Art deco i Miami

Fontæne på Miami Beach
Fontæne på Miami Beach
Både yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!
Yngstesøn og jeg var lidt skuffede over, at der ikke var flertal for at spise her!

Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!Miami artdeco

En skør tid

Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.Miami artdeco music

Harald Engman

For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:

Harald Engman: Menneskepyramide (1941)

Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!

Harry Clarke

Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.

Harry Clarke 1930.

Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.2016-07-21 15.08.44

 

Share

Art Deco og vild keramik

 

Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum
Sammenstilling af væggene i fire forskellige rum på Gl. Holtegaard

Sidste weekend var vi på Gl. Holtegaard og se deres lille men flotte Art Deco-udstilling: Cool Moderne. Noget af det allerbedste ved udstillingen er den måde, de har malet væggene på – det løfter den ellers ret beskedne samling billeder, skulpturer og brugskunst betydeligt og sætter det i en samtidig kontekst. Art Deco var slutningen af en periode, hvor der ikke var så skarpe skel mellem ‘kunstnere’ og ‘kunsthåndværkere’. Ikke at det ikke er forekommet siden – i 60’erne var der en del kunstnere, der også lavede keramik – men der er ikke mange etablerede billedkunstnere, der også laver brugskunst til folket.

Arne Ungermann (1931)
Arne Ungermann (1931)

Flere kunstnere i mine sociale medie-feeds og flere kunstblogs og kunsttidsskrifter har på det seneste flippet ud over Rose Ekens vilde keramik på V1 Gallery (som jeg har skrevet om før). Så jeg har været ovre i Kødbyen og se på keramik. Og *alle* har jo ret – det er simpelthen en fantastisk lille udstilling/installation. Men spring på cyklen i en fart, det er sidste dag på lørdag (19/9).

2015-09-09 16.48.58 2015-09-09 16.48.45

Share

Kunst i Madrid

I mangel af fotos af genstandene er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.
Pga mangel på fotos fra Juan March er her et klip fra en Pinterest søgning på art deco.

Vi gik på museum tre gange i løbet af vores uge i Madrid. Det første var det mindste, Fundación Juan March i det meget fancy Salamanca nabolag. Vi tog derhen, fordi der var en udstilling om Art Deco i Paris 1910-1935. Jeg har en betydelig svaghed for art deco, nemlig, og så skulle resten af familien jo tvangsindlægges. Det tog de nu ret pænt, vil jeg lige skynde mig at sige.

Juan March er et m e g e t eksklusivt galleri, og udstillingen var da også fyldt med lækkerier lånt fra veletablerede institutioner fra nær og fjern, bl.a. Victoria & Albert. Der var kustoder i hvert rum og straks vi kom, blev en af dem dedikeret til at følge i hælene på den 13-årige. Selv på et tidspunkt, hvor det måtte være gået op for hende, at han ikke var den hærgende type, var hun aldrig mere end to skridt væk fra ham. Heller ikke når han fulgtes tæt med mig, mens jeg forklarede og fortalte (jo jo, han bliver ikke bare tvunget til at gå på gallerier og museer, han skal også lægge ører til moderens snak). Vores skygge lagde en vis dæmper på glæden ved den utroligt flotte udstilling, men vi gjorde vores bedste for at ignorere hende. Alle værker var bag glas bortset fra enkelte malerier, og fotografering (skønt de fleste ting da må være i public domain?) var strengt forbudt.

Opdelingen af udstillingen var interessant, da den både gik frem i tid og havde hvert lokale dedikeret til forskellige undertemaer, fx. Verdensudstillingen i Paris i 1925. Det sidste lokale pegede frem mod modernismen med bl.a. Le Corbusiers berømte lænestol.

Havde atmofæren i galleriet været mindre fisefornem, ville det have været en helt igennem storslået oplevelse.

Alexander Calder: Carmen, 1974.
Alexander Calder: Carmen, 1974. I Reina Sofias indre gårdhave.

Vi besøgte også Reina Sofia, der godt nok er et flot museum, men ih altså, hvor er det stort! Vi fandt, at kurateringen lod en del tilbage at ønske og mindede om danske museer for 10 år+ siden. Man savnede hele tiden retning og information.

Jeg vil bare nævne et par ting, som jeg faldt over. Denne installation af Pierre Huyghe (som jeg aldrig før har hørt om) fandt jeg meget spændende.

Der var en stor særudstilling med kunst lånt fra Kunstmuseum Basel, der er under ombygning. Det var jo egentlig lidt fjollet, når vi nu så tit er i Schweiz, men vi har faktisk aldrig været på det museum, så…

En anden særudstilling satte fokus på kunstsamleres betydning for kunstens udvikling. Det var faktisk ret interessant og kunne have været meget mere interessant, hvis der havde været lidt mere oplysning. To kæmpe samlinger var repræsenteret, og det blev meget klart, at samlernes præferencer i enhver tidsalder har stor betydning for eftertiden. Jeg er netop ved at læse The Hare with Amber Eyes, hvis første del handler om en kunstsamler, og det er jo tydeligt, at han påvirker de kunstnere, han omgås og køber kunst af.

Der var bl.a. tre kæmpe malerier af Chagall, alle forestillende arketypen på en ældre jødisk mand. Det fik mig til straks at google Chagall og jødedom, og der lærte jeg en hel del, som jeg intet anede om i forvejen (prøv det!). Det er klart, at der skal en ganske særlig type kunstsamler til at købe tre kæmpe lærreder med jødisk motiv på et tidspunkt (1914), hvor jøderne var meget ildeset i det meste af Europa.

Alexej von Jawlensky - Heilandsgesicht, Märtyrer
Alexej von Jawlensky: Helgenansigt, 1919 – via Wikimedia Commons
Under læsningen af Florian Illies herlige bog 1913 stødte jeg på navnet Jawlensky, men jeg kendte ham ellers ikke. I denne imponerende udstilling indgår flere virkelig skønne værker af denne kunstner. Hvor i Danmarks findes værker af ham?

I museets egen samling faldt vi over et gigantisk værk udført kollektivt af tre kunstnere illustrerende ‘modernismens fader’ Marcel Duchamps død. Bortset fra, at Duchamp slet ikke døde sådan, som maleriet fremstiller det. Man forstår, at billedet vakte kollossal forargelse. Jeg har læst artiklen på Reina Sofias hjemmeside om misèren – det kan du også gøre, det er for kompliceret at genfortælle! Der kan du også se billedet.

Og så var der selvfølgelig Guernica. Jeg så det på MoMA som helt ung (det blev flyttet til Madrid i 1982) og genså det nu. Helt ærligt, det er al berømmelsen værd – et helt igennem fantastisk og hjertegribende billede.

Share