Om bøger og formater

Lavery Maiss Auras
Mange fra den læsende del af befolkningen opdeler sig selv i e-bogslæsere, papirbogselskere og lydbogslyttere. Og det kommer jeg nok aldrig til at forstå! Hvad i alverden er der i vejen med at gøre alle tre ting?

Det gode ved papirbøger: De er rare at røre ved, pæne at se på, man kan se, hvor langt man er kommet, man kan lave æselører og skrive sedler eller kommentarer i margenen, man kan dømme sine medpassagerer i tog og bus på coveret af deres bog. Og man kan låne dem ud eller give dem væk, ikke mindst – fordi man ejer dem, sådan rigtigt. Og de giver én anledning til at gå på biblioteket – et sted de fleste af os ikke kommer ofte nok.

Det dårlige ved papirbøger: De fylder, de støver, man skal have en lampe for at læse, de er (nogle gange) tunge at bakse med, man kan ikke slå ord op, mens man læser.

Det gode ved E-bøger: Man kan have mange med sig, de fylder intet, man kan læse i mørket, man kan slå ord og begreber op på sekunder (godt nok kun på engelsk), man kan markere steder i teksten og tilføje noter, man kan købe en ny bog på 30 sekunder, e-bøger er tit billigere end papirbøger. Nogle gange endda gratis.

Det dårlige ved E-bøger: Man kan ikke prale med sin gode smag i det offentlige rum eller aflure andres gode/dårlige smag, man savner den taktile følelse af, hvor langt man er kommet, det er irriterende at bladre tilbage og (især) frem, de er svære at overskue, og man ejer dem ikke.

Det gode ved lydbøger: Man kan lytte overalt, ikke mindst på cykel og i bil, også når man er for træt eller syg til at læse, en god lydbog tilføjer en ekstra dimension til læseoplevelsen, jeg har fordoblet antallet af bøger, jeg får “læst”, efter at jeg systematisk er begyndt at høre lydbøger.

Det dårlige ved lydbøger: En dårlig oplæser kan ødelægge selv den bedste bog, mange bøger findes ikke som lydbog, lydbøger er ofte meget dyre, det er nærmest umuligt at “bladre”, og man kan ikke sætte bogmærker.

Skønlitteratur køber jeg stort set aldrig som papirbøger mere. Jeg er glad og tilfreds med størrelsen på min bogsamling, jeg har ikke behov for flere reoler. Langsomt fylder kunst- og historiebøger og andre fagbøger samt kogebøger mere og mere, mens skønlitteraturen fylder mindre i reolen. Hver gang én papirbog går ind, skal en anden ud (sådan gør jeg også med tøj og sko). Jeg har prøvet enkelte gange at købe fagbøger som e-bog, men det fungerer kun sjældent for mig. Der er simpelthen for meget, jeg ikke kan med dem, til at det giver mening. Det gælder i endnu højere grad lydbøger.

Når jeg hører om en (skønlitterær) bog, tjekker jeg først, om den findes som lydbog, dernæst prøvelytter jeg den. Det er et must med lydbøger, for det er faktisk uudholdeligt at lytte til en, hvis man ikke bryder sig om oplæseren. Til gengæld kan en god oplæser bringe oplevelsen op på et helt nyt niveau. Jeg bruger Audible, hvor jeg har abonnement, så jeg “får” en lydbog om måneden. Jeg bestemmer helt selv, hvilken det skal være. Deres lytte-app er i topklasse. Danske lydbøger har jeg ikke hørt mange af, men et par enkelte er det blevet til på E-Reolen. Deres app er desværre temmelig irriterende at bruge, så jeg undgår den helst. Jeg er fristet af, at Mofibo nu tilbyder så mange lydbøger.

Der er ny forskning, der siger, at man får mindre ud af en bog, hvis man læser den som e-bog. Jeg vil ikke afvise, at det er tilfældet, jvfr. ovenstående betragtninger om fagbøger. Men omvendt, hvis jeg kaster blikket ned over de sidste 20-25 bøger, jeg har “læst” (på Goodreads), så kan jeg langt fra altid huske, hvilket format jeg læste dem i, og der er heller ikke nogen tydelig sammenhæng mellem, at jeg husker en bog godt, og at den så var på papir. Mange vil også fortælle dig, at lytning ikke er lige så “fint” eller “rigtigt”, som at læse. Men tro dem ikke. Anderledes ja, men ikke bedre. Endelig er alle de bøger, vi læser, jo heller ikke så fantastiske, at vi behøver huske dem, til vi dør. De få bøger, der virkelig kryber under huden på os, kan vi jo altid senere anskaffe i det format, vi holder mest af!

 

Internet i skolen – SÅ svært er det heller ikke

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Mange skoler og mange lærere har stadigvæk et besynderligt forhold til Internettet, taget i betragtning at både børnene og de selv tilbringer så meget tid der. Det virker, som om skolerne enten bliver forblændet af hardware eller modsat helt lukker øjnene for, hvordan internettet kan integreres uden indkøb af enorme mængder dyrt og forgængeligt hardware.

At skolen må og skal blandes ind i børns digitale uddannelse skyldes ikke mindst, at det også på den digitale front er sådan, at den tunge ende vender nedad. Det er børn fra svage hjem, der ikke får lært at skelne mellem skidt og kanel af deres forældre, ligesom det er dokumenteret, at de piger, som lader sig lokke til at møde mænd, de kun kender fra Internettet, næsten udelukkende kommer fra svage familier.

For at en skole kan være digital frontløber, er store investeringer ikke nødvendigt. En fremsynet ledelse og vidende, engagerede lærere er alt, der skal til.

Det er ikke min holdning, at skolen skal gå foran og have IPads eller laptops til alle elever. Men jeg mener nok, at man kan forvente, at hver lærer har en laptop, som de har med i timerne og hvis skærm kan smides op på væggen eller på et whiteboard, så der spontant kan foretages søgninger, ses videoer, etc. Inddragelse af IT i timerne skal ikke være noget særligt, som man skal hen i et andet lokale for at gøre. At skoler har wi-fi over det hele, må simpelthen være et krav.

Når man nu ved, hvor godt det er for indlæringen, at der indlægges talepauser for læreren, så var det da oplagt at indlægge billeder, videoer, søgesekvenser, etc. i timerne, så børnenes opmærksomhed fastholdes, samtidig med at de lærer noget nyt.

Når børn og unge i “gamle dage” skulle skrive en opgave, måtte det store flertal, hvis forældre ikke havde et fagbogsbibliotek derhjemme, smutte på biblioteket, hvis de ville skrive andet og mere end det, de vidste i forvejen.

Allerede når man træder ind på biblioteket, ved man, at der er truffet nogle bevidste og velbegrundede valg for en. Uanset emne, så er decideret propaganda og reklame samt uvidenskabeligt vrøvl allerede sorteret fra, inden materialet overhovedet er kommet indenfor døren.

Spørger man så tillige en bibliotekar, bliver den information, man ender med, endnu engang sorteret, da bibliotekaren kan se ens alder og typisk spørger, hvilken type opgave det er, man skal til at skrive.

De materialer vi derfor plejede at komme hjem med fra biblioteket, kunne vi have meget stor tillid til. Ikke ubegrænset nej, det er altid godt at være kritisk, men stor tillid. Det samme gælder naturligvis skolebøger.

Men – hånden på hjertet, hvornår har dine unger sidst været på biblioteket for at lave research til en skoleopgave? Nej vel.

De googler. Vi googler. Og selv normalt velinformerede voksne ved forsvindende lidt om, hvordan søgeresultaterne i Google kommer frem, hvordan man søger bedst muligt, og hvordan man evaluerer de resultater, man så får. Hvor skal børnene så vide det fra?

Ja, hvis vi ikke kan lære dem det, er der kun ét sted tilbage – skolen. Derfor skal vi simpelthen kræve af vores børns skole, at “googling” indgår i undervisningen i alle fag. På mange skoler har eleverne stadig bibliotekstimer, men jeg har ikke hørt om, at de bruges til at lære at søge, hvilket ellers er enhver bibliotekars spidskompetence.

Mere om IT i skolen på mandag.

Computerspil – 2

Computerspil er temmelig dyre, så det kan godt betale sig at researche ret grundigt, inden man investerer. Der findes velrenommerede spil-sites, fx Politikens, Gamereactor, Troldspejlets spilside og IGN, der anmelder mange af de spil, der kommer på markedet i Danmark. Man skal dog være opmærksom på, at disse anmeldelser kan være svære at gennemskue for folk, der slet ikke spiller, da de oftest er skrevet af unge, der selv er bidt af en gal spiller. På Youtube er der masser af spilanmeldere, brug lidt tid på at finde anmeldelser af spil, du allerede kender. Og vælg så at abonnere på en eller to af disse anmeldere, som du bedst kan identificere dig med, så du altid nemt kan finde anmeldelser af nye spil.

minecraft

Spil kan også lånes på biblioteket, og derfor kan de også søges på bibliotek.dk. Her kan man se, når bibliotekarerne anbefaler en lavere aldersgrænse end PEGI, og man kan også læse anmeldelser, når sådanne forefindes. Men selvfølgelig har bibliotekerne aldrig de allernyeste spil, og desværre giver bibliotekerne ikke lånerne adgang til de interne lektør-udtalelser*, der bliver udarbejdet. Det er ærgerligt, for de bibliotekarer, der anmelder spil, ved virkelig noget om det.

Så længe vores børn er børn, så bør vi påtage os det ansvar, at vi ved, hvad det er, vi køber til dem, eller de køber til sig selv. Kan man ikke finde anmeldelser eller orker man ikke at læse dem, kan man jo altid se reklame-traileren fra det spil, som Junior ønsker sig og danne sig et indtryk den vej. Trailere kan til enhver tid findes ved at google spillets navn. “Manglende kendskab” er ikke en gyldig undskyldning her.

Jeg har mødt forældre med teenagebørn, der simpelthen intet ved om de spil, deres børn spiller på værelserne bag lukkede døre. Jeg synes ikke, vi skal komme brasende ind på teenagebørns værelser, men ligesom vi forhåbentlig har overblik over, hvilke andre børn, der lukkes derind, så bør vi også vide, hvad det er for spil, de spiller – nogle gange flere døgn i træk.

Når alt det er sagt, så skal det understreges, at der INGEN dokumentation findes for, at voldelige computerspil fører til varig voldelig adfærd hos børn og unge. Der kan ses en kort opblussen af aggression under spillet og lige efter, men varige effekter er ikke dokumenteret. Det svarer i øvrigt fuldstændig til den aggression, der fx opbygges på et fodboldhold op til og under en kamp. Og det er blevet ganske grundigt undersøgt – bl.a. af Secret Service i forbindelse med skoleskydningerne i USA. Snarere er der tale om, at personer, der i forvejen har voldelige eller aggressive tilbøjeligheder og/eller er psykisk ustabile, kan føle sig tiltrukket af meget voldelige spil.

Herunder en video med hjerneforskeren Daphne Bavelier, hvor hun i en TED-talk gør rede for, hvad computerspil gør ved hjernen og synet.

 
* En lektør-udtalelse er en anmeldelse, skrevet af en bibliotekar til andre bibliotekarer.
 

I morgen lidt om de værdier, der (også) kan findes i computerspil.

Er det farligt for børn?

Bortset fra det fysiske aspekt er der ingen dokumentation for, at børn tager skade af at spille (nogenlunde alderssvarende) computerspil. Og der er heller ingen dokumentation for, at de tager skade af at bruge tid på nettet. Vi kan som forældre gøre en indsats for at skubbe vores børn hen imod at blive producenter – dvs. blive blandt dem som aktivt skaber indhold til nettet. Det kan være youtube-videoer, blogs eller programmering – hvad som helst, der indebærer at producere noget, der kan være til glæde, nytte eller fornøjelse for en selv og andre.

Historisk set har hver generation haft sin definition af, hvad der er skadeligt og farligt for børn. Da jeg var barn og ung (i tresserne og halvfjerdserne) var tegneserier og visse typer af popmusik samt “blottere” det, som forældre og samfund bekymrede sig om.

Det er altså ingen undskyldning at tegneserier er gode; de vil i alle tilfælde virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation.

(Chr. Winther, Folkeskolen 32/1954, s. 860)

Dansklærere og bibliotekarer diskuterede, så flammerne stod op fra avissiderne, hvorvidt tegneserier var en genre, der burde få Blueberry_Giraudindpas på biblioteket, i skolen. Og hvis børnene fik lov til at købe dem, var det så skadeligt og fordummende at læse dem? Det mest forbløffende ved denne diskussion var, at så få af tidens debatindlæg beskæftigede sig med indholdet eller forsøgte at differentiere det. Det var på den tid, at de nye franske tegneserier gjorde deres indtog, og mange unge var begejstrede for den nye og anderledes fortællestil. Skulle man ikke vide det, er der milevidt mellem fx Jean Gireauds Blueberry serie og nogle af de metervarer, som fx Disney-koncernen spyttede ud.

Hvis dette minder lidt om visse diskussioner om børn og internet i dag, er det helt med vilje. Nettet diskuteres, som om det var én ting, som man samlet kan forholde sig til. Men selvom det er nemt at stirre sig blind på millioner af pornosider og tusindvis af konspirationsteori-sider, så må man ikke glemme fx Googles enorme digitaliseringsprojekt Gutenberg eller det brugerskabte leksikon Wikipedia.

Så skal vi ikke stoppe diskussionen om, hvorvidt børnene skal have lov til at gå på nettet (alene) eller ej. Og i stedet forholde os til, hvordan vi kan hjælpe dem til at få mest muligt ud af den tid, de tilbringer der, både fagligt og fornøjeligt.

Lad dit barn komme på nettet, når de for alvor begynder at udtrykke ønske om det. Har I en tablet, så lad dem starte der, hvor I kan kontrollere download af apps ved hjælp af passwordbeskyttelse. Det er lidt mere besværligt at surfe på Ipad, hvorfor børn ofte vil holde sig til de apps, der er tilgængelige. Vær dog opmærksom på, at børns smag i spil udvikler sig med lynets hast, og at typiske lærings-børnespil hurtigt bliver kedelige. Find en kilde, du stoler på, som anmelder nye apps til børn, og abonner så på deres anbefalinger. Du skal være meget proaktiv lige fra starten. Har I ikke en tablet, så sørg for at sætte computeren og browseren op sådan, at du kan følge lidt med, hvis du føler, det bliver nødvendigt. Det er langt fra sikkert, du nogensinde får brug for det! Lav en YouTube-konto til barnet, og opfordr dem til at lave deres egne videoer. Når et barn er fast logget ind på egen konto, kan du som forælder meget bedre pege dit barn i den rigtige retning. Sørg naturligvis også for at checke sikkerhedsindstillingerne. Brug lidt tid på at læse YouTubes egne vejledninger om sikker surf sammen med børnene. Her er en fin lille video om emnet.

Lån computerspil på biblioteket i begyndelsen – lad børnebibliotekaren råde jer. Hvis I mærker, at den pågældende ikke ved noget om spil, så spørg efter en, der gør. Gå evt. til et andet bibliotek. Når I på denne måde, gratis og med dygtig vejledning, har fundet frem til, hvilken type computerspil jeres barn synes om, så kan I overveje at købe. Risikoen for fejlkøb af dyre spil minimeres ganske betydeligt på den måde. Der kommer meget mere om spil i senere poster.

Når de bliver lidt større, kan de måske opmuntres til at lære at programmere. Der findes super programmeringskurser – også for børn. Det gælder om fra starten at lære dem, at de ikke behøver være passive brugere på nettet, ligesom de er af fjernsynet.

***

 I morgen lidt om, hvordan vi forbereder børnene på mødet med det væmmelige. Og lidt tips om motion og mad…

Rigtig dannelse

Nu skrev jeg sidst om “digital dannelse”. Det fik mig til at tænke lidt over det, man i De Gode Gamle Dage bare kaldte for dannelse. Ifølge min mormor var det noget med at kunne spise kylling med kniv og gaffel, spille klaver, have gået til dans, kende teksten og melodien til diverse sange og salmer, vide nok om klassisk musik til ikke at falde helt igennem, have styr på de “rigtige” butikker at handle i (min mormor ville helst købe alle møbler og stoffer hos Lysberg, Hansen & Therp), og sidst men ikke mindst skulle man kende de litterære klassikere og have læst de bøger, “man” til enhver tid taler om.

Jeg kom igen til at tænke over det, da jeg i dag hørte lidt af debatten i P1-programmet Ordet er Dit. Dagens tema var “Bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur?” Temaet var igen udløst af kulturminister Marianne Jelveds seneste tiltag, Danmark Læser. Der gives 20 millioner kr. over fire år til diverse læseprojekter – vi taler virkelig peanuts her. En af de medvirkende i radioprogrammet var journalist og forfatter Erik Skyum-Nielsen. Han sagde meget klogt, at hvis han var bibliotekar, ville han have opfattet det som en våd klud i ansigtet. Jeg er helt enig med ham – pengene skulle have været givet til bibliotekerne. Det er jo dem, der er sat i verden for at formidle litteraturen til borgerne, er det ikke?

Nå men, bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur? Nej, det gør man selvfølgelig ikke. Mega-dumt spørgsmål. Men det kan bidrage til en lettere gang på jord, sådan at være dannet. Først hvis man ikke er vokset op med det, ved man nok, hvor mange litterære henvisninger, der hele tiden findes overalt. Det sniger sig ind på én, sådan med årene. Først siger folk hele tiden noget, man ikke helt forstår. Man lader som ingenting. Dernæst går det så småt op for én, at de henviser til noget, man ikke ved, hvad er. Efterhånden får man det kredset ind: det er en person eller en hændelse i en bog, eller måske bare bogen som sådan (fx 1984). Til sidst får man så læst bogen, og hundredevis af bemærkninger, henvisninger og citater giver pludselig mening.

Man Reading Book and Sitting on Bookshelf in Library

Jeg har tilbragt meget tid med at læse alle de bøger, de “rigtigt dannede” havde fået ind med modermælken. Og det har så sandelig gjort min færd i livet lettere.

Måske tænker du: Men sagde hun ikke lige, at hendes mormor havde instrueret hende i at læse klassikerne? Jo, det sagde jeg. Men gjorde du måske, hvad din mormor sagde?

Har du selv problemet? Så kan jeg anbefale, at du går i gang fra en ende af med en af de utallige lister over De Vigtigste Bøger, som hele internettet flyder over med. Denne her fra Goodreads er fx god. En god ting ved disse klassikere er, at rigtig mange af dem faktisk virkelig ER gode bøger og fortjener deres status – ydermere fås de ældste gratis som e-bøger. Din sommerferie er reddet…

På Internettet er der svar på alt

Det hører man tit, og lige bortset fra Livets Store Spørgsmål, som jeg nok tror, man skal have hjælp fra andre end Google til at besvare, så er det nok mere eller mindre rigtigt. Og det er jo skønt.

Problemet er bare at finde svarene. Man hører ofte, at “nu om dage kan enhver klare sig fint til eksamen, når de må have computere med Internet med ind til forberedelse“. Men det er jo ikke sandt, for også her vender den tunge ende nedad, og de svage elever klarer sig dårligst. Hvorfor? Fordi de ikke har lært, hvordan man stiller et spørgsmål. De svageste er stadig langt  bedre stillet ved at gå på biblioteket og spørge en bibliotekar, for rigtige levende mennesker forstår at spørge tilbage og få klargjort, hvad det egentlig er, spørgeren ønsker at vide. Og det argument bider sig selv i halen, for det har jo aldrig været de svage elever, der gik på biblioteket, vel? Nå men, den diskussion tager vi en anden dag.

Tilbage til, hvordan man får et ordentligt svar fra Google. Det gør man ved dels at have en betydelig baggrundsviden om det, man spørger om (have læst pensum, fx.). Hvorfor? Jo, for ellers kan man jo ikke vurdere, om svaret er rigtigt eller hvilket svar, der er det rigtigste. Og dels ved at stille computeren et intelligent spørgsmål, som den rent faktisk kan svare på.

Her er det vigtigt, at man tænker på, hvad Google egentlig er. Google er ikke en masse små panderynkende nisser, der styrter rundt nede i maskinrummet og slår ting op i store bøger. Google er nogle algoritmer (sorteringsmekanismer), som nogle begavede mennesker har programmeret.

Billede lånt fra Vejle bibliotekernes hjemmeside

Regel nr. ét, når man vil søge begavet, er først at tænke nøje over spørgsmålet. Overveje, om det kan deles op i underspørgsmål, eller om man måske først skal stille nogle andre spørgsmål, inden man – fx. ved hjælp af mere effektive søgeord, som man søger sig frem til – når frem til at stille sit egentlige spørgsmål.

Og, som nævnt oven for, hvis man ikke har nogen ANELSE om, hvad man leder efter, så er sandsynligheden for at man finder det, forsvindende lille.

Det svarer lidt til den diskussion, alle med skolesøgende børn vist har haft på ét eller andet tidspunkt: Jamen, mor, hvorfor skal jeg lære at gange, dividere og rode med brøker, når jeg har en regnemaskine i min telefon?

Og de kloge forældre svarer: Det er fordi, når du har forstået de grundlæggende regler om matematik, ved du, at resultatet når man ganger, er større end de tal, man ganger, og at det modsatte er tilfældet, når man dividerer. Og du ved, hvornår en brøk er større eller mindre end én. Etc. etc. Du har derfor altid en fornemmelse for, om du er på rette vej, når du jonglerer med regnemaskinen. Og kan lure, om du får rigtigt tilbage på din hundredkroneseddel i baren. Osv. osv.

Hvert år offentliggør Google dét, de kalder Zeitgeist (tidsånd). Det er lister over de mest anvendte søgeord, både i det hele taget og inden for specifikke felter. Egentlig finder jeg disse lister dybt deprimerende, fordi de afslører, hvor elendige mange mennesker er til at søge på nettet og hvor lidt forståelse de har for, hvordan man bruger en computer/en browser. Jeg bliver også deprimeret over, at så mange søger på celebrities og underholdningsprogrammer i stedet for efter al den dejlige viden derude, men det er en anden sag.

Se nu fx listen over de ti mest brugte søgeord på Google.dk.

  1. Facebook
  2. YouTube
  3. Google
  4. Hotmail
  5. Krak
  6. DBA
  7. TV2
  8. BT
  9. Gul og Gratis
  10. Ekstra Bladet

Altså, der søges i Google efter Google… Man kan selvfølgelig vælge at sige, at ovenstående blot er et udtryk for folks dovenskab, altså, at de ikke gider skrive dba.dk eller youtube.com, og at de ikke gider have bogmærker eller faste faneblade for de sider, de bruger mest (Facebook fx.). Så det siger vi bare.

Her er et lille udvalg af søgeord/sætninger, der har ført søgere til min blog. Jeg kan blot sige, at jeg må skuffe rigtig mange mennesker! Bumper Sticker, Dad, Sommersko 12, facebook retigheder postede billeder (bemærk stavefejlen), it my business.

Google er selv meget generøse med gode råd til søgning. Men det må være forsvindende få, der nogensinde læser dem. Her er Googles råd til simple søgninger og her tips til mere avanceret søgning. Læs dem og (for manges vedkommende) få dig nogle AHA-oplevelser. De danske biblioteker har også lavet en hjemmeside med hjælp til opgaveskrivning og materialefinding.

Du kan også gå til yderligheder og simpelthen rejse dig fra stolen og gå hen på biblioteket eller sende dine børn derhen og få hjælp til at blive en bedre søger. Bibliotekarer er Danmarksmestre i søgning.