Slankekure virker ikke

De fleste af os, der har prøvet en eller flere, ved det jo godt. Men det kom bag på mig, HVOR veldokumenteret det er. Hvis man skal bekæmpe de sygdomme eller forebygge de sygdomsricisi, som overvægt kan medføre, kræver det de såkaldte livsstilsændringer, ikke vægttab – og det er fejlagtigt og forkert at ligestille de to ting, selvom det ene ofte medfører det andet. Mange former for vægttab foregår på måder, der er decideret usunde for både krop og sjæl. Dette longread fra Huffington Post om overvægt og samfundets behandling af den har virkelig sat sig i mig. Fundet i nyhedsbrevet Morgenpost.

Her er et par citater fra artiklen: “For more than a decade now, researchers have found that the quality of our food affects disease risk independently of its effect on weight.”

Another survey showed that two years of getting kids to exercise and eat better didn’t noticeably affect their size but did improve their math scores—an effect that was greater for black kids than white kids.”

“Developing countries with higher wages for women have lower obesity rates, and lives are transformed when healthy food is made cheaper. “

Samfund/miljø/politik

Ét altoverskyggende problem

“Danske museer har ét altoverskyggende problem ifølge ny undersøgelse: Gæsterne er primært højtuddannede kvinder over 50” – det er overskriften på en artikel i Kulturmonitor, som jeg desværre ikke kan læse. Og jeg skal indrømme, at den vinkling faldt mig for brystet – selvfølgelig i høj grad, fordi jeg selv er en del af det omtalte såkaldte problem.

Jeg delte artiklen og overskriften på Twitter og fik overvældende respons – heldigvis var de fleste enige i, at det dælme er en mærkelig vinkling: At gøre dem, der holder (kunst)museerne kørende, til problemet i stedet for at fokusere på dem, der ikke kommer. Og på museerne selv, der måske skal skrue på deres appel og deres markedsføring. Vi har til gode at se artikler, der gør de mange mænd på landets fodboldstadioner til et problem.

Opmuntrende kommentarspor i Journalisten

Det sker nærmest ALDRIG, at et kommentarspor er opmuntrende. Men her sker det. Det er en kommentar fra journalist Eva Aagaard til voldtægtsprogrammet på TV2 i bladet Journalisten.dk.

Mikkel Hertz får lov til at svare, og han gør selvfølgelig det, som danske medier i 99/100 tilfælde gør her i landet – fralægger sig ethvert ansvar. Men derefter er både mandlige og kvindelige kommentatorer helt på Aagaards side. Aagaard skriver helt centralt: “Hvis vi vil gøre det trygt for ofre at anmelde voldtægt, må vi slå fast, at en frifindelse ikke er ensbetydende med, at anmeldelsen var falsk.” Man skal altid huske, at anklagemyndigheden skal synes, at de har en sag, inden de anlægger den – det er jo ikke offeret, der anlægger voldtægtssager. Og her mente anklagemyndigheden endda, at der var grund til at appellere til landsretten. De fik så ikke medhold, men altså…

Drabet på Bornholm

Jeg har læst 3-4 af de seneste dages grundige artikler om drabet og de racistiske drabsmænd. Hvis det er lykkedes dig at undgå det, kan du læse eller lytte denne fra Zetland, der er yderst sober. Men alle konkluderer de, at den dræbtes venner fastholder, at brødrene var venner med den dræbte, og at mordet derfor ikke kan have noget med racisme at gøre. Men det er altså en falsk præmis, folks! Hvor mange gange har man ikke hørt folk sige, “jeg har en ven, der er *indsæt ikke-dansk etnicitet*, så jeg kan ikke være racist.” Det forudsætter, at racister er logisk tænkende, hvilket de sjældent er. “Min kone er thai, så jeg er ikke racist”.

Politiken og #MeToo

Politiken har lagt spalteplads til virkelig meget kritik af #metoo-bevægelsen – blandt andet flere indlæg af Marianne Stidsen og senest til en kronik af den frikendte fra voldtægtssagen, jeg også nævner længere oppe. Dorte Toft har skrevet en arrig kronik om Politikens behandling af kvinder. Desværre bag paywall, men skulle du have adgang, så er den dejligt hvas på Dorte-måden.

Nu hvor feminist-låget er røget af…

… kan jeg lige give ondt af mig over, at OK Benzin har indgået sponsoraftale med Foreningen Far, der under et dække af at ville børnenes bedste, i mange sager har medvirket til grov chikane af mødre. Jeg finder et andet sted at købe min benzin.

Frafaldne Trump-vælgere

6% af de vælgere i de såkaldte “battleground States” i USA, der stemte på Trump i 16, vil ikke stemme på ham i år. De fortæller her hvorfor. Man kan jo glæde sig over, at det i høj grad handler om hans dårlige opførsel. Og så Corona selvfølgelig.

Julian Assange

Jeg har skrevet det før, og jeg gør det gerne igen. Uanset, hvor lidt du bryder dig om ham, så overvej lige, hvad det er, USA anklager ham for, og hvad han risikerer at måtte bøde for det, hvis England udleverer ham. Husker du billederne af amerikanske soldater, der skyder ubevæbnede irakere fra en helikopter, mens de morer sig over det? Det var Wikileaks’ fortjeneste, at vi så den film – og fik mange andre afsløringer. En gruppe læger har skrevet en forbøn for Assange i The Lancet, fordi de mener, at hans liv og helbred er i fare pga. den måde, de britiske myndigheder behandler ham på.

Guillotineret i 1977

Tænk, den sidste gang Frankrig brugte guillotinen var 1977. Du læste rigtigt, ikke 1877, men 1977. Læs den skrækkelige historie her.

Teknologi

Racistisk, sexistisk datasæt

MIT har fjernet datasæt, efter at en forsker har påvist, at mange billeder er forsynet med racistiske og sexistiske annotationer, skriver Version2. Kunstig intelligens er ikke neutralt, før de data, intelligensen er baseret på, er det.

Microsoft og Facebook i problematisk samarbejde om streaming

Julie Horup forklarer det langt bedre, end jeg kunne, i sit nyhedsbrev TrykStart.

Om os

Det her har vi brug for

Dan Bjørneboe har delt Master Fatmans sidste interview, der stod i Børsen få uger før hans død. Det fik jeg ikke læst dengang. Og, ærligt talt, det var lige, hvad jeg godt kunne bruge!

For meget tid og for meget plads og for mange ting

Rasende tårer

Det sker for mig – jeg har i det hele taget let til tårer, men som oftest er det egentlig okay. Man fælder en tåre, når man bliver ked af det, eller bare når man bliver overvældet af følelser – det kan også være, når man læser eller ser noget sørgeligt. Men vredestårer gad jeg virkelig godt være fri for, for de står i vejen for, at jeg kan give udtryk for, hvorfor jeg er vred. Her er nogle bud på, hvordan man kan reducere risikoen for at begynde at tude på arbejde, når man føler sig rigtigt uretfærdigt behandlet.

Kunst og kultur

Honeyland

På filmstriben ligger et lille dokumentar-film mesterværk, som min fysioterapeut fortalte mig om. Und dig selv et lille frikvarter og se den.

De professionelle om statuer

En kunstner og en museumsinspektør mener noget om statuer i det offentlige rum. De har tænkt over det og bruger deres faglighed…

En professionel om bæredygtigt byggeri

En arkitekt med speciale i restaurering får sagt et par borgerlige ord om, hvor bæredygtigt det egentlig er at rive ned for at bygge nyt. Indlægget står i Politiken og er desværre indtil videre bag paywall.

Jazz

Nu har jeg igen forsøgt mig med at høre live jazz. Det gik heller ikke denne gang, så jeg giver snart op. Ikke engang med alderen blev jeg et jazz-menneske. Men måske bliver jeg et country-menneske? Yngstesønnen var faldet over en moderne country-sang, og jeg blev sgu helt forelsket i den.

Share

Forudsigelser

Her er ugens absolut mest spændende artikel. Den handler om specialisters evne til at forudsige hændelser. Artiklens fokus er næsten udelukkende på økonomi og aktiemarkedet, og det er virkelig interessant. For specialisterne, kaldet pindsvinene, er spektakulært elendige til at forudsige hændelser på finansmarkedet. Derimod er generalister med hovedet skruet ordentligt på, kaldet ræve, virkeligt gode til det. Og hovedårsagen? Når ræve opdager, at en antagelse var forkert, kigger de nærmere på den. Siger, nå da, der tog jeg fejl, hvad mon var årsagen til det. Og så tager de det med, når de skal komme med en forudsigelse. Specialisterne affejer egne fejl og lærer derfor ikke noget af dem.

Samfund/miljø/politik

Kvinder og alkohol

En kvinde, der får et glas vin på en bar, vurderes som både fuldere og mere promiskuøs, end en mand, der gør det samme. Sociologisk studie.

penge ➤ lykke?

Bliver man lykkelig af (flere) penge? Jo, lykkekurven flader noget ud, efterhånden som millionerne ruller ind. Men lidt mere eftertanke, inden man bruger sine penge, kan bidrage til ekstra lykke. Artiklens forfatter har taget Yales mest populære kursus. Det kan du også, for det er online og gratis.

New Public Management

En DJØF’ers opfordring til at gentænke NPM. “I bedste fald bliver styringen meningsløs; i værste fald forvrænger den både medarbejdernes og ledelsens prioritering ved at fokusere på det uvæsentlige frem for det væsentlige.”

Hvor skruppelløs kan man være?

En blogpost fra Signal.dk, der kort ridser omfanget af skandalen i VW-fabrikkerne op. Man bliver helt paf.

Abort i USA I

Alle har hørt om den nye abortlovgivning i Alabama og andre stater. Men måske er det ikke alle, der har hørt om det vidensgrundlag, de lovgivende mænd har om kvinders kroppe og fertilitet. Hvis det ikke var så skræmmende, ville det være grinagtigt.

Abort i USA II

Lidt baggrund om Alabama. Hvor meget ser man egentlig på de børns ve og vel, der nu skal tvinges ind i denne verden? Artiklen ser på børnedødelighed m.m.

Dot.com boble?

En tidligere dot.com-millionær mener, at der igen er en boble og mener, at der er tegn på, at den er på vej til at briste. Det kan man være enig eller uenig i, men artiklen er under alle omstændigheder sjov læsning.

Teknologi

Singularitet

Dorte Toft har været til klog debat om superintelligens, hvis indhold hun er så venlig at dele med os andre. Spændende, men sgu ikke så opløftende.

Viden

Børn med høj IQ

Desværre er det ikke nødvendigvis fedt at blive forældre til et barn med høj IQ. De børn har det ofte svært, og samfundet, både vores og andre, mangler ressourcer til at forholde sig til dem. Lang artikel med mange interviews med forskere og specialister. God at blive klog af.

The Iceman

The Iceman, 5300 år gammel mumie, spiste en masse kød og mejeriprodukter, inden han drog ud på det, der blev hans sidste rejse i Alperne. Arkæologi er for vild en disciplin! Læs om ham og undersøgelserne af hans maveindhold.

Skadelige mobiltelefoner

For 27ende gang – vi ved det ikke! Altså, vi ved godt, at vi får ondt i nakken og armen, og at det selvfølgelig er skadeligt. Men om vores optagethed af telefonen og dens indhold, om likes og halløj på Instagram betyder en hel masse, eller om der simpelthen kun er tale om korrelationer, det ved vi bare ikke. Så lad os da stikke forskerne nogle flere penge, så de – måske – kan finde ud af det!

Faktatjekket (beton vs træ)

Jo, det er bedre at bygge af træ end af beton. Når blot man husker at plante nye træer. Videnskab.dk har kigget nærmere på en politikers påstand – der faktisk holdt vand!

Om os

voldsfascination

Hvis du lige mangler en velfortalt novelle, der er en slags personlig udviklingshistorie skrevet af en kendt amerikansk journalist, så gem lige denne her til du har en stund. Den handler om to fætre, hvor den ene er en “Rigtig Mand” og den anden prøver at være det. Prøver at lade være. Og prøver igen.

Kunst og kultur

Jeg har set to charmerende film, som jeg desværre ikke har fået skrevet om, så her kommer lige lidt:

Gøg & Gokke

En meget bedre film, end jeg nok havde ventet. Meget charmerende og underspillet og med fokus på kunstnerens og kunstens vilkår. Der er ikke rigtigt noget at grine af, men smile – det gør man.

Miyazakis debutfilm

Til gengæld grinede jeg hjerteligt af den her fra 1979. Man kan virkelig godt se, hvor det alt sammen kom fra i de senere film. Den er simpelthen så fjollet og superhelteagtig på den gammeldags facon, at det er helt befriende. Desværre er sidste chance for at se den i biografen i morgen søndag kl. 9:30 om morgenen. Men hvis du ikke skal kigge på maraton, så er her altså muligheden for at starte dagen med en hjertelig latter.

Share