områder dog blive forskønnede og forbedrede! Den anden udstilling på DAC, Rebuild by Design, handler mere eller mindre om det samme, men har fokus på udbedring af de enorme skader, som orkanen Sandy forårsagede på USA’s østkyst. Principperne er de samme.

Udstillingerne er måske lidt kedelige, selvom der er indbygget en del interaktivitet i Regnen Kommer. Men bor man i København eller et andet sted, hvor problemerne er påtrængende, er det da en god idé at orientere sig om, hvad der forsøges gjort for at afhjælpe, så man kan tage kvalificeret stilling, når der på et tidspunkt kommer forslag til ny lokalplan.

En spadseretur til Christianshavn skal man under ingen omstændigheder kimse ad – man kan gøre, som vi gjorde, og smutte indenom Tøjhusmuseet på vejen – det er gratis. Adgang til udstillingerne på DAC koster 60 kr. For medlemmer af Gråhættehæren (Politiken Plus segmentet) koster det 30 kr.

Share

M/S Museet for Søfart

Mellem jul og nytår fik vi endelig besøgt Bjarke Ingelsmuseum under jorden. Det forekommer jo umiddelbart idiotisk at have et søfartsmuseum under jorden, men når først man er der, er der ikke længere noget mærkeligt ved det – nærmest tvært imod.

Elmgreen & Dragset: han
Elmgreen & Dragset: han

Når man drejer om hjørnet fra stationen mod Kronborg, er det Helsingørs nye kulturhus og Elmgreen & Dragsets fine sølvskinnende havdreng, der falder i øjnene. Man skal gå forbi begge dele imod Kronborg, før en enkelt vimpel diskret gør opmærksom på museet. Dernæst åbenbares en lang sliske, der leder ned til herlighederne.

Udstillingerne er fint og moderne kurateret, og det er dejligt at mærke en stolthed over Danmark som succesrig søfartsnation, uden at der lægges skjul på, at en af forudsætningerne herfor var handel med slaver. Jeg tænker tit på, at vi i Danmark er stolte over sådan nogle mærkelige ting. Altså, jeg synes, det er federe at være stolt over at tilhøre en nation af søfarende, dygtige handelsmænd og opdagelsesrejsende, end at vi “tør” have stegt flæsk som nationalret eller engang har vundet EM i fodbold (selvom det var en dejlig dag).

Sømandens liv gennem århundrederne er levende og engageret beskrevet, så det har interesse for både børn og et mere vidende publikum. Museet har tydeligvis et nært samarbejde med danske rederier – det er dejligt at se, at kommerciel indflydelse ikke påvirker formidlingen negativt.

Ikke en eneste ret vinkel findes i hele museet, ja mange steder er gulvet heller ikke plant. Hvor er det godt tænkt!

 

Share